Hjemrejse fra en hektisk storby
Så er vi hjemme igen i Danmark efter nogle sidste, hektiske weekend-dage – hvor vi for alvor fik set hvor stor en by, som Tokyo er.
Fredag morgen startede med regnvejr. Men heldigvis kunne vi se på vejrudsigten, at det ville klare op lidt senere. Og lidt over middag var det da også næsten stoppet med at regne.
Så vi gik af sted mod en sushi-restaurant i nærheden. Her bestilte man sin sushi på en iPad. Og kort tid efter kom maden så susende direkte til ens plads på en transportbånd, der løb igennem hele restauranten.
Udover den traditionelle sushi med laks og tun, fik vi også smagt nogle mere usædvanlige varianter – som f.eks. ål og havsnegl.
Mens vi spiste, var skyerne erstattet af solen – og temperaturen var kommet op på omkring 20 grader. Så vejret var perfekt til sightseeing.
Fra vores eget området tog vi metroen til Harajuku bydelen, der er kendt for sin kawaii-mode – der er et sødt og nuttet look, som mange unge, japanske piger er vilde med. Samtidig kunne man også købe garderoben til flere andre stilarter – som f.eks. så forskellige ting som lolita og punk.
Først var vi i et stormagasin, hvor de mere specielle looks kunne findes nederst i kælderen. Og bagefter tog vi videre til Takeshita-dori, der er hovedgaden for de forskellige moderetninger.
Det var en ret smal gade. Og samtidig var der ekstremt mange mennesker sådan en fredag. Så det var nærmest ikke til at komme hverken frem eller tilbage.
Til sidst lykkedes det os dog at komme igennem gaden. Og derfra kunne vi så gå videre til Meiji-jingu, der er et af de mest hellige steder i Japan. Templet ligger i en stor skov – der igen ligger midt i Tokyo. Så det var en ret stor kontrast at komme fra den hektiske og larmende gade til den stille skov lige ved siden af.
Da vi havde kigget på tempelområdet, gik vi videre til Shibuya, der ligger lige ved siden af Harajuku-området. Her startede vi med at købe noget at drikke hos Starbucks, som vi nød i det gode vejr i Miyashita Park – der er en urban park på 3. sal af et shoppingcenter (og et populært mødested for de unge).
Bagefter gik vi videre til Shibuya Crossing – som vi jo allerede havde besøgt i regnvejr. Denne dag var der ingen paraplyer. Til gengæld var der mange flere mennesker sådan en fredag aften.
Efter vi havde krydset over et par gange, gik vi igen op på 8. etage af det nærliggende storcentre for at se det hele lidt oppefra – og tage nogle billeder og video.
Inden vi tog hjemad, prøvede vi at finde en designerbutik med rejseudstyr. Men det er lidt svært at følge Google Maps I Tokyo, når man kan bevæge sig både over, på og under jorden. Til sidst lykkedes det os dog at finde butikken – bare for så at konstatere, at den var lukket.
Til gengæld kunne vi så nyde udsigten over byen fra 12. etage i samme bygning, inden vi tog metroen tilbage til vores eget område.
Efter en lang dag skulle aftensmaden være nem og hurtig. Så valget faldt på McDonald’s. Og klokken 22 var vi så endelig hjemme efter en noget anstrengende dag med mange mennesker flere steder.
I forgårs skinnede solen så var fra morgenstunden – og temperaturen var igen på omkring 20 grader igen.
Første stop var den nærliggende Koshikawa Korakuen – der er en af Tokyos ældste haver. Det var et rigtig fint sted, hvor enkelte kirsebærtræer var sprunget ud.
Og så fik vi også reddet en skildpaddeunge, som Vilde pludselig så komme kravlende hen over grusstien, hvor alle gik. Så det var heldigt, at den ikke var blevet trådt på. Men vi fik båret den tilbage til søen.
Bagefter tog vi metroen til Tokyo Metropolitan Goverment Building, der er en af Tokyos højeste bygninger – og hvor man helt gratis kan nyde udsigten ud over byen fra 42. etage.
Da vi kom frem, troede vi dog, at den var lukket, fordi man ikke kunne komme ind i den – og fordi vi pludselig kom i tanke om, at det var lørdag.
Men heldigvis var udsigtsdelen åben i weekenden. Så fra toppen kunne vi se, hvordan byen strakte sig så langt øjet rakte – og vi fik for alvor en fornemmelse af hvor stor, Tokyo egentlig er.
Nede igen gik vi så imod Shinjuku-området, der er Tokyos underholdnings- og shoppingområde. Og det var vi ikke de eneste, som benyttede sig af her i weekenden. For der var proppet med mennesker og kø alle steder.
Derfor droppede vi også planen om at spise øverst i det stormagasin, som vi ellers havde udvalgt til vores frokost. I stedet spiste vi nogle middelmådige pizzaer på en anden restaurant nærheden.
Næste stop var Shinjuku-gyoen parken, hvor der skulle være kirsebærtræer. Men da vi kom frem, kunne vi se, at der var en enormt lang kø – bare for at komme ind i parken. Så den idé droppede vi også.
