Fire mennesker på en tømmerflåde

De sidste 10 dage har stået på noget forskellige former for overnatning – fra stor villa til et hus på en tømmerflåde.

Dagene på Koh Lanta foregik stort set på samme måde. Morgenmaden blev spist på terrassen, og derefter gik vi ned til byen, hvor vi spiste frokost – som regel ved stranden. En enkelt dag badede vi også lidt der, og bagefter fik vi bygget et flot sandslot.

Derefter handlede vi lidt i den lokale 7-Eleven, og det skete også, at vi shoppede lidt i de andre butikker – bl.a. i en velforsynet butik med badetøj (området taget i betragtning).

Og så var der ellers bare tilbage at kæmpe sig op ad den lange og stejle bakke til vores villa igen. Efter sådan en tur var man helt gennemblødt af sved.

Eftermiddagen blev brugt ved poolen, og her var Frida efterhånden blevet rigtig god til at svømme uden badevinger. Stilen var måske ikke den bedste, men viljen fejlede ikke noget, så hun kunne til sidst svømme de vel godt 15 meter fra den ene ende af basinnet til den anden.

Dagen sluttede som regel med, at vi bestilte noget aftensmad, der blev leveret til vores villa fra en lokal restaurant. Enkelte dage spiste vi ”frysemad” fra 7-Eleven, der var overraskende god.

Vores næstsidste dag var dog lidt anderledes. Her havde vi bestilt en kajaktur. Så efter at have slappet af om formiddagen, blev vi hentet kl. 13 af en pickup-bil. Vi blev bænket bagpå på ladet, og så gik det ellers af sted i fuld fart.

Udsynet under presenningen var ikke specielt godt, og det var meget varmt – men turen gik fint. Man skal dog ikke tænke alt for meget over sikkerheden (eller mangel på samme). På vejen så vi i øvrigt det hotel, som vi havde boet på, sidste gang vi var på Koh Lanta i 2008.

Da vi kom frem, virkede det hele lidt tilfældigt. Vores kajakker var ikke klar, men til sidst kom vi da af sted – Morten og Frida i den ene kajak, og Marianne og Vilde i den anden.

Vores guide, der var med, var ikke særlig god til engelsk, men han var rigtig sød – og det var jo det vigtigste. Han hyggede godt med Frida og tog et hav af billeder af os med vores kamera.

Turen gik gennem en mangroveskov, og højdepunktet (specielt for børnene) var et sted, hvor der var en masse aber. Dem kunne man fodre, og de kom helt tæt på. Bl.a. var der en, der hoppede ned i Mariannes og Vildes kajak – hvilket gjorde Vilde lidt bange.

Men faktisk havde vi slet ikke behøvet at tage så langt for at se aber. For de var lige udenfor vores villa. Vi var endda blevet advaret om at lukke døre og vinduer, når vi gik – for ellers kunne de finde på at komme ind i huset. Første gang Vilde og Frida så aberne, var de dog mere interesserede i de par katte, der også løb rundt i området. Så meget for eksotiske dyr.

På vejen tilbage skulle vi sejle mod strømmen i vores kajak – hvilket var ret hårdt. Så vi fik os en velfortjent is og en sodavand, da turen endte ved en lille restaurant. Og timingen var god, for et minut efter væltede regnen ned.

I mandags var det så tid til at forlade Koh Lanta. Her blev vi hentet i en minibus. Efter et par timer kom vi til Krabi lufthavn. Og det skulle vise sig at være et ret ussel lufthavn med et meget arrogant personale.

Da vi kom frem, kunne vi ikke checke ind med det samme – først to timer før. Og da jeg spurgte ind til det hos personalet, svarede personen ved bare at pege på et skilt – hvorefter han vendte sig om og tog sin ringende telefon. Så var den samtale åbenbart slut.

Det var faktisk muligt at klare check ind selv i en automat, men man fik kun boardingpas – ingen bagagesedler. Og så gav det jo ikke meget mening, når man alligevel skulle stille sig i kø sammen med alle de andre.

Da vi så skulle checke ind (præcis to timer før afgang), var personalet ikke meget mere venlige. Samme arrogante holdning og ingen smil. Og samtidig fik de byttet om på nogle bagagemærker, så der gik kludder i deres system. Derfor tog check ind også lang tid til trods for, at vi faktisk havde vores boardingpas allerede.

Det viste sig så, at vi skulle boarde fra en anden terminal. Da vi kom derover, kunne vi konstatere, at der ingen aircondition var (og det var ikke på grund af strømsvigt som i Bagan). Da der samtidig ikke var nogen mulighed for at købe frokost, valgte vi at gå den lange vej tilbage igen til den første terminal.

