200 kilometers forskel

Der er kun omkring 200 kilometer fra Haiti til Turks & Caicos. Alligevel er der en verden til forskel – som er om muligt endnu større end forskellen mellem Nordafrika og Sydeuropa.

Allerede på hotellet i Port-au-Prince havde vi jo fået lidt forsmag på en levevis, der ikke havde meget med det fattige Haiti at gøre. Og det fortsatte også på dag 2 på hotellet, hvor vi brugte en del af tiden ved poolen.

Senere valgte vi også at skifte værelse, fordi vores kære genboer så ud til at fortsætte feststemningen om lørdagen. Og i stedet for at skulle bede dem om at skrue ned, var det nemmere at tage konsekvensen og få et andet værelse.

Aftensmaden blev spist på hotellet. Og senere så vi MGP – mens vi spiste alt det slik, som vi havde købt tidligere på dagen.

I søndags var det så blevet tid til at forlade Haiti – og tage videre mod Turks & Caicos. Vi havde derfor sat vækketuret, så der var tid til både morgenmad og pakning, inden vi fik hotellet til at køre os til lufthavnen (mod en ret heftig betaling).

Den del gik ret nemt. Det gjorde check-ind til gengæld ikke. For nogle af vores tasker var for tunge – mens der var ledig vægt i de andre. Så samlet havde vi ikke for meget med. Men det hjalp ikke. Personalet insisterede på, at vi flyttede rundt på vores bagage, så der ikke var noget som helst overvægt.

Først drejede det sig om en hel del. Men til sidst var det under et halv kilo, som det ekstremt bureaukratisk personale insisterede på stadig skulle i den rigtige taske.

Så det tog en hel del tid at få styr på det – mens køen bag os voksede og voksede. Men efter lang tid kunne vi endelig få vores boardingpas og gå mod sikkerhedskontrollen og paskontrollen – der til gengæld heldigvis var hurtigt klaret.

Derefter var det bare at vente – og få brugt vores sidste Haiti-penge. Og da det var tid til afgang, fandt personalet os faktisk i ventesalen – og guidede os og de andre gæster mod flyet. Godt nok var vi kun 12 passagerer til de 30 sæder. Men det var nu alligevel ret imponerende, at de havde styr på, hvem som skulle med (og derfor findes). Og så lettede vi endda en halv time tidligere end planlagt.

Efter en times flyvning landede vi så i Turks & Caicos. Det første vi så her, var seks kæmpe store fly. Og det næste vi så, var en kæmpe, lang kø, der fortsatte langt uden for lufthavnsterminalen.

Heldigvis havde vores fly åbenbart særstatus. Så vi blev ført forbi de ventende mennesker udenfor – og ind i lufthavnsterminalen. Her kunne vi så konstatere, at der stod endnu flere mennesker end udenfor.

Men vores lufthavnsguide guidede os heldigvis også uden om den lange kø og helt frem til en særlig skranke i paskontrollen. Og så var vi igennem på under ti minutter.

Om det var helt ok, er jeg lidt i tvivl om. På den ene side var det måske ikke rimeligt, at vi kom med et lille fly fra Haiti – og skulle stå sammen med alle turisterne fra Canada og USA. På den anden side var det jo nok heller ikke helt rimeligt, at vi kom foran alle de andre.

I den sidste ende var vi dog glade for at slippe for at stå i kø med passagerne fra seks kæmpe fly. For det havde sandsynligvis taget adskillige timer. Og så gjorde det ikke ligefrem sagen bedre, at lufthavnen havde hyret en musiker, som spillede caribisk musik i den rungende ankomsthal. For det var vist mere stressende end afslappende.

Den lange kø var dog kun først forsmag på, at vi tydeligvis havde flyttet os fra et meget ikke-turistet land til en meget turistet ø – på godt og ondt.

For på den en side var det rart, at vi kunne få alt, hvad vi kunne ønske os at købe. Men på den anden side gjorde det også ondt, hver gang vi så prisen. For alt var meget dyrt.

Selvom vi var hurtigt igennem paskontrollen, var vores bagage allerede kommet. Og vi kunne derfor hurtigt tage en taxa mod vores hotel ”Coral Gardens”. Og her var det ikke en gammel skrammelkasse – men en lækker minibus (til en knap så lækker pris).

På hotellet fik vi vores lejlighed, der bestod af et soveværelse, en stue med køkken og to badeværelser – plus en balkon med dejlig havudsigt.

