De eneste hvide børn i Burma

De fleste mennesker i Burma, har vist aldrig set ”hvide” børn før. Sådan føles det i hvert fald, for ligegyldigt hvor vi går, så er vi en kæmpe attraktion – eller nærmere betegnet Frida og især Vilde er.

Og kigger vi os omkring, så er der da heller ikke andre, som rejser med mindre børn. Faktisk har vi kun set ét eneste andet, mindre barn fra vesten i de godt to uger, som vi har været i Burma. Det var en lille baby i bæresele. Klapvogn er der åbenbart ingen andre, som bruger.

En anden grund til den store opmærksomhed er nok også, at vi går nogle steder, hvor ”normale” turister ikke bevæger sig hen. I hvert fald blev vi spurgt af en af de ansatte på vores hotel ved Ngapali Beach, om det var os, som havde været på gåtur i landsbyen. Rygtet var åbenbart løbet fra dem, som havde set os, og så videre til nogle af de andre beboere – inkl. ham fra hotellet.

Det er nu ret mærkeligt, at mange af gæsterne tager på bustur til en nærliggende fiskerlandsby, hvor de så kan være vidne til nogle tørrede fisk på standen sammen med en masse andre turister – når de nu i stedet kan opleve ”det rigtige Burma” lige på den anden side af vejen ved hotellet. Vi nåede at gå flere ture, mens vi var i Ngapali Beach – og kun én gang så vi en anden turist i landsbyen lige udenfor hotellet.

Mens vi var ved Ngapali Beach fik vi også smagt hummer. På stranden mødte vi en dame, som havde en friskfanget hummer, som hun gerne ville tilberede for os på sin restaurant om aftenen. Prisen ville være lidt over 150 kroner for en hummer, der var stor nok til alle fire – og det er jo ikke hver dag, at man kan spise sig mæt i hummer for den pris, så vi slog til.

Det skulle vise sig at blive en hyggelig aften. Ikke nok med at hummeren var god og veltilberedt, så tog hun sig også af børnene. Først var de lidt reserverede, mens så tøede Vilde op og lod damen hjælpe med at give hende nogle ris. Kort efter bar hun Vilde rundt og hoppede med hende.

Da hendes 6-årige datter kom til, tøede Frida også op, og de legede godt sammen – til trods for de manglende kommunikationsmuligheder.

I det hele taget var hun meget venlig. Ud over vores hummer kom hun også med en barracuda og en tun til børnene – samt en række gaver i form af armbånd, en abe lavet af en kokosnød, blomster og til slut lidt bananer. Og der var ikke de store bagtanker, for vi var jo allerede ”indfanget”.

Men det med små gaver var i det hele taget noget, som vi opleve meget ved Ngapali Beach. I kiosken, hvor vi handlede, fik Frida flere og flere ting, hver gang vi var der. Så hun ville sjovt nok gerne med for at handle, hver gang vi skulle have noget.

Overalt hvor vi kom, blev vi mødt med stor venlighed. På en strandrestaurant spurgte vi efter ris – men det kunne han ikke lave i sit lille køkken. Så i stedet tog han hjem til konen og hentede nogle ris, som vi kunne få til maden – til trods for at vi sagde, at det behøvede han ikke.

En af dagene fik vi dog mulighed for at give lidt igen overfor venligheden. Den dag blæste det meget, og vi lå ved poolen og kiggede på en båd, der var på vej ind mod stranden med en turist, som havde været på fisketur.

Det så ikke rigtig ud som om, at de havde kontrol over båden i de høje bølger – og de havde svært ved at styre den. Så på et tidspunkt kom den på tværs af bølgerne og var ved at kæntre. Den ene af mændene var hoppet i vandet for at få båden ind, og han var ved at blive ramt. Samtidig bøjede motorstangen, så båden ikke kunne sejle ved egen kraft. I stedet forsøgte de at padle.

Efter at have kigget lidt på det, besluttede Morten at løbe ned for at hjælpe. Og mens han, turisten, en ansat på hotellet og de to fiskere maste med at få båden sikkert ind på land (og ud igen lidt senere), kunne han så se, hvordan flere og flere kom frem fra hotellets strandvillaer for at kigge på – og ikke en eneste valgte at hjælpe til. Det burde ellers have været tydeligt for alle, at der godt kunne være brugt en ekstra hånd med at tumle den tunge båd.

