Anonym i Ao Nang

Efter den store opmærksomhed overalt i Burma, har det været rart at komme tilbage til Thailand, hvor vi har været noget mere anonyme. Her er lyshårede, skandinaviske børn mere almindelige, og vi har derfor i det store hele kunne gå i fred på gaden.

Naturligvis er der blevet vinket og råbt efter børnene, men slet ikke i den ekstreme grad, som vi oplevede i Burma. Og det har faktisk været muligt at sidde og spise en is, uden at folk har stimlet sammen omkring os.

De sidste par dage i Burma var det ved at blive lidt for meget af det gode. Da vi besøgte den berømte Shwedagon pagode i Yangon forrige fredag, ville vi gerne sidde lidt og bare nyde alle de smukke templer. Men vi kunne ikke få lov til at sidde i fred, før vi var omringet af burmesere, som åbenbart var mere interesserede i børn end templer.

I stedet var det om konstant at holde sig i bevægelse, så vi fik ikke den helt store oplevelse ud af besøget. Men Frida da fundet en enkelt ”gylden slikkepind” efter bl.a. at have løst en opgave, hvor hun skulle tælle 25 munke.

Resten af dagen blev brugt ved hotellet pool, inden vi tog på vores stamrestaurant ”Bangkok Kitchen”.

Næste dag byttede vi lidt om på tingene og startede ved poolen. Efter nogle timer tog vi så til Yangons zoologiske have. Det var et lidt sølle sted, hvor dyrene ikke ligefrem havde de samme forhold som i Københavns Zoo. Til gengæld var det tilladt at fodre dyrene med sin egen mad. Og ved elefanterne kunne man endda købe bambusstænger, som man kunne fodre dem med – noget Frida prøvede efter lidt tøven.

I det hele taget var det en ret speciel zoologisk have. Bl.a. var der to personer, der var iklædt hhv. en Anders And og en Mickey Mouse dragt. Der var nu ikke meget gang i dem, og de sad bare og hang på en bænk. Men det var nu også forståeligt, for der bliver sandsynligvis ret varmt i sådan en dragt, når temperaturen er på 38 grader.

Efter at have gået rundt i et par timer (og spist frokost for i alt 30 kroner), ville vi have os en is. Og her blev vi naturligvis også omringet – og der var ikke mange hæmninger. De valgte at stille sig cirka en meter fra os. Og her stod de og gloede i en ti minutters tid – når de da ikke lige nev i Vildes arm, så hun helt glemte at spise sin is.

Vi blev i øvrigt også genkendt af en familie, som åbenbart også havde hilst på os dagen før ved templet. De kunne huske os – men vi kunne absolut ikke huske dem.

Da vi var færdige med den zoologiske have, gik vi tilbage mod vores hotel. Vi valgte at gå langs Kandawgyi søen, der ligger midt i Yangon – og hvor alle udlændinge åbenbart skal betale omkring 13 kroner for at få adgang. Det er et nyt tiltag, der ikke var der i 2004, hvor vi også var i Yangon.

Men det var en hyggelig gåtur i flotte omgivelser, og samtidig var der lidt køligere, så det var pengene værd. Aftenen sluttede på vores lokale restaurant.

Tilbage på hotellet var der bryllup – og det var vist ikke ”hr. og fru hvem-som-helst”, som blev gift. For der var ikke sparet på noget. F.eks. var der godt tyve buketter med roser, der i Danmark ville koste på den forkerte side af 500 kroner pr. styk. Og så var der et helt hold af fotografer, som skulle både fotografere og filme begivenheden.

Og for det ikke skulle være nok, så kom brudeparret ned næste dag med samme tøj, frisure osv. som dagen før – bare for at kunne blive fotograferet igen. Eneste forskel var, at brudgommen havde skiftet det hvide jakkesæt ud med et sort.

Efterhånden var vi blevet godt træt af varmen – ikke mindst i kombination med den meget opmærksomhed. Så på vores sidste dag i Yangon, valgte vi at tage til et shoppingcenter, der var bygget året før.

Det var da også en befrielse at komme til et sted, hvor der var aircondition (og moderne på sin helt egen, burmesiske måde). Der var stadig mange mennesker, men opmærksomheden var mere diskret. Det var helt tydeligt, at det var de rige i Yangon, som shoppede der. Om det så skyldes, at de var mere reserverede eller velopdragne, er svært at sige – men der var en tydelig forskel i, hvordan de opførte sig overfor børnene.