Vi var efterhånden blevet ret sultne. Men desværre havde vores egen hotel-restaurant ikke åben, for det havde blæst så meget, at vandet var steget op og oversvømmet den.

I det hele taget har vi ikke været så heldige med vinden – hverken på tidligere rejser til Caribien eller på denne rejse.

Allerede i Las Galeras i Den Dominikanske Republik blæste det så meget, at vi droppe en tur for at se hvaler.

Og her i Turks & Caicos havde vi netop valgt hotellet efter, at der skulle ligge et flot rev lige ude foran. Men det kunne vi godt glemme alt om den første dag. For bølgerne var alt for høje.

Efter en lang gåtur langs stranden lykkedes det os at finde en restaurant, hvor vi kunne få noget at spise. Og bagefter gik vi tilbage til vores hotel igen.

Vi havde brug for at få handlet lidt. Så mens pigerne blev på værelset, gik Marianne og jeg en længere tur til det lokale supermarked. Det var dyrt men meget velforsynet – bortset fra alkohol.

Der var godt nok masser af øl, vin og spiritus. Men fordi det var søndag, var det ikke tilladt at købe. Utroligt at man har sådanne regler, der udelukkende går ud over turisterne. For mon ikke de lokale kan finde ud af at købe alkohol til to dage om lørdagen.

Fra supermarkedet tog vi en taxa tilbage til hotellet. Og så var det tid til at få lagte Frida og Vilde i seng – mens vi selv fik læst lidt inden sovetid.

Næste morgen lavede vi selv morgenmad. Og bagefter fik vi pakket ud, inden vi gik til poolen. Desværre blæste det stadig meget. Så snorkling kunne vi godt glemme alt om. Marianne var godt nok ude. Men sigtbarheden var nærmest lig nul.

Aftensmaden blev spist på nabohotellet, da vores restaurant stadig var lukket. Og så var det igen sovetid.

Dagen efter startede vi igen med hjemmelavet morgenmad, inden Marianne og jeg tog til supermarkedet (denne gang med taxa begge veje) – blandt andet for at få købt lidt øl.

Bagefter var vi ved poolen, hvor jeg også prøvede at snorkle i havet. Igen var sigtbarheden ikke til den slags. Men i det mindst var der ikke højere bølger, end vi sagtens kunne bade.

Og så var vores egen restaurant heldigvis åbnet – med god mad og masser af hygge. Så det var dejligt.

I onsdags havde vi så sidste hele dag på Turks & Caicos. Så efter morgenmaden var vi ved poolen hele dagen. Og vi var også begge to ude at snorkle. Sigtbarheden var stadig elendig. Men det lykkedes Marianne at se en skildpadde. Og jeg fik set en kæmpe fisk, som jeg ikke helt ved hvad var (men den var stor).

Vi spiste frokost på vores egen restaurant. Og efter at have nydt den sidste aftensol på vores balkon, lavede vi selv morgenmad, inden det var sovetid.

Torsdag ventede der så en meget lang rejsedag. Den startede allerede tidligt, hvor vi efter at have spist morgenmad, pakket og checket ud, tog mod lufthavnen.

Her nåede vi ikke ud af bilen i lufthavnen, før en porter tog vores bagage og placerede det på en vogn. Derefter kørte han de godt 30 meter til check-ind skranken – hvilket i alt tog omkring et minut. For det gav vi ham to dollars – hvorefter han mumlede ”nærig”.

Personligt synes vi, at det var en meget god timeløn. Men det siger jo igen nok bare noget om, at pengene generelt sidder løst hos turisterne, der kommer til Turks & Caicos.

Heldigvis skulle vi ikke flytte rundt på vores bagage denne gang – men det var også et andet flyselskab. Så check-ind var hurtigt klaret.

Og det samme var paskontrollen, hvor vi var de eneste – hvilket var en stor kontrast til vores ankomst. Men sandsynligvis var det fordi, at vi skulle af sted om formiddagen. Når alle de store, amerikanske og canadiske fly igen skulle lette om eftermiddagen, var det nok en anden sag.

Endnu engang fløj vi en halv time for tidligt. Og selve flyveturen til Nassau i Bahamas tog heller ikke lang tid. Vi var også hurtigt igennem både paskontrol og bagageafhentning.

Derfor havde vi også god tid til både at checke vores bagage ind igen og spise burgere på Wendy’s, inden vi skulle videre med et indenrigsfly til Exuma.

