Værelse med udsigt

De sidste tre dage har budt på afslapning i meget smukke omgivelser.

I onsdags checkede vi ud og gjorde os klar til at forlade Havana, hvilket passede os meget godt. Havana er en spændende by, men også meget larmende og forurenet, så vi så frem til nogle dage i mere friske og stille omgivelser.

Uden for hotellet fik vi fat i en taxa, hvorefter vi kørte mod busholdepladsen, hvor vi skulle med en ”Viazul”-bus (det selskab i Cuba med de bedste busser). Vejen langs vandet er tresporet, men den dag var det kun det inderste spor, der blev brugt. De to andre blev med jævne mellemrum oversvømmet af høje bølger, der var dukket op i nattens løb.

Efter at have ventet et par timer på busholdepladsen, kom vi af sted med bussen – heldigvis til tiden. På vejen ud af Havana kunne vi konstatere, at ikke alt byggeri er charmerende. Forstæderne bestod ikke af hyggelige kolonitidshuse, men store betonklodser fra Sovjetunionens tid.

En time efter vi havde forladt Havana, var det allerede tid til første stop – sikkert i forbindelse med en god aftale mellem busselskabet og ejeren af baren, hvor vi stoppede.

Her ville vi have en is. Men da vi fik den, var det lige pludselig en anden slags til den dobbelte pris, hvilket er typisk her i Cuba. Hvis der er udsolgt af den ene, får man som turist noget andet – også selvom det koster det dobbelte. Og det er uden at blive spurgt først. Det virker som om at der er den holdning, at turisterne har penge nok, så de må bare tage, hvad der kommer.

I det hele taget er der meget forskel på servicen overfor turisterne – også samme sted. På en bar eller restaurant kan man opleve den ene tjener gøre en masse for at tilfredsstille kunderne – mens den anden tjener virker som om, han hellere ville være fri for dem. Det kan godt undre lidt, når man ved hvor attraktivt det er for cubanerne at få et job i turistbranchen (hvor der er gode drikkepenge at tjene).

Vi fik spist vores is, og kom også forbi et toilet. Her kunne Marianne endnu engang konstatere, at der ikke var noget toiletbræt. Vi undrer os lidt over, hvor alle de toiletbrætter bliver af. Mon der er en toiletbrætsmafia, der sjæler dem og sælger dem på det sorte marked?

Efter at have kørt en halv time stoppede bussen igen – hvilket var lige lovlig tidligt. Men da chaufføren kom gående med en donkraft, kunne vi godt regne ud, hvad der var sket – vi var punkteret.

Mens vi ventede på hjulskiftet, kunne vi kigge på alle de lokale, som stod og blaffede. I vores guidebøger har vi læst, at det er nemt at blaffe, for cubanerne er flinke til at tage hinanden med. Men det var nu ikke den oplevelse vi fik – alle bilerne kørte bare videre. Mange så ud til at have stået i lang tid og ventet, så vi fik ret ondt af dem. Heldigvis kom de alle med en lastbil lige inden vores bus var klar igen.

Den ufrivillige pause gav os en forsinkelse på 45 minutter, men et par timer senere nærmede vi os Viñales. Da vi steg ud af bussen, blev vi nærmest overfaldet af folk, som ville leje et værelse ud. Heldigvis var der spændt en snor ud, de skulle holde sig bag – hvilket de heldigvis overholdt.

Vi havde nu booket et værelse på hotellet ”Los Jazmines” på forhånd, så det var kun en taxa, vi kunne fristes med. Her kom vi af sted med en ældgammel Lada, der havde store problemer med at komme op af bakkerne – og gearskiftet skulle også klares hurtigt, for ellers gik den i stå.

I receptionen udfyldte vi de sædvanlige papirer og fik næsten vores nøgle – men så var der en ældre ansat, som så værelsesnummeret, og det var åbenbart ikke godt nok. Det første var nummer 101, men efter at have snakket lidt på spansk med de andre, fik vi i stedet værelse 308. Det viste sig at være en god byttehandel, for det lå to etager højere oppe – og havde derfor en meget bedre udsigt.

Og udsigten var fantastiske. Vi kunne allerede fornemme det ved hotellets pool, men da vi slog dørene op til vores altan, så vi det for alvor.

Viñales-dalen er kendt for den fantastiske natur. Her ligger marker med maniok og tobak side om side med de såkaldte ”mogotes”. Det er klippeformationer dannet af kalksten, der rager op i landskabet. Og den bedste udsigt siges at være fra vores hotel, der ligger oppe ad en skråning – og her kan vi tilføje, at det sted på hotellet med den bedste udsigt, må være vores værelse.

Efter at have kigget lidt rundt på hotellet, købte vi os en flaske rom og et par colaer (selvom det vist nærmest er blasfemi at blande ifølge de lokale) – hvorefter vi satte os på altanen og nød udsigten og stilheden.

Desværre blev idyllen ødelagt lidt af en emsig franskmand, som åbenbart skulle sove meget tidligt. Klokken ti kom han ud og tyssede på os – til trods for vi nærmest viskede. Han må have været meget lydfølsom. Det fik os nu ikke til at gå ind lige med det samme – sådan et fjols skulle ikke have lov til at ødelægge vores hyggelige aften.

Næste morgen var det lidt overskyet, så vi startede dagen med lidt kortspil på altanen. Senere blev vejret bedre, så resten af dagen brugte vi ved poolen.

Da vi kom tilbage til værelset om eftermiddagen, havde stuepigen været der. Ud over den sædvanlige rengøring, havde hun også lavet to svaner formet ud af håndklæder – utroligt hvad en euro i drikkepenge kan gøre. Men det er nok heller ikke dem, turisterne bruger mange penge på – de kan jo hverken tegne eller spille musik.

Aftensmaden blev spist på hotellet – og det var en dårlig idé. Vi har fået en del dårlig mad i Cuba, men det her var alligevel noget af det værste hundeæde – ”til gengæld” var det dyrt. Det hed sig, at det var buffet – og der var da også flere forskellig slags kød (kylling, fisk og svin) – men det hele var koldt. Varmeplader kender de åbenbart ikke til. Hvis den tyssende franskmand havde spist her dagen i forvejen, var det næsten forståeligt, at han var lidt irritabel.

Næste morgen var vi igen tidligt oppe for at nyde naturen. Til forskel fra dagen før, var det skyfrit – bortset fra nogle enkelte skyer, der lå meget lavt i dalen. Det gav en utrolig effekt på det i forvejen flotte landskab.

Efter at have spist morgenmad, tog vi ”downtown” til selve Viñales, der ligger fire kilometer fra hotellet. Her gik vi os en tur rundt for at kigge på livet. Også her er der mange, som vil sælge/udleje næsten alt – selv de cykler, det selv kører rundt på. Vi fik også lejlighed til at overvære en ankommende bus ”fra sidelinjen”, hvilket gav et billigt grin.

Det mest mærkelige koncept var nu alligevel den ”frugthave”, vi besøgte. Det var et normalt hus med en have, der eftersigende skulle indeholde en masse frugter. Det så vi nu ikke så meget til, til gengæld var der hængt en masse plasticdukker op i træerne – meget mærkeligt. Men det kan man åbenbart også tjene lidt penge på.

Inden vi tog tilbage til hotellet, spiste vi lidt frokost i byen. Her fik vi noget svinekød, hvortil vi bestilte en ”årstidens salat”. Det viste sig, at det åbenbart ikke var årstid for andet end hvidkål, for det var det eneste der lå på den tallerken med salat, vi fik serveret.

Efter nogle timer ved poolen, var det igen blevet tid til lidt aftensmad. Vi gad ikke tage ned til byen igen, men efter den meget lidt succesfulde buffet aftenen i forvejen, bestemte vi os for en ”snack” i baren. Her havde vi dagen i forvejen fået noget helt spiseligt spaghetti og kylling. Men på det tidspunkt var det kun muligt at få toast med skinke og ost – så vi måtte nøjes med 1½ toast hver. Men så var det jo godt, vi havde lidt popcorn til at fylde op med bagefter.

I morges lå skyerne igen lavt over dalen, men nu havde vi allerede set det en gang, så vi dvælede ikke så længe ved det. Bad kunne der desværre ikke blive noget af inden morgenmaden, for der var ikke noget vand i hanerne – noget vi havde oplevet to gange før, hvilket er ret irriterende. Og lige nu er der strømafbrydelse, så deres forsyningsnet fungerer vist ikke så godt.

Vi har efterhånden lært, hvad der er spiseligt til morgenmad – og hvad der ikke er. Men det er nu nok ikke så godt for kolesteroltallet at spise et spejlæg og to omeletter.

Efter at have kigget ned på dalen i to dage, havde vi fået lyst til at gå derned. Efter lidt søgen fandt vi en sti, og så kunne vi i stedet kigge op på vores hotel nede fra bunden.

Kort tid efter dukkede der en bonde op, og han tilbød os at vise os en nærliggende tobakmark. Efter at have set tobaksplanterne, vist han os også noget tørret tobak – og så kom cigarerne frem. Men til forskel for sælgerne i Havana, var han på ingen måde anmassende – vi skulle ligefrem spørge, om det var muligt at købe dem. Det var det, så vi fik os en sjov souvenir.

Efterfølgende spurgte han, om vi havde lyst til at blive vist lidt rundt i området – hvorefter vi fik en næsten to timer lang guidet rundtur. Han kunne kun meget lidt engelsk, men med vores sparsomme spanskkundskaber, fik vi alligevel en masse oplysninger om planterne. Dalen er meget frodig med maniok, bønner, majs, ris, tobak, tomater, rodfrugter, citrusfrugter, bananer samt flere planter, vi ikke kendte i forvejen (og efterfølgende ikke kan huske navnene på).

Da rundturen var slut, blev vi budt på lidt friskpresset citrusjuice i hans hjem – hvor vi også fik hilst på resten familien bestående af hans far, mor, kone og to børn. Efter den gode (og ikke-turistede) oplevelse, blev vi enige om at ”flotte” os og give ham ti euro – ikke så mange penge for os, men mange for ham. Men han havde nu også fortjent dem væsentlig mere end mange af de andre, som får bunker af turistpenge. Og til forskel for dem, så forventede han tydeligvis ikke så meget, hvilket gjorde ham ekstra glad.

Resten af dagen har vi tilbragt ved poolen – hvor det har været tydeligt, at det er blevet lørdag. De andre dage har vi næsten haft det for os selv, men nu er der fyldt med cubanere (sandsynligvis de rige fra Havana), som holder weekend her og drikker en masse rom.

Om et par timer skal vi igen finde et sted at spise aftensmad – sandsynligvis bliver det nede i byen.

I morgen tidlig klokken otte tager vi bussen tilbage til Havana, hvor vi skal have klaret et par praktiske ting. Hvad der derefter skal ske, ved vi faktisk ikke endnu – men vi kunne godt tænke os noget med en strand.