30 minutter og 30 år tilbage i tiden

Vi befinder os nu ved Ngapali Beach, der på mange måder minder om et klassisk backpackersted med en meget ”laid back” atmosfære, fantastiske strande, billige restauranter og masser af afslapning.

Der er dog to ting, der mangler, for at fuldende billedet af et rigtigt backpacker-sted: billige guesthouses og barer, der konstant spiller Bob Marley musik. Og helt ærligt, så passer det os fint, for så er det ikke overrendt af unge, vestlige backpackere, som bare er på udkig efter billig Burma-whiskey og den næste strandfest.

I stedet er der lidt dyrere ressorts, der passer ret godt til sådan nogle luksusbackpackere som os. Stedet kan dog på ingen måde sammenlignes med f.eks. Phuket i Thailand. Her ved Ngapali Beach ligger hotellerne ikke på række langs stranden. Faktisk er vores hotel ”Amazing Ngapali Resort” den eneste på en strand, der vel er godt en kilometer lang.

Det ser dog ud til at ændre sig indenfor de næste par år. En række hoteller er ved at blive bygget, og der er også snak om at udvide lufthavnen, så der kan lande større fly fra bl.a. Thailand og Singapore. I dag kræver en tur til Ngapali Beach en tur via lufthavnen i Yangon.

Inden vi kom hertil, skulle vi dog på en længere tur fra Bangkok via netop Yangon. På køreturen fra vores hotel i Bangkok og til lufthavnen havde vi meget fokus på Fridas velbefindende – hvilket betød af Vilde blev dårlig. Og hun var ikke helt så god til at ramme posen som Frida, så første stop i lufthavnen var et besøg på toilettet for Vildes og Mariannes vedkommende for at skifte tøj.

Men ellers gik turen til Yangon fint. Vi fløj til tiden og landede endda 20 minutter før tid. Det meste af flyveturen gik for Mortens vedkommende med at udfylde alverdens papirer, som vi skulle have klar ved ankomsten (til trods for at vi jo også havde søgt visum på forhånd). Til gengæld gik paskontrollen nemt og smertefrit – og der var ingen problemer med det visum, som vi havde fået lavet i Bangkok.

Da vi landede i Burma (eller Myanmar som landet jo også hedder), kunne vi sætte uret en halv time tilbage i forhold til Thailand. Men mentalt var det nok nærmere som at sætte uret 30 år tilbage.

I lufthavnen fik vi tilbudt en ”god taxa med aircondition” for 15 dollars. Det røg dog ned på 10 dollars i løbet af et øjeblik, da vi lige forhørte os om prisen i en taxabod.

Den aircondition, som taxaen havde, var dog meget sparsom. Og samtidig kunne bilen næsten ikke trække op af selv de mindste bakker (måske fordi airconditionen tog det meste af motorens kraft). Og så var der jo den spøjse ting, at rattet sad i højre side, selvom de har højrekørsel i Burma.

Det er noget, der er tilfældet i de fleste ældre biler i Burma – hvilket skyldes, at de bliver importeret fra Thailand. Og her har de venstrekørsel. Så det er lidt af en udfordring, når der skal overhales.

Som med så mange andre byer, hvor købekraften har overhalet infrastrukturen, så er Yangon heller ikke rigtig gearet til de mange biler. Så det tog en del tid at komme frem til vores hotel. Og samtidig var vi jo meget opmærksom på børnenes velbefindende, så det var ret stressende.

Men heldigvis gik det godt, og efter en lille times tid, var vi fremme ved vores hotel ”Traders Hotel”, hvor vi skulle overnatte en enkelt nat.

Her fik vi smidt vores bagage, og så drog Morten ellers af sted for at finde det rejsebureau, der havde arrangeret vores hotel her i Ngapali Beach samt vores flybilletter.

På vejen kunne han konstatere, at der var rigtig mange mennesker på gaden. Yangon er nok noget af det nærmeste, som man kommer Indien – uden at tage dertil.

Vi havde jo været i Yangon før – tilbage i 2004. Og udvalget i de mange boder, der i praksis ofte består af et tæppe på jorden, havde ikke ændret sig meget siden. Det var ikke ligefrem iPads, der blev solgt. Faktisk var et af de største hits herreunderbukser i smarte farver.

Efter en længere gåtur kom Morten til det sted, hvor rejsebureauet skulle ligge – i en bygning på 6. sal. Der var da også en høj, nedslidt bygning – og efter lidt hjælp fandt han også elevatoren.

