Kontraster

Når vi rejser, kommer vi ofte ud for en række forskellige kontraster – både naturlige og menneskeskabte. Og denne rejse er ingen undtagelse.

Den ene kontrast, som vi har oplevet, har været vejret. Det ene øjeblik har det regnet voldsomt. Og kort tid efter har solen skinnet fra en næsten skyfri himmel.

Sådan var det også i søndags, hvor dagen startede med regn. Først på eftermiddagen klarede det dog op. Så her tog vi vores bil ned til byen, hvor vi spiste på en af de lokale restauranter – i et om muligt endnu værre knallert-støjhelvede end de andre gange. Og det gjorde det så heller ikke bedre, at vi også skulle vente meget lang tid på vores mad.

Bagefter fik vi handlet, inden vi kørte tilbage til vores hus, hvor vi slappede af resten af dagen, indtil det var sovetid.

Næste dag var der til gengæld masser af sol. Så efter at jeg havde været endnu en tur i banken for at hæve penge, og vi havde spist morgenmad, nød vi solen ved poolen – hvor vi også både fik læst og spillet spil.

Om eftermiddagen kørte vi mod El Monte Azul – en restaurant høj oppe på en bakketop. Turen krævede da også sin bil. Men heldigvis havde vi jo lejet en SUV, som klarede både bakker og bump i fin stil.

Udsigten fra toppen var rigtig flot. Men desværre lykkedes det os ikke at se nogle hvaler – som man ellers ofte kan. Og da vi samtidig havde besluttet ikke at tage på hvalsafari på grund af ekstrem meget blæst (i forhold til normalt), blev det altså ikke i denne omgang, at vi fik set hvaler.

Maden var også fin på restauranten – og det samme var betjeningen. Men organisationen kunne have været bedre. Vilde fik den forkerte kylling. Og vores tre medium-stegte bøffer var hhv. rå, perfekt og gennemstegt. Og så tog det også ekstremt lang tid før, at vi fik vores mad.

Da vi endelig havde fået spist, kørte vi turen ned igen – denne gang i mørke. Og så var det ellers tid til at lægge pigerne, inden vi selv læste lidt på terrassen.

Tirsdag var så vores sidste hele dag i Las Galeras. Endnu engang viste vejret sig fra sin bedste side. Så vi fik stegt godt ved poolen, inden vi sidst på eftermiddagen gik til vores lokale strand for at spise på restauranten – som de eneste. Bagefter blev pigerne lagt, mens Marianne og jeg hyggede lidt med rom og cola.

Dagen efter var det så blevet tid til at komme videre. Så efter at vi havde fået pakket alle vores ting, kørte vi igen ned til byen, hvor vi fik lidt sen morgenmad.

Bagefter kørte vi videre til byen Las Terrenas, hvor vi spiste frokost på en flot restaurant ved stranden. Da den var spist, kørte vi videre mod Santiago de los Caballeros – hvor vi først var fremme klokken 19.30 (efter det var blevet mørkt).

Og efter lidt søgen lykkedes det os også at finde Hostal Casa Jum – bare for at finde ud af, at vi skulle bo i en lejlighed nogle blokke væk. Men endelig var vi fremme – og kunne slappe af efter en lang dag.

Næsten morgen gik vi tilbage til selve hotellet, hvor vi spiste morgenmad. Og bagefter kørte vi af sted i vores lejebil.

Første stop var busstationen, hvor vi skulle bestille busbilletter til Cap Haïtien i Haiti. Og bagefter skulle vi videre til Avis for at aflevere vores lejebil.

Da det praktiske var klaret, gik vi ind på en McDonald’s for at få en is. I mellemtiden blev det så også regnvejr – så isen blev udvidet med burger til frokost.

Efter lidt tid holdt det op med at regne – uden at solen dog af den grund ligefrem skinnede fra en skyfri himmel. Så vi blev enige om at se noget indenfor. Det blev så et kunstmuseet Centro León, der lå en kort gåtur fra McDonald’s.

Imens vi var inde på museet var vejret blevet bedre, så vi besluttede os for at gå hjem – en tur på omkring tre kilometer. Og det var en rigtig fin måde at se flere forskellige dele af Santiago.

Ikke så langt fra vores lejlighed smuttede vi ind i et supermarked for at handle lidt til busturen. Og mens vi var der inde, begyndte det at regne voldsomt.

Og det blev bare ved og ved i en halv times tid. Så da det endelig stoppede, var alle gaderne totalt oversvømmede. Vi fik da også meget våde fødder på vejen hjem. Men alligevel var det en ret sjov oplevelse.

Om aftenen spiste vi aftensmad på hotellet – hvor vi endnu engang skulle vente ekstrem lang tid på vores mad. Men det blev heller ikke bedre af, at kokken også samtidig skulle agere tjener og receptionist.

