En forfalden skønhed
De sidste tre dage har vi travet rundt i Havanas gader – blandt forfaldne huse og gamle amerikanerbiler.
Den første morgen (i forgårs) var vi oppe i god tid til morgenmaden – troede vi. For det viste sig, at stik mod alle guidebøgers oplysninger, er tidsforskellen kun fem timer – og ikke seks. Så i stedet for at have 40 minutter til at spise morgenmad i, var vi kommet 20 minutter for sent.
Vi havde ikke det store planer og gik lidt rundt på må og få. Havana har en masse små pladser og torve, hvor der er meget fredfyldt – når man ellers kan få lov til at sidde i fred. Det er dog ikke altid så nemt – dels fordi mange af bænkene stort set mangler alt træet til at sidde på, dels på grund af de mange cubanere, som hele tiden vil snakke.
Indledningen er altid ”hvor kommer I fra” – men derefter er det kun et spørgsmål om tid, før de prøver at sælge én noget – som regel cigarer. Omvendt vil man jo heller ikke være uhøflig, og det kan faktisk være meget interessant, for man får ofte noget at vide om landet.
Et ungt par fik da også lokket os med på en nærliggende bar, hvor der var liveoptræden. Her bød vi dem på nogle (åbenbart) dyre mojito-drinks (den lokale nationaldrik). Men cigarer kunne de ikke lokke os til at købe – og så var interessen for at snakke med os pludselig ikke så stor.
Resten af dagen brugte vi ved hotellets pool, der faktisk er ret lækker. Her fik vi os en Coca Cola – hvilket ikke er noget man kan få alle steder. På grund af amerikanernes handelsblokade, skal Coca Cola importeres fra Mexico – med dertil forhøjede priser.
På grund af blokaden er det heller ikke tilladt for amerikanere at besøge landet. Det forhindrer dog ikke op til 100.000 at gøre det alligevel – som regel via Mexico eller Canada. Straffen kan dog være stor, hvis det bliver opdaget. De kan få en bøde på op til 50.000 dollars – som regel ender det dog med ”kun” at blive 7.500 dollars. Af samme grund er tolderne i Cuba også meget opmærksomme på ikke at stemple deres pas.
Den første aftensmad på Cuba blev spist på en kinesisk restaurant, hvor vi fik en kæmpe portion stegte ris til næsten ingen penge. Til gengæld var stedet ikke helt nemt at finde. Neonreklamer bruger man ikke her – og mange steder er der kun et lille skilt, der viser at her befinder sig en restaurant.
Turen tilbage foregik ad nogle meget mørke gader. Mange steder er der gadelamper – de er bare ikke tændt. Alligevel føler man sig ikke på noget tidspunkt utryg – til forskel for hvad man ville have gjort lignende steder i Brasilien eller Ecuador.
Naturligvis forekommer der tyveri på Cuba, men voldelige overfald er heldigvis ikke kommet hertil. Muligvis er cubanerne bange for politiet, der findes i stort tal – og til forskel fra mange andre steder, er de faktisk til for at hjælpe turisterne. Korruption er ret begrænset – bl.a. på grund af de høje straffe. Her i landet er man godt klar over, at turisme er lig med overlevelse.
I går morges lykkedes det os at komme ned i tide til morgenmaden – til trods for en dårlig nattesøvn. Ørepropper kan dæmpe meget af larmen – men en dårlig seng med den buet madras og stikkende fjedre, er der dog ikke meget at gøre ved.
Efter morgenmaden bevægede vi os mod Havanas gamle bydel. Her – som mange andre steder – kan husene bedst beskrives som ”rustikke”. Det er tydeligt, at bygningerne har været utrolig flotte engang, men efterhånden er de meget forfaldne. Murene krakelerer og malingen er for længst skaldet af. Alligevel besidder de en helt speciel skønhed – og et eller andet sted vil det være synd, hvis de alle sammen bliver sat i stand. Deres nuværende tilstand er det som kendetegner Havana – og adskiller byen fra mange af de andre kolonibyer i Syd- og Mellemamerika.
Hvad cubanerne ikke bruger af tid på deres boliger, bruger de til gengæld på deres biler. Udover enkelte nye og en masse Lada’er, er byen også fyldt med gamle amerikanerbiler. Men til forskel for bil-fanatikerne i Danmark, så er det af rent nødvendighed, at cubanerne kører rundt i dem. Den amerikanske blokade samt deres dårlige økonomi gør, at de ikke har andre muligheder. Det forhindrer dem dog ikke i at pleje dem som var det deres børn.
Efter at have gået rundt lidt på må og få – og blandt andet konstateret at mange museer holder lukket mandag, besluttede vi os for en rundvisning på det berømte ”Havana Club” museum. Men det var nu lidt af en skuffelse, for rundvisningen skulle åbenbart klares på rekordtid af guiden, så det var ikke meget, vi fik fat i. I stedet skulle vi nok bare have nøjedes med at købe en drink i stedets gård – for den var til gengæld god.
Hvad der kommer ind skal også ud igen – men det kan nu hurtigt blive en dyr fornøjelse, for på alle toiletter er der toiletdamer – selv på restauranterne. Det virker lidt som om alle er sat i arbejde. Officielt er arbejdsløsheden da også kun 9 %, men den anslås til at være omkring det dobbelte – og mange må sælge varer på det sorte marked for at overleve. Så det er ret forståeligt, at den menige cubaner har lidt svært ved at se, hvad Fidel Castro skal bruge 25 huse til – specielt når mange cubanske familier må klare sig med et enkelt værelse.
