Den lange vej til Las Galeras

Efter en længere rejse på i alt omkring 36 timer har vi de seneste dage opholdt hos i Las Galeras i Den Dominikanske Republik.

Rejsen startede hjemme i Danmark i tirsdags, hvor vi fik pakket det sidste og lukket lejligheden ned, inden vi klokken 11 tog en taxa til lufthavnen.

Her skulle vi checke ind. Men inden vi kunne få lov til det, skulle vi svare på en række spørgsmål om, hvordan vi vi var kommet til lufthavnen, hvad taxaen havde kostet osv. Så allerede i Danmark så vi det første tegn på den nye og (endnu mere) besværlige adgang til USA.

Heldigvis var der stadig tid til at købe blade, slik og lidt mad, inden vi gik ombord på flyet til Fort Lauderdale. Og lidt forsinket satte vi kursen vestpå.

Flyveturen tog 10,5 timer. Og undervejs blev der spillet iPad, set film – og pigerne fik også sovet et par timer, inden vi skulle lande.

Vi landede klokken 18.45 USA tid. Men her var klokken 00.45 dansk tid. Så alle var godt trætte. Der skulle dog gå en del tid, før vi kunne lægge os til at sove.

Først skulle vi ud i en bus og køres til terminalen. Og derefter starterede det, der skulle vise sig bare at være første kø af flere.

For her i Fort Lauderdale havde de indført automatisk automatisk paskontrol, hvor passet skulle scannes og der skulle tages fingeraftryk – begge dele i automater, som der var lang kø til. For det var ikke alle, som havde lige nemt ved at finde ud af den nye teknik. Og der var ikke meget hjælp at hente fra personalet.

Men hvis vi troede, at det så var overstået, kunne vi godt tro om igen. For bagefter skulle vi så igennem den bemandede paskontrol, hvor vores pas skulle stemples. Og her var køen endnu længere.

Så i alt tog det os halvanden time at komme ind i USA. Tusind tak, Trump.

Men endelig var vi igennem. Og i det mindste skulle vi da ikke vente på vores bagage, før vi kunne sætte kursen mod vores lufthavnshotel.

Først ventede vi lidt på en hotelbus. Men da den ikke kom – og vi faktisk ikke vidste, om den kørte fra vores terminal, tog vi hurtigt en taxa i stedet. Og efter en kort køretur, kunne vi endelig checke ind på hotellet med det ikke så mundrette navn ”Residence Inn Fort Lauderdale Airport & Cruise”.

Heldigvis gik det hurtigt, og vi blev endda også opgraderet til et værelse med to soveværelser. Så efter en lang rejse, kunne vi endelig lægge pigerne til at sove klokken 21.30 – hvilket var 3.30 dansk tid. Og en halv time efter sov vi også.

Tid trods for at pigerne var kommet sent i seng (selv i USA-tid), vågnede de allerede klokken 3 igen – og kunne ikke sove mere. Marianne og jeg sov (ret uroligt) til klokken 6.

Men i det mindste var der så god tid til at få pakket vores ting igen og spise morgenmad, inden vi tog en lufthavnsbus tilbage til lufthavnen igen.

Hvor det havde taget halvanden time at komme ind i USA, var det til gengæld ikke noget problem at komme ud igen. Vi kom hurtigt igennem check-ind, og ved paskontrollen var der heller ingen kø. Så der var god tid, inden vi skulle flyve videre.

Flyveturen til Den Dominikanske Republik var hurtigt overstået. Og efter et par timer landede vi i det, der var Fridas land nummer 50.

Her var der også lang kø til paskontrollen. Men den var dog alligevel overstået på 45 minutter – altså halvdelen af tiden i forhold til USA.

Til gengæld kom vi så til at vente lang tid på vores lejebil. Først fordi vi skulle fragtes fra et sted til et andet. Og bagefter fordi det tog ekstremt lang tid med papirarbejdet. Men to timer efter, at vi var landet, kunne vi endelig køre mod Las Galeras.

Ifølge Google Maps skulle turen tage tre timer. Vi havde også fået at vide, at det var bedst at køre i dagslys. Så det var lidt et problem, at det ville blive mørkt 2,5 timer senere.

Det blev dog ikke bedre af, at vi drejede forkert lige uden for lufthavnen – og derfor blev nød til at køre en kæmpe omvej, inden vi igen var på rette vej. Efterfølgende har vi dog fået at vide, at der er rigtig mange, som gør den samme fejl.

Men til sidst var vi på rette vej – og kunne sætte kursen først nordpå og derefter østpå. Efter et par timer blev det da også mørkt – og vi kunne se, hvorfor det er bedst at køre i dagslys.

For folk ændrede ikke adfærd, bare fordi det var mørkt. De gik stadig et godt stykke ude på vejen, og holdt sig heller ikke tilbage for at parkere hverken biler eller knallerter midt i det hele. Og det var heller ikke alle køretøjer, som havde lys på.

Men med det lange lys på bilen gik det nu alligevel. Og til sidst nåede vi Las Galeres uden problemer

Så skulle vi bare lige finde ”Villa Los Gorgones” – der var det hus, som vi havde lejet. Men det var nu ikke helt, når det ikke lå der, hvor Google Maps viste – og det samtidig var mørkt.

Efter at have søgt lidt, besluttede vi os for at ringe til manageren. Og det viste sig, at vi holdt 30 meter fra huset. Så endelig kunne vi afslutte vores lange rejse, der var startet halvanden døgn tidligere.

