Turister fra Helvede

Hvis man tror, at Mallorca er fyldt med charterturister, så skal man prøve at tage en tur til Patong på Thailands største ø Phuket.

Det har vi valgt ud fra den holdning, at det også er en del af Thailand – og derfor noget man bør se. Desværre er det jo nok sådan, at mange turister kun ser denne lille del og tror, at det er det ægte Thailand. Og hvad der er endnu værre – at mange thaier kun ser turisterne her og regner med, at alle fra Vesten opfører sig på samme (efter vores mening) respektløse måde.

I stedet for en lang bustur, havde vi besluttet os for at flyve hertil. Så vi forlod Bangkok i går formiddag for at flyve sydpå.

Inden skulle vi dog ud til lufthavnen, og her kom vi ud at køre med endnu en thailandsk racerkører (eller det troede han i hvert fald, han var) – noget vi også prøvede på vores sidste Asien-rejse. Han kørte mere end godt til, og når han ikke zigzagede sig imellem de andre biler, lå han midt imellem to baner, så han ikke ville gå glip af den mindste åbning i trafikken.

Størst bekymring var dog, at han (til forskel for alle andre thailandske taxachauffører) hverken havde Buddha-figurer eller billeder af berømte munke i forruden. Den slags beskyttelse men han åbenbart, at han ikke havde brug for.

Frem kom vi dog, og efter at have betalt for fire kilo overvægt (man måtte kun have 15 kg. med hver), kunne vi få vores boardingpas. Men der var nu også råd til den ekstra udgift på lidt over 50 kr., for billetterne med ”Air Asia” havde kun kostet sammenlagt 550 kr. (for to personer).

Boardingen var smertefri, flyet fløj til tiden og præcis 100 minutter senere landede vi i lufthavnen på Phuket. Her kom vi videre med en ”lufthavnsbus” (der i praksis var en minibus) for 150 bath hver (23 kr. for 40 kilometer). 12 kilometer fra byen skulle vi dog lige klare det ”obligatoriske” stop for at se, om de kunne sælge os et hotel eller en sightseeingtur.

Vi havde booket et værelse på ”Safari Beach Hotel” midt i Patong – Phukets mest turistede by. Ved ankomsten virkede det da også lovende – men det var indtil vi fik anvist vores værelse. Det var uden tvivl hotellets dårligste, og vi fik det sandsynligvis fordi vi havde booket på forhånd (og derfor hang på det).

Lige udenfor var der en stor generator, der larmede konstant. Desuden var stuepigernes depot udenfor døren (med ringende telefoner og hvad der dertil hører). Terrassen lå inde i et hjørne og var stor set mørklagt, og indenfor var der mørkt og fugtigt. Kort sagt ikke et sted, vi havde lyst til at bo.

Vi gik derfor til receptionen for at få byttet vores værelse, men der var tilsyneladende alt optaget. Da vi venligt men bestemt (man må endelig ikke hidse sig op, for så taber begge parter ansigt) fortale, at vi ville finde et andet hotel, fik vi at vide, at vi under alle omstændigheder skulle betale for en nat. Det forklarede vi, at vi ikke ville (selvom de rent faktisk havde fat i den lange ende, da de havde vores kreditkortdata).

Efter en del forhandlinger fik vi tilbudt et upgrade mod at betale prisforskellen (på ekstra 50 %). Så det blev et dyrt værelse, men hvis vi ikke havde gjort det, havde vi været sure over vores indkvartering de næste to dage – hvilket havde ødelagt vores oplevelse af Patong.

Det er nu ikke fordi, at det nye værelse er specielt godt (i forhold til prisen) – men i det mindste er det lyst og fugtfrit. Det er dog ikke et hotel, vi vil anbefale til andre – til trods for den gode beliggenhed midt i byen.

Efter en kort tur i poolen gik vi en tur i byen – og sikke en oplevelse. Vi var godt klar over, at stedet er turistet – men ikke at det er centrum for alverdens freaks. For hver turist, som ser nogenlunde normal ud, er der fem, som man helt sikkert ville vende sig om på gaden efter i Danmark. Og det er ikke ligefrem Hr. og Fru. Gentofte, som tager på ferie hertil – nærmere socialklasse Æ, Ø og Å.

Man siger at Kim Schumacher er død – men i går blev vi lidt i tvivl om, hvorvidt han bare er flyttet til Patong. I hvert fald er hans frisure højeste mode her. Af andre ”vanskabninger” er der kvinder med min. 10 kg for meget på sidebenene, som går rundt i sølvglitrende toppe og mænd med alt for spraglede shorts. Og så er der jo alle de gamle mænd fra Vesten, som går rundt med en ung thai i hånden.

At have dårlig smag er en ærlig sag, men her vidste vi ikke, om vi skulle grine eller græde. Men på en eller anden måde væmmedes man, samtidig med at man var dybt chokeret og lamslået. Enten skejer folk ud på ferien, eller også er det bare lavest muligt fællesnævner, der tager på ferie hertil.

Den eneste forskel mellem typerne her og på Roskilde Festivalen er da også, at de på festivalen godt er klar over, at de ser tåbelige ud (og så er det i øvrigt væsentlig værre her).

Efter at have kigget på typer i en del timer, tog vi tilbage til hotellet for at få en god nattesøvn.

Hotellets morgenmad var heller ikke den store succes. Vi bestilte to omeletter – men efter at have ventet i en halv time, var de endnu ikke kommet. Først da tjeneren spurte: ”Hvad vil I?”, gik det op for dem, at de havde glemt os.

Det resulterede i en hektisk aktivitet – og efter ti minutter kom de med en gang røræg. Nu var det ikke lige det, vi havde bestilt, så de måtte i gang igen. Endelig kom vores omelet – de havde dog lige glemt vores pølser. Efterhånden var det vist lidt pinligt, for en anden tjener blev sendt af sted med dem til vores bord. Men efter en time ved morgenbordet, kunne vi endelig lægge os ved poolen.

I starten var det lidt gråvejr, men hurtigt klarede det op. I løbet af eftermiddagen trak skyerne dog indover igen – og for en times tid siden regnede det.

Forhåbentlig holder det tørvejr, så vi kan opleve endnu et freak-show i aften, inden vi i morgen tager mod Phi Phi øerne lidt længere sydpå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.