I stedet gik vi i et shoppingcenter i nærheden – og bagefter i en boghandel med engelske bøger, som vi købte nogle enkelte af.
Efter vi også havde fået nogle dyre og dårlige drikke på en café, der åbenlyst levede højt på sin placering, vendte vi tilbage til hovedgaderne Shinjuku for at se et berømt 3D-billboard.
Og der er ikke noget at sige til, at det er berømt. For på den store, buede skærm kommer der mellem alle reklamerne en kat – der ser meget 3D-agtig ud. Så vi brugte en halv times tid på at kigge på de imponerende effekter, inden vi gik videre.
Herefter gik turen igennem menneskemyldret (der ikke ligefrem blev mindre her senere på aftenen) til Tokyos berømte Godzilla-hoved. Det kunne man dog godt se ikke var helt nyt. For effekterne var ikke så imponerende – nærmest en smule skuffende.
Sidste stop på vores sightseeing i Shinjuku var Golden Gai – et område med 200 små barer, hvor der ofte ikke kan være mere end maksimalt ti stykker hvert sted. Da det ikke ligefrem var et familiested, gik vi dog direkte igennem det – uden at være inde nogen steder.
Så var det tid til at søge mod Shinjuku Station, der er en kæmpe station. Ifølge vores guidebog kommer der 3,5 millioner mennesker igennem stationen hver dag.
Samtidig har det underjordiske område omkring stationen 200 udgange – hvilket også gjorde det svært for os at finde den rigtige nedgang. Faktisk var det så svært, at vi til sidst valgte en anden metrolinje i stedet, som vi kunne se også kunne bruges.
Tilbage i vores eget område fandt vi en hyggelig thairestaurant. Og derefter var det hjem for at slappe lidt af, inden vi skulle sove.
I går var det så hjemrejsedag – dog først om aftenen. Derfor havde vi hele dagen til rådighed i Tokyo.
Så efter vi havde spist morgenmad, pakket og checket ud, gik vi mod den nærliggende Chidorigafuchi Park, der ligger sammen med Imperial Palace.
Temperaturen var sommeragtig med omkring 24 grader. Så det var ret varmt at gå rundt i parken. Heldigvis var der ikke så mange mennesker i denne park, som i parken ved Shinjuku dagen før.
Enkelte kirsebærtræer var sprunget ud. Men vi gik glip af den helt store ”Sakura”-oplevelse – der er tiden, når kirsebærtræerne blomstrer. De officielle prognoser (der bliver opdateret dagligt) havde ellers sagt, at de burde springe ud, mens vi var i Tokyo. Men desværre havde der været en periode med koldt vejr kort tid inden, så det var blevet skubbet – hvilket ærgrede os ret meget.
Efter gåturen i parken gik vi videre til tagterrassen på Marunouchi House – som vi også havde besøgt nogle dage tidligere. Denne gang var der dog nogle flere mennesker på grund af det gode vejr. Og samtidig ville alle gerne sidde i skyggen. Men vi fik da drukket et par gode (og billige) gin & tonic, inden vi tog metroen tilbage til vores eget kvarter.
Her spiste vi på det samme pizzeria som aftenen, hvor vi lige var kommet til Tokyo. Og bagefter gik vi lidt rundt i området ved Tokyo Dome, inden vi smuttede tilbage til hotellet for at hente vores bagage – og tage mod lufthavnen.
For at komme til lufthavnen, skulle vi med to forskellige metrolinjer. Og endnu engang var vi en smule udfordret af at skulle finde fra den ene til den anden. Men det lykkedes dog efter lidt søgen.
I lufthavnen fik vi skiftet tøj og checket ind. Og bagefter havde vi god tid, inden vi skulle flyve. Desværre var lufthavnen ret kedelig – og bestod nærmest udelukkende af duty free butikker og forretninger med dyre mærkevarer.
Der var så også en enkelt souvenirbutik, hvor vi ville købe en magnet. Vi kom dog til at ærgre os over, at vi ikke havde købt magneten lidt tidligere i Tokyo. For vi var ikke de eneste, som skulle have en lille souvenir med hjem.
I butikken var der så lang kø, at der både stod en kvinde for at dirigere kunderne hen til en ledig kasse – og en anden kvinde med et skilt der viste, hvor køen startede.
Men til sidst fik vi købt vores magnet. Og så kunne vi da i det mindste glæde os over, at drikkevarerne kunne trækkes i en automat – og endda til meget rimelige priser. En vand kostede lidt over seks kroner, og en cola kunne fås for ni kroner. Så det var noget andre priser end dem, som man finder i blandt andet Københavns lufthavn.
Flyet blev boardet til tiden. Men efterfølgende kom vi så til at sidde i lang tid – og fløj derfor først af sted mod Helsinki med godt tre kvarters forsinkelse. Det betød også, at den var over midnat, før aftensmaden blev serveret.
Det var nu ikke fordi, at den havde været værd at vente på. For retten, der (engang) bestod af paneret kylling med ris og broccoli, var nu helt udkogt. Faktisk er det nok noget af det dårligste flymad, som vi nogensinde har fået.
