Et udmattende land
Haiti er et meget anderledes land end de andre caribiske lande, som vi har rejst i. Hvor mange af de andre lande tydeligvis er for klassiske krydstogt-turister, så minder Haiti på mange måder mere om et afrikansk end et caribisk land. Det kan være spændende – men til tider også noget udmattende.
Der var dog intet udmattende i resten af vores lørdag i sidste uge, efter vi havde gået rundt nede i centrum af Cap Haïtien. For da vi kom tilbage fra byen, brugte vi resten af dagen med at slappe af. Og pigerne var også en tur i poolen, inden vi spiste aftensmad på hotellet.
Næste dag havde vi til gengæld sat vækkeuret, for her skulle vi på tur. Så da vi havde ventet meget lang tid på morgenmaden, og derefter spist den meget hurtigt, satte vi os op på ladet af hotellets pickup-bil og blev kørt ned ad den stejle bakke.
Her ventede en minibus, som vi skulle køre i sammen med fem andre turister til Citadelle Laferriére. Citadellet er et fort fra 1800-tallet, der er opført på UNESCO’s Verdensarv-liste – og efter sigende også den største turistattraktion i Haiti.
Efter en noget bumpet tur opad i bjergene, nåede vi frem til en parkeringsplads, hvor vi straks blev overfaldet af en masse sælgere. Så det galt om at vide, hvad vi ville have – og ikke mindst ikke have.
Den sidste del af turen op til fortet gik ad en ret stejl vej. Så vi besluttede, at Frida og Vilde kunne få lov til at blive trukket op siddende på en hest – mens vi svedende gik ved siden af.
Men da vi kom op, kunne vi se, at udsigten var det hele værd. For man kunne se 360 grader rundt – hele vejen tilbage til Cap Haïtien.
Vi havde en guide med på turen, som desværre mest snakkede fransk. Heldigvis var de andre turister fra den franske del af Canada. Så de var perfekte til at oversætte for os. Vi har ellers haft en del udfordringer med det franske her i Haiti.
På fortet havde vi i øvrigt også den pudsige oplevelse, at der pludselig kom et kæmpe flok folk – inklusiv militærfolk og fotografer. Da vi spurgte ind til det, viste det sig, at det var den første, sort Nobelpristager i litteratur, som var på besøg – en ældre herre fra Nigeria.
Efter et par times rundvisning gik vi ned igen – denne gang også med pigerne til fods. På vejen var der flere sælgere og endda nogen, som spillede musik. Så vi fik givet lidt drikkepenge og købt nogle bananer og en køleskabsmagnet.
Og så galt det ellers bare om at flygte ind i minibussen igen, så vi kunne slippe fra af de mange sælgere – inklusiv ham som spillede en børnesang på de fløjter, som han solgte.
Inden vi kom helt hjem, havde vi også et stop ved paladset Sans Souci, der desværre blev ødelagt af et stort jordskælv i 1842.
Tilbage på hotellet spiste vi sen frokost/tidlig aftensmad. Og så var pigerne endnu engang i poolen, inden vi brugte den sidste del af dagen på værelset.
I mandags skulle vi så endnu engang videre. Så vi var oppe allerede klokken 6 for at pakke det sidste – og ikke mindst for at have tid til at vente på den enormt langsomme morgenmad.
Da den var spist, kørte vi af sted med en af hotellets ansatte til lufthavnen – hvilket i afstand kun var en kort tur.
Den kom dog til at tage temmelig lang tid, for flere steder holdt vi helt stille – i et totalt kaos af biler på kryds og tværs. Og ud over nervøsiteten omkring vores flyafgang, så var vi heller ikke helt rolige ved, at alt vores bagage bare lå løst på pickuppens lad – lige til at snuppe.
Men efter en frisk overhaling og en efterfølgende reprimande fra politiet til chaufføren (som desperat pegede på sit ur og sagde noget med lufthavn), løsnede trafikken endelig op.
Da vi kørte over en bro kort efter, var der stimlet en masse mennesker sammen. Og det viste sig, at årsagen til trafikproppen var, at en bil var kørt ud over broen og i vandet – hvilket ikke så overraskende tiltrak en masse nysgerrige.