Efter en uge ved Ngapali Beach var det desværre tid til at tage videre. Det var ret vemodigt, for udover at det var et lækkert sted, så havde personalet også været rigtig venlige. Men i løbet af formiddagen kørte vi igen med den gamle, istandsatte lastbil mod lufthavnen – dog først efter at have drukket kokosnøddesaft direkte fra en kokosnød.

I lufthavnen var der lidt ventetid, så vi købte lige lidt at drikke – og så fik børnene ”naturligvis” da også lige nogle gratis småkager af personalet.

Turen videre til Bagan blev lang. Vi kom godt nok af sted til tiden, men vi skulle via Yangon. Her måtte vi checke vores bagage ind igen, inden vi kunne tage plads i den kedelige ventesal.

Inden da lykkedes det os dog at få nogle penge fra en hæveautomat – noget helt nyt i Yangon. På vejen til Ngapali Beach havde vi også prøvet at hæve der uden held. Så overraskelsen var faktisk ret stor, da vi kunne høre maskinen tælle penge op.

Med ti minutters forsinkelse kom vi af sted mod Bagan. På vejen skulle vi dog lige lande i Mandalay – et stop der vel kun tog ca. 10 minutter. Turen videre fra Mandalay til Bagan tog kun en slikkepindstid – for Vilde. Frida havde allerede spist sin, inden vi lettede fra Mandalay.

På mystisk vis var vi blevet en halv time forsinket, inden vi landede i Bagan. Her sprang vi ind i en taxa og kørte med nogle meget trætte børn til vores hotel ”Bagan Thande Hotel”, der lå i den del af Bagan, der kaldes ”Old Bagan”.

Vel ankommet var det første, som vi gjorde, at gå til hotellets restaurant for at spise en (for børnefamilier) sen aftensmad. Her var der dukketeater og noget musik, der for de trætte forældre var ret anstrengende. Men børnene var vilde med Burmas svar på Star Tours Bamseshow – og så var alle jo glade.

Værelset, som vi havde i Bagan, var meget lille. Faktisk så lille, at der ikke var plads til en babyseng. I stedet sov Marianne med de to børn i dobbeltsengen, mens Morten sov på de to stablede madrasser, der gjorde det ud for en ekstraseng. Det største problem var dog ikke sengene med den manglede plads til at pakke ud. Det gav nogle logistiske udfordringer.

I det hele taget var hotellet et noget andet niveau end det ved Ngapali Beach. De var venlige nok – men ikke helt så kvikke. Ofte stod de fem mand på en stort set tom restaurant – og alligevel opdagede ingen af dem, når vi ønskede at bestille, betale osv. Det lugtede lidt af, at i Bagan behøver man ikke gøre sig umage, for turisterne kommer under alle omstændigheder (og skal have et sted at sove).

Den første hele dag i Bagan gik vi en tur ud fra vores hotel til nogle af de nærliggende templer. For at gøre det hele lidt spændende for Frida, fandt Marianne på, at vi skulle kigge efter ”gyldne slikkepinde” med magiske kræfter (som at kunne hoppe højere, danse bedre osv.). Resultatet blev faktisk, at Frida begyndte at plage om at se flere templer. Det er ikke noget problem at gøre børn interesserede i sightseeing – man skal bare gøre det spændende.

Frokosten blev spist på hotellet, og bagefter lå vi lidt ved poolen. Sidst på eftermiddagen tog vi ud for at gå endnu en tur.

Lige udenfor hotellet blev vi mødt af ni børn, som syntes, vi var meget spændende. Så de fulgte os hele vejen de næste par timer – først til et tempel, hvor vi så solnedgang og derefter hele vejen tilbage igen.

Først var Vilde og Frida lidt reserverede, men til sidst sad Vilde og sang i sin klapvogn, mens Frida løb om kap med dem. Og da vi spurgte, om de kendte Justin Bieber, begyndte de at synge en af hans sange. Men ellers var de nu mere til ”Gangnam Style”-nummeret, som de også kunne dansen til.

I starten var det faktisk hyggeligt nok, men da det gentog sig de næste dage, begyndte vi at spekulere på, hvordan vi kunne komme af sted, uden at de gik med os.