Faktisk havde vi fem timer – som vi brugte på iPad, læsning og spille Solo. Og de fem timer blev endda til seks, fordi vores næste fly var en time forsinket. Men endelig kom vi af sted – og fløj de 35 minutter til Exuma, hvor vi er nu.

Da vi landede, fik vi vores bagage – som vi selv hentede på en bagagevogn. Og derefter kunne vi gå en kort tur til det sted, hvor vi skulle hente vores udlejningsbil. Heldigvis var papirarbejdet hurtigt overstået – og vi kunne køre af sted.

Udfordringen her i Bahamas er, at de kører i venstre side – hvilket de da også gør tydeligt opmærksom på med et skilt i bilruden (og skilte på vejene). Og da det samtidig var blevet mørkt (og jeg var godt træt efter en lang tur), galt det om at holde hovedet koldt.

Men ved hjælp af Google Maps lykkedes det heldigvis nemt at finde det hus, som vi havde lejet igennem AirBnb.

Desværre var der så ingen til at møde os og lukke os ind. Og da vi prøvede at ringe til de nummer, der stod i reservationen (til absurd høj minutpris), var der ingen, som svarede.

Så vi var ved at være godt trætte af situationen – og trætte i det hele taget. Derfor begyndte vi også at overveje alternativ overnatning. Men inden vi kom så langt, kom der en bil kørende. Og i den sad manageren, som var begyndt at undre sig over, hvor vi blev af.

Det viste sig, at vi åbenbart ikke havde det rigtige telefonnummer – hvilket manden undskyldte meget (og endda kom med en undskyldningsgave for dagen efter).

Men efter 12 timers rejse var vi endelig fremme – og pigerne kunne blive lagt i seng. Og der gik da heller ikke lang tid, før vi selv sov.

I forgårs valgte vi at køre til en restaurant for at spise morgenmad. Selve maden var ikke værd at skrive hjem om. Til gengæld var der en gammel spillemaskine, hvor man kunne spille en lang række spil som Pacman og Donkey Kong – ren nostalgi (og endda til en rimelig pris).

Bagefter kørte vi til George Town, der er hovedbyen her på Exuma – hvilket dog ikke siger så meget. Vi fik dog kigget på både souvenir og besøgt festpladsen, hvor der var byfest i netop denne weekend.

Inden vi kørte hjem igen, var vi forbi det lokale supermarked, hvor vi fik købt ind – igen til vanvittig høje priser. Der er ikke noget at sige til, at de lokale ofte er ret tykke. For alt den sunde mad er urimelig dyr (da den skal flyves ind).

Hjemme igen gik vi til vores lokale strand, som vi havde næsten for os selv. Her fik vi både badet og bygget sandslotte, inden vi tog hjem igen for at lave aftensmad. Og da den var spist, så vi et afsnit af X-Factor. Vi nåede dog ikke at se afgørelsen – for Frida kunne simpelthen ikke holde sig vågen.

I går startede dagen med, at vi selv lavede morgenmad. Og bagefter tog vi vores lejebil og kørte sydpå.

På vejen stoppede vi ved stranden med det lidt specielle navn ”Tropic of Cancer Beach” – der var rigtig fin. Her badede vi lidt (selvom det igen blæste meget), inden vi kørte videre til en lille, low key restaurant – der i øvrigt er kendt for at have været Johhny Depps stamsted under indspilningerne af ”Pirates of the Caribbean”.

Maden var rigtig fin. Og så var der endda et lille, lokalt bageri, hvor vi kunne købe banankage med hjem.

Fra restauranten kørte vi det sidste stykke til vejens ende – og derved også det sydligste punkt (sådan cirka) på øen. Der vendte vi bilen og kørte hjemad. På vejen stoppede vi op i det lokale systembolaget for at købe nogle øl og det lokale supermarked for at købe alt det andet.

Hjemme igen nød vi en øl på terrassen – hvor vi faktisk kunne se to store rokker i vandet. Så selvom vi er i tvivl, om der er noget at se i vandet, skal det alligevel undersøges med en snorkletur senere i dag.

Bagefter spiste vi hjemmelavet aftensmad og så afslutningen på X-Factor. Og så var det sovetid for pigerne – og ikke så meget senere også for os.

I dag var vi drejet bilen den anden vej og kørt nordpå – til vejen igen sluttede. På vejen tilbage stoppede vi ved ”Cocoplum Beach” – hvor sandet var rigtig fint og der var masser af skaller. Og så var det så lavvandet, at man kunne gå langt ud.

Frokosten er blevet spist på endnu en