Her var der ét sted, hvor man kunne købe frokost – eller nærmere betegnet sandwich i en kaffebar. Til gengæld var de så løbet tør for cola, så dem måtte vi finde i den anden ende af terminalen. Og is, som vi havde lovet børnene, var der ingen af – der skulle vi så igen til de anden terminal.

Så det var et værre renderi frem og tilbage for at købe nogle basale varer. Utroligt at en lufthavn med så mange turister har så dårlige forhold.

Men vi kom da heldigvis af sted til tiden – og landede til tiden i Bangkok. Efter en lang gåtur gennem de lange terminaler, fik vi vores bagage.

Da vi skulle videre allerede næste dag, havde vi fundet et lufthavnshotel kaldet ”Amari Don Muang Airport”. Og det var da også centralt, for vi skulle bare gå over en kort bro fra lufthavnen, og så var vi der.

Vi måtte godt nok ikke have vores bagagevogn med, men heldigvis kom der tilfældigvis en bagagemand fra hotellet, som kunne hjælpe os med bagagen på en vogn – og Frida fik en tur øverst på alle vores tasker.

Aftensmaden blev spist på hotellets engelsk pub – der lige så godt kunne have ligget i England. Indretningen var meget autentisk, og udenfor var det gråvejr (og de noget højere temperaturer kunne vi jo ikke mærke indenfor).

Næste dag ringede vores vækkeur kl. 5.30 – første gang på turen, hvor vi havde brug for det. Og kl. 7.15 blev vi hentet i en minibus for at køre af sted på en såkaldt ”lake safari”.

Vi havde på forhånd fået opfattelsen af, at vi skulle til Bangkok for at samle andre op. Men efter lidt tid ændrede bebyggelsen sig ikke til højhuse – snarere tværtimod. Og vi kunne se, at vi kørte mod vest (og ikke syd hvor Bangkok ligger i forhold til lufthavnen).

Da vi spurte, fik vi at vide, at vi skulle hente ni andre. Og det gjorde os endnu mere forvirrede, for der var kun ni sæder i alt i minibussen (og vi brugte de fire). På et tidspunkt stoppede vi ved en tankstation, hvor der gik andre ”vestligt-udseende” folk rundt. Og endelig gik forklaringen op for os – dem vi skulle mødes med kørte i en anden minibus.

Det viste sig så, at de var blevet hentet i selve Bangkok, men fordi vi kom fra lufthavnen, havde vi vores egen minibus. Så vi fik fordelt os lidt anderledes med bl.a. Frida liggende på de tre bagerste sæder.

Undervejs stoppede vi et par steder – bl.a. i området der er kendt for filmen ”Broen over floden Kwai”. Her så vi kirkegården, hvor de mange ofre for bygningen af den berygtede jernbane lå.

Vi var også inde på et museum, der beskrev de mange rædsler. Kort fortalt så havde japanerne bygget en 415 kilometer lang jernbane fra Thailand til Burma under 2. Verdenskrig. Formålet havde været at kunne fragte forsyninger, der bl.a. skulle bruges i krigen mod englænderne i Indien.

Omkostningerne ved byggeriet havde været store. 15.000 krigsfanger fra de allierede styrker (hovedsageligt englændere og hollændere) var døde – og det samme var hele 100.000 civile fra området. Japanerne havde været meget barske, og ikke overholdt selv de mest basale krigsregler.

Efter besøget på kirkegården og museet kørte vi en kort tur til den berømte bro over floden Kwai. Vi blev dog noget overraskede over, at den ikke var større – formodentlig som når turisterne i København ser Den Lille Havfrue.

Med på turen var der også en pige på fem år, som hed Lærke. Og allerede under den efterfølgende frokost legede Frida og hende godt sammen – og det blev de ved med de efterfølgende dage. Så det gjorde det hele noget nemmere for os. Hendes forældre var også meget søde, men da de kommer fra Randers, komme vi desværre nok ikke rigtig til at se så meget til dem.

Efter frokosten var det så videre, og endelig kl. 15 var vi fremme ved vores husbåd – eller hvad man nu skal kalde den.

For faktisk var vores ”hotel” for de næste tre nætter en form for kæmpe tømmerflåde, hvorpå der var placeret en hus i to etager med i alt seks værelser. Tømmerflåden kunne da heller ikke sejle ved egen hjælp rundt på Khao Laem søen, så når vi skulle fra et sted til et anden, blev den trukket af en lille (men åbenbart kraftig) båd.

Husbåden var forholdsvis primitiv – men ikke mere end det var til at klare. Og samtidig var den perfekt indrettet med glimrende værelser ovenpå og et stort, udendørs område nedenunder, hvor der var liggestole og hængekøjer. Så der var masser af muligheder for at slappe af.

Vi nåede dog ikke at slappe meget af, før vi skulle på første tur til et vandfald. Turen var noget anstrengende, og vi måtte bære Vilde hele vejen. Til gengæld havde vi det hele for os selv – og vi fik en forfriskende dukkert i det kolde vand.