En løsning var at tage en hestevogn – og det gjorde vi næste dag. Vi havde snakket om bare at springe op på den og råbe ”kør, kør” som i en dårlig B-film for at slippe for børnene. Men vi nøjedes med at køre af sted i almindeligt tempo.

Vi havde ikke de store planer med turen, og faktisk var det mest for, at Frida og Vilde kunne prøve en tur i hestevogn. Så vi blev kørt til en nærliggende by, hvor vi så nogle templer – og igen var udsat for meget opmærksomhed.

Faktisk oplevede vi her, at en munk ville tage billeder af børnene – og ikke mindst tage dem op. Alle andre steder havde vi ellers oplevet, at munkene var de eneste, som ikke var meget direkte i deres opmærksomhed. Men det var de åbenbart her.

Et andet sted måtte en guide i et tempel holde en pause med at fortælle, for han mistede helt sit publikum, da vi gik forbi – alle var mere interesserede i Frida og Vilde end templernes historie.

For det meste var det ok med opmærksomheden – Frida og Vilde kunne bare ignorere den. Men enkelte personer havde ingen hæmninger og kom nærmeste springende på de intetanende børn, som de ville løfte op – til trods for tydelige protester. De forstod tydeligvis ikke det meget klare ”nej”, som børnene sendte.

Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan de mon ville have det, hvis vi helt ud af det blå pludselig hev fat i deres børn for at kysse, kramme og løfte dem. Men måske ligger der bare i deres kultur. I hvert fald genner de også deres børn frem for at få dem til at hilse på Frida og Vilde – også selvom de tydeligvis heller ikke altid har lys til det.

Vi nåede ikke at se så meget på de to timer, som hestevognsturen varede. Når man skal stoppe op for at snakke og fotograferes hele tiden, så tager det noget længere tid at se et tempel. Men det gjorde nu ikke så meget, for vi havde ikke de store planer med turen.

Om aftenen gik vi endnu en tur ud fra hotellet – og her stod børnene fra dagen før klar. Frida syntes vist det var meget sjovt, og vi fik da også snakket lidt med dem. Faktisk var de forbavsende gode til engelsk.

Vi besøgte et nærliggende tempel – hvor alle passagerne sprang ud af en minibus for at tage billeder af børnene. Bagefter spiste vi aftensmad på hotellet – der efterhånden blev vores ”helle”. Her så vi også en smuk solnedgang over den nærliggende flod.

Næste dag stod den så på heldagstur med taxachaufføren, som havde kørt os fra lufthavnen. Turen startede klokken 9 og sluttede først godt ti timer senere. Prisen for dette arrangement var på godt 250 kroner. Og det var helt klart pengene værd.

Først var vi på et lokalt marked, hvor vi faktisk ikke fik helt så meget opmærksomhed som ellers. De havde vist mere travlt med at købe og sælge. Helt anonyme fik vi dog ikke lov til at gå rundt.

Derefter så vi en lang række templer, som chaufføren udvalgte til os – kun afbrudt af en frokost. Heldigvis syntes Frida at det var spændende at finde gyldne slikkepinde.

Eneste minus på turen var de mange sælgere, der var overalt ved templerne. Da vi sidste var i Bagan i 2004, var der enkelte sælgere udenfor de mest populære templer. Nu var der sælgere overalt – og det værste var, at det ikke kun var udenfor. Nu kom de også ind i templerne. Og her fik man så ofte en tvungen guidning mod at man efterfølgende så deres bod.

Det starter som regel med de typiske spørgsmål som ”hvor kommer du fra” og ”hvor længe har du været her”. Og så ved man jo godt, at de ikke bare er interesseret i at sludre – men at de har noget, som de gerne vil sælge.

Desværre er det nok en uundgåelig tendens, som er svær at gøre noget ved, med mindre at man regulerer det. Da vi var ved Angkor Wat i Cambodia var det helt tydeligt, at sælgerne godt vidste, at de kun måtte komme til et bestemt sted udenfor templet. Det samme kunne myndighederne i Bagan passende gøre, så turisterne kunne se templerne i fred.