Men vi kom frem i tide til lufthavnen – hvor vores bagage så blev snuppet af nogle mennesker, inden vi kunne nå at gøre noget. De viste sig dog heldigvis at være ansat i lufthavnen. Så efter nogle drikkepenge, blev bagagen frigivet igen ved check-ind – som også blev hurtigt klaret.
Det samme blev sikkerhedstjekket. Og så var det ellers bare at vente i lufthavnens eneste ventesal – hvor der intet var at købe. Heldigvis var flyet kun 25 minutter forsinket, så ventetiden blev ikke så lang.
Flyet, som vi skulle med, var et mindre fly med kun 18 pladser. Så her sad man en og en – med en midtergang imellem sæderne.
Flyveturen tog en halv times tid – hvor den tilsvarende tur i bus havde krævet 6-7 timer. Så en gang imellem kan det godt betale sig at betale ekstra for at spare tid (og få mere komfort).
I Port-au-Prince fik vi hurtigt vores bagage og fandt vores chauffør, som skulle køre os videre til Jacmel i den sydlige del af Haiti – en tur på omkring tre timer.
Første del af turen gik igennem Port-au-Princes heftige trafik. Så vi fik masser af tid til at kigge på den meget slum, hvor folk boede i blikskure og endda telte.
Ingen tvivl om, at de altid har været fattige i Haiti. Men jordskælvet i 2010 og orkanen i 2016 har helt sikkert ikke gjort situationen bedre.
Den sidste del af turen var bjergkørsel af snoede veje. Heldigvis var vores chauffør rigtig god, så man følte sig (til forskel fra på andre rejser) overhoved ikke utryg.
Endelig var vi fremme ved Hotel Florita i Jacmel. Her blev vi modtaget af ejeren af det lille hotel, som desværre måtte meddele os, at lejligheden ved de tre soveværelser ved en fejl var blevet givet til nogle andre. Men at vi kunne få den dagen efter.
Det var vi naturligvis ikke helt tilfredse med. Men efter noget diskussion frem og tilbage blev kompromisløsningen, at vi fik den første nat gratis. Til gengæld skulle vi så endnu engang alle fire sove sammen i ét soveværelse.
Situationen blev da heller ikke bedre af, at vi hurtigt opdagede et vandrør, som vandet dryppede kraftigt ud af. Til deres ros skal det dog siges, at mens vi var ude, så fik de savet et hul i loftet og fikset problemet.
Det var dog ikke kun vandrørene, der var gamle. Det var faktisk hele hotellet. En smule maling hist og her kunne i hvert fald have gjort underværker.
Efter at vi var blevet installeret på vores værelse, gik vi ud for at kigge på byen – som vi hurtigt kunne konstatere var meget mere stille og rolig end Cap Haïtien. Og selvom vi stadig ikke fik mange smil fra de lokale, så følte vi os alligevel lidt mere velkomne.
Aftensmaden blev spist på et andet hotel – hvor vi for en gang skyld fik meget hurtig betjening. Og så kunne man endda få en Cola Zero – der dog havde en udløbsdato i oktober 2016. Så forventningens glæde var dog nok stadig den største.
Tilbage på hotellet fik vi en øl i baren, inden vi gik op på værelset for at gøre os klar til natten. Inden vi nåede så langt, startede det vildeste vejr med kraftig regn (faktisk den første i Haiti), lyn og torden. Og det blev bare ved og ved. Ret fascinerende (nu da vi var indenfor).
Hvor Jacmel var rolig om dagen, så var byen det absolut ikke om natten. Og det var dyrenes skyld. Det startede med en hotellets hund, som gøede voldsomt i et par timer lige uden for vores balkon. Og da den blev træt, tog hanerne over omkring klokken tre og frem til morgenstunden.
Og når man kun har nogle tynde trædøre (fyldt med huller) imellem sengen og larmen, så er det altså ikke nemt at sove.
Så vi var godt trætte, da vi stod op næste morgen til hotellets morgenmad – som vi dog ikke havde behøvet at skynde os for. For den var nemlig ikke specielt god.
Men i det mindste kunne vi så få vores oprindelige lejlighed med tre soveværelser, der lå øverst og var lidt rarere (med dog stadig lige så slidt). Og privatliv havde vi ikke meget af.
