Japansk slik og pindsvin-café

Kyoto er kendt for sine mange templer. Dem er der også mange af her i Tokyo. Men byen har også så meget andet at byde på. Vi har f.eks. været på en bar med japansk slik ad libitum, spillet retro-spil, spist Kobe-kød og været på café med pindsvin.

I mandags checkede vi ud af vores hotel i Kyoto, efter at vi havde spist morgenmad og pakket. Og derefter gik turen med metro til Kyoto Station.

Metro-turen var stille og rolig. Men herefter skruede vi op for tempoet. Vi skulle nemlig med hurtigtoget Shinkansen, der kører med hastigheder på over 300 km/t.

Mens vi ventede på vores afgang, kunne vi se de tidligere tog komme ind på perronen og køre igen med godt ti minutters mellemrum – og hver gang præcis til tiden. Det kunne DSB lære noget af.

Turen på de lidt over to timer til Tokyo kunne vi nyde nærmest liggende i ekstra bredde sæder. For vi havde valgt at flotte os med første klasse – der kun var lidt dyrere end anden klasse. Så det var næsten som at flyve på første klasse (bare til discountpris).

Da var ankom til Tokyos kæmpe togstation, hvad vi lidt udfordrede med at finde den metro, der skulle bringe os videre. Til sidste lykkedes det dog. Og efter vi så også havde gået et stykke med vores bagage, kunne vi checke ind på Hotel Niwa Tokyo.

Her fik vi to værelser ved siden af hinanden på 14. etage – hvilket faktisk ikke er specielt højt oppe i en by som Tokyo.

Lidt efter gik vi til det nærliggende Tokyo Dome, hvor vi fandt en italiensk restaurant – der mere virkede som om den lå i New York end Tokyo (hvis det ikke lige havde været for det japansk menukort).

Resten af aftenen blev brugt på at læse lidt om de mange oplevelser i Tokyo – og så ellers komme i seng i ordentlig tid.

Nattesøvnen blev dog ikke så god – i hvert fald ikke for mig, som sover ret let. For tæt på hotellet ligger der en række jernbanespor til flere forskellige toglinjer. Og der er nok ikke mere end i gennemsnit et minut imellem hvert af de meget larmende toge.

Samtidig holder togene i Tokyo kun en kort pause på nogle timer mellem et stykke over midnat og så tidligt næste morgen. Jeg havde derfor svært ved at sove.

Så da vi havde spist en rigtig fin morgenmad, spurgte vi, om det var muligt at bytte værelse. Og det kunne heldigvis godt lade sig gøre at få to nye værelser ved siden af hinanden – på 7. etage og i den anden ende af hotellet, hvor der var meget mere stille.

Vejrudsigten lovede regn hele dagen. Så endnu engang var det frem med paraplyerne, så vi ikke blev gennemblødte på vej til metroen.

Herfra tog vi til området Shibuaya, hvor vi startede med at betale 50 kroner hver for en halv time på en såkaldt katte-café. Her var der en række sløve katte, som der kunne kæles med – hvilket vi ofte helt gratis får mulighed for på gaden i en række andre lande. Så det var en lidt mærkelig oplevelse.

Shibuaya er da heller ikke kendt for katte – men for Shibuaya Crossing. Det er den legendariske fodgængerovergang, som sandsynligvis er med i alle film, der foregår i Tokyo. I myldretiden er der over 2.500 mennesker, som går over, hver gang der bliver grønt. Og i løbet af en enkelt dag kan det blive op imod en halv million mennesker.

Her skulle vi naturligvis også krydse over – sammen med alle de mange japanere (og deres paraplyer). Så det var en smule kaotisk.

Bagefter kørte vi med elevatoren op på 8. etage i storcentret Magnet by Shibuaya 109, hvor vi for 75 kroner kunne nyde udsigten ud over fodgængerovergangen. Men så fulgte der også en øl eller sodavand med.

Men det var nu pengene værd. For der var sjovt at opleve det vilde kaos af de mange japanere, der som myrer drønede over, hver gang der blev grønt. Og på grund af regnvejret blev det en anderledes oplevelse, da de gik under paraplyer i alle mulige farver.

Bagefter gik vi til Mega Donki, der havde en kæmpe slikafdeling med slik fra hele verden – og som var proppet med lækkersultne japanere.

Så var der mere roligt på ølbaren Mikkeller Tokyo, hvor vi fik en lækker dansk specialøl – i omgivelser, der lige så godt kunne have været på Vesterbro i København.

Sidste stop var Dagashi Bar Shibuaya, hvor vi (meget upædagogisk) valgte at spise os mætte i slik. For konceptet var, at man betalte 30 kroner i indgang plus købte minimum en drink – og så var der ellers spis-hvad-du-kan slik i to timer.

Det lyder måske som et Eldorado. Men når slikket er japansk, er der lidt langt mellem de gode ting. Men oplevelsen var sjov nok. Og så sparede vi endda aftensmaden.

Vi var derfor godt mætte, da vi tog metroen tilbage til vores hotel – og smed os på sengen for at slappe af (og slå mave), inden vi skulle sove.

I går vågnede vi op til flot solskinsvejr. Så efter morgenmaden gik vi til Akihabara-området – der er Tokyos elektronik- og spil-mekka.

Vi var da heller ikke mere end lige ankommet til området, før vi blev mødt af den første bygning med spillemaskiner i fem etager. Her stod der (en onsdag formiddag) en masse mænd i alle aldre og spillede spil – omgivet af en frygtelig larm fra spillemaskinerne. Og det var tydeligt, at det ikke var første gang, at de var der. For de var virkelig dygtige til de spil, som de spillede.

Herfra gik turen videre til en butik med cosplay-tøj (i stil med en dansk festbutik), en anden butik med alt i manga-tegneserier og en tredje butik med Pokemon-spillekort i alle prislejer (afhængig af kortets spilmæssige værdi).

Vi var også forbi et stormagasin i fem etager – udelukkende med elektronik. Og et marked med alle mulige elektronik-komponenter – hvor man f.eks. kunne købe lige præcis den reservedel-kontakt, som man manglede til sin elektroniske dims derhjemme.

Næste stop var en butik på 5. etage med alt inden for retro-konsolspil – som f.eks. Gameboy og Playstation 2. Og bagefter gik turen så til en spillehal i flere etager, hvor der var retro-arkadespil. Her var der ren nostalgi for mig med både Donkey Kong og Outrun – som jeg naturligvis lige skulle prøve.

I spillehallen var der også ”klo-spil”, som man kender fra Tivoli, hvor det gælder om at få fat i en bamse med en klo – hvilket normalt er helt umuligt. Men utroligt nok lykkedes det for Vilde i kun to forsøg. Så hun var både lykkelig og stolt over præstationen.

Alle disse spil havde gjort os godt sultne. Så vi spiste os en kebab, inden vi gik videre til en butik med gachapon-automater. Her kunne man så for 15 kroner trække en kugle med en Kinderæg-lignende figur. Hvorfor det er så populært i Japan, har vi lidt svært ved at forstå.

Efterhånden havde vi fået nok af de larmende bipbip-lyde. Så vi bevægede os sydpå mod Ginza-området – der er helt anderledes. Her er spillehallerne skiftet ud med høje kontorbygninger og dyre mærkevarebutikker.

Vi havde dog fået et tip om en bygning med en kæmpe tagterrasse. Her kunne vi så nyde en gin & tonic til 35 kroner, mens vi kiggede på en flot, gammel stationsbygning til den ene side og Imperial Palace til den anden side.

Da vi havde drukket vores drink færdig, gik vi på jagt efter en Adidas-butik, for at finde et par sko til Frida, som hun havde set i en anden butik – men ikke kunne få i den rigtige størrelse. Heldigvis lykkedes det så at finde dem her.

Bagefter var vi inden i en Muji-butik i fem etager, inden vi sluttede af på en restaurant i området, som vi også havde fået anbefalet.

Her bestilte vi en menu med blandt andet det legendariske Kobe-kød, der er ekstra smagfuldt, fordi køerne bliver behandlet særligt godt – og blandt andet får øl at drikke.

I Danmark er Kobe-kød virkelig dyrt. Her i Tokyo var det heller ikke billigt – men stadig meget billigere end derhjemme. Og det smagte da også virkelig lækkert og mørt – selvom Vilde bagefter udtalte, at hun nok hellere ville have haft en hakkebøf.

Efter en lang dag, hvor vi virkelig havde udnyttet det gode vejr, tog vi metroen tilbage til vores hotel, hvor vi kunne slappe lidt af, inden det kort efter var sovetid.

I dag vågnede vi så op til gråvejr – med en vejrudsigt, der sagde regn senere på dagen. Det afholdt os dog ikke fra at tage på tur.

Første stop var Tokyo National Museum – der ligger i en stor park. Her var der gjort klar til, at kirsebærtræerne springer ud lige om lidt.

Udover der var stillet en masse madboder op, så var en bred allé også blevet opdelt på midten – med ensretning. Der er ingen tvivl om, at det også er en kæmpe begivenhed her i Japan.

Nationalmuseet er kæmpe stort. Vi valgte dog at gå lidt hurtigt igennem – og ikke fordybe os alt for meget i detaljerne.

Bagefter gik vi videre til Asakusa-området, hvor Tokyos ældste tempel Senso-ji ligger. Og på samme måde som ved de mange templer i Kyoto, var der også proppet med mennesker her.

Efterhånden var det blevet spisetid. Og efter at have kigget os lidt omkring, faldt valget på en restaurant på 3. etage i en smal bygning. For at komme derop, skulle vi derfor først op ad en halvskummel trappe og ind ad en branddør – hvilket er helt normalt her i Tokyo.

Maden var ganske udmærket. Og det kan godt være, at det er dyrt at bo i Tokyo – men maden er billig. Vi fik en række forskellige grillspyd med tilbehør og drikke for 350 kroner i alt for fire personer – hvilket er en meget typisk pris for vores mad her i Japan (bortset fra på Kobe-restauranten).

På vejen op til restauranten havde vi set et andet skilt med oddere og pindsvin – der var en reklame for en dyre-café to etager længer oppe. Så selvom katte-caféen ikke havde været den store oplevelse, ville vi lige give det et forsøg mere. Og denne gang var det klart bedre.

For på 5. etage befandt der sig et rum med oddere i små bassiner – som også blev taget ud, så man kunne ae dem. Samtidig løb der også en surikat frit rundt. Det bedste var dog nogle søde pindsvin, som man også kunne få lov til at holde.

Det var altså en fin oplevelse. Men hvorfor det hedder en café, undrer os lidt. Det var nemlig intet at drikke. Så i stedet var det vel mere en zoo i en etværelseslejlighed.

Efterhånden var vi klar til at vende tilbage mod hotellet. Og det valgte vi at gøre på gåben – hvilket var en tur på yderligere fem kilometer oveni de godt seks kilometer, som vi allerede havde gået.

Så vi var godt trætte, da vi endelig var tilbage på hotellet. Til gengæld kunne vi så nyde, at vi var tilbage lidt tidligere end de andre dage – og derfor havde noget aften tilbage.

Nu har vi så to hele dage tilbage til at opleve Tokyo i, inden vi søndag aften flyver tilbage imod Europa.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *