Koldt i Afrika

Et-cifrede temperaturer og Afrika er ikke normalt noget, som man forbinder med hinanden. Men de seneste par steder har vi for alvor oplevet kulde om natten. Til gengæld har det været helt uden regn og med skyfri himmel mange af dagene.

Da vi forlod vores hotel i Johannesburg i torsdags, var det da også i godt vejr og med fornuftige temperaturer. Her tog vi endnu en Bolt til en anden del af byen, hvor vi skulle hente vores lejebil.

Vi havde på forhånd bestilt en ret stor Toyota Fortuner SUV, så vi var sikre på, at vi kunne have alt vores bagage – noget der tidligere har været lidt en udfordring. At den så viste sig kun at have kørt 5 kilometer, var en ekstra bonus – men også en smule angstprovokerende.

For starten af turen var ud gennem Johannesburg – og så lige med venstrekørsel som en ekstra udfordring. Heldigvis viste det sig ikke at være så slemt som frygtet. For udlejningsbureauet lå i en forstad. Og kort tid efter var vi på motorvejen, hvor der jo ikke var den store forskel på højre og venstre.

Til gengæld var det vigtigt at overholde fartgrænserne. For der stor politi med fartkameraer rigtig mange steder. Og med gode veje var det fristende at trykke lidt ekstra på speederen.

Det var dog kun den første halvdel af de 327 kilometer, der var motorvej. Derefter blev det lange, lige landeveje med meget få byer. Blandt andet viste vores GPS, at vi skulle køre over 100 kilometer til Betlehem (ja, det hed byen faktisk) – og så dreje til højre.

Efter 3,5 timers kørsel nåede vi så Fouriesburg, hvor vores overnatningssted ”The Fat Mulberry Guest Farm” lå. Her fik vi en stor lejlighed med tre soveværelser på første sal.

Da vi havde tømt bilen for bagage, kørte vi ind til downtown – hvilket i praksis bare var nogle få veje. For det var en meget lille by uden de helt store faciliteter.

Vi fik dog handlet i et lille supermarked. Og bagefter spiste vi pizza på det lokale pizzeria – hvilket i praksis var et enkelt værelse med et enkelt bord. Så det var nærmere som at være hjemme hos ens bedsteforældre.

Tilbage i vores lejlighed opdagede vi for alvor hvor koldt, der rent faktisk kan blive i Sydafrika. For der var ingen varmeapparater. Så det var bare ned under dynen resten af aftenen. Heldigvis var der dog nogle varmetæpper, så da vi først lå der, var det ikke svært at holde varmen.

Til gengæld var det så virkelig koldt at stå op næste morgen. Men vi fik pakket vores ting og checket ud fra stedet.

Herefter kørte vi igen ind til byen, hvor vi fandt en hyggelig café, der serverede god morgenmad – og med meget venlige og snakkesalige ejere. I det hele taget har vi kun mødte utrolig venlighed alle steder, hvor vi har været.

Da vi havde spist, gik turen videre sydpå mod Lesotho – med et enkelt stop for at tanke undervejs. Og igen var det ad meget lige og øde landeveje.

Vi var lidt spændt på, hvordan det ville være at komme over grænseovergangen – specielt i en lejebil. Blandt andet havde det været rigtig udfordrende dengang, hvor vi skulle fra Georgien til Armenien.

Men det viste sig at være utrolig nemt. På Sydafrika-siden skulle vi lige ud af bilen for at have de nødvendige stempler i passet, mens det i Lesotho kunne klares inde fra bilen. Og de papirer fra udlejningsbureauet, der tillod os at tage bilen med over grænsen, gad de nærmest ikke se.

Så snart vi var over grænsen, kørte vi ind i Lesothos hovedstad Maseru. Her var der ret hektisk trafik – ulige noget andet, som vi havde oplevet. Men heldigvis havde jeg nu vænnet mig til venstrekørsel, så det var ikke det store problem.

Eneste udfordring var, at der var en del lyskryds uden lys – noget som vi også havde oplevet i Johannesburg. Det skyldes tilsyneladende en blanding af manglende vedligeholdelse og planlagte strømafbrydelser (for at spare strøm). Men de lokale kører generelt meget hensynsfuldt. Så det var heller ikke det store problem.

Kort tid efter var vi igen ude på de øde landeveje – dog noget mere snoede her end i Sydafrika. Og de sidste syv kilometer af turen var ad en meget bumpet grusvej, hvor vi var glade for, at vi havde valgt en SUV.

Men det var alt besværet værd, da vi kom frem til ”Malealea Lodge” – hvor vi skulle bo de tre næste nætter. For her var utrolig hyggeligt – og ikke mindst stedets to hunde var et stort hit hos Vilde og Frida.

Det var dog også et ret primitivt sted. De to hytter, som vi fik ved siden af hinanden, var med tynde, uisolerede vægge. Og vandet blev varmet op med solceller. Det værste for pigerne var dog, at der kun var internet i baren – og at man skulle betale for forbruget. Så det begrænsede Snapchat- og TikTok-forbruget ret meget.

Men en gang imellem må man også bare tage det primitive med for at få nogle oplevelser. Og der var da heller ikke noget brok fra dem.

Til gengæld var aftensmaden rigtig fin. Og bagefter var det så endnu engang tilbage under dynerne, der var det eneste sted med lidt varme.

Søndag stod vi så op til endnu en kold morgen. Og efter morgenmaden satte vi os udenfor hytten – hvor det heldigvis hurtigt blev varmere, da solen kom højere på himlen. Her fik vi læst lidt, og pigerne fik leget endnu mere med de to søde hunde.

Først på eftermiddagen havde vi så en aftale med en lokal guide om at tage på et tre-timers hike til nogle hulemalerier – hvor vi på vejen for alvor fik set den utrolig flotte natur med store vidder og høje bjerge.

Mens vi gik af sted, løb der en større flok lokale foran os. Det tænkte vi ikke specielt over der. Men det viste sig, at de løb i forvejen for at gøre klar til at synge for os. Og på den måde tjente de også lidt penge.

Hulemalerierne, som de oprindelige bushmen havde malet, var også velbevarede og ret interessante. Og så var det bare dejligt, at de ikke var bag glas, som de ellers er mange andre steder i verden. Samtidig var vores guide også god til at fortælle om dem.

Tilbage på vores lodge slappede vi af i baren nød vi en god Lesotho-øl. Og så gjorde vi os ellers klar at høre det lokale kor og band.

Hver aften (i hvert fald når der er gæster) kommer de lokale for at optræde. Og selvom vi helt ærligt nok hellere ville slappe af i baren, følte vi os lidt nødsaget til at høre dem.

Men Frida og Vilde fik lov til at blive på deres værelse. Så Marianne og jeg satte os, som de eneste gæster, i de opstillede plasticstole.

Det viste sig dog at blive en utrolig flot og rørende oplevelse. For koret var virkelig dygtig. Og så viste vores guide fra tidligere også skjulte talenter. Han var nemlig også korleder og sang selv utrolig godt.

Bagefter kom bandet på, som spillede på hjemmelavede instrumenter. Der var en olietønde med et plastikskind. Og en violin med en enkelt streng sat fast på en blikdåse. Og ikke mindst var der en guitar lavet af blandt andet en plastikdunk. Og alle instrumenterne blev spillet på med enorm stor musikalitet.

Hverken koret eller bandet fik betaling fra lodget. Så deres betaling var udelukkende de donationer, som de fik. Og da vi var de eneste to den aften, lagde vi ret mange penge – hvilket dog stadig var småpenge for os i forhold til oplevelsen.

Bagefter sad vi lidt i baren og brugte internettet, inden vi spiste aftensmad. Og så var det endnu engang tilbage i hytten og ned under dynerne – efter et noget lunkent bad.

I forgårs var vi på tur rundt i Malealea-landsbyen med endnu en lokal guide. Her startede vi i en lille butik, hvor vi købte hjemmebagte kager og 20 slikkepinde.

Og slikkepindene fik vi hurtigt brug for. For kort tid efter kom der en stor flok børn løbende. Men heldigvis var der lige præcis nok til alle.

På turen besøgte vi også den lokale ølbrygger – som var en ældre kvinde. Hun fortalte os lidt om ølbrygningen. Og så smagte vi også øllet. Det var lidt surt og kun på 2 % – men smagte ellers fint.

Vi fik også hilst på den lokale høvding – hvilket dog var lidt mere nedtonet end den gang i Madagaskar. For han snakkede ikke engelsk. Så i praksis var det vores guide, som fortalte en masse, mens han stod pænt ved siden af og smilede.

Til sidst var vi forbi den lokale kirkegård, hvor vi fik en detaljeret indblik i deres traditioner i forbindelse med begravelse.

Her hørte vi blandt andet om de omfattende ritualer, der tager fra fredag til søndag – og blandt andet omfatter slagtning af en ko og flere får. Og det er ikke helt billigt, for en ko koster omkring 3500 kroner – hvilket jo er ret mange penge i et fattigt land som Lesotho.

Udover det skal der så også købes kiste og eventuel gravsten. Så mange vælger også at tegne en forsikring – der koster mellem 15 og 120 kroner om måneden afhængig af dækningen.

Sidste stop var en lille lokal butik med håndværk – hvor vi fik købt nogle magneter til køleskabet. Og så var turen slut.

Det var en rigtig spændende rundtur, hvor vi undervejs fik et indblik i et overraskende moderne samfund. Blandt andet viste det sig, at vores guide havde en pige på 10 år – men at hun ikke var sammen med faren.

Så i Lesotho er det åbenbart ikke et krav, at parret gifter sig, hvis kvinden bliver gravid. Her kan man godt være enlig mor – uden at være hverken fraskilt eller enke.

Dagens oplevelser var dog ikke slut endnu. For efter frokost skulle vi på ridetur – noget som specielt Vilde havde været lidt nervøs for. Heldigvis kunne hun få en ekstra person med, som kunne trække hendes hest – hvilket kostede 20 kroner ekstra for to timer.

Alt er i det hele taget utrolig billigt i både Sydafrika og Lesotho. Så vi har været meget rundhåndede med drikkepenge til vores forskellige guider – og stadig syntes, at det har været alt for billigt i forhold til det, som vi har fået.

Udover lidt ondt bagi var det en rigtig god tur. Og som forventet var hestene naturligvis meget rolige – så sådan nogle heste-begyndere som os sagtens kunne styre dem. Det blev derfor endnu en god og sjov tur med flotte naturoplevelser.

Indtil nu havde vi nærmest været de eneste på lodget. Men da vi kom tilbage fra rideturen, var der kommet en stor flok gæster. Og her viste turismen sit grimme ansigt.

For efter den flotte oplevelse dagen før med koret og bandet, havde vi besluttet os for, at pigerne også skulle høre det.

Så vi satte os til rette sammen med to andre gæster – mens de 25 andre gæster åbenbart ikke fandt det værd at bruge tid på. Efter koret havde optrådt, valgte de to gæster dog at gå, inden bandet gik på – tilsyneladende uden at donere noget som helst.

Til gengæld kom der så en far og hans to sønner ind i rummet, som mente, at de skulle spille bordtennis lige ved siden af der, hvor bandet spillede. Dem fik vi dog hurtigt fortalt, at det nok var en ret dårlig idé. Så de smuttede heldigvis igen.

Men vi fik ærligt talt en ret dårlig smag i munden i forhold til, hvordan turister ofte optræder over for de lokale. Og når man ser sådan en opførsel, er der ikke noget at sige til, at mange lokale bliver trætte af turisterne.

Så endnu engang var vi de eneste, som kunne bidrage til koret og bandets løn. Og de fik derfor igen en ret stor sum penge. For selvom vi ikke ønsker at kaste om os med penge, bare fordi vi kan, ville vi heller ikke være nærige her. I den sidste ende er deres optræden trods alt en ret stor del af deres samlede indtægter. Og de var over 20 mennesker, som skulle dele de godt 170 kroner, vi lagde.

Efter lidt internet i baren og aftensmaden var det så igen ned under dynerne med lidt film på iPad – inden vi lagde os tidligt til at sove.

I går var det så tid til at tage tilbage til Sydafrika efter nogle spændende dage i Lesotho – et land der helt klart kan anbefales at besøge. Og det er da heller ikke helt utænkeligt, at vi kommer tilbage en anden gang på en anden årstid, hvor landskabet er anderledes og mere grønt.

Så efter morgenmaden fik vi pakket vores ting og checket ud. Og så gik turen tilbage mod grænsen – ad bumpet grusvej, øde landeveje og igennem hovedstaden.

Grænseformaliteterne gik lige så nemt som ved indrejsen til Lesotho. Og så kunne vi køre ind i Sydafrika og slå internettet til igen på telefonerne – noget som specielt pigerne nød.

Turen videre mod Clarens, hvor vi er nu, var stort set den samme som nogle dage tidligere. Faktisk kørte vi igennem overnatningsstedet Fouriesburg på vejen.

Undervejs stoppede vi også op på en af de eneste restauranter, som lå ud til vejen. Her gjorde Frida også et par overraskende vintage-fund i den tilhørende butik – nemlig to cowboyjakker til 100 kroner stykket. Så det var et stort hit.

Her i Clarens overnatter vi på ”360 Country Hotel” – der er noget mere moderne end i Lesotho. Og selvom der var dejligt i Malealea, så er det nu også rart en gang imellem, at tingene ikke er alt for primitive. Hver ting til sin tid.

Efter vi havde checket ind, gik Marianne og jeg ud for at kigge på byen – mens pigerne blev på deres værelse.

Her endte vi i byens centrum – hvilket i praksis bare er en stor græsplæne med butikker og restauranter omkring. Vigtigt var dog, at byen har deres eget bryggeri. Så vi fik en dejlig IPA – noget som vi sætter pris på at finde, når vi er ude at rejse.

Bagefter hentede vi pigerne og gik tilbage til samme sted, hvor de også serverede en god aftensmad for os. Og så brugte vi resten af aftenen på værelserne.

I dag tager vi en slappedag, hvor vi bare skal udforske Clarens lidt. Og i morgen går turen så videre mod Eswatini – med en enkelt overnatning undervejs i Dundee.