Frokosten blev spist på et rigtig turiststed og var ikke speciel god. Det var musikken til gengæld, selvom den ikke ligefrem var i ”spise-lydstyrke”.
Alle steder er der musik (for turisterne), hvilket godt kan blive lidt anstrengende. Ud over at man bliver nødt til at give drikkepenge hvert sted, har man også brug for lidt fred og ro engang imellem.
Det havde vi regnet med at få ved poolen senere på dagen – men sådan skulle det ikke være. Her var der stillet en trup op med musikere og dansere – og så fyrede de ellers et show af, for de 6-7 (ligeglade) turister ved poolen. Synd for dem og lidt anstrengende for os andre.
Ved poolen faldt vi i snak med en dansk kvinde, som var i gang med at lave en dokumentarfilm i samarbejde med en cubansk tv-station. Hun havde været på Cuba fire gange i længere tid og kunne derfor fortælle en del om øen og befolkningen.
Aftensmaden blev spist på en lille restaurant, hvor vi fik et udmærket måltid til næsten ingen penge. I det hele taget følges pris og kvalitet sjældent ad her på Cuba. Endnu har vi til gode at få et rigtig godt måltid mad (og det kommer nok heller ikke til ske). Til gengæld kan prisen svinge fra 15 til 75 kroner for stort set den samme ret.
Flere gange i løbet af dagen havde vi prøvet at komme på Internettet, men det ene sted var der lang kø og på hotellet var de løbet tør for de ”taletidskort”, der skulle bruges til at logge på. Men endelig i går aftes lykkedes det – hvorefter vi kunne konstatere, at Internettet kører meget langsomt her.
I morges var første stop ”Capitol”-bygningen – Havanas varetegn, der kan ses fra det meste af byen. Den er en kopi af USA’s Capitol-bygning – hvilket er lidt sjovt at tænke på, i betragtning af, at det er ”den store fjende”.
Her satte vi os på trappen – og kunne af en eller anden grund få lov til at være i fred. Lige nedenfor var der dog fyldt med cubanere, som ville gøre alt for en enkelt Euro – lige fra at stille op til fotografering i typiske klædedragter (eller klovnekostume) til selv at tage fotos af turisterne med et ældgammelt fotoapparat.
Fantasien kender ingen grænser for at tjene lidt ekstra – hvilket er forståeligt nok, når en dagløn ligger på omkring en halv Euro. Desværre betyder det også, at veluddannede folk skifter fra læge eller lærer til tjener eller mere lyssky erhverv, hvor pengene er væsentlig større.
Alligevel er der kun 4 % analfabeter (noget som mange ilande ikke engang kan leve op til) på grund af den gratis uddannelse, og der er én læge pr. 231 indbyggere (mod én pr. 390 i Danmark). Men det er nok kun et spørgsmål om tid før disse pæne tal bliver forringet – for det er specielt de unge, som søger turisterhvervene.
Af andre interessante kan nævnes, at levealderen er 77 år for kvinder og 75 år for mænd, hvilket er ret imponerende på disse breddegrader. Måske er det også derfor at skilsmisseprocenten er hele 60 %.
Efter endnu engang at have gået lidt rundt på må og få i byen (hvor vi blandt andet så et par gallerier), sluttede vi dagen på ”Museo de la Revolución” – Revolutionsmusseet. Her bliver specielt Fidel Castro og Ché Guevaras hyldet som de store helte – og USA udråbt som den store skurk.
Museet indeholder (ud over en masse fotografier) og en samling effekter, som ville gøre selv Hard Rock Café grønne af misundelse – i form af briller, skrivemaskiner og blodplettet tøj fra de mange revolutionshelte. Den største attraktion er nu (åbenbart) alligevel båden ”Granma”. Umiddelbart ligner det en ganske almindelig båd, men det var den, som Fidel Castro og Ché Guevaras sejlede tilbage til Cuba i – hvilket har gjort den til en helligdom på linje med Mao’s mausoleum i Beijing. Den er nu ikke helt nem at få øje på, for den står i et aflukket pavillon med gitter omkring – nærmest bedre bevogtet end kronjuvelerne i London.
Endnu engang sluttede vi dagen ved poolen, hvor der heldigvis ikke var musik. Vejret havde startet lidt skidt, men var efterhånden blevet lige så godt som de andre dage – hvilket vil sige næsten skyfrit og vel omkring 25 grader.
Aftensmaden valgte vi at spise på en lille restaurant tæt ved hotellet. Her var ikke noget spisekort, så tjeneren fortalte os de fire muligheder: fisk med ris og pommes frites, kylling med ris og pommes frites, bøf med ris og pommes frites og svinekød med ris og pommes frites. Stillet over for disse mange valgmuligheder besluttede vi os for fisken.
Vi glemte bare lige en enkelt ting – at spørge hvad de kostede ud fra den betragtning, at det kunne vel ikke koste alverden på sådan et sted. Men det kunne det. Så endnu en lektie er lært – spørg altid om prisen. Også selv om det kan virke lidt småligt – for det er ikke altid at prisen følger stedet. I hvert fald ikke, hvis man er turist. Og det er jo lidt svært at klage, når først maden er spist.
I morgen tager vestpå fra Havana til Viñales, der skulle byde på en fantastisk natur. Heldigvis er både bus og hotel booket, så det skulle (forhåbentlig) ikke give de store problemer.