Her fik vi dog også set, at den voksende middelklasse fører dårlige ting med sig. Udover de mange biler, der nu er i Yangons gader, så havde vi heller ikke set så mange tykke mennesker (ikke mindst børn), som der var her. Livsstilssygdommene er helt klart også på vej til Burma.

For en gang skyld valgte vi at spise på hotellet i stedet for på restauranten lige overfor. Og det var ikke nogen specielt god beslutning, for maden var absolut ikke noget at råbe hurra for. Til gengæld var den dyr.

Sidste mandag var det så tid til at forlade Burma og tage tilbage til Thailand. Det havde været rigtig dejligt at være tilbage i Burma efter ni år – men også meget anstrengende med alt den opmærksomhed. Vi havde naturligvis forventet, at vores lyshårde børn ville skille sig noget ud – men slet ikke i den grad, som det var tilfældet.

Vores ting blev pakket og så tog vi en taxa mod lufthavnen. Vores chauffør kørte en anden vej end de tre andre gange, hvor vi er kørt til og fra lufthavnen. Det virkede som en omvej, men til gengæld var der ikke nær så meget trafik – så det var sandsynligvis den ekstra tur værd.

Vi slap dog ikke helt fra bilkøerne, men på trods af ”fornøjelsen” af udstødningsrøg og masser af varme, så lykkedes det os at komme til lufthavnen uden ”uheld”. Men der er ingen tvivl om, at trafikken bare bliver mere og mere massiv – og der er ikke lige nogen løsning i udsigt. Det er i hvert fald svært at forestille sig en metro indenfor en årrække.

Den internationale del af lufthavnen var lidt nyere og mere velholdt – men stadig kedelig. Men i det mindste var der tavler, så vi kunne følge med i vores flyafgang.

Til gengæld var der ikke mange smil – hvilket var noget af en kontrast til resten af Burma. Det virker som om, at man skal være sur for at kunne blive ansat i en lufthavn (i hvert fald i paskontrollen). Den eneste, som faktisk både var smilende, venlig og hjælpsom var toiletdrengen. Så han fik de sidste af vores burmesiske penge som en form for drikkepenge.

Da vi skulle om bord på flyet, kunne vi i øvrigt konstatere, at munke og børn har fortrinsret. Så vi kom om bord lige efter en ældre munk. Desværre havde de ikke været så kvikke, da de fordelte sæderne. Så vi måtte starte med Vilde på skødet – til trods for at der var masser af ledige sæder andre steder i flyet. Heldigvis valgte vores sidemand at sætte sig et andet sted. Og så havde vi hvert vores sæde.

Vi landede i Bangkok et kvarter før tid, og her havde vi tre timers ventetid, før vi skulle videre med et fly til Krabi. Ventetiden kunne vi så bruge på at hente pas- og visumkontrol, hente bagage og checke ind igen.

Efter at vi havde checket ind, kom vi til paskontrollen. Også her kom vi forrest, da der var en særlig kø for familier med babyer. At det så viste sig, at vi var gået forkert og slet ikke skulle igennem paskontrollen på en indenrigsflyvning, var så en helt anden sag.

I afgangshallen var det helt tydeligt, at vi var tilbage i Thailand. Nu var det de internationale brands som McDonalds, Starbuck, 7-Eleven og Burger King, der var der – i stedet for nogle lokale, burmesiske kopier.

Ventetiden i Bangkok blev ikke så slem som frygtet, og vi kom af sted til tiden mod Krabi. Endnu engang var fordelingen af sæder håbløs – og vi havnede med Vilde på skødet hele vejen. Heldigvis var flyveturen ikke så lang.

I Krabi fik vi fat på en taxa, der kunne køre os det sidste stykke til Ao Nang. Afstanden fra Krabi til Ao Nang var nogenlunde den samme som fra Yangon centrum til lufthavnen – men prisen den dobbelte (110 kroner). Til gengæld kom vi med en minibus med masser af plads og en velfungerende aircondition. Så det var helt klart den dobbelte pris værd.

Frida nåede dårligt nok ind i taxaen, før hun faldt i søvn. Og så sov hun ellers hele vejen og blev båret ind på vores hotelværelse på ”Naga Pura” i Ao Nang.

Vi havde en aftale med vores venner Jens, Helen og Lasse, som også skulle bo på samme hotel (hvilket var årsagen til valg af netop dette hotel fra vores side). Alligevel blev vi overraskede, da vi trådte ind på vores værelse. Her var der flag, leverpostej og lakridser på sengen. Og den ene pose med lakridser holdt da heller ikke længe.