Men på grund af den sene aftensmad kom vi også først til at sove sent. Heldigvis kunne vi sove længe på den i alt næsten 13 timer lange flyvetur – i hvert fald i teorien. For naturligvis sov vi ikke specielt godt – og vågnede flere gange.
En af de gange, jeg vågnede, kunne jeg se på skærmen, at vi fløj over Grønland. Og det viste sig da også, at vi fløj nordøst på – henover blandt andet Alaska.
Tilsyneladende er det noget med, at det kan betale sig på grund af jetstrømme. Men da vi også var fløjet østpå over Asien på vejen fra Helsinki til Seoul, betyder det i praksis, at vi på denne rejse faktisk har været jorden rundt.
Et par timer før vi landede i Helsinki, blev morgenmaden så serveret – der var om muligt endnu dårligere end aftensmaden dagen før. Man skal i hvert fald ikke flyve med Finnair på grund af måltiderne.
Klokken halv seks i morges (lokal tid) landede vi så i Helsinki – og havde derfor knap to timer, inden vi skulle flyve videre. Dem brugte vi i sikkerhedskontrollen og på at spise lidt mad.
Endnu engang boardede vi tid tiden. Og endnu engang måtte vi vente i flyet, før vi kunne lette. Så vi blev en halv times tid forsinket på den sidste tur mod København.
Flyveturen tog dog ikke så lang tid. Så vi landede alligevel nogenlunde planmæssigt til tiden – i ekstrem tæt tåge. Faktisk lå skyerne så lavt, at jeg kunne se det øverste af Øresundsbroen over skyerne. Og alle blev da også bedt om at slukke mobiltelefonerne helt (flymode var åbenbart ikke nok).
Men landingen gik naturligvis fint. Og efter vi havde fået vores bagage, kunne vi tage metroen det sidste stykke mod Frederiksberg – hvor vi var hjemme igen godt 23 timers efter, at vi forlod vores hotel i Tokyo.
Resten af dagen har vi brugt på at pakke ud og vaske tøj. Og så skal vi ellers forsøge at holde os vågne – hvilket bliver lidt svært. For udover at vi jo ikke har fået meget nattesøvn, er vi også syv timer foran på vores indre, japanske ur.
Men selvom der er langt til Japan (både i tidsforskel og rejsetid), så har det været hele den lange rejse værd. For det har været utrolig spændende 17 dage, som vi har haft i Sydkorea og Japan.
Først og fremmest kan vi godt lide hele den sydkoreanske og japanske kultur – der (i hvert fald for os fremmede) virker meget ens.
Vi er vilde med så høflige og hensynsfulde, som begge nationaliteter er. Alle steder venter de pænt på, at det er deres tur – både ved metroen og når de sidder på stole udenfor restauranterne og venter på et ledigt bord.
Og selvom de er heftige mobilbrugere, har vi på intet tidspunkt oplevet, at der var lyd på. Faktisk står der i metroen, at man skal sætte sin mobil på lydløs, når der er mange med.
Samtidig er både sydkoreanere og japanere også ekstremt høflige – så deres bukkeri næsten bliver for meget af det gode. Men det er jo bare deres naturlige måde at være på.
Enkelte steder bliver man dog overrasket. Og det er, når der ikke er etableret et fast system – f.eks. i forhold til at få en ledig plads i metroen eller et udendørs bord på en tagterrasse (hvor der ikke er en tjener).
Så holder de sig ikke tilbage – og er meget hurtige til at få en plads. Men stadig på en elegant og diskret måde, så det ikke virker grådigt.
Vi havde på forhånd glædet os til at opleve nogle ”mærkelige” oplevelser, hvor vi ville tænke ”hvad skete der lige her”. Muligvis er det fordi, at vi stille og roligt vænnede os til det hele undervejs. Men der var ikke mange situationer, hvor vi så undrende til.
Det var dog lidt spøjst at opleve hele det ”lillepige”-look, som mange voksne japanske kvinder dyrker – med korte nederdele, sløjfer i håret og nuttede bamser.
Så de største kontraster, som der har været på rejsen, har nok været i forhold til vejret. Da vi ankom til Kyoto, sneede det. Og ni dage senere havde vi sommervejr og 20 grader i Tokyo.
Vi havde jo også taget et lidt specielt valg i forhold til de fleste andre, som rejser til Japan. Nemlig også at besøge Seoul. Men det var faktisk en rigtig fin oplevelse med mange interessante steder i byen.
Kyoto i Japan kunne byde på en masse kulturelle og historiske oplevelser – hvor specielt Gion-distriktet var en oplevelse værd.
Det store highlight var dog Tokyo – som nok er den mest spændende storby, som vi har været i på vores mange rejser.
Alene alle de mange forskellige områder gør, at der er oplevelser nok til mange dage. Og selvom der er ekstremt mange mennesker (specielt i weekenden), foregår alt i god ro og orden – hvilket gør det hele lidt mere tåleligt.
Så der er rigtig langt til Tokyo. Og byen ligger heller ikke ligefrem på ruten til andre lande. Alligevel er det helt sikkert ikke sidste gang, at vi har besøgt Japans hovedstad.