Manageren viste os lidt rundt, og bagefter kunne vi lægge pigerne til at sove. Og der gik ikke lang tid, før vi voksne også lå i vores seng.

Det er altid mærkeligt at ankomme et nyt sted i mørke. For man kan ikke rigtig se, hvordan der ser ud.

Derfor var vi også spændte på at rulle gardinerne fra og kigge ud på havet, da vi vågnede tidligt næste morgen. Og udsigten var rigtig flot – med havet næsten lige uden for vores vindue.

Selvom Marianne og jeg vågnede tidligt, var pigerne oppe. Og det samme var Esmaralda – som er den hushjælp, der følger med i prisen på vores hus.

Hun låser sig selv ind tidligt i huset og går så til hånde til først på eftermiddagen. Det er ret mærkeligt for sådan nogen som os, der ikke er vant til den slags. Og vi har da også lidt svært ved at vænne os til, at hun er her hele tiden – og vi derfor ikke har meget privatliv.

Lidt efter vi var stået op og gjort os klar, kørte vi den korte tur til centrum af Las Galaras (der i praksis bare består af en enkelt vej med hovedsagelig restauranter på hver siden). Her spiste vi morgenmad på en restaurant, og bagefter handlede vi lidt i en lille butik med et meget sparsomt udvalg af varer.

Resten af eftermiddagen slappede vi af på terrassen med vores egen, private pool – samt ikke mindst nød den flotte udsigt ud over havet.

Om aftenen gik vi ned til byen, hvor vi spiste på en restaurant. Og da vi kom hjem igen, var det sovetid for pigerne, der var meget trætte. Det samme var vi voksne, så vi sov også kort tid efter.

I forgårs var vi igen tidligt oppe. Så vi besluttede os for at køre til Playa Rincon, der skulle være en af de flotteste strande i verden (ifølge diverse rejsemagasiner).

På vejen ville vi lige hæve nogle penge i en ATM. Men da vi kun kunne hæve et meget lille beløb, måtte vi en tur ind i banken, for at få nogle pesos.

Men endelig var vi på vej mod stranden – hvilket involverede kørsel af en meget dårlig grusvej det sidste stykke. Heldigvis havde vi lejet en SUV. Så det var ikke det store problem.

Og stranden var da helt sikkert værd at køre efter – for den var rigtig flot. Om den så er blandt de flotteste i verden, kan jo altid diskuteres. Vi føler i hvert fald, at vi har været på flottere strande andre steder i verden.

På stranden startede vi med at spise kombineret morgenmad og frokost på en lille restaurant, hvor vi fik grillet fisk med diverse tilbehør – hvilket var meget lækkert.

Bagefter fandt vi nogle liggestole lidt væk fra alle de andre turister – lige indtil der kom en lastbil med en flok turister bænket på ladet. Så var freden forbi.

Heldigvis var der stadig masser af plads i havet, hvor vi fik badet, inden vi igen kørte hjemad. På vejen tilbage fik vi lige handlet lidt igen. Og så var der tid til en tur i poolen, inden vi skulle gøre os klar til at spise aftensmad.

Aftensmaden blev igen spist i Las Galeras på en hyggelig restaurant – der dog blev skæmmet af larmen fra de mange knallerter. Vi glæder os til, at el-køretøjer for alvor slår igennem.

På restauranten mødte vi et dansk par med en dreng på et par år. Her kunne vi så tænke tilbage på alle de gange, hvor vi har spist hver for sig, fordi Vilde eller Frida skulle skiftes, sove eller bare ikke kunne være rolig – og samtidig glæde os over, hvor nemt det er blevet at rejse nu.

Tilbage i vores hus blev pigerne lagt til at sove. Og endnu engang gik der heller ikke lang tid, før vi voksne også sov.

I går sov pigerne faktisk lidt længere – specielt Vilde, som sov helt til 8.30. Så det ser ud til, at vi er kommet os forholdsvis nemt over jetlagget denne gang.

Efter alle var kommet op, lavede vi selv morgenmad. Og bagefter stod den på skolearbejde, der jo også stadig skal passes.

Lidt senere gik vi til den lokale strand Playita tre minutter væk. Og faktisk var den strand næsten lige så flot som Playa Rincon – og væsentlig mere tilgængelig. Så skal vi til stranden igen, bliver det i hvert fald her.

På stranden fandt vi en restaurant, hvor vi bestilte fire pina colada – to med alkohol og to uden, der blev serveret i hvert sin ananas. Og bagefter spiste vi lækre fisk og grillede rejer, inden vi gik hjem igen.

Om aftenen gik vi ned til byen, hvor der skulle være hval-festival (for at hylde hvalerne). Og der var da også musik, beachvolleyball – og masser af lokale. Men det var nu ikke den helt store oplevelse. Så efter en drink, satte vi kursen hjemad.

Her blev pigerne lagt i seng. Og for en gang skyld havde vi lidt overskud til at læse på terrassen, inden vi også gik i seng.

I dag har vejret (til forskel fra de andre dage) ikke været det bedste. Så efter morgenmad har vi igen lavet lidt skolearbejde og ellers bare hygget os.

Bliver det lidt bedre vejr i løbet af dagen, skal vi dog nok foretage os et eller andet. Men lige nu regner det voldsomt. Så det kan godt være, at vi bliver inde det meste af dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.