Glædeligt gensyn
Efter en tur på godt 20 timer alt i alt er vi nu i Bangkok – byen der blev vores 2. hjem på den tidligere rejse i Sydøstasien.
Turen hertil gik forholdsvis smertefrit. Vi fløj med Air France, som vi ellers tidligere havde svoret aldrig at bruge igen efter deres ”stunt” på vores tur fra Cuba – men billige flybilletter kan få én til at slække lidt på principperne.
Flyet fra København til Paris var en smule forsinket, men denne gang havde vi god tid. Og det var en god ting, for sikkerhedskontrollen var ret så omfattende – muligvis fordi vi havde printet vores boardingpas på forhånd hjemmefra. Sjovt nok var det ikke noget problem i København. Afgangsstedet lå samtidig et godt stykke fra ankomststedet, så vi fik set en del af lufthavnen.
Boardingen tog ”imponerende” 80 minutter, men til sidst kom vi af sted – med de ”obligatoriske” 45 minutters forsinkelse. Om vi er ved at blive gamle, ved jeg ikke, men vi fik i hvert fald ikke sovet så meget, som vi plejer i flyet.
Bangkok har fået en ny, flot lufthavn med bl.a. 23 transportbånd – men det er nu heller ikke for lidt, for bagagen skal køre rundt et stykke tid. Paskontrollen er nemlig den helt store flaskehals. Det tog os en time at komme igennem – og så kan man jo tænke på, hvor slemt det er omkring jul.
Men endelig var vi på vej i en taxa mod centrum – og det trafikhelvede der er en del af Bangkok. Til sidst nåede vi dog vores hotel ”Adelphi Suites” – der betegnes som ”serviced apartments”. Vores hotelværelse har da også (foruden fladskærm og stereoanlæg) køkken med køleskab, fryser, mikroovn og kogeplader. Sjovt nok er det faktisk billigere end tilsvarende hotelværelse – til trods for at kvaliteten er helt i top.
Efter at have fået et velfortjent bad, kiggede vi lidt på området omkring os. Og det var dejligt at være tilbage i Bangkoks vanvittige (men også festlige) kaos. Aftensmaden blev spist på en restaurant med typisk thaimad – og selv om den lå i den dyrere ende, løb regningen kun op på omkring 150 kr.
Klokken 20 lokal tid (kl. 14 dansk tid) måtte vi dog kapitulere og lægge os til at sove.
Nu er klokken så 2.30 om natten, og jetlagget har sat ind – ingen af os kan sove. Og så kan man jo lige så godt få tiden til at gå med noget fornuftigt som dagbogsskrivning. Om lidt vil vi dog prøve at slukke lyset igen og se, om vi ikke kan få sovet nogle timer.
En ny dag venter jo i morgen (eller faktisk er det i dag) i Thailands hovedstad.