Første morgen i Havana

Så er vi ankommet til Havana efter en rejse, der føltes meget lang – til trods for vi jo været på ture, der i timer har været væsentlig længere end de 18 timer, det tog fra vi gik ud af døren derhjemme, til vi var på vores hotel.

En del af følelsen skyldes nok vores flyselskab ”Air France”. Hvis det ikke var fordi, vi også skulle rejse med dem hjem, så havde vi nok sagt ”aldrig mere Air France”. Det var ikke fordi det var katastrofalt med dem, men de havde bare ikke meget check på tingene sammenlignet med mange af de andre, store flyselskaber.

Allerede indcheckningen i Københavns Lufthavn tog ekstremt lang tid. Nu havde vi godt nok e-billetter – hvilket vil sige, at man selv kan printe dem ud via nogle automater – men Air France var bare ikke tilknyttet dette system. Heldigvis var vi kommet i god tid, for vi ventede i køen i en halv time.

Den første flyvetur til Paris var ikke noget særligt – og det var servicen nu heller ikke – lidt cola og to småkager. Men i det mindste var der planmæssig ankomst – hvilket var meget heldigt, for vi ankom i den helt anden ende af lufthavnen (og i øvrigt et andet sted, end vi havde fået at vide ved indcheckningen).

Da vi checkede ind i lufthavnen i København, kunne de ikke udstede boardingpas til turen fra Paris til Havana – flyet var overbooket og pladserne skulle fordeles om (men der skulle være pladser nok, sagde de). Så vi måtte stille os op i en kø i Paris for at få vores pladser.

Her fik vi at vide, at vi ikke kunne komme til at sidde sammen i flyet – men så kolliderede fransk arrogance med dansk stædighed og evne til at brokke sig. Når vi allerede havde checket ind tidligt om morgenen, ville vi ikke finde os i, at vi ikke kunne sidde sammen – og det endte da også med en 1-0 sejr til Danmark. Pludselig var der to pladser sammen – men hvorfor vi skulle brokke os højlydt først, er lidt af en gåde.

Turen fra Paris var planlagt til ti timer, men desværre blev afgangen en time forsinket. På den anden side kunne det have været meget værre. Vi har jo før oplevet, at en halv time blev til en time – der igen blev til to.

Vi fandt vores pladser i den ”sardindåse” et fly jo er – komfort er noget af et fremmedord. Det gør det jo heller ikke bedre, at nogle passagerer mener, at der kun er to indstillinger på sæderne – ”helt oppe” (under start og landing) og ”helt nede” (på resten af turen).

Men én ting må man give Air France (og franskmændene) – de kan lave mad. Flymad plejer at være noget kedeligt noget, men her var der kræset. Og hvor rødvin normalt bliver serveret ved siden af, lå den allerede på madbakken her (her er rødvin åbenbart noget man fravælger og ikke tilvælger).

Til gengæld var det stort set også det eneste måltid vi fik de næste otte timer. Godt nok blev der serveret et ”morgenmåltid” kort før vi landede (hvilket kan synes lidt underligt, for på det tidspunkt var klokken seks om aftenen eller midnat afhængig af, om man regner fransk eller cubansk tid), men det var der nu ikke meget mad i.

Paskontrollen var usædvanlig grundig. Aldrig er vi blevet nedstirret så meget af en tolder – de skulle være helt sikre på, vi var dem vi var (godt der var et nyt billede i passet og ikke et, der var ti år gammelt).

Bagageudleveringen var heller ikke for hurtig. I det hele taget kan vi godt mærke, at vi igen skal vænne os til det noget langsommere tempo, der er i denne del af verdenen.

Endelig var vi klar til at tage ind mod byen. Det var ikke svært at finde en taxa – de fandt os. Og priserne var absolut også til at forhandle om.

Vi var fint kørende i en ny minibus – hvilket man ellers ikke kan sige om mange af cubanerne. På vejen nåede vi at opleve adskillige Ladaer, hvor kølerhjelmen stod åben og en mand stod bøjet ind over.

Da vi nåede vores forudbestilte hotel ”Hotel Deaville”, afleverede vi en 20’er til taxachaufføren – og så kunne han (naturligvis) ikke give tilbage. Men så lykkedes det ham at finde en tre-”pesos konvertible” seddel – og på det tidspunkt gad vi ikke diskutere mere, så han kunne beholde de resterende to pesos, vi manglede. Men mon vi gør brug af det visitkort, vi fik af ham – nok ikke.

Møntsystemet er i det hele taget noget for sig selv – udover det mærkelige i at have sedler med en værdi på tre pesos. Oprindeligt var der tre valutaer: pesos, pesos konvertible og USD – men nu er USD blevet forbudt, og den mest gangbare, udenlandske valuta er Euro. Pesos bliver brugt af de lokale og pesos konvertible af turisterne. Ofte koster tingene det samme i pesos og pesos konvertible afhængig af, om man er lokal eller turist. Dette gælder f.eks. taxature, hvilket betyder en vis prisforskel, da der går 24 pesos på en pesos konvertible. Til gengæld skal turisterne så ikke vente i lange køer.

Da de udleverede nøglen til vores hotelværelse, fik vi at vide, at det var et meget dejligt værelse – hvilket vist kan diskuteres. Det minder på mange måder om alle de andre, nedslidte værelser på disse breddegrader med klinkegulv, bare vægge, lille seng med dårlig madras osv. Til gengæld er udsigten over bugten fantastisk.

Desværre løber der en stor vej nedenfor hotellet, så der er meget larm om natten – hvilket vi skal vænne os til. Alligevel lykkedes det os at sove næsten uafbrudt til klokken otte i morges – selvom vi gik i seng klokken ni i går aftes (men der var klokken nu også tre om natten dansk tid). Så jetlag får vi vist ikke.

I dag har vi ikke de store planer ud over at kigge lidt på byen – og så skal vi måske også benytte hotellets swimmingpool (hvis den ellers er indbydende).