Til sidste var børnene meget trætte, men vi valgte alligevel at slutte af med en solnedgang fra et tempel, som chaufføren havde udvalgt som børnevenligt på grund af den store terrasse. I det hele taget var han meget betænksom og kom bl.a. op for at spørge til børnene, mens vi ventede på solnedgangen.

Vi kom tidligt til templet og kunne efterfølgende se de mange turistbusser komme kørende. Et par busser kom dog for sent, da solen gik ned bag skyerne – så de turister fik ikke meget solnedgang.

Efter en hård tur valgte vi at slappe af næste formiddag ved poolen. Om eftermiddagen tog vi en hestevogn til Bagans mest populære solnedgangstempel.

Vi kom i god tid og kunne nyde den fantastiske udsigt fra toppen – og få pladser på første parket. Efterhånden kom der flere og flere busser, minibusser og hestevogn – og der blev godt proppet på toppet af templet. Fordelen var så til gengæld, at der ikke var plads til alle sælgerne, som måtte vente nedenfor.

Endnu engang gik solen ned bag skyerne, men den stejle tur op havde nu været det hele værd alligevel. Turen ned blev dog lidt anstrengende, da begge børn måtte bæres pga. de stejle trapper.

I forgårs var det så tid til at tage fra Bagan. Vores fly skulle dog først afgå kl. 17.30, så vi havde det meste af dagen for os i Bagan.

Efter at have checket ud klokken 12 tog vi en hestevogn til et nærliggende tempel, hvor der også var en række boder. Vi havde regnet med at spise der, men der var ikke lige noget børnevenligt mad, så vi besluttede at tage tilbage til hotellet for at spise.

Aftalen var, at vores hestevogn skulle vente. Men da vi skulle bruge ham, var han der ikke. Så vi begyndte at gå tilbage med hhv. klapvogn og Frida på ryggen. Lidt efter kom han kørende, og han var vist lidt flov over det hele – i hvert fald sagde han ikke meget på resten af turen.

Efter frokosten slappede vi af ved poolen, inden vi blev kørt til lufthavnen. Her blev ventetiden lang og varm – for der var ingen strøm og derved heller ingen aircondition. Strømmen kom tilbage efter lang tid – men kun i fem minutter, så røg den igen.

Med 35 minutters forsinkelse kom vi fra Bagan og kunne endelige flyve mod Yangon igen. Her fik vi hurtigt vores bagage, og så var det tid til at finde en taxa.

Det var nu ikke noget problem, for vi blev med det samme ”overfaldet” af fem taxachauffører. Efter lidt diskussion, blev vi enige om pris. Og inden vi fik set os om, havde de hevet vores bagage op og var på vej mod taxaen med det.

Faktisk regnede vi med, at de bare ville hjælpe deres kollega, som skulle køre med os. Men det viste sig, at de ville have penge for at slæbe bagagen – de bijobbede åbenbart også som bærere ved siden af deres chaufførjob.

Vi havde jo ligesom ikke rigtig fået chancen for at sige nej tak – men på det tidspunkt gad vi heller ikke diskutere med dem. Så vi stak dem nogle småpenge – og ud fra deres ansigtsudtryk, så havde de vist regnet med lidt mere. Men det kunne vi ikke rigtig tage os af.

Turen til vores hotel ”Chatrium Hotel Royal Lake Yangon” tog heldigvis ikke så lang tid. For det første var der lidt mindre trafik end sidste gang i Yangon, og for det andet kørte chaufføren tilpas aggressivt til, at vi kom fremad.

Noget trafik var der dog, og det mindedes vi ikke, at der var sidst vi var i Yangon for godt ni år siden. Senere har vi snakket med en taxachauffør, og han fortalte, at de mange biler kom for godt 3-4 år siden.

Til gengæld er der ingen motorcykler overhoved. Rygtet vil vide, at de er blevet forbudt, fordi en motorcykel for nogle år siden ramte en højstående officers bilkortege. Og det ville man tilsyneladende ikke risikere igen.

Vores værelse her i Yangon er dejligt stor med masser af plads til at alle kan sove for sig selv. Da vi ankom til hotellet, spurgte vi efter en babyseng til Vilde og en ekstra seng til Frida.

Babysengen til Vilde var ikke noget problem, men sengen til Frida ville koste 80 dollars. Efter lidt overvejelser valgte vi at slå til, for selvom 80 dollars var mange penge, så var det rart med en ekstra seng.