Selve rejsebureauet havde dog et fint kontor, og de 3100 dollars, som hotel plus alle flybilletter kostede, blev betalt – i kontanter. I Burma er den nemlig endnu ikke muligt at hæve på kreditkort (bortset fra med et højt gebyr på enkelte hoteller), så vi havde medbragt pengene i kontanter.

Tilbage igen gik vi alle fire til poolen, hvor vi slappede af lidt tid. Derefter gik vi ned på gaden for at finde et sted at spise. Og hvis Vilde og Frida havde fået opmærksomhed i Bangkok, så var det ingenting i forhold til her. Men de ser nok heller ikke så mange lyshårede børn her – slet ikke i en klapvogn, der med besvær bliver manøvreret henover de meget dårlige fortove.

På vejen lykkedes det os faktisk at finde en sommerhat til Frida – til fire kroner. Så det, der ikke kunne lade sig gøre efter flere timers søgning i shoppingcentrene i Bangkok, lykkedes på ti minutter i Yangon.

Vi spiste på en udmærket indisk restaurant, hvor vi alle blev mætte for omkring 75 kroner inklusiv drikkevarer. På vejen tilbage gik vi ned af nogle sidegader, hvor vi kunne konstatere, at husene minder ret meget om dem i Havanna – nedslidt kolonitidsbygninger med masser af charme.

Tilbage på vores hotel hentede vi de billetter, som rejsebureauet havde afleveret i receptionen. For i Burma bestiller man ikke bare billetterne på nettet og printer dem ud. Her får man papirbilletter – noget vi ellers ikke havde troet, at vi skulle opleve mere.

Fra at have haft to soveværelser i Bangkok, skulle vi nu alle fire sove på et lille hotelværelse. Og det gav da også lidt problemer med at få børnene (specielt Vilde) til at sove. Men til sidst lykkedes det.

Søvnen varede dog ikke længere til 5.15, hvor Frida vågnede – og så var der ikke så meget at gøre for os andre. Til gengæld havde vi så god tid til at få pakket det sidste og spise morgenmad.

Turen til lufthavnen foregik for nedrullede vinduer i en taxa uden aircondition – men som til gengæld kunne holde farten op ad bakke. Og faktisk var de åbne vinduer nok en bedre løsning i forhold til køresyge – bortset fra når vi holdt stille. Og det gjorde vi en del, for også om morgenen var der meget trafik i Yangon.

Men vi kom frem til lufthavnen uden nogle uheldige episoder. Så startede problemerne til gengæld også, for vi blev sat af i den internationale del af lufthavnen, og vi skulle til den nationale del.

Først fik vi at vide, at vi kunne gå, men kort efter blev vi fortalt, at det kunne vi absolut ikke. Så vi måtte ind i en taxa og køres de få hundrede meter, der var til den anden terminal. Og hvor køreturen på en lille times tid fra hotellet til lufthavnen havde kostet 6.000 kyat (den lokale valuta), så kostede den to minutters køretur 1.000 kyat. Men budgettet klarer nu nok de ca. 6,50 kroner, som det svarer til.

Hvor den internationale del havde været ret fin, så var den nationale del mildest talt meget kaotisk. Og det blev ikke bedre af, at der var mindst fem forskellige, som ville hjælpe os. Sidst men ikke mindst var der også en del tåbelige regler – som at man ikke måtte tage bagagevognen hen til taxaen. I stedet skulle bagagen slæbes ca. tre meter ind af indgangsdøren – og så kunne den lægges på vognen.

Da vi skulle checke ind, viste det sig, at vi også skulle købe en babybillet til Vilde. Så Morten måtte ud gennem security-chekket igen for at købe billetten. Da det ikke var det store problem, rendte han efterfølgende en del gange frem og tilbage for bl.a. at købe lidt at drikke. Men pludselig var det så åbenbart ikke tilladt mere at gå frem og tilbage. Deres regler er vist ikke helt klare.

Selve ventesalen i lufthavnen var meget kedelig med en lang række plasticsæder – og ikke andet. Samtidig var der ingen informationstavler eller skilte. Og når der skulle boardes, foregik det ved, at en person gik rundt med et skilt over hovedet, mens han kiggede på de klistermærker, som passagerne havde fået på tøjet som identifikation af, hvor de skulle hen.

