Masser af markeder

De sidste par dage har budt på masser af markeder – først i Tarabuco ved Sucre og siden her i La Paz.

I forgårs var vi tidligt oppe. Klokken otte tog vi en turistbus mod Tarabuco, hvor det årlige ”Phujlllay” blev holdt i anledning af en kamp for mange år siden, hvor landsbybeboerne befriede byen fra de spanske styrker – der er jo altid en grund til at feste.

Det var helt tydeligt, at en stor del af Sucre var på vej til fest. Alle steder ventede folk på bussen, hvis de da ikke allerede sad på ladet af en lastbil eller pickup.

Vi var kommet med på en rigtig turisttur. Vores guide var en lille dame, der gav alle et verbalt fur, hvis de ikke kom ad vejen (selv politiet fik nogle hårde ord med på vejen). Det virkede som om hun mente, at turisterne havde fortrinsret i forhold til alle andre – i alle situationer.

Vi blev også advaret adskillige gange om, hvor farligt det var. Igen en understregning af, hvilken turisttur, vi var kommet på. Nu har vi trods alt overlevet karnevalet i Rio, så mon ikke også vi skulle kunne klare tingene her.

I det hele taget var vores guide en rigtig ”mor”, som meget gerne ville have, at vi fulgtes som en gruppe hele vejen. I starten fulgte vi pænt med (selvom vi heller ville gå for os selv), men til sidst valgte vi ”at blive væk”.

Vi kom nu heller ikke ud for nogen problemer. Der var godt nok rigtig mange mennesker i byen, hvilket ikke kunne undre, da det normale indbyggertal var på 4000. Dette tal var mangedoblet med besøgende fra Sucre (med 225.000 indbyggere) og de omkringliggende landsbyer. Så der var en voldsom masen mange steder (først og fremmest fra de gamle damer), men når det er halvanden meter høje og ikke vejer meget mere end et par pakker kiks, så ville vi nok blive mere imponerede end sure, hvis de fik væltet os omkuld.

Dagen blev godt nok kaldt et karneval, men de små grupper, der optrådte, havde nu ikke helt så meget at byde på (en kraftig underdrivelse), som grupperne i Rio (hvilket vi nu heller ikke havde forventet). Hver gruppe bestod vel af en 20-30 personer, som sang – i nogle tilfælde ledsaget af nogle instrumenter. Det var ikke ligefrem noget, man faldt i svime over.

Til gengæld var markedet meget hyggeligt, selvom bolivianerne er ret uvenlige – eller reserverede, hvis man skal bruge et pænt ord. Heldigvis er der da undtagelser – specielt blandt dem, som har med turisterne at gøre (hvilket jo ikke er så underligt) og blandt de unge.

Vi gik rundt på markedet og fik købt en masse souvenir. Sjovt nok mødte vi flere af sælgerne og skopudserne fra Sucre (heldigvis var tiggerne blevet hjemme). De havde flyttet jagtmarkerne i dagens anledning, men de var nu i hård kamp med de lokale sælgere. Hvis vi troede det var slemt i Sucre, så var det ingenting i forhold til her.

På et tidspunkt hørte vi nogle kalde, og det viste sig at være parret fra Schweiz. De havde betalt tre dollars for deres tur, hvilket bekræftede os i, at vores tur havde været alt for dyr (15 dollars). Til gengæld var der frokost med musikalsk underholdning på en rigtigt turistrestaurant inkluderet – noget vi nu godt kunne have undværet.

Sidst på eftermiddagen gik det hjemad igen. Turen var kun på 60 kilometer, men vores bus var ikke så stærk op ad bakke, så det tog halvanden time, før vi igen befandt os i Sucre.

Aftenen blev tilbragt foran værelsets TV, der kunne byde på kanaler fra parabolen. På et tidspunkt faldt vi over en fransk film optaget i København (med bl.a. Frelserens Kirke og Rigshospitalet). Men selvom det nu var sjovt at se noget fra Danmark, zappede vi nu hurtigt væk igen. Livet er simpelthen for kort til franske film (og kvindefodbold).

I går morges var det endnu engang tidligt op for at komme til lufthavnen og videre med fly til La Paz – Bolivias hovedstad.

Selv i lufthavnen, hvor der ellers var meget dødt, kom der sælgere og skopudsere (som spurter af sted for at være den første til at tilbyde sit arbejde). De plagede og plagede, men så snart de fik et stykke appelsin eller et par karameller, gik de videre med et stort smil. En billig form for afpresning, der også hjælper dem selv. Karamellerne havde vi købt hos en anden dreng, som virkelig så ud til at kunne bruge pengene.

Efterhånden blev afgangshalen fyldt. Med flyet skulle også et helt fodboldhold. Vi har ikke helt kunne finde ud af, om det var landsholdet eller et klubhold fra La Paz, men under alle omstændigheder så vi en plakat med dem i en butiksrude i La Paz, så de må være kendte her i Bolivia.

I løbet af flyveturen kunne vi rigtig se, hvor bjergrigt Bolivia er, hvilket fik os til at glæde os endnu mere over, at vi ikke havde valgt busturen på godt 15 timer.

Da vi landede i verdens højest beliggende kommercielle lufthavn i 4050 meters højde (den samme som Potosi), fik vi bevis for den tynde luft. Bremseafstanden var omkring dobbelt så lang, og flyene er da også udstyret med specielle dæk, for at kunne modstå det ekstra pres.

Fra lufthavnen gik det (heldigvis) nedad mod La Paz – dog ikke længere end til 3660 meter, hvilket gør den til verdens højest beliggende hovedstad. På vejen ned kunne vi rigtig se, hvor flot byen ligger. Op af alle bjergene ligger der huse – de fattige øverst (hvor der er koldest og tyndest luft) og de rige nederst.

Efter at have smidt bagagen, kiggede vi lidt på byen, fik os en pizza, bookede en mountainbike tur og undersøgt busafgangstider til senere brug.

I dag har vi kigget på endnu et par markeder, hvor der sælges alt mellem himmel og jord. Det er tydeligt, at der ikke findes store supermarkeder her i Bolivia. I stedet går man på markedet og køber de nødvendige ting. I én gade er der så papirvarer, i en anden frugt og i en tredje tøj. Enkelte steder er det meget specialiseret – bl.a. så vi en ret stor butik, der kun solgte lynlåse.

Et af de mere specielle (og efter min mening ulækre) markeder er Heksenes Marked, hvor der bliver solgt lykkebringende ting som små figurer, diverse pulvere og ikke mindst lamafostre.

Vi sluttede dagen af på La Paz’s coca-museum. Nu har vi oplevet coca-bladene i så mange sammenhænge, så vi mente det var passende at få lidt facts på.

Det var en lille, men interessant udstilling. Bl.a. kunne vi læse, at Coca Cola aftager over 200 tons coca fra Bolivia til produktionen af deres læskedrik, og at en minearbejder bruger i gennemsnit 12 % af sine indtægter på køb af coca-blade. Så det er en stor industri.

I aften vil vi slappe af, for i morgen skal vi rigtigt tidligt op for at tage på en mountainbike tur. Vi starter i 4750 meters højde og godt fem timer senere lander vi i Coroico i 1750 meters højde, hvor vi har planer om at indlogere os på et hotel (med pool) og slappe af.