For lige inde bag en tynd trædør, boede vores naboer. Samtidig var der også glas øverst ude på toilettet ind til deres toilet.
Det var ikke fordi, at man kunne se ind til dem (med mindre man da stillede sig på en stol). Men når de havde lyset tændt på deres toilet, oplyste det hele Fridas soveværelse. Og de valgte så at have det tændt hele den første nat. Så det er godt, at Frida sover tungt, når hun først er faldet i søvn.
Efter vi havde fået vores nye værelser, gik vi over på restauranten fra dagen før og fik frokost. Og derefter gik vi lidt langs stranden – der nu ikke ligefrem var badevenlig på grund af en masse affald i vandkanten.
Vi var dog ikke nået langt, før vi blev mødt af en lokal, som ville vise os hans butik – hvilket i praksis kunne oversættes med en lang række af byens souvenirbutikker. Men det var fint nok – og kom heller ikke som den store overraskelse.
Det lykkedes os da også at finde et par ting, som vi gerne ville have. Og vi faldt endda i snak med en butiksejer, som spurgte, hvor vi kom fra. Og da vi sagde ”Danmark”, fortalte han, at han kendte Jorgen – altså Jørgen Leth, som boede i Jacmel indtil jordskælvet, der ødelagde hans hus og næsten kostede ham livet.
Efter at have kigget vores guides store stak af mallerier igennem, slap vi endelig af med ham. Og så kunne vi slappe lidt af på værelset og spise aftensmad på hotellet, inden det var sovetid.
Næsten morgen sprang vi morgenmaden over på vores eget hotel – og spiste i stedet morgenmad på hotellet fra dagene før. Morgenmaden bestod af BBQ-kylling klokken 10 om formiddagen. Måltiderne når man rejser er ikke altid helt som derhjemme.
Bagefter gik vi lidt rundt i byen – hvor vi da også mødte sælgeren fra dagen før, som vi dog heldigvis hurtigt slap af med igen.
På vores bytur kunne vi rigtig se de ødelæggelser, som naturkatastroferne havde forsaget. Flere steder var der stadig huse, der var helt smadrede. Og andre steder manglede tagene.
Der er ingen tvivl om, at Haiti har været hårdt ramt den seneste tid. Og det bliver naturligvis ikke bedre af, at de ikke har penge til at bygge solide boliger.
De fleste mennesker, som vi har mødt på vores gåture, har været meget reserverede – i hvert fald indtil vi har hilst på dem. Og det har endda også galt børnene – som ellers altid har været meget interesserede i os, når vi har gået rundt i andre lande.
Her i Jacmel var der dog flere børn, som var meget nysgerrige. Faktisk var der en dreng, som var så interesseret i Vildes hår, at han maste sig forbi de andre børn for at se hendes lyse hestehale.
Og der er da heller ikke noget at sige til, at de er lidt nysgerrige. For vi har faktisk kun set ét andet, ”lyst” barn her i Haiti. Og det var ved poolen på det luksushotel, hvor vi er nu.
I det hele taget er der ikke mange turister i landet. De udlændige, som er her, er her alle sammen i en eller anden jobmæssig funktion. Enten for at gøre forretning eller som nødhjælpsarbejder (eller missionær). Så når vi siger til de lokale, at vi faktisk er der for at se deres land, har de meget svært ved at forstå det.
Efter gåturen i byen, satte vi os på en café lige ved siden af hotellet, hvor vi fik noget at drikke (inklusiv en Cola Zero der ikke var for gammel). Og så fik Frida og Vilde også lavet lidt skolearbejde.
Senere spillede vi lidt spil på værelset, inden vi spiste aftensmad på hotellet. Og så var det endnu engang blevet tid til at sove – blandt hundegøen og hanegal.
I forgårs havde vi så vores sidste dag i Jacmel – hvor vi havde planlagt en tur til vandfaldet Bassin Bleu.
I afstand var det endnu en kort tur. Men i praksis var det en vandvittig bumpetur af de dårligste veje, som vi nogensinde har kørt på – i en af de meste skramlede biler, som vi nogensinde har kørt i.
Inden vi nåede til de dårligste veje, skulle vi dog lige tværs igennem byens marked, hvor hver bod bestod af fire pinde og en presenning. Bagefter krydsede vi en flod – og så gik det opad.
Efter en halv times kørsel, nåede vi enden af vejen. Her blev vi mødt af en guide, som skulle vise os vandfaldene – og som heldigvis snakkede rigtig fint engelsk.
Derfra gik vi til de i alt tre vandfald, hvor det sidste krævede at man firede sig ned med et tov (hvilket Vilde ikke var så vild med). Men vi kom alle fire frem.
Og det var det hele værd. For ved det sidste vandfald kunne man springe ud fra klipper og bade i det forfriskende vand. Så vi var der i ret lang tid, inden vi satte kursen tilbage mod parkeringspladsen.
På vejen tilbage købte vi nogle hjemmelavede peanuts med karamel på plus to pakker kiks. Pris – fem kroner. Så turistpriserne var ikke nået vandfaldet endnu.
Turen tilbage til hotellet blev lige så bumpende som på vejen derud – og lige så støvet. Så det var dejligt at få noget andet tøj på, da vi nåede hotellet igen.
Resten af dagen var vi på caféen fra dagen før, hvor vi fik en let frokost og igen fik skrevet nogle bogstaver og tal i skolebøgerne.
Om aftenen spiste vi aftensmad på restauranten fra de første dage – hvor vi også fik spillet et par spil Solo, mens vi ventede på maden. Og da maden var spist, var det tid til at pigerne skulle sove.
I går var det så tid til at tage videre fra Jacmel – hvilket passede os meget fint. For selvom hotellet var hyggeligt, så bliver man træt af ting, som ikke virker og nattesøvn, der bliver spoleret af larmende dyr.
Derfor var det også en befrielse at komme her til Marriot i Port-au-Prince, hvor vi er nu. Inden vi kom så langt, skulle vi dog lige på endnu en tretimers tur igennem bjerge (hvor Frida blev køresyg) og byer med masser af slum og meget trafik.
Faktisk tog det os en halv time at køre de sidste fem kilometer. Men til sidst var vi fremme og kunne træde ind på hotellet – hvor det var som at træde ind i en helt anden verden.
Her var roligt, rent og køligt – og alle snakkede engelsk. Så selvom det ville være enormt kedeligt kun at bo på den slags internationale hoteller (der kan ligge hvor som helst i verden), kan det også være en befrielse en gang imellem.
Efter vi havde fået vores værelse, gik vi ned i hotellets restaurant, hvor vi fik en meget lækker burger. Bagefter tog vi badetøj på og nød den sidste sol ved hotellets pool.
Om aftenen så vi to afsnit af X-Factor. Og så var det ellers sovetid for pigerne – og lidt efter for os. Helt roligt fik vi det nu ikke. Denne gang var det dog ikke hunde og haner, der holdt os vågne – men større flok, som valgte at holde fest på værelset lige over for os helt til klokken 1.30.
Her i dag har vi fået en lækker morgenmad, der igen var som i en helt anden verden i forhold til morgenmaden på hotellet i Jacmel.
Egentlig havde vi snakket om, at vi ikke orkede endnu en gåtur i byen. Men da internettet fungerer rigtig godt her, er det en oplagt mulighed for at se MGP – og det kræver slik.
Derfor gik vi her til formiddag en kortere tur til et supermarked i nærheden. Og det var faktisk en positiv oplevelse.
For hvor vi havde forventet, at de ville være endnu mere reserverede her i Port-au-Prince end i de mindre byer, så var det faktisk omvendt.
Godt nok var der nogle møgunger, som råbte ”Fuck you” til os (sikkert det eneste engelske som de kunne). Men der var også masser af smil og mennesker, som hilste på os.
Måske hænger det sammen med, at hotellet ikke ligger i den allerfattigste del af Port-au-Prince. Det er dog stadig tydeligt, at dem som sidder og sælger deres varer ved vejen, stadig ikke har mange penge.
Resten af dagen vil vi så slappe af ved poolen. Og i aften står den forhåbentlig på MGP (med masser af slik) – noget som pigerne har glædet sig til.
I morgen går turen så videre med fly til øerne Turks & Caicos – hvilket helst sikker bliver endnu en stor kontrast.