Da børnene var puttet, mødtes vi kort med Jens, Helen og Lasse (som stadig var oppe). Det blev dog ikke så sent, for vi var ret trætte.

Efter at vi kom tilbage til Thailand, skulle vi sætte uret en halv time frem – hvilket i princippet burde resultere i, at børnene vågnede senere næste morgen. Men kl. 6 (thailandsk tid) var børnene oppe – så meget for den tidsforskel.

Opholdet var inklusiv morgenmad, men det havde vi nu gerne været foruden. For den var ikke særlig spændende, og hvis der manglede noget, når man kom, kunne man være sikker på, at man ville være næsten færdig med at spise, før der var fyldt op igen.

Samtidig var personalet ekstremt sløve. De kunne stå tre mennesker at glo, mens tallerkenerne hobede sig op på bordene.

Det værst var dog de sidste par dage, da der var fyldt med små tordenfluer på frugten. Den sidste dag tog jeg et billede med min mobiltelefon (for at bruge på Tripadvisor). Mindre end et minut efter var frugten, som jeg havde taget billede af, fjernet. Og et kvarter efter var der kommet net over, så fluerne ikke kunne sætte sig på frugten.

Det viste sig også, at der var en form for ”hemmelig” ost. Nogle danskere havde fået at vide af nogle andre danskere, at de bare skulle spørge efter den. Og ganske rigtigt – da Jens og Helen spurgte efter den, så kom den frem. Og næste dag var den så på bordet fra starten.

De fleste af dagene i Ao Nang gik på samme måde. En stor del af tiden blev brugt på at bade. Vi havde direkte pooladgang, hvilket specielt Frida nød. Hun kunne være i poolen i timevis.

Frokosten blev ofte spist på en restaurant tæt ved hotellet. Nogle gange var det sammen med Helen, Jens og Lasse – andre gange alene. Lasse sov noget længere end Frida og Vilde, så vores dagsrytmer fulgtes ikke helt ad.

Aftensmaden spiste vi dog altid sammen, hvor vi tog en tuktuk fra vores hotel til centrum. Ao Nang er en rigtig turistby med masser af butikker og restauranter. Det bedste måltid fik vi den sidste aften, hvor vi spiste på en fiskerestaurant ved stranden – bare ærgerligt, at vi først opdagede den så sent.

Vi fik dog også oplevet en del i den uge, vi var i Ao Nang. Bl.a. tog vi alle syv ud for at ride på elefanter. Selve turen tog en times tid, hvor elefanten gik lidt rundt om elefantlejren – og sluttede i en flod, hvor vores elefant sprøjtede vand på Jens’, Helens og Lasses elefant (og lidt på dem).

Bagefter var der et lille show, hvor en babyelefant optrådte med nogle imponerende kunstner som at stå på to ben, sætte en hat på hovedet af os og ikke mindst spille bold. Det er utroligt, hvad man kan få sådan et dyr til.

Efter (forsøg på) en del ekstrasalg i form af et par halskæder, bananer til fodring og fotos af turen, var det tid til at tage tilbage til hotellet.

Næste dag skulle Jens, Helen og Lasse til slangeshow – noget som vi jo havde oplevet i Bangkok. Frida ville dog gerne med, så hun var på tur alene med dem i tre timer, hvor de bl.a. også var i et mindre shoppingcenter.

Imens kunne vi så bade alene med Vilde i poolen, inden vi alle syv mødtes til aftensmad. Og aftenen sluttede som altid af på Jens’ og Helens terrasse, inden vi (alt for sent i forhold til de tidlige morgener) kom i seng.

Vi var også blevet enige om, at vi gerne ville på en bådtur. Så i lørdags tog vi på en såkaldt ”4 island” tur, hvor vi sejlede til en halvø og tre rigtige øer.

Da vi var i Thailand i 2008, havde vi besøgt alle stederne. Og der havde været en del mennesker. Alligevel kom menneskemængden bag på os, for alle fire steder var der ekstremt mange mennesker – i omegnen af 4-5 gange så mange som for fem år siden.

På den anden side burde vi måske have regnet det ud, når alle turistarrangører (og dem er der mange af) arrangerer de samme ture. Heldigvis havde vi lejet vores egen, private båd for godt 500 kroner i alt for en hel dag. Så vi kunne selv afpasse tempoet.

Men på trods af alle de mange mennesker, så var det en fin tur. Strandene var flotte, og vi fik også snorklet lidt. Eneste minus var, at vi, til trods for rigelige mængder af solcreme, var blevet godt røde.