Tilbage på husbåden kunne vi endelig slappe lidt af – og ikke mindst bade i søen. Vandet her var dejligt varmt – og det bedste var, at det var ferskvand, så man slap for fornemmelsen af salt på hele kroppen, når man kom op igen.

Så blev der serveret aftensmad for os – hvilket var et rigtig godt måltid. I det hele taget var maden rigtig god – noget der var ret imponerende i forhold til de primitive forhold, som den blev lavet under.

Efter at have hygget os noget tid, følte vi at klokken var blevet mange, og vi var klar til at gå i seng. Da vi kiggede på uret oppe på vores værelse, viste det sig dog, at den kun var 21.15. Men vi valgte at sove alligevel.

Værelserne havde ikke aircondition, så vi sov med åbne døre. Det startede med at være meget varmt, så blev det behageligt – hvorefter det sluttede af med at være rigtig koldt sidst på natten. Vi havde ellers ikke ligefrem forventet, at vi kom til at fryse på denne rejse (med mindre at vi blev udsat for kraftig aircondition).

Efter morgenmaden blev husbåden så flyttet til et andet sted på søen. Dagens program stod heldigvis mest på afslapning. Men om formiddagen var vi lige i land for at se en kokosnødplantage med helt særlige (og dyre) kokosnødder, der bliver brugt til dessert. Efter sigende lever ejeren ret godt inde i Bangkok.

Men lønomkostningerne er heller ikke så store. Bl.a. er der en abe ”ansat” som er i stand til at plukke 1.000 kokosnødder om dagen. Og den kan endda kende forskel på, hvor modne de er, så den kun plukker dem, der er klar til det.

Resten af dagen blev brugt på båden med at slappe af. Vi fik badet og læst – og Frida fik leget en masse med Lærke.

Da mørket faldt på, kom insekterne dog frem. Så det galt om ikke at tænde lyset på ens værelse, hvis dørene var åbne. Ved en lampe blev der hængt et stykke avispapir op med noget klæbrigt væske på. Og kort efter var det helt sort af insekter.

Endnu engang var vi tidligt i seng – denne gang allerede kl. 21. Og natten blev faktisk varmere end den forrige, så vi fik ikke brug for det varme tøj, som vi ellers havde fundet frem.

Næste dag var det så slut med afslapningen, for her skulle vi på en heldagstur allerede fra morgenstunden.

Turen startede med, at vi blev sejlet ind til land, hvor vi skulle gå over en lang træbro. På forhånd havde vi spurgt guiden, om vi kunne have klapvogn med – men det kunne absolut ikke lade sig gøre, for det ville komme til ”at gå op og ned” (som han forklarede).

Så vi måtte på skift slæbe Vilde godt fire kilometer frem til et tempel – på en vej der havde været perfekt til klapvogn. Men vi tænkte, at det nok var senere på turen, at problemerne kom.

Efter at have set templet (der på ingen måde var specielt), blev vi hentet i en pickup, der tog os på en 30 minutter lang køretur til den burmesiske grænse. Her havde vi så 20 minutter til at kigge på et grænseskilt og et par boder, inden vi drønede 30 minutter tilbage igen.

Det virkede ærligt talt lidt meningsløst at skulle bruge så meget tid på at komme til et sted, hvor vi så ikke havde tid til at gå lidt rundt. Og det var kendetegnende for det meste af turen. Vi havde hele tiden meget travlt og fik ingen pauser. Og når man har to børn med, tager tingene bare lidt længere tid – så vi halsede hele tiden bagefter.

Næste stop var en elefantlejr, hvor vi skulle ride på elefanter. Her blev børnene (meget bestemt) anbragt inde i bilen på grund af de støvede veje dertil. Og der var da også en del støv, men ikke mere end så mange andre steder.

Selve elefanturen var fin, og vores guide var (til forskel for ham på vores forrige elefanttur i Ao Nang) faktisk rigtig god. Han tog en masse billeder af os på elefanten – og resultatet var da også, at han fik flere drikkepenge. Det kan godt betale sig at give turisterne en god oplevelse.

Frokosten bestod af en pose med stegte ris, og så skulle vi ellers videre med tømmerflåde. Først sagde guiden, at vi skulle vente der, hvor vi havde spist frokost. Derfor afleverede vi børnenes sandaler, så de ikke skulle blive våde. Her fik vi også redningsveste på.

Men pludselig skulle vi så et andet sted hen. Så vi måtte bære begge barfodede børn et godt stykke – midt på dagen og iklædt varme redningsveste.

Undervejs skulle vi bl.a. krydse tre vandløb med kraftig strøm og sten, der rullede. Og guiden var ikke ligefrem den hjælpsomme type, for han var første mand ovre hver gang – hvorefter han skyndte sig videre uden at kigge sig tilbage.

