Verdens højest beliggende by

Vi befinder os nu i verdens højest beliggende by i 4090 meters højde. Busturen hertil var en ”rystende” oplevelse, men det var ingenting i forhold til de arbejdsforhold, vi har været vidne til i dag.

I går formiddags forlod vi Uyuni efter at have spist endnu et godt måltid på vores stamrestaurant – den kommer vi godt nok til at savne.

Bussen, vi skulle med, var tydeligvis bygget til bolivianere – og ikke de noget større vesterlændinge. Benplads var der ikke noget af, og nakkestøtten sad ved mine skulderblade. Vores rygsække røg op på taget sammen med kasser, sække og en enkelt cykel – og så var vi ellers på vej.

Vi havde hørt, at vejene var dårlige i Bolivia, og vi havde jo også prøvet en del på vores tredages tur. Men at hovedvejen mellem to større byer kunne være i så dårlig stand, det havde vi alligevel ikke forestillet os. Vi kom til at savne jeepen.

Hele vejen var det grusvej, og rystelserne varierede mellem ubeskrivelige og tålelige. Flere gange vibrerede væggen flere centimeter, så det var en prøvelse at sidde op af den. Bussen blev udsat for ting, som selv jeepen ville have sagt ”nej tak” til.

Med jævne mellemrum stoppede vi for at tage folk af og på. Ofte var det midt i ødemarken mellem to landsbyer, så vi undrede os over, hvor de skulle hen.

Det flade landskab omkring Uyuni blev hurtigt aflyst af bjerge. Fra Uyuni til Potosi er der ca. 120 kilomter i fugleflugt. Men når landskabet er som det er, tager turen seks timer.

Midtvejs på turen, stoppede bussen ved en restaurant, hvor man kunne spise frokost. Og som (stort set) altid, var betjeningen arrogant. De orkede næsten ikke at betjene én – men de ved jo også, at kunderne kommer alligevel, når det er der, busserne har valgt at stoppe. Men det var nu alligevel en kærkommen lejlighed til at komme ud at strække benene.

Kort tid efter, var vejen blokeret. Der er åbenbart ikke skrevet noget om det i Danmark (for så havde vi vel hørt om det), men der har været en del vejblokader i Bolivia de sidste par uger. De er åbenbart utilfredse med præsidenten, og for et par dage siden tilbød han at træde tilbage – men det ville parlamentet ikke acceptere.

Der er ikke noget voldeligt i forbindelse med blokaderne, men man kan komme til at vente længe. Derfor frygtede vi også det værste, men efter ti minutter fik bussen lov til at køre videre.

Personligt mener jeg ikke det er den rigtige måde at demonstrere på. Det går ud over de forkerte, på samme måde som når landmændene truer med at køre deres traktorer til København og blokere indre by. Her var det dog så kort tid, at man kunne nå at få respekt for deres sag, uden man blev irriteret over det.

Det sidste stykke gik igennem et utrolig flot landskab – men på en eller anden måde har man allerede vænnet sig til den flotte natur, så man lægger ikke så meget mærke til det.

Efter seks timers kørsel af de værste veje, vi nogensinde har oplevet, kom vi til Potosi. Da der ikke var noget toilet i bussen, havde vi passet på med at drikke for meget, så vi var godt dehydrerede.

Til gengæld har vi efterhånden vænnet os til højden. Faktisk tænker man ikke så meget på det mere, men hvis man kigger op på himlen, kan man alligevel fornemme, at man er højt oppe – skyerne er simpelthen tættere på én.

Aftenen gik med at kigge lidt på byen, spise aftensmad og bestille en minetur til i dag. Derefter var det i seng.

Her til morgen stod vi op 6.45, for klokken otte var det af sted til en mine lige udenfor Potosi. Her kan man opleve arbejdsforhold, der burde være afskaffet for flere hundrede år siden.

Guiden bad os stige ind i bussen – men der var ingen bus. Det viste sig at hans definition på en bus også kunne bruges om vores køretøj – en jeep. På utrolig vis lykkedes det at klemme ti mand ind, selvom benpladsen var om muligt dårligere end dagen før. Heldigvis skulle vi ikke så langt.