Tiden nærmede sig for det tispunkt, hvor vi skulle flyve – men intet skete. Og da der jo ingen informationer var, anede vi intet om, hvornår vi kunne komme af sted. En forespørgsel ved skranken hjalp heller ikke. Men med 50 minutters forsinkelse kom vi endelig af sted.

Efter en kort flyvetur landede vi i lufthavnen ved Ngapali Beach. Her skulle vi åbenbart også registreres med pasinformationer, inden vi blev vist ud til vores transport til hotellet.

Det viste sig at være en gammel lastbil, der var sat flot i stand. Vi blev placeret på nogle bænke bagpå, og så kørte vi den korte tur til vores hotel. Lastbilen lagde en god stemning for, hvor afslappet alt er her.

På hotellet blev vi mødt med kolde klude, kokosnøddrik og ikke mindst nogle halskæder med vores navne på. Det sidste grinte vi lidt af, for på Mariannes stod der ”Eriksen”, og Frida var blevet til ”Frido”. Men tanken var jo god.

Her på hotellet har vi fået et dejligt værelse med havudsigt. Vi sover alle på samme værelse, men det er heldigvis noget større end det, som vi havde i Yangon. Og samtidig er der en dejlig, stor balkon.

Dagene her i Ngapali Beach er gået meget på samme måde. En af børnene har vækket os et sted mellem seks og halv syv. Og så er vi gået ned for at spise morgenmad. Derefter er vi enten gået op på værelset, til poolen eller på stranden.

Ved middagstid har Vilde fået en middagslur, og så har vi igen været ved poolen til hen på eftermiddagen. Her har vi også spist frokost.

Aftensmaden er enten blevet spist på hotellet eller på en af de lokale restauranter, hvor priserne er noget lavere.

Den ene gang, hvor vi spiste på en lokal restaurant, fik vi fem kæmpe tigerrejer til 30 kroner. Desværre var maden ikke specielt lækkert lavet, og da der samtidig var en del myg, kommer vi nok ikke igen der.

Så var det bedre på den strandrestaurant (den eneste på hele stranden), som vi spiste på i går. Her fik vi tre rejer, der var endnu større, fish & chips til børnene, frugtjuice, vand samt to store øl for godt 120 kroner. Samtidig kunne vi sidde på stranden og nyde den fantastiske solnedgang, mens vores mad blev tilberedt på et gasblus i en lille bambushytte. Så blev det ikke mere eksotisk og afslappende.

Når vi har skulle handle, har det foregået i de meget små, lokale kiosker, der ikke ligefrem svarer til 7-Eleven. Men man kan få det, som man har mest brug for. Og så er familien, som man køber fra, utrolig flinke.

I det hele taget er alle enormt flinke – både på og udenfor hotellet. Vi har gået et par ture, og her er alle kommet ud for at se specielt Vilde. Når vi er gået ned at en støvet vej til deres landsby, så er alle sprunget frem for at kigge og hilse på os med et ”Mingalabar” (der betyder ”hej” på burmesisk).

På et tidspunkt stod der vel omkring ti mennesker omkring Vildes klapvogn – men det tog hun nu med ophøjet ro. Hun kiggede bare roligt på dem uden at fortrække en mine – også selvom de skulle røre og ae.

Noget af det, som de har moret sig mest over, er Vildes sut. Sådan en mærkelig ting har de vist ikke set før. Men når de har fået en forklaring på, hvordan den virker mod gråd, har det vist tænkt, at det nok var ret smart.

På en af gåturene havde vi også nogle balloner med til børnene – og det var et stort hit. I løbet af et øjeblik var der samlet en række børn, som alle fik en ballon. At det dog ikke er et ukendt fænomen i Burma, fandt vi ud af om aftenen, hvor Frida fik en ballon af dem, som vi købte drikke hos.

I det hele taget er de flinke til lige at give lidt ekstra i form af en slikkepind eller nogle bananer. Men omvendt lægger vi jo så også en del gode penge hos dem.

Nu har vi så tre dage tilbage her i Ngapali Beach, inden vi tager videre mod Bagan. Og mon ikke de kommer til at gå på samme måde med god og billig mad, pool, strand og gåture langs stranden eller i de lokales landsby.

I hvert fald er det dejligt at kunne slappe af og ikke skulle noget på bestemte tidspunkter. Og kommer vi ikke lige så meget ud i solen én dag, så kan vi jo bare glæde os over, at der bliver masser af andre muligheder på vores rejse.