For få turister

Vi har nu bevæget os fra 4090 til 2790 meters højde, så for os føles det som at komme ned i normal højde igen.

Den sidste aften i Potosi smagte jeg lamakød (mens Marianne nøjedes med en suppe). Og nej, lama smager ikke som kylling. Smagen ligger nærmere et sted mellem okse- og lammekød. Ret lækkert og sikkert noget, jeg kunne finde på at bestille igen.

I går forlod vi Potosi for at tage mod Sucre. På forhånd frygtede vi turen. Godt nok skulle den være kortere end fra Uyuni til Potosi, men selv en kort tur på dårlige veje, er ikke sjov her i Bolivia.

Det skulle dog vise sig ikke at være noget problem. Ved busterminalen kom vi med en ”deletaxa” sammen med to bolivianere. Desværre var den ene ret stor, og da han valgte bagsædet sammen med os, var der ikke meget plads.

Heldigvis tog turen kun lidt over to timer, og da vejen var asfalteret på hele strækningen, var det ikke så slemt. At vi samtidig blev kørt lige til vores hotel, var jo bare en ekstra fordel i forhold til bussen – og selvom turen kostede ”hele” 25 kroner pr. mand, var det pengene værd.

Vi var nu alligevel glade for, at vejforholdene var gode og at det ikke regnede, for chaufføren kørte med ”racerdæk” på baghjulene – dækmønstret var slidt helt af.

Her i Sucre har vi fået et dejligt værelse på et hyggeligt hotel. Det ligger lige midt i byen, men er alligevel meget stille, da værelset ligger lidt tilbagetrukket i en gård.

Midt i byen ligger der et torv, der skiller sig ud fra alle de andre, vi har set i Sydamerika. Her bliver planterne plejet og klippet, og selv skraldet bliver fjernet.

Det er også på torvet, at byens skopudsere holder til. Det er en flok børn på omkring seks til otte år. Man kan ikke få lov til at sidde i fred særligt længe, før de kommer over til én. Efter vores besøg i saltørkenen og minen, trængte vores støvler efterhånden til lidt pleje, så for i alt fem kroner (vist nok overpris), blev de pudset. Imens sad alle de andre skopudsere og kiggede interesseret på.

Kvaliteten var dog ikke helt god, hvilket blev påpeget af en anden skopudser lidt senere. Så for yderligere 80 øre, gjorde han arbejdet færdigt. Imens han var i gang, kom den oprindelige skopudser forbi, og selvom vi ikke forstår så meget spansk, så var det tydeligt, at han blev gjort opmærksom på det sjuskede arbejde af den mere kvalitetsbevidste skopudser.

Her til morgen sad vi stille og roligt over vores (endnu engang) kedelige morgenmad på hotellet, da et par kendte ansigter dukkede op. Det var de to englændere, som var med på turen i saltørkenen. Godt nok vidste vi, at de også ville tage til Sucre, men at de lige skulle bo på vores hotel i en by med over 200.000 indbyggere, var nu meget sjovt.

De kunne bl.a. berette, at deres bustur havde taget ni timer, og da de rejste om aftenen, var de først fremme næste morgen kl. 4. På det tidspunkt var deres forhåndsreserverede værelse givet til nogle andre. Så måske var vores tur alligevel ikke så slem. I hvert fald glædede vi os over, at vi ikke var taget direkte videre samme aften, som saltørkenturen sluttede.

Dagen i dag har vi brugt til at slappe af. Vi har haft andre dage med afslapning, men for første gang har vi ikke lige skulle et eller andet (vasket tøj, sendt pakker osv.). Så i dag satte vi os på en café, og fik skrevet en masse postkort.

Det var dog ikke helt nemt, for vi blev hele tiden forstyrret. Sucre har nemlig ét, stort problem. Der er for få turister. Og da der samtidig er utroligt mange tiggere, kan man ikke gå i fred – og slet ikke sidde på en café. Der gik ikke fem minutter, hvor der ikke kom tiggere forbi og rakte hånden frem.

Til at starte med er man tålmodig og giver faktisk nogle småpenge til dem. Men efterhånden bliver det for meget – specielt når de bliver stående og rabler noget uforståeligt af sig, længe efter man har sagt nej.

Det lyder muligvis lidt kynisk, men efterhånden bliver man mere og mere irriteret på dem – hvilket jo resulterer i, at man ikke gider hjælpe nogle af dem.

Sjovt nok var der ikke det samme problem i Potosi, men det skyldes sikkert, at folk på det nederste trin i samfundshierarkiet i stedet tog (et frygteligt) arbejde i minen. Den mulighed har de ikke her i byen.

Enkelte af dem er nu meget søde – specielt nogle af skopudserbørnene. Marianne kom i går til at love én af dem, at han måtte pudse hendes sko i dag. Da han ikke lige var der, kom en anden til i stedet – men et øjeblik efter kom drengen. Det var ikke så heldigt, da en aftale er en aftale, men det hele blev klaret ved, at han fik sin løn (80 øre) alligevel – og så var han vist tilfreds.

Endnu engang så vi dog eksempel på, at nogle ville have mere. Drengen, som havde pudset Mariannes sko, mente pludselig at prisen var pr. støvle, og andre ville have penge for, at vi havde taget et billede. Nu er sådan en flok drenge omkring de syv år ikke så skræmmende – slet ikke midt om dagen og på byens torv, så vi bad dem om at smutte – først på en pæn måde og senere med lidt mindre pæne gloser. Alligevel er det irriterende, og det bliver jo ikke dem, vi vælger en anden gang.

Her til eftermiddag fandt vi det lokale marked. Det var faktisk en sjov oplevelse, for det var tydeligvis et marked for de lokale. Her blev solgt alt, hvad man ellers finder i et supermarked: frugt, kød, shampoo osv. Samtidig var sælgerne ikke på nogen måde påtrængende, som de ellers er over for turisterne her i byen. Vi kunne få lov til at gå rundt i fred – og faktisk også tage billeder af de flotte frugtopstillinger uden sure miner og afkrævning af penge.

I morgen tidlig skal vi på endnu en udflugt. Det er så heldigt, at der i morgen bliver afholdt den årlige ”Phujlllay” i Tarabuco – en by tæt på Sucre. Dette er en fest og et karneval, der finder sted 2. eller 3. weekend i marts hvert år. Helt tilfældigt er vi ramt ind i den dato, så når vi nu alligevel er her, har vi valgt at rykke vores videre rejse med en enkelt dag. I morgen tager vi derfor med en turbus til byen, hvor vi forhåbentlig får en spændende oplevelse.

Mandag rejser vi til La Paz. Det er muligt at tage bussen, men en 15 timers tur af tvivlsomme veje, var ikke lige hvad vi havde mest lyst til, så i stedet har vi valgt at flyve – en tur til 400 kroner pr. mand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.