I går var det så lidt tidligt op for at pakke det sidste og spise morgenmad på hotellet (hvilket endnu engang tog lang tid). Og bagefter var vi klar til at køre mod busstationen.

Vi havde aftalt med receptionisten, at hun skulle få en af sine Uber-venner til at hente os. Men han kom ikke – så til sidst måtte hun i stedet bestille en taxa. Så der var lidt stress på fra starten.

Taxaen kom så heldigvis næsten med det samme – men begyndte så tilsyneladende at køre den modsatte retning af busstationen. Efter et par spanske gloser og lidt tegnsprog fandt vi dog ud af, at det bedre kunne betale sig at køre en kæmpe omvej på grund af trafikken.

Næste problem var så, at da vi var ved busstationen, var der ikke der, hvor vi havde bestilt billetter dagen før. Men efter at have spurgt os frem, viste det sig heldigvis, at taxachaufføren havde bedre styr på det end os – og at vi var det rigtige sted.

Så vi fik hentet vores billetter – og kunne derefter bare vente en times tid på at bussen kom. Efterfølgende krævede det så lige yderligere en halv times tid at pakke den. For den var meget fuld. Men alt bagagen blev presset ind i bagagerummet og vi kunne komme af sted.

Busturen gik meget nemt. Marianne og jeg fik hørt noget podcast, mens pigerne hørte musik. Og grænseovergangene (ud af Den Dominikanske Republik og ind i Haiti) blev klaret på omkring en halv time – til trods for total trafikkaos.

Og så var vi inde i Haiti – hvor kontrasterne til Den Dominikanske Republik var store. Ud over at vi kunne konstatere, at de faktisk var mørkere her (hvilket må hænge sammen med hvem, som de er efterkommere af), så var de tydeligvis også meget fattigere. Samtidig flød det også med skrald lang vejen.

Det er lidt underligt at tænke på, hvordan der kan være så stor forskel i generel rigdom hos to lande, der er naboer og deler den samme ø (og derved også burde have stort set de samme muligheder). Svaret kender vi ikke. Men det er helt sikkert kompliceret.

Resten af busturen gik også fint. Og efter i alt 5,5 timers buskørsel var vi ved endestationen i Cap Haïtien.

Her blev vi hentet af en fra vores hotel Habitation des Lauriers. Og det var vist meget godt, at vi ikke skulle køre selv. For den sidste del af turen gik op ad en ekstremt stejl bakke ad en smal vej med huse på begge sider – og derved også mennesker, høns og hundehvalpe. Og når man først kørte, skulle man helst ikke behøve at stoppe op – for så var det svært at komme i gang igen.

Men heldigvis havde vores chauffør taget turen mange gange – og vi kom sikkert op. Og køreturen var helt sikkert det hele værd. For belønningen var en fantastisk udsigt ud over byen – både fra restauranten, poolen og balkonen på vores værelse.

Efter en lang bustur var vi godt sultne. Så vi spiste aftensmad på hotellets restaurant, inden det var sovetid. Det med at sove blev dog et lille problem. For værelset havde kun to smalle dobbeltsenge.

Resultatet var da også, at da Frida vågnede i morges allerede klokken 5.30 (hvilket i det mindste heldigvis var 6.30 dominikansk tid), så blev Vilde og jeg også vækket.

Til gengæld kunne jeg så nyde en fantastisk solopgang fra balkonen ud over byen. Og samtidig kunne jeg også glæde mig over, at lydtapetet af dytten, musik og haner var tilpas langt væk til, at det var eksotisk – uden at være anstrengende.

Da vi havde spist morgenmad, gik vi ned ad den stejle gade til byen. Her gik vi lidt rundt – og kunne konstatere, at de ”hvide” mennesker, som er i Haiti, tilsyneladende ikke går rundt (men kører i bil). I hvert fald blev der kigget meget efter os.

På turen rundt i byen var vi blandt andet inde på et lokalt marked – der var et af de mest kaotiske, som vi har oplevet. Og så fik vi også hævet penge, inden vi fandt en lokal restaurant.

Her kunne pigerne ikke spise alt deres pizza, så vi fik resten med i en kæmpe bakke – der var ret svær at bære rundt på. Så da vi mødte en dreng og hans bedstefar, som tiggede penge af os, forærede vi dem alt vores pizza. De blev enormt glade – og vi slap for at bære pizzabakken igennem hele byen. Så en win-win for alle parter.

Efter en lang gåtur hjemad igen igennem den varme by, skulle vi så lige igen op ad den stejle bakke, inden vi endelig var fremme ved vores hotel – godt svedige efter en varm bytur.

Resten af dagen kommer vi til at slappe af her på hotellet. I morgen skal vi så på en tur til en berømt borg. Og i overmorgen går turen videre til en ny destination her i Haiti.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *