Gennem sand, sten og salt

Efter tre dages ekspedition i det mest utrolige natur, er vi nu nået frem til Uyuni i Bolivia.

I lørdags forlod vi San Pedro de Atacama om morgenen for at tage på en tredages tur i grænseområdet mellem Chile og Bolivia.

Første del af turen var med bus, og inden vi kunne komme rigtig af sted, skulle vi lige stemples ud af Chile. Grænseformaliteterne tog noget kortere tid end sidste gang, selvom vi endnu engang blev vidner til sydamerikanernes noget tvivlsomme form for køkultur.

Den første del af turen foregik i et måneagtigt landskab. Kun den lave lyngbevoksning og de sneklædte bjerge viste, at vi stadig befandt os på Jorden.

San Pedro de Atacama ligger i 2660 meters højde, men i løbet af kort tid befandt vi os oppe i 4500 meter. Her var der spredt sne og ingen bevoksning. Vores oppustede pakke med vådservietter viste da også, at luften var noget tyndere end vi var vant til. Trykket havde simpelthen fået pakken til at udvide sig til dobbelt størrelse.

Efter et stykke tid forlod vi den asfalterede vej og kørte ind på den første af mange grusveje. Vi kørte stadig opad og pludselig var vejen spærret af en bom. Det viste sig at være Bolivias grænse. Så her midt på en forblæst bakketop ude i ødemarken, fik vi vores indrejsestempel. Nu var vi officielt i Bolivia.

Derefter gik det nedad igen til første stop ved Laguana Blanca, hvor vi skulle have morgenmad og skifte til en jeep. Morgenmaden bestod af tørt brød, margarine og marmelade (en menu vi skulle komme til at kende alt for godt). Dertil te – enten en almindelig eller en brygget på cocablade.

Her i Bolivia er cocablade noget, alle bruger. Det siges at have en let euforiserende effekt, men først og fremmest er det godt mod højdesyge.

Efter morgenmaden var det tid til at fordele gruppen på 12 personer i to biler. Vi kom sammen med to fra England og to fra Schweiz. Den ene af dem snakkede rigtig godt spansk, hvilket var meget heldigt, da vores chauffør ikke kunne et ord engelsk.

Så gik det ellers over stok og sten. Vejene var alle på en skala mellem dårlige og ikke-eksisterende.

Første stop var Laguna Verde – en sø med farver som ledte tankerne hen på Caribien. Kulden og den bidende blæst bragte dog hurtigt én tilbage til virkeligheden.

Hvis man frøs, var der mulighed for at tage et bad i en varm kilde lidt senere – noget vi dog afstod fra. Så længe man var under vandet, var det fint nok, men så snart man kom op, piskede den iskolde vind imod én.

Derfra kørte vi videre med den kobberrøde jord under os og den dybblå himmel over os. Et fantastisk syn, der ikke lader sig beskrive. På vejen kørte vi forbi et psykodelisk landskab, der mest af alt mindede om en kæmpe sandkasse med spredte, store sten. Det skulle eftersigende have inspireret Salvador Dali til ét af hans malerier.

På vejen mødte vi en cyklist, som må være bindegal. Han havde valgt at gøre turen på cykel. Vi er nu glade for vores jeep, og han så da også ud til at lide ret meget.

Lidt efter kom turens højdepunkt – målt i højdemeter. I 4850 meters højde befinder der sig en samling gejsere, der sprøjter glohed mudder op. Det gjaldt om at være forsigtig. Dagen før var en japaner (hvad ellers) blevet voldsomt forbrændt på foden.

Efterhånden var jeg også begyndt at kunne mærke højden med de sædvanlige symptomer på højdesyge: kvalme, hovedpine og svimmelhed. Stanken af råddent æg (fra de svovldampene gejsere) gjorde det nok heller ikke bedre.

Normalt siger man, at man ikke bør stige mere end 400 meter om dagen. I løbet af et par timer havde vi bevæget os 2200 meter opad, så der var jo ikke noget at sige til, at man ikke var helt på toppen (bortset fra i bogstaveligste forstand).

Derfra gik det nedad, hvilket gjorde, at jeg allerede fik det bedre. I 4300 meters højde gjorde vi holdt ved Laguna Colorado for at spise frokost. Som vi efterhånden havde regnet ud, så var chaufføren også kok – og det gjorde han godt.

Her kunne vi nyde synet af det røde vand, der skyldes alger og plankton. Den bedste effekt fås lige efter regntiden og ved kraftig vind – og begge ting var opfyldt, så vi var ret heldige.

Søen er på det dybeste sted 80 centimer og fyldt med flamingoer. Normalt forbinder man jo med flamingoer med tropperne, men de kan faktisk leve i en højde på helt op til 5000 meter, til trods for at søerne er iskolde.

Efter frokosten var det tid til at komme videre. På vejen gjorde vi holdt ved et ”stentræ” – en sten formet som et træ og ved endnu et par flamingofyldte laguner (der på ingen måde kunne måle sig med den røde).

Naturen skiftede hele tiden. Visse steder var der fuldstændig goldt uden nogen som helst bevoksning. Andre steder var der fyldt med sten. Og andre steder igen var der græs og vandløb (der ikke skulle have været meget dybere før der var løbet vand ind i bilen, når vi kørte igennem dem). Fælles for det hele var dog, at vejene var elendige, men på imponerende vis lykkedes det hele tiden vores chauffør at finde vej (og styre uden om de værste huller). Han må kende området som sin egen buskelomme.

Hen under aften kom vi frem til vores overnatningssted. Efter at have checket, at vores nyrer stadig sad, hvor de skulle, kunne vi læsse vores rygsække af bilen.

Oprindelig skulle vi have overnattet et andet sted, men chaufføren foreslog dette sted, der skulle være bedre. Efter at have taget et kig på sovefaciliteterne, der bedst kan beskrives som ”primitive”, var vi glade for, at vi havde lyttet til ham. Senere fandt vi ud af, at det andet sted (hvor den anden gruppe havde boet), hverken havde haft rindende vand eller elektricitet.

Jeg var efterhånden godt præget af en lang dag med højder, sol og vind, så jeg måtte lægge mig (hvilket også gik ud over aftensmaden). Efter et par timer med dunkende hovedpine og kvalme, fik jeg det pludselig bedre – formodentlig havde den lavere højde (3800 meter) hjulpet.

Imens jeg havde haft det skidt, havde Marianne provianteret i den lille kiosk, der kun solgte de mest nødvendige ting: vand, vin og toiletpapir. Det var dog kun vand, vi havde forsynet os med.

På et tidspunkt af aftenen dukkede der pludselig en lærer og fire af hans elever op iklædt traditionelle dragter (helt sikker for vores skyld). De diskede op med nogle af deres lokale sange spillet på tromme, guitar og panfløjte. Det var meget underholdende og der faldt da også nogle gode drikkepenge af til dem.

Efter en forbavsende god nats søvn (iklædt skiundertøj) og den velkendte morgenmad, var vi klar til at tage videre. Vejret var noget anderledes, så vi kunne skifte vindjakke og fleecetrøje ud med en t-shirt.

Dagen var først og fremmest transportdag, men alligevel så vi, takket være chaufførens store viden om området, en del spændende ting.

Lige underfor byen lå der en gammel inkabebyggelse. Inkaerne var kun 1,20 meter høje, hvilket da også tydeligt kunne ses på de lave murer.

Hele området var fyldt med potteskår. Hele krukker var kommet på museum, men resten havde man bare ladet ligge og flyde. Så om nogle år er de nok pulveriseret efter turisterne har jokket rundt med deres store støvler.

Dagen bød også på endnu en lagune med flere flamingoer (noget vi efterhånden var vant til at se) og flere klippeformationer, der så ud som om at en kæmpe havde moret sig med at kaste rundt med dem.

Dagens højdepunkt var dog en imponerende kløft med en utrolig udsigt. I bunden mange hundrede meter nede løb en flod og langs den var der grønne marker. Over de lodrette skrænter var de sneklædte bjerge.

Efterhånden blev vejene bedre. Der begyndte at dukke både skilte og anden trafik op. Naturen bar også præg af menneskelig indblanding. Marker med røde, gule og grønne blomster dukkede op, og lidt efter kørte vi ind i den første større by vi havde mødt siden vi forlod San Pedro de Atacama.

Her spiste vi frokost og bagefter var der tid til at lege med børnene, som var så søde, at man havde lyst til at putte dem i lommen og tage dem med hjem.

På trods af de bedre veje, kunne vi ikke fræse af sted. I vejkanten stod der får, æsler og lamaer, og ingen af dem er tydeligvis ”de skarpeste dyr i skoven”. Når vi kom kørende, flygtede de, hvilket i sig selv jo ikke var et problem. Det var det til gengæld, at flugtruten i visse tilfælde var hen over vejen.

Den næste by var også moderne, selvom der dog gik en lama rundt i hovedgaden. Sjovt nok så alle byerne ens ud. Husene var lavt byggede og i jordfarver (selv når de var malet) og lavet af ler.

Vi kørte igennem endnu en by, og den var endnu mere moderne end de to andre. Her var der benzintank, paraboler, sportshal og ikke mindst vejbump (som om vi ikke havde bumpet nok). Alligevel var hovedgaden kun en grusvej. Asfalt bruger man åbenbart ikke.

Det sidste stykke mod vores bestemmelsessted kørte vi langs en ny, lige vej. Den var endnu ikke taget i brug (af andet end lamaer), men den vil helst sikkert gøre turen hurtigere og mere bekvemt.

Dagens bestemmelsessted var Uyuni (hvor vi også befinder os nu). Oprindeligt skulle man havde overnattet et andet sted, men på grund af oversvømmelse af en vej, var ruten lagt om.

Sidste stop var en damptog-kirkegård lige udenfor byen. Her står en masse gamle, rustne toge. Det lignede nu på mange måder mere byens losseplads.

I Uyuni blev vi indkvarteret på et rigtigt hotel med et værelse, hvilket var dejligt. Desværre var der ikke eget toilet/bad, og med kun to styks til de godt ti værelser, var der lange ventetider. Og endnu engang måtte vi nøjes med et koldt bad, men det var nu alligevel rart at få vasket støvet af.

Aftensmaden var noget tvivlsom (men den var heller ikke lavet af vores chauffør) – en gang ris med tilhørende pølsestykker og udkogte løg. Men den var spiselig og mættende.

Vi er jo nok det man kan kalde ”luksus-backpackere”. Alligevel spiste vi op uden at brokke os, mens dem som sikkert selv vil definere sig som rigtige backpackere og ikke kan få tingene primitive nok, brokkede sig højlydt over maden (hvilket også havde været tilfældet med indkvarteringen). På intet tidspunkt var vi blevet lovet et gourmet måltid, og rent faktisk var maden på turen bedre end forventet – og det samme var indkvarteringen.

Den schweiziske pige havde fødselsdag og hendes kæreste havde skaffet en fødselsdagskage til hende. Det havde nu ikke været helt nemt, men til sidst var det lykkedes på det lokale pizzeria. Lys havde det dog ikke været muligt at få fat på, så i stedet var den beklædt med 36 tændstikker. En hyggelig afslutning på aftenen inden vi fandt vores senge.

Nattesøvnen blev ikke helt så god som dagen før. Markedet lå lige udenfor vores vindue, og det startede åbenbart tidligt. Jeg vågende i går klokken tyve minutter over fem ved at noget musik bragede ud gennem et par højtalere (hvilket lød meget skidt). Lidt senere begyndte kirkeklokkerne at bimle og det hele sluttede af med panfløjtemusik. Meget underligt.

Sjovt nok havde chaufføren ikke fortalt, hvornår vi skulle køre, så vi blev nød til at gætte. Vores gruppe blev enige om, at være klar til morgenmad klokken ni. Desværre kom vi først af sted klokken halv elleve, hvilket skulle vise sig at blive et problem.

Dagen bød på det hele turen havde handlet om – et besøg i saltørken Salar de Uyuni – en natur af en anden verden.

Første stop var ved nogle boder med en noget utraditionel form for souvenir lavet i salt. Vi købte et Yatzy bæger inklusiv terninger – kun blokken og blyanten manglede.

Efter lidt kørsel kom vi til et område, der stod under vand. Det viste sig at være saltørkenen. Vi må vist have redefineret vores begreb af ”ørken”. Rent faktisk var vandet (der stammede fra regnvejr) ikke mere end et par centimeter dybt, og lige under der befandt saltet sig.

Vi undrede os over, hvordan vi skulle komme videre, men det viste sig at vi allerede sad i fartøjet. Jeepen kunne åbenbart godt klare det.

Vandet sprøjtede op til alle sider, og da det samtidig var fyldt med salt fra underlaget, så ruderne snart ud som om de var dækket af iskrystaller. Saltet var dog noget mere hårdfør end is, så vinduesviskerne var på overarbejde. Efterhånden var det heller ikke nok, så chaufføren måtte sidde og kigge ud af den åbne siderude.

Første stop var ved det berømte salthotel, hvor stort set alt er lavet af salt – vægge, senge, stole og borde. Oprindelig havde der ligget to, men det største var blevet taget ned blok for blok, flyttet og genrejst udenfor saltørkenen. Det forurenede for meget og i betragtning af, at saltet også bruges til spisning, var det nok en klog beslutning.

