Jetlag i Bangkok
De første dage i Bangkok har stået på jetlag og problemer med tidsforskel – specielt for børnenes vedkommende. Derfor har vi også brugt en del tid ved poolen på vores hotel ”Chatrium Hotel Riverside”. Lidt sightseeing er det dog også blevet til.
Afrejsen fra København var dejlig nem. Onsdag aften er der tilsyneladende ikke mange, som flyver. Derfor var lufthavnen også nærmest tom, og der var stort set ingen kø nogen steder.
Vi fik lidt mad, og så lagde Frida sig til at sove på to stole. Vilde nægtede til gengæld at sove, og hun faldt derfor først i søvn efter, at vi var lettet.
Selvom SAS gjorde, hvad de kunne for, at vi skulle få en god tur, så blev det alligevel en lang flyvetur. Vi fløj ellers til tiden (og landede i øvrigt et kvarter før tid). Vi var også så heldige at få fire sæder. Og da betjeningen samtidig var i top, så var der ikke noget at beklage sig over i forhold til SAS.
Men børnene sov meget dårligt. Og da Marianne samtidig var syg (forkølelse/influenza), var det ikke den bedste nattesøvn, som vi fik. Børnene lå hele tiden og fik sparket hinanden i søvne, og vi andre sov heller ikke for godt. Det gjorde det nok heller ikke bedre, at vi sad ved toilettet.
I løbet af natten fik Frida det også skidt. Formodentlig var det først og fremmest udmattelse – sandsynligvis kombineret med en form for transportsyge. Så hun fik kastet op et par gange på flyveturen.
Vi landede klokken 9 næste morgen dansk tid – hvilket var klokken 15 thai-tid. Da vi kom ud af flyveren, fik vi første lektion i thailandsk service. Vores klapvogn var klar ved gaten (normalt skal vi hente den blandt bagagen) – og den var endda slået op.
Frida blev ved med at kaste op, så inden vi tog mod hotellet, satte vi os lige og fik lidt slik, chips og kiks. Det hjalp da også lidt – men ikke længere end til taxaen.
For på vejen til hotellet, fik Frida lige kastet op et par gange mere. Heldigvis kender vi efterhånden tegnene, så vi kunne forudse, når det var på vej – bortset fra en enkelt gang. Heldigvis havde taxaen plasticsæder.
Turen blev ikke bedre af, at taxachaufføren ikke kendte hotellet – og vi ikke havde adressen. Godt nok kunne vi udpege det på et kort, men chaufføren forstod enten ikke nok engelsk – eller også lyttede han bare ikke. Så i stedet for at følge vores råd, kørte han af en masse småveje, der absolut ikke førte os nærmere til hotellet. Faktisk kørte vi rundt en halv times tid – for bare at komme tilbage til samme sted, hvor vi var drejet af motorvejen.
Til sidst blev det for meget, så vi hev iPad’en frem og tændte for den dyre data-roaming. Og så kom vi endelig den rette vej. Samtidig forsimplede vi også vores snak med ham til kommandoer som ”go-go-go” i stedet for at forklare ham så meget.
Langt om længe nåede vi hotellet – og efter lidt forviklinger omkring, hvorvidt vi havde bestilt ”city view” eller ”river view” (og en sidste gang opkast fra Frida på gulvet ved siden af receptionen), kom vi op på vores suite (med to soveværelser) – og børnene kunne endelig sove kl. 20.
Der gik dog ikke længere end tre timer, så vågnede de igen. Og først klokken 1 sov de endnu engang. Men der var klokken jo også 19 dansk tid – normal sovetid.
Næste dag sov alle længe. Frida og Morten stod op kl. 10, mens Marianne (som stadig var syg) og Vilde sov helt til 13.30. Derefter gik vi til poolen, og om aftenen gik vi en kort tur i nabolaget.
Aftensmaden blev købt på den nærliggende 7-Eleven, hvor man kan få en udmærket gang mikroovn-thairet til seks kroner. I det hele taget er det ret billigt. Når man virkelig køber stort ind, kommer man af med i omegnen af 100 kroner. Faktisk bliver man helt i tvivl om, om man har regnet rigtigt.
Efter maden blev børnene lagt, og Vilde tog lige endnu en vågen periode fra 22.30 til 1. Lørdag vågnede Frida klokken 7.15 – og så var hendes indre ur indstillet. Vilde og Marianne stod op kl. 10.
For at komme til Burma, skal man have visum. En mulighed er at møde op på ambassaden i god tid inden, at de åbner klokken 9. Derefter kan man vente på, at det bliver ens tur. Og om eftermiddagen kan man så igen hente sit visum – efter endnu engang at have stået i kø.
Alternativet er at betale sig fra det og få et lokalt bureau til at klare det. Og selvom det var noget dyrere, så havde vi valgt den sidste løsning.
Så mens Marianne og Vilde sov, mødtes Frida og Morten med thailænderen Frankie. Han havde nogle papirer med, som Morten begyndte at udfylde – men han blev hurtigt stoppet. Det eneste, som skulle gøres var at skrive en underskrift – og så tog Frankie sig af resten.
Da Marianne og Vilde var kommet op, var vi alle fire igen ved poolen. Frida har jo altid elsket at bade, og Vilde er nærmest lige så glad for det. Hun har fået et par badevinger, og så kan hun selv plaske rundt – og springe i vandet fra trappen.
Børnene blev lagt til normal tid, og Vilde vågnede ”planmæssigt” igen senere på aftenen – dog ikke så lang tid som de første aftener. Og næste morgen var alle oppe kl. 10.
Efter to dage ved poolen, ville vi gerne se lidt af Bangkok. Så vi tog først med hotelbåden, der sejler en kort tur til Bangkoks ”sky train”. Her tog vi til den anden ende af byen til det kæmpe ”Chatuchak Weekend Market”, der er helt ekstremt i sin størrelse.
Desværre er der også helt ekstremt mange mennesker og ekstremt varmt. Så vi gik målrettet efter boderne med hundehvalpe, som vi havde lovet Frida, at hun skulle se. Vi fik dog også spist på en rigtig thairestaurant, hvor bestillinger blev råbt fra bordene til ”køkkenet”.
Der var tilsyneladende heller ikke mange ”hvide” babyer i klapvogn, for Vilde fik virkelig meget opmærksomhed – muligvis også fordi vi på grund af varmen havde taget alt andet end bleen af hende. Alle smilede, pegede og kiggede – og et sted blev der endda råbt ”i forvejen”, så dem længere henne også så hende.
Det er nu ikke kun der, at børnene har fået opmærksomhed. Selvom der er mange turister i Bangkok, er små, lyshårde børn åbenbart meget søde og interessante, så både Frida og i særdeleshed Vilde bliver set meget på.
Efter markedet tog vi tilbage til poolen, hvor vi også spiste aftensmad. Og selvom Vilde ikke havde fået en middagslur, så vågnede hun naturligvis alligevel lige op et par timer efter, at hun var lagt.
I går var det så Mariannes fødselsdag, og Frida og Morten havde pyntet lidt op med flag og balloner. En gave blev det også til.
Vores værelse er ikke inklusiv morgenmad, men i dagens anledning havde vi besluttet at ofre morgenmad på hotellet. Bagefter tog vi hotelbåden til det sted, hvor man kan komme på udflugt til ”klongerne” – de små floder, der løber ud til den store flod i Bangkok.
Her fik vi en båd – og vi havde åbenbart travlt, for vi sejlede noget hurtigere end alle de andre både med turister. Måske var det fordi, at vi både skulle til en slangefarm og en orkidefarm.
Begge dele var dog ikke noget særligt. Slangefarmen var meget nedslidt, og dyrene (som også var bl.a. aber) boede i små, sølle bure. Slangeshowet var heller ikke noget særligt – og de dyr, som Frida og Vilde syntes var mest spændende, var nogle katte og høns.
Orkidefarmen var ikke meget mere spændende. Så det var selve turen på floderne, der var den mest spændende del. Til sidst gad børnene ikke mere, og så var lidt slik et godt bestikkelsesmiddel. Hjemme igen var det endnu engang en tur til poolen, inden børnene blev lagt.
I dag er så vores sidste hele dag i Bangkok. Den har vi tilbragt i et par shoppingcentre på jagt efter nogle ting, som vi mangler. Det lykkedes os at finde det meste – bortset fra en sommerhat til Frida. Vi var ellers i H&M, hvor der normalt er den slags. Men her var kun huer (og vanter) – hvad man så ellers bruger den slags til i 30 graders varme? Dagen sluttede som sædvanlig ved poolen, hvor vi endnu engang spiste aftensmad.
I morgen tager vi så videre til Yangon i Burma, hvor vi skal være en enkelt nat, inden vi flyver til Ngapali Beach.