På vejen skulle vi – som rigtige minearbejdere – smage nogle coca-blade. Det bliver helt sikkert første og sidste gang, for det smagte godt nok dårligt. I te er det fint, men rent smager det godt nok slemt. Det er ikke noget, vi bliver forfaldne til.

Første stop var omklædning til det rette udstyr. Vi fik udleveret gummistøvler, overtræksbukser og jakke (begge dele i gummi) samt en hjelm med pandelygte (og et kæmpe batteri) – og så var vi klar.

Iklædt hele udstyret (der ikke ligefrem gjorde det nemmere at være i bilen), kørte vi videre til ”Minearbejdernes marked”. Her provianterer arbejderne om morgenen, inden de tager til minen. Samtidig var det også stedet, hvor vi kunne købe gaver, som arbejderne skulle have, når vi mødte dem nede i minen.

Det var muligt at købe lidt af hvert, men vi valgte to ”eksplosionspakker” bestående af dynamit, detonator samt noget pulver, der forøger effekten – pris godt 15 kroner pr. pakke. Dertil et par liter sodavand og to poser coca-blade. Alt sammen noget, minearbejderne sætter pris på.

Til gengæld skulle vi holde os fra at købe alkohol, da arbejderne kun drikker fredag eftermiddag, hvor der udveksles historier om sjove episoder og tragiske ulykker. Men da det kun er torsdag i dag, skal de ikke fristes til at gøre ”torsdag til fredag”. Alkoholen er på 96 %, og alt andet end det stærkeste, opfatter minearbejderne som noget fortyndet sprøjt. En del af grunden skyldes overtro. Hver morgen ofrer de spiritus (foruden cigaretter og coca-blade) til El Tio, der er djævlen i minen. Og hvis de blander spiritusen, mener de også, at El Tio blander dårlige ting i deres klipper, så de ikke får så rene mineraler. Derfor drikker de alkoholen rent – som regel tre personer om en liter.

En anden dårlig gave er cigaretter – selvom arbejderne gerne vil have dem. I forvejen er minerne fyldt med alle mulige usunde gasser og giftstoffer – og det bliver ikke bedre af at blive suget direkte ned i lungerne gennem en cigaret.

Det kan undre, at alle har lov til at købe dynamit, men her køber selv børnene det, når farmand er for træt til at handle. Men det er ikke kun minearbejderne, som bruger det. Tilsyneladende har alle brug for lidt dynamit i ny og næ, så også menigmænd putter et par stænger i indkøbsposen.

Minearbejderne får ikke løn. I stedet får de alt hvad de finder – efter de har betalt 12 % til staten samt afholdt deres udgifter. Derfor står de også selv for alt indkøb af nødvendigt udstyr og materialer.

Arbejderne er opdelt i grupper, som regel på 20-30 mand, men i enkelte tilfælde flere eller færre. De klippestykker, der får brudt, sælges videre til yderligere forarbejdning. Lidt afhængig af fordelingen af sølv, zink og andre mineraler, får de omkring 160-240 kroner pr. ton.

Typisk vil 30 personer bryde omkring ti tons om dagen, hvilket giver en udmærket indtægt. Men når omkostningerne til dynamit (der bruges ca. 15 stk. om dagen), batterier, nye støvler (de holder kun ca. seks måneder) osv. er afholdt, er der ofte kun godt 30 kroner tilbage pr. mand.

Hvis de arbejder mere, kan de naturligvis også tjene mere. En normal arbejdsdag er på otte timer, men gruppen kan beslutte sig for at tage længere dage. Somme tider er det ti timer, men en gang imellem arbejder de helt op til 24 timer. Som ofte arbejder de seks dage om ugen, men nogle gange tager de også søndagen med.

På grund af de giftige gasser, kan de ikke spise i minen. Giftstoffer vil blive optaget i maden og give maveproblemer. Så når de arbejder længe, må de gå i ti timer uden mad. I stedet tygger de coca-blade. For det første holder de sulten på afstand, for det andet nedbringer det støvproblemerne. Saften fra coca-bladene gør det nemmere at trække vejret.

For at det overhoved kan lade sig gøre at klare sig så længe uden mad, spiser de tre kæmpe portioner næringsrig suppe klokken seks om morgenen. Inden da har konen været oppe siden klokken fire, for at forberede måltidet.

Udstyret, de bruger, er meget dårligt. En normal hjelm koster omkring 20 kroner, men så er det også en gang tyndt plastic. Vores guide, som selv havde arbejdet i minen i 5-6 år, havde arvet en hjelm efter sin far, som selv havde arbejdet i minerne i 30 år. Han havde igen fået den, da han arbejde for staten, hvilket gjorde at kvaliteten var meget bedre. Til gengæld var prisen også nærmere 300 kroner.

Efter at have provianteret, kørte vi videre op til minen. I den mine vi besøgte, arbejder der i omkring 200 personer fordelt på ti grupper. I hele området er der 8000 minearbejdere.

Det første stykke af minen var ikke noget problem. Det mudrede vand var ingen udfordring for vores gummistøvler, og efter at have stødt hjelm ind i loftet et par gange, lærte vi også at dukke os.

Første stop var et lille minemuseum, hvor man kunne læse om minens historie – fra spaniernes udnyttelse af slaver til forholdene i dag. Det er også her El Tio sidder og venter på ofringer.

Efterhånden som vi kom videre ind i minen, begyndte luften at blive dårligere. Det blev svært at trække vejret, og man begyndte også at få en smule klaustrofobisk fornemmelse af, at udgangen efterhånden var et stykke væk.

En gang imellem kunne vi høre rumlen, og så var det med at komme ind til siden, for en minevogn var på vej. Minen er til for minearbejderne og ikke en turistattraktion. Derfor foregår alt også på arbejdernes præmisser, så det gælder om ikke at stå i vejen.

Når vognen var på vej ind, blev den trukket og skubbet af to personer, hvilket tydeligvis var hårdt arbejde. Lidt nemmere gik det, når den kom kørende ud. Her gik det ned af bakke i fuld fart, og så hang de bag på den et tons tunge vogn i bedste Indiana Jones stil.

Efterhånden gik det ret meget nedad og loftshøjden var visse steder så lav, at vi måtte kravle. Det var noget anstrengende, og det blev heller ikke bedre for vejrtrækningen, at minen ligger i 4350 meters højde.

Når vi engang imellem holdt pause, gispede vi efter vejret, hvilket resulterede i en masse støv i lungerne. Så det galt om at få en normal vejrtrækning, så hurtigt som muligt.

Langt nede kom vi ind i et lille rum, hvor vi kunne høre banken. Nede i det dybe mørke sad én mand alene og hamrede hul i klippen til dynamit. Det eneste udstyr han havde, var en hammer og et spyd. Hvis klippen er meget hård, kan det tage helt op til ni timer at lave hullet, så det er et job, der kræver udholdenhed.

Nogle af de større grupper har maskiner til at hjælpe sig. Men udgifterne til maskiner kræver også store indtægter. En automatisk trykluftshammer koster godt 6000 kroner. Dertil skal der bruger bor til omkring 600 kroner, samt luft. Luftrøret skal trækkes hele vejen ude fra, og da en meter koster godt 3 kroner, løber det op, når man skal have 500 meter.

Manden havde ingen trøje på, han var våd af sved og hans arme ville have gjort enhver fitness-fanatiker grøn af misundelse. For hvert hammerslag (ca. et i sekundet) kom han med et højt støn, så der var ingen tvivl om hårdheden af arbejdet. Alligevel han masser af humor og plads til smil.

Humor er i det hele taget vigtigt for minearbejderne. De har hverdagsproblemer som alle andre (og sikkert flere end de fleste). Alligevel er de nød til at lægge dem fra sig, når de går ind i minen. En smule uopmærksomhed kan have katastrofale følger, når man har med dynamit og tunge vogne at gøre.

Det humoristiske sind gør også, at minearbejderne har kælenavne. Vores guide blev kaldt ”Lamaansigt”, mens den hårdt arbejdende mand var ”Mus”. Han var nu heller ikke så stor, men det sås nu ikke, når han svingede den tre kilo tunge hammer.

Vores guide påstod, at selvom minearbejdernes batteri går ud, så kender de minen så godt, at de alligevel kan finde ud. Ofte vælger de dog at gøre arbejdet færdigt, hvilket også kan lade sig gøre i mørke.

