Tai Chi og benhårde forhandlinger

De sidste to dage har budt på store kontraster – fra yndefuldt tai chi til det helt store shopping-helvede.

Natten efter vi var landet i Thailand, havde vi store problemer med at sove. Og når man alligevel ikke kan sove, kan man jo lige så godt få noget ud af dagen – og samtidig få set en særlig seværdighed. Så vi havde valgt at sætte vækkeuret til kl. 6 på vores første feriedag. Da vi gjorde det, virkede det som en god idé – men da vi så alligevel var faldet i søvn kl. 4, var vi ikke helt sikre på det fornuftige i idéen, da vi igen vågnede to timer senere.

Årsagen til den tidlige opvågning var ønsket om at besøge Lumphini Park fra morgenstunden. Parken er byens svar på New York Central Park – et stor grønt område midt i byen langt væk fra trafikos og bilkaos.

Stedet bruges at byens borgere til morgengymnastik og andre former for sport – samt ikke mindst socialt samvær med vennerne. Vi blev da også vidner til dyrkning at badminton, styrketræning samt tai chi (og flere andre former for asiatiske øvelser, der bl.a. involverede papirvifter).

Øvelser starter når solen står – og stopper brat klokken 8. Her spilles nationalmelodien, hvilket betyder at alle stopper op, står stille og andægtigt venter på, at den bliver færdig. Et par minutter senere er det slut, og alle fortsætter med deres gøremål.

Heldigvis havde vi læst på lektien og vidste, hvad der skulle ske. Det er muligt, at der bliver båret over med turisterne – men det havde nu været pinligt, hvis vi bare var gået videre.

Efter oplevelsen med nationalmelodien (der i øvrigt også bliver spillet før hver biografforestilling – med samme resultat), tog vi tilbage til vores hotel for at få en middagslur. Det havde været hårdt at komme op, men vi var begge enige om, at det helt sikkert havde været det værd.

Lysten til at stå op igen en times tid efter var nu til at overse – men vi havde besluttet os for at tage i det nye indkøbscenter ”Siam Paragon”. På forhånd havde vi snakket om, at vi ikke skulle købe for meget, for tre uger er lang tid at slæbe rundt på vores indkøb. Helt kunne vi dog ikke styre os – specielt ikke når de i forvejen billige varer var sat ned med 50 procent.

Det helt store scoop var dog skriveredskaber, der er meget billigere i Thailand. Tuscher (som Marianne bruger til at tegne med) koster omkring seks kroner mod 25-30 kroner i Danmark – så der blev fyldt godt i kurven.

Og udvalget var stort. I shopping-centret var der en hel etage dedikeret til ”read and write” – dvs. bøger og papirvarer. Bogafdelingen var da også superlækker (hvorfor findes der ikke det samme i Danmark?) – så det var svært at holde sig fra at købe noget.

Aftenen blev brugt på ”Patpong Night Market”, hvor Marianne var på udkig efter et ur. Som så mange andre steder, skal man også her prutte om prisen – og sælgerne er grove i deres bud, så det gælder om at stå fast (og glemme alt om normale regler om startbud på godt halvdelen af startprisen).

Marianne havde kig på et ur. Første bud fra sælgeren lød på 1200 bath (godt 180 kroner). Nej tak, var svaret – hvilket fik prisen ned på 850 kroner. Taktikken fra vores side var at begynde at gå, og først efter flere opfordringer give et bud. Marianne svarede igen med 150 bath. Efter nogle hårde forhandlinger endte prisen på 300 bath (dvs. godt 45 kroner).

Så var det at Marianne opdagede nogle få ridser i metallet, hvorefter interessen ikke var så stor. Det fik til sidst sælgeren til at gå med til en pris på 150 bath – noget af et nedslag i forhold til den oprindelige pris.

Men et ur er (åbenbart) ikke nok, så Marianne fik kig på endnu et ur. Her fik vi at vide af sælgeren, at den normale turistpris var på 3800 bath (knap 600 kroner) – men at vi kunne få det den særlig billige pris på 2800 bath. Efter at have spurgt på andre ure andre steder, havde vi fundet ud af, at den normale startpris var på mellem 900 og 1400 bath – så vi havde meget svært ved at holde masken.

Nogle nye hårde forhandlinger gik i gang – og sælgerens sidste bud var 300 bath. Vi prøvede at gå, men sælgeren ville ikke rokke sig de sidste 50 bath, vi prøvede at få det ned. Så efter lidt tid gik vi tilbage og betalte pengene – det er trods alt for dumt at gå glip af et flot ur på grund af 7,50 krone. Men et nedslag fra 3800 bath til 300 bath er trods alt også noget af en forskel. Sælgerne gav da heller ikke ligefrem hinanden ”high five” (selvom de jo naturligvis har tjent på handlen alligevel).

Efter disse hårde ”kampe” valgte vi at tage tilbage mod vores hotel. Et stop på vejen for at finde lidt at drikke, var ingen succes – alt lukkede kl. 23. Men efter at have været oppe fra kl. 6, var vi nu også godt brugte.

I dag havde vi ikke sat vækkeur – hvilket resulterede i, at vi først vågnede et godt stykke op af formiddagen. Men efter et par nætter med for lidt søvn, havde vi nok også brug for at få sovet.

Eftermiddagen blev brugt i endnu et shopping-center – det vandvittige ”Mah Boon Krong” (blandt venner kaldet MBK). Her kan man købe alt, og der er ikke butikker men boder. Det minder da også mere om et stort kræmmermarked (dog endnu mere kaotisk). Mest populært er uden sammenligning mobiltelefoner – hvilket da også passer meget til målgruppen for centret, der tydeligvis er teenagere. Andre varer er kameraudstyr, computerprogrammer (kopier), billigt tøj samt alverdens mere eller mindre nyttige gadgets.

Til trods for vores umiddelbare afsky for stedet, fik vi dog købt nogle ting – bl.a. endnu et ur (man kan åbenbart ikke få for mange), der dog ikke kunne pruttes mere end 40 bath ned. Startprisen var nu også meget rimelig (390 bath).

Efter nogle timer tog vi hjem igen til hotellet, hvor vi slappede lidt af, inden vi gik af sted for at spise på restauranten fra først aften (kaldet ”Zanzibar”). Endnu engang fik vi et lækkert måltid, der var de ekstra penge værd.

I morgen middag er det så videre med fly fra Bangkok til Phuket, hvor vi skal opleve ”turisthelvedet” i Patong. Egentlig kunne vi godt undgå stedet, men på en eller anden måde er det jo også en del af Thailand – og derfor noget man bør opleve.