Fra hotellet kørte vi videre ud i den 12.000 kvadratmeter store saltørken – den største i verden. Foran os ventede 75 kilometer til den berømte kaktusø.

Bundforholdene skiftede hele tiden. Sommetider kørte vi igennem fem centimeter vand, mens der andre steder var der helt tørt.

På et tidspunkt måtte vinduesviskerne give op og mens chaufføren tørrede ruderne af med ferskvand, kunne vi stige ud.

Her ventede den største oplevelse af dem alle. Vi stod i få centimeters blikstille vand, hvilket fik alt til at spejle sig, som om vi befandt os på is. Skyerne spejlede sig i vandet og det var umuligt at fornemme, hvor horisonten var. Et fantastisk syn, vi helt sikkert aldrig vil glemme.

Efter endnu noget tids kørsel, nåede vi endelig kaktusøen – en stor klippeø fyldt med kæmpe kaktusser (den højeste er 12 meter) midt i ørkenen. Desværre havde vi ret travlt, da de fire andre skulle nå en bus om aftenen.

Så efter at have slugt frokosten, drønede vi en tur rundt på øen. Vi nåede aldrig rigtigt at fornemme stedet og kunne sagtens have brugt en time mere, så vi var ret irriterede over den stramme tidsplan.

Derefter gik turen tilbage samme vej gennem saltørkenen. Med 40 kilometer i timen kørte vi de 75 kilometer. Med jævne mellemrum måtte ruden igen skyldes i ferskvand. Når folk i Danmark brokkes sig over salt på vejene ødelægger bilerne, så har de ikke prøvet en tur gennem en våd saltørken.

På vejen tilbage kunne vi rigtig se de mange arbejdere, som graver salt. De er pakket helt ind i tøj og selv solbriller bruger de – noget man ellers ikke ser de lokale bruge. Man skulle tro, at det bedre kunne betale sig at bruge maskiner, men der er åbenbart ikke noget internationalt marked for salt (alle lande er selvforsynende), så der er ikke økonomi i det.

Et tre lange, men spændende dage, nåede vi igen Uyuni. Vi sagde farvel til vores chauffør og gav ham pæne drikkepenge (efter bolivianske forhold). Egentlig ville vi gerne have givet ham flere penge, men vi ville heller ikke give mere end de andre. Under alle omstændigheder havde han fortjent hver en pesos. Han havde været utrolig god – både som chauffør, guide og kok. Det havde været tydeligt, at han kunne lide sit arbejde og ikke bare skulle have det overstået.

De andre seks af de oprindelige 12, vi var fra start, som var havnet i den anden jeep, havde været mindre heldige. Deres guide skulle tydeligvis bare have turen overstået, og de havde ikke set nær så mange ting som os.

Så med perfekt vejr, perfekt guide og en bil, der ikke pludselig brød ned midt i ødemarken, følte vi os endnu engang heldige.

Vi havde på forhånd booket et hotel her i Uyuni. Den største attraktion er i virkeligheden ikke hotellet men den tilhørende restaurant, der er eget af en amerikaner.

Normalt plejer historien jo at være ”mand rejser ud, mand møder kvinde, mand bosætter sig i kvindes land”, men her var historien lidt anderledes. Amerikaneren havde faktisk mødt sin bolivianske kone i USA, og først senere var de flyttet til Bolivia.

Vi havde lokket de fire andre med til restauranten (hvilket de ikke kom til at fortryde), og her fik vi sagt ordentlig farvel til dem over en øl og en pizza for deres vedkommende. Det er jo altid en lidt underlig fornemmelse at tage afsked med nogle, man på kort tid er kommet tæt ind på. Men sådan er det jo at rejse.

Senere på aftenen bestilte vi selv en stor pizza, der helt sikkert må være den bedste i Sydamerika. Så mon ikke vi spiser der igen i aften. Måske man skulle prøve den med lamakød.

I dag har vi fået klaret nogle praktiske ting (vasket tøj og købt busbilletter), samt kigget lidt på byen. Selvom det er spændende at være på ture, er det nu også rart at komme tilbage til civilisationen.

Oprindelig havde vi tænkt os at tage til La Paz, men nu er planerne lavet lidt om (efter inspiration fra de fire andre), så i stedet tager vi til Potosi i morgen. Her er det muligt at se minedrift, hvor minearbejder arbejder under umenneskelige forhold. Sikkert en spændende, men også barsk oplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.