Der havde ellers været lidt småregn de første par dage (for første gang på vores rejse). Men den dag skinnede solen fra en skyfri himmel. Et par skyer på himlen havde ellers nok været gavnlig for vores hud.

Da vi kom tilbage til hotellet, var personalet ved at dække op ved poolen til rigtig mange mennesker – 10 meter fra vores terrasse. Og da de så senere på aftenen startede med en skrækkelig gange karaoke, så frygtede vi for vores nattesøvn.

Heldigvis viste vores frygt at være ubegrundet. Kort efter klokken 22 sluttede festen – og vores nattesøvn blev derfor ikke forstyrret.

I Ao Nang lykkedes det os også at få vasket tøj – til en pris på godt otte kroner pr. kg. Så selvom vi havde fået samlet 9,5 kg sammen, så var det til at betale. ”Til gengæld” blev det så også tørretumblet (selvom de havde sagt, at det ikke var tilfældet). Vi havde også fået lidt ”ekstratøj” med hjem – som vi måtte forbi for at aflevere.

Og da vi et par dage senere fik vasket mere tøj, havde de også lige brugt nogle rustne klemmer til at hænge en hvid t-shirt op. Så det er ikke det pæneste og dyreste tøj, der skal afleveres til vask sådan et sted.

Det var rigtig hyggeligt at være sammen med Jens, Helen og Lasse. Det er jo altid lidt spændende, hvordan det går, når man skal være så meget sammen. Men det gik heldigvis uden nævneværdige problemer. Vi lavede en del sammen, men havde også tid til at være lidt alene – en god kombination af begge dele.

Og selvom Frida er halvandet år ældre end Lasse, så hyggede de sig godt i hinandens selskab. Timingen var også perfekt, for Frida var begyndt at snakke om, at hun savnede sine venner, de sidste dage i Burma.

Men i går var det så tid til at tage videre fra Ao Nang til Koh Lanta. Vi havde på forhånd bestilt transport gennem stedet på Koh Lanta. Men det er jo altid spændende, hvad der dukker op af transportmiddel. Vi frygtede en mindre taxa, og derfor var vores glæde også stor, da der dukkede en minibus op.

Her havde vi rigtig god benplads, og der var endda et autosæde, som Vilde kunne sidde i. Så køreturen på 3,5 timer (inkl. to korte bilfærge-sejlture) føltes på ingen måde lang. Frida faldt endda i søvn på vejen.

Vel fremme ved næste overnatningssted med det meget lidt mundrette navn ”Baan Kan Tiang See Villa Resort”, blev vi mødt af en venlig person, som viste os vores villa.

Her hvor vi bor, er der i alt otte ens villaer – alle ejet af otte nordmænd, som også selv bor her en del af året. Det er da også tydeligt at se, at villaerne er indrettet af personer, som går op i detaljer – og godt ved hvordan de selv helst vil bo. Og så er der i øvrigt den bedste internetforbindelse, som vi har oplevet på rejsen – inkl. Bangkok.

Selve villaen har to soveværelser, køkken og stue – samt ikke mindst en 75 m2 stor terrasse med en fantastisk udsigt ud over Ba Kan Tiang bugten.

Den flotte udsigt højt oppefra har dog også en pris – og det er, at der er en god gåtur nedad bakke, når der skal handles i den nærmeste landsby – noget vi oplevede i dag, da vi skulle proviantere. Man går ikke lige ned igen, hvis man har glemt noget.

Og endnu værre bliver det naturligvis, når man skal op igen. Her er bakken så stejl, at en tuktuk ikke kan forcere den. Derfor måtte vi også betale 100 bath (godt 20 kroner), for at få en bil til at køre os den korte (men stejle) tur fra byen og til villaen.

Heldigvis er det også muligt at bestille mad gennem stedet, hvor vi bor. Så ringer de til en restaurant – og henter det også. Det har vi allerede benyttet os af to gange.

Villaerne deler en fælles pool, hvor specielt Frida har hygget sig flere gange. Hun er efterhånden ved at blive ret god til at svømme uden badevinger. Desværre kan hun ikke bunde i poolen, så det er med at holde øje med hende – for hun kaster sig frygtløs i vandet, uden at tænke på, om hun også har kræfter nok til at svømme ind til kanten selv.

Nu skal vi så være her på Koh Lanta resten af ugen, inden vi næste mandag igen flyver tilbage til Bangkok, hvor der venter nye oplevelser med ”flydende overnatning”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.