Det var dog lige til vi fandt ud af, at de 80 dollars ikke var for hele opholdet – men pr. nat. Så kunne vi pludselig godt finde ud af at lave en fin seng til Frida ved hjælpe af nogle sofahynder. For den pris kunne vi jo selv købe op til flere helt nye senge.

Det var nogle meget trætte børn, der blev lagt til at sove efter en lang rejsedag. Frida var faldet i søvn i taxaen, men Vilde havde nægtet at sove, så hun faldt først i søvn kl. 21.

Derfor tog vi det også lidt roligt i går. Efter en rigtig lækker morgenmad, fik vi pakket ud. Og så gik vi mod et storcenter, som vi havde fået udpeget på et kort.

Storcentret bestod af et supermarked i stueetagen og en række tøjbutikker med lokale tøjmærker på de næste etager. Og så var der lidt overraskende et legeland på øverste etage. Så her brugte vi ret lang tid for børnenes skyld.

I alt var vi nogle timer i centret – og vi nåede at opleve adskillige strømafbrydelser. Den ene gang var i kælderen, hvor vi sad og spiste – og der blev godt nok mørkt. Heldigvis gik der kun ca. 30 sekunder, så kom strømmen igen. Men i det mindste fik vi en pause for den frygtelige, burmesiske popmusik.

Vi sluttede af med at handle i supermarkedet, hvor vi også købte is. Dem spiste vi bagefter – mens hver bid nøje blev fulgt fra etagen over os af en række ansatte. Men vi var også de eneste vesterlændinge, mens vi var i centret.

Resten af dagen blev brugt ved hotellets lækre pool (med dejligt varmt vand). Her kunne vi følge optagelsen af en burmesisk reklamefilm. Hvad den reklamerede for, ved vi ikke, men ”helten” skulle i hvert fald en tur i poolen.

Efter tre ugers rejse, har vi fået samlet en del vasketøj sammen. Og det koster en formue, hvis man skal betale stykprisen på hotellet. Så i stedet havde vi fundet et lokalt vaskeri i telefonbogen.

Vi fik en af de ansatte til at oversætte adressen for taxachaufføren – men det skulle ikke være nemt at finde alligevel. For i Burma (og mange andre steder) har man ikke husnumre. I stedet står der beskrevet hvilket sidegader, som stedet ligger i nærheden af.

Og det var ikke nemt for chaufføren at finde, så han måtte spørge sig frem mange gange. Til sidst ringede han til vaskeriet – og det viste sig så også, at de var flyttet fra den adresse, som vi havde fundet i telefonbogen.

Til sidst fandt vi dem dog – bare for at konstatere, at det var et renseri, der også havde stykpriser. Godt nok var de lidt lavere end på hotellet, men det ville stadig koste os på den forkerte side af 100 dollars at få vasket det hele. Så vi valgte at hanke op i tasken med vasketøj igen.

Heldigvis lå vaskeriet samme sted som et stort, moderne supermarked. Her kunne man få alt – og det var også tydeligt, at det ikke var de fattigste, som handlede her.

Da vi skulle betale, så vi blandt andet en mand med et kæmpe bundt 5.000 kyat sedler – hvilket svarer til en værdi af 35 kroner stykket. I alt havde han vel et bundt på godt hundrede sedler – hvilket er en del penge i Burma.

Her i landet er det ikke alle, som har en bankkonto – og de færreste et kreditkort. Så de får deres løn i kontanter – og for ham havde de vist lige været lønningsdag. I mange andre lande ville man nok skjule sine værdier bedre – men åbenbart ikke her. Det må jo være et godt tegn, for så er man ikke bange for at blive røvet.

Mens vi ventede på at betale, røg strømmen i øvrigt. Men her havde de været smarte nok til, at deres kasseapparater ikke blev ramt. Så handlen foresatte ufortrødent.

Tilbage på hotellet (med alt vores beskidte vasketøj) gik vi til poolen. Aftensmaden blev spist på en lokal restaurant lige overfor hotellet.

Efter et par dage, hvor vi ikke har lavet så meget, er det planen, at vi skal se lidt af Yangon de sidste tre dage, inden vi tager videre til Ao Nang i Thailand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *