Turistbyen Kyoto

Efter fire overnatninger i Sydkoreas hovedstad Seoul er vi nu kommet til Kyoto i Japan – som tydeligvis er et populært sted blandt turister. For overalt er der rigtig mange mennesker.

Efter morgenmaden i onsdags pakkede vi de sidste ting og checkede ud af vores hotel i Seoul. Og så gik vi et par hundrede meter til det nærmeste stoppested.

Herfra var det meningen, at vi skulle tage en lufthavnsbus til lufthavnen. Men da den første bus kom, var den helt fyldt – og vi måtte derfor vente på den næste. Da den viste sig også at være fyldt, valgte vi i stedet at tage en taxa.

Vi fik da også hurtigt prajet en taxa på gaden. Faktisk så hurtigt, at vi ikke kunne lade være med at tænke på, at der må være en god forretningsmodel i at køre lige bag ved lufthavnsbussen – og så samle alle dem op, som ikke orker at vente på endnu en fyldt bus. For det virkede som om, at det ikke bare var os, som var enormt uheldige.

Taxaen var vi dog heller ikke så heldige med. Umiddelbart virkede alle andre taxaer, som vi så på vejen til lufthavnen, noget større end den, som vi kørte i. Hvad der var værre var dog, at vores chauffør stank af en blanding af sur sved og daggammel hvidløg.

På bagsædet kunne de andre åbenbart ikke lugte det. Men for mig var det så slemt, at jeg måtte have åbent vindue i hele den time, som det tog at køre til lufthavnen – selvom det ikke var specielt varmt udenfor. Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt har oplevet en person, som lugtede så meget. I hvert fald ikke i en hel time.

Heldigvis fejlede chaufførens køreevner ikke noget. Så vi kom sikkert frem – og endda til en billigere pris end for de tilsvarende fire busbilletter.

I lufthavnen fik vi hurtigt checket ind og kom igennem paskontrollen. Efter lidt søgning fandt vi også et sted, som kunne sælge os nogle sandwich til flyveturen. Og med 45 minutters forsinkelse kunne vi så flyve af sted mod Japan.

På forhånd havde vi nok ikke de store forventninger til Sydkorea. Men det viste sig at blive en rigtig god oplevelse. Sydkoreanerne er meget venlige og hensynsfulde – i virkeligheden meget lig japanerne.

Et godt eksempel på dette var, at vi på intet tidspunkt har hørt mobiltelefoner med lyd på – udover da en turist mente, at det var ok at Facetime på en restaurant. Og da vi skulle med lufthavnsbussen, stod alle også pænt i kø og ventede på deres tur – bortset lige fra de turister, som åbenbart ikke lige fattede systemet.

Samtidig er Seoul også en rigtig spændende by – der helt klart er et stopover værd på vej til Japan. Faktisk var eneste minus den koreanske mad, der var lidt ensformig.

To timer efter, at vi var fløjet fra Seoul, landede vi så i lufthavnen tæt på den japanske by Osaka. Her var der endnu engang en lang paskø. Men heldigvis viste den japanske effektivitet sig, så vi var forholdsvis hurtigt igennem. Og efter vi også havde fået vores bagage og hentet det lejede wifi-modem, kunne vi begynde at kigge efter transport videre.

Egentlig havde vi planlagt at tage toget til Kyoto. Men da der var noget tid til, at det ville afgå, valgte vi i stedet bussen – der faktisk var næsten lige så hurtig.

Endnu engang var lufthavnsbussen så fyldt – og vi måtte vente på den næste. Men den kom vi så til gengæld også med. Og efter halvanden times kørsel var vi fremme ved stationen i Kyoto.

Her skulle vi så videre med metroen. Men vi var lidt udfordret af at finde ud af billetsystemet. Heldigvis viste japanerne sig at være lige så venlige som sydkoreanerne. For efter kort tid kom en mand og spurgte, om han kunne hjælpe os.

Så med fælles hjælp fik vi købt billetterne og kom af sted med metroen. På vejen havde vi ”fornøjelsen” af en japaner, der åbenlyst havde fået lidt for meget sake (eller hvad han nu havde drukket). Men selvom han var ret fuld, og svajede fra side til side, var han stadig venligheden selv.

Efter en lang dag kunne vi så endelig checke ind på Hotel Resol Trinity Kyoto – og efterfølgende spise aftensmad klokken 22 på hotellets restaurant.

Mens vi spiste, kunne vi så konstatere, at det begyndte at sne udenfor. Det varme forår har endnu ikke rigtig ramt Kyoto endnu – hvilket vi har måtte konstatere flere gange de seneste dage.

Næste morgen var det så op til morgenmad – der desværre ikke var lige så god som i Seoul. Samtidig var det også mere hektisk. Og tjenerne havde svært ved at følge med og få fyldt op på de tomme fade.

Efter vi havde spist, var det tid til at komme ud og kigge på byen. Her startede vi med at gå til Gion distriktet – der er kendt for geishaer.

Man skal dog være meget heldig for at se geishaerne. For i hele Kyoto er der kun 200 af dem. Til gengæld er der så mange andre, som klæder sig i de traditionelle dragter – både lokale og turister. Og så tripper de ellers af sted i deres stramme klæder og sutsko-lignende fodtøj (mens de sikkert fryser i den kolde luft).

Gion er et rigtig hyggeligt kvarter – men med ekstremt mange turister. Så man går meget tæt sammen – hvilket lige tager toppen af charmen. Og samtidig blev vi så endda også udsat for både slud, regn og hagl, mens vi var der.

Men vi fik da set både den berømte Yasaka pagode og det imponerende Kiyomizu-dera tempel, inden vi gik tilbage mod vores eget område for at spise aftensmad.

Vi havde dog lidt svært ved at finde et sted at spise – og havde næste opgivet. Men lige inden vi gik tilbage til hotellet for at spise der, kom vi forbi et sted, der så hyggeligt ud. Her blev vi placeret på måtter ved et meget lavt bord i ægte japansk stil – hvorefter der blev serveret lækre grillspyd med tilbehør til.

Da vi kom hjem, valgte Marianne og Vilde at besøge hotellets ”onsen” – der er et spa-lignende område med et bassin med varmt vand. Der var dog en smule grænseoverskridende – selvom det er kønsopdelt. For badetøj er ikke tilladt her.

I forgårs vågnede vi så op til flot forårsvejr. Og da vi samtidig kunne se på vejrudsigten, at de efterfølgende dage ville byde på regn, galt det om at udnytte det gode vejr.

Derfor tog vi bussen ud af byen til Kinkakuji templet – der også kaldes ”Det gyldne tempel”, fordi det er belagt med bladguld. Her var der også rigtig mange mennesker. Men til forskel fra i Gion distriktet, gjorde det ikke helt så meget. Så vi fik alligevel en fin oplevelse.

Bagefter gik vi videre til Ryoan-ji templet, der er kendt for sin gamle stenhave – som har været model for mange efterfølgende haver rundt om i Japan. Tilsyneladende er det tempel dog ikke så populært. I hvert fald var der ikke mange mennesker her.

Det var der så til gengæld, da vi efter en kort taxatur kom til Arashiyama Bamboo Forest – hvor der igen var proppet med mennesker. Og da vi samtidig har set høje bambus før, gik vi hurtigt igennem.

Bagefter fandt vi en restaurant, hvor vi fik en lækker frokost, inden vi tog toget tilbage mod Kyoto stationen – og derfra endnu et tog videre mod Fushimi Inari-Taisha.

Fushimi Inari-Taisha er en helligdom, der er kendt for sine tusindvis af røde torii-porte af træ – der ofte bliver brugt som symbol på Japan. Alle portene er sponsoreret af enkeltpersoner eller firmaer. Og en enkelt port koster mellem 20.000 og 50.000 kroner.

Endnu engang var det en seværdighed med mange turister. Men heldigvis tyndede det lidt ud, efterhånden som vi kom op ad bjerget – og Instagram-turisterne vendte om.

Efter en lang dag, hvor vi havde været på kryds og tværs i Kyoto, var det tid til at tage metroen tilbage mod vores hotel.

Her fik pigerne mad fra Burger King, som de spiste på deres værelse – mens Marianne og jeg spiste på hotellets restaurant. Og bagefter var Vilde og Marianne så endnu engang i onsen.

I går stod den så på regnvejr fra morgenstunden. Derfor var første stop på vores bytur da også 7-Eleven, hvor vi købte et par paraplyer.

Bagefter tog vi metroen til Kyoto stationen for at købe billetter til Shinkansen – der er hurtigtoget mellem Kyoto og Tokyo. Endnu engang var der lang kø – der heldigvis takket være den japanske effektivitet gik forholdsvis hurtigt.

Da der var styr på billetterne, gik vi til et shoppingområde i nærheden af vores hotel for at kigge på butikker. Her spiste vi også frokost på en restaurant, hvor vi skulle scanne en QR-kode og bestille retterne online – der så blev bragt til vores bord.

Efter at vi havde spist, var vi så inde i endnu flere butikker – blandt andet en ”100 yen” butik, hvor stort set alt kostede 100 yen (hvilket er lig med omkring fem kroner). Så Frida gik lidt shop-amok der.

Med shoppingposerne fyldte gik vi så tilbage til hotellet for at slappe af. Og efter Marianne og Vilde endnu engang havde været i onsen, fik vi set det seneste afsnit af X-Factor.

I dag har det så endnu engang regnet. Alligevel startede vi med at gå til Kyoto Imperial Palace – der ligger i en kæmpe park. Og bagefter fortsatte vi til fiskemarkedet Nishiki Market – hvor der var lige så fyldt med mennesker som alle de andre turiststeder.

Så var det igen blevet tid til shopping. Her startede vi i et stormagasin – blandt andet med en Nintendo-butik, hvor jeg fik lidt nostalgiske tilbageblik til ”Donkey Kong” – og hvor Frida næsten fik lyst til at spille på sin gamle Nintendo igen.

Bagefter ville Frida gerne tilbage til ”100 yen”-butikken for at shoppe endnu mere. Og det lykkedes hende da også at finde nogle ting, som hun åbenbart havde overset dagen før.

Sightseeingdagen sluttede på en ølbar, hvor vi fik et par specialøl med tilhørende frokost. Og så gik vi tilbage til hotellet – hvor Marianne og Vilde har været en sidste gang i onsen.

Resten af aftenen skal der bare slappes af. Og i morgen drøner vi så med toget mod Tokyo, hvor vi har de sidste seks overnatninger i Japan.