På firmaet hjemmeside havde der stået, at hvis man havde børn med, så kunne man springe tømmerflådeturen over – og det havde nok været en god idé. Men det kunne pludselig ikke lade sig gøre alligevel, da vi så skulle gå den lange vej tilbage (som guiden sagde med et grin).

Så Marianne måtte sætte sig midt på tømmerflåden med begge børn, mens Morten stod bagerst og skulle hjælpe med at styre den – helt uden instruktioner om, hvordan det skulle gøres.

Først sad Marianne og børnene kun i en smule vand, men efterhånden faldt tømmerflåden mere og mere fra hinanden, så de til sidst sad i vand til livet – hold op en gang byggesjusk. Morten måtte da også komme længere og længere frem på tømmerflåden for at kompensere for det meget vand – uden at det dog hjalp det helt store.

Og guiden havde bare travlt med at komme fremad – uden at sikre sig at hans gæster havde det ok. Han hyggede sig tilsyneladende rigtig godt på turen.

Så efterhånden var vi meget trætte af ham. Han havde ingen informationer givet (f.eks. havde det været rart at vide, at vi skulle have badetøj med til tømmerflådeturen), og han tænkte mere på sig selv end gæsterne.

Og ”naturligvis” kunne vi også konstatere, at vi sagtens kunne have haft klapvogn med, så vi ikke skulle have båret Vilde de fire kilometer ad almindelig vej. Klapvognen kunne bare være blevet i elefantlejren, mens vi red på elefanter og sejlede på tømmerflåde.

Så da vi skulle hjem igen, var vi færdige med hans gode råd – og børnene kom med op på ladet af pickuppen. Og de overlevede rent faktisk den smule støv.

I det hele taget var det nogle underlige ting, som han bekymrede sig om. De måtte ikke blive udsat for støv. Og han spurgte også på et tidspunkt, om de kunne spise løg. Personligt ville vi nok hellere have haft, at han havde bekymret sig om, hvorvidt det var forsvarligt for dem at sidde på en tømmerflåde, der var ved at falde fra hinanden.

Sidst på eftermiddagen var vi så tilbage igen på husbåden til en velfortjent badetur i søen. Og efter endnu et godt aftenmåltid, var det tid til lidt hygge. Da det var sidste aften ”skejede vi ud” og blev oppe helt til kl. 22.

Natten var varm, og da der samtidig var fest i byen med musik, der tydeligt kunne høres på vores båd adskillige kilometer væk, blev det en nat med en noget urolig nattesøvn. Men frøs gjorde vi da i hvert fald ikke.

I går var det så slut på vores ”lake safari”. Det var en rigtig god oplevelse, hvor vi sagtens kunne have tilbragt en slappedag mere på båden. Guiden var vi ikke begejstret for, og en del af udflugterne kunne vi også sagtens have undværet. Men tiden på båden med badning og afslapning opvejede helt klart det andet. Og så var alle de andre gæster rigtig søde, så vi fik hygget os godt – helt klart en god tur.

Efter at have sejlet godt tre timer tilbage til udgangspunktet for turen, blev vi hentet i en minibus. Lærke og hendes forældre skulle køre med os, mens den anden minibus satte kursen mod Hua Hin med de andre gæster.

Turen mod Bangkok gik forholdsvis nemt, selvom vi skulle køre i mange timer. Børnene fik sovet noget af turen, og Frida fik også leget lidt med Lærke.

Da vi ramte Bangkok og trafikken gik helt i stå, var tålmodigheden hos alle dog ved at slippe op. De sidste få kilometer tog 45 minutter, og med få minutters mellemrum blev der spurgt ”hvornår er vi der”.

Men efter næsten seks timers kørsel kom vi endelig frem til vores hotel ”Sivatel Bangkok”, hvor vi skal bo den sidste del af vores rejse. Her fik vi sagt farvel til Lærke og hendes familie, som kunne se frem til endnu en del køkørsel mod lufthavnen, hvor de skulle til.

Stedet her er noget af en kontrast til vores lille værelse på husbåden. Vi har et suite med to soveværelser, to badeværelser og en stue. Frida og Vilde sover på det ene værelse, og vi sover på det andet.

Efter et besøg i et nærliggende center, hvor vi fik lidt aftensmad, blev børnene lagt – godt trætte efter en lang dag.

I dag har vi pakket ud og spist en god morgenmad, der faktisk er noget anderledes end alle de andre steder, hvor vi har været. Det er rart med lidt afveksling, for man kan godt blive træt af omelet og bacon.

Resten af dagen i dag skal bruges på at slappe af. Og så må vi se, hvad vi får de sidste dage i Bangkok til at gå med, inden vi skal flyve hjem natten til torsdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.