Den totale modsætning

Efter at have opholdt os i charterhelvedet Patong i et par dage, er vi nu kommet til den total modsætning: Ko Phi Phi. Her er stadig meget turistet – men det er en anden form for turister, hvilket tydeligt smitter af på stedet.

I stedet for ”Hr. og Fru Charter” er vi sammen med ”Nu skal vi ud op opleve fremmede kulturer (og drikke en masse bajere samtidig)”-typerne – dvs. unge backpackere. Og af disse to ekstremer, hører vi trods alt mest til backpacker-siden.

Patong har hundredvis af restauranter, hvilket kan gøre det svært at vælg den ene frem for den anden. Så da guidebogen pegede på vores hotels restaurant, tog vi chancen i forgårs aften – selvom vi jo havde haft en lidt uheldig oplevelse der om morgenen.

Maden var da også supergod. Marianne fik fisk mens jeg fik en thairet med rejer – og den var heldigvis ikke gjort turist-venlig mht. til brugen af chili. Serveringen havde da også kun små skønhedspletter: en vand blev glemt, og jeg fik en lille øl i stedet for en stor (noget, som nogen måske ville se med stor alvor på).

Efterfølgende besøgte vi igen den berømte ”Bangla”-gade, hvor der er barer i sådan et omfang, at selv Aalborgs Jomfru Ane Gade ligner en søvnig provinsby-bodega.

Af en eller anden grund var de allestedsværende gogo-piger mødt tidligere på arbejde end aftenen før – og det samme var de mange ladyboys, som for et mindre beløb stiller op til fotografering. Så det blev en aften, hvor vi rigtig fik set de unge charterturister folde sig ud – Sunny Beach go home.

I går morges pakkede vi så vores ting, og forlod hotellet. Og lige så ucheckede, som de indtil nu havde været (ved bl.a. at ringe to gange til os med fem minutters mellemrum for at høre, hvornår vi ville checke ud) – lige så ucheckede var de, da vi havde fået fat i en taxa. Pludselig mente de ikke, at vi havde afleveret nøglen – indtil et øjeblik efter, hvor en anden kom løbende og fortalte, at nu havde de fundet den.

Taxa var nu så meget sagt. Faktisk er Patongs taxaer nærmere en mikrolastbil (ikke meget større end en knallert), hvor man sidder på bænke bagved. Men den trak godt igennem, og efter præcis de 35 minutter, som vores chauffør havde forudsagt turen tog, stoppede vi ved havnen. Her betalte vi de 400 bath (60 kroner) til ham, og købte færgebilletter.

Klokken et gik vi ombord, men først 45 minutter (og adskillige folk med store kufferter) senere, kom vi af sted. Turen tog små to timer, og endelig kunne vi skimte øen Ko Phi Phi.

Ko Phi Phi består faktisk af to øer: Leh øen og Don øen (læg mærke til ordspillet) – men kun Ko Phi Phi Don er beboet.

Det tog os da heller ikke mange minutter at finde ud af, at vi nærmest var kommet til en anden Verden. Her på øen er der ingen motorkøretøjer overhoved – og vores bagage blev da også hentet af et par unge fyre med trækvogne.

På turen til hotellet kunne vi rigtig se, at vi var kommet til backpacker-land. Overalt var der turbureauer, dykkerfirmaer og små restauranter – men ingen gogo-barer og larmende diskoteker.

Vi havde med vilje valgt vores hotel ”PP Casita” på grund af beliggenheden i udkanten af byen (dvs. væk fra evt. larm) – hvilket i praksis betyder en gåtur på omkring fem minutter til det, man med lidt god vilje kan kalde centrum. Større er byen trods alt heller ikke.

Tidligere har vi jo som bekendt været uheldig med at få de dårligste værelser, når vi har forudbestilt (og her havde vi endda forudbetalt). Derfor var vores glæde også ekstra stor, da vi kunne konstatere, at vi formodentlig havde fået hotellets bedste værelse (i hvert fald indenfor den kategori, som vi havde bestilt).

Efter at have ligget en times tid ved poolen, kiggede vi lidt på byen – og kunne konstatere, at her skulle vi nok kunne hygge os et par dage. Efter en pizza og lidt pasta, var vi dog trætte og smuttede tilbage til vores værelse.

Noget der fortæller om kvaliteten af hotel er også, hvor hurtige de er til at udbedre fejl og mangler. Da vi konstaterede at en sengelampe ikke virkede, meddelte vi det i receptionen. Og selvom der kun var aftenbemanding på, stod der fem minutter efter en mand med en ny pære.

Det var dog ikke pæren, der var problemet – men endnu fem minutter efter kom en anden mand (formodentlig hotellets altmuligmand), som dog heller ikke kunne løse problemet. De beklagede meget og sagde ”i morgen”. Sådan en sætning har vi hørt før (uden at der skete noget), men for et øjeblik siden kom en elektriker og løste problemet. Det er rart, når der rent faktisk bliver fulgt op på tingene. Endnu et plus til hotellet.

Dagen i dag startede forholdsvis tidligt, da en kæmpe flok kinesere skulle af sted. Og selvom de tydeligvis havde fået en del at drikke i går (hvilket vi kunne høre fra vores værelse), var de ikke for trætte til at snakke højlydt i morges. Og kinesere kan snakke højt, når de er mange nok.

Da der også på dette hotel (som på 90 % af alle hoteller) ikke er liggestole nok til alle, spærrede vi to pladser inden morgenmaden – og derefter stod den så på solbadning.

Desværre kunne vi heller ikke undgå at være vidne til en højlydt samtale mellem en flok backpackere, som konstant prøvede at overgå hinanden i historier om diverse ”full moon”-fester i Thailand.

Det kan godt være, at vi stadig rejser rundt på egen hånd – men den slags ”min er større end din”-konkurrencer gider vi ikke mere. Og når den så samtidig skal foregå højrøstet på tværs af poolen (med en stemmeføring som kun engelsk-talende kan gøre det), bliver man faktisk lidt træt af det.

Efter fire timer i solen viste farven på vores skuldre, at nu var det tid til at søge i skygge. Resten af eftermiddagen er derfor blevet brugt til at læse – samt for Mariannes vedkommende en times olie-thaimassage. Prisen var 60 kroner for en hel time – og skulle eftersigende have været helt fantastisk.

I morgen planlægger vi en eller anden form for snorkeltur (bl.a. til Ko Phi Phi Leh), inden vi i overmorgen tager en båd videre til Ko Lanta.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.