For at bevise det, slukkede vi alle vores lamper, så der var totalt mørkt. Alligevel kunne vi høre den regelmæssige banken fra mandens hammer. Han ramte fuldstændig præcist hver gang selv i totalt mørke. Men han måtte efterhånden også kende arbejdet godt. Han var 33 år og havde arbejdet i minen i 18 år – hvilket med lidt hurtig hovedregning viser, at han startede som 15-årig.

Hvis det går ham som de fleste andre minearbejdere, så dør han når han er omkring de 50 år. Efter mange års indånding af giftige gasser, kan kroppen ikke klare mere. Muligvis bliver han for syg til at arbejde inden, og så kan han få en pension på 650 kroner om måneden af staten. Hvis han da ikke dør i en ulykke i en yngre alder. Af de 8000 minearbejdere, dør omkring 25 hvert år i en ulykke. De bliver ramt af klipper, kommer galt af sted med dynamit eller indånder så giftige gasser, at de dræbes med det samme.

Manden holdt en kort pause, og det blev tid til at give ham nogle af de gaver, vi har købt. Efter at have set ham arbejde, var vi klar til at give ham det hele – men der skulle også være til de andre minearbejdere, som arbejder lige så hårdt – så han måtte nøjes med lidt dynamit og en sodavand.

Derfra bevægede vi os endnu længere ned i minen, hvor tunnelerne blev endnu mindre farbare. Vi var efterhånden godt støvede. Det samme var vores rygsæk, så det var godt at kameraet var i en vandtæt (og ikke mindst støvtæt) pose. Alligevel gjorde vores støvede hænder, at det efterhånden trængte alvorligt til en fugtig klud.

Længst nede, så vi arbejderne komme kørende med vogne med to tons klipper. Dem tippede de, hvorefter andre skovlede stykkerne op i spande, der blev hejst op – af den eneste maskine i minen.

Derfra var det ”bare” at bevæge sig opad igen. På vejen mødte vi et par minearbejdere, som bad om noget at drikke. De fik en flaske vand, og selvom de sikkert havde mere brug for den end os, fortrød vi det efterhånden på vej op.

Hvis det havde været anstrengende at komme ned, var det ingenting i forhold til turen op igen. Vi kravlede på alle fire, mens hjelm og rygsæk hele tiden stødte mod loftet. Da vi endelig var oppe, gispede vi efter vejret i flere minutter, hvilket resulterede i endnu mere støv i lungerne.

Efter en kort pause, var det tid til at bevæge sig det sidste stykke, hvilket var noget nemmere – her behøvede man kun at gå let foroverbøjet. En gang imellem måtte vi ind til siden, når arbejderne kom drønende med en vogn. Et enkelt sted var der dog ikke plads, hvilket resulterede i en klatretur hen over vognen.

Efterhånden blev luften bedre, og da vi endelig kom ud, sugede vi til os. Aldrig har frisk luft smagt så godt.

Til sidst var der lidt for drengerøvene. På markedet havde gruppen samlet sammen til en gang dynamit, som guiden påtog sig at sprænge. Han tændte lunten og sendte dynamitten på rundtur i gruppen. På et tidspunkt var det tilsyneladende tid til at skille sig af med den, så han gik et stykke væk, lagde den og løb tilbage. Der gik kun et øjeblik, så sprang den – imponerende timing. Selvom vi alle vidste, at der skulle ske en sprængning, kom det alligevel bag på et par stykker, at lyden var så høj.

Inden turen var helt færdig, skulle vi lige forbi det sted, hvor mineralerne bliver udskilt af klippestykkerne. På det tidspunkt var vi dog så mætte af oplevelser, at vi nok ikke hørte så meget efter. Vi kunne dog konstatere, at mineralsammensætningen bliver eksporteret til USA, Europa og andre lande, som der udskiller de enkelte mineraler fra hinanden. Og spildevandet – det ryger direkte i floden.

Mineturen var en utrolig oplevelse. Det var meget hårdt, men når vi havde mest ondt af os selv, kunne vi jo bare tænke på arbejderne, som ikke bare skal bevæge sig rundt, men også arbejde hårdt. Det er umenneskelige forhold de arbejder under, men der er ingen anden industri i Potosi, så som guiden sagde ”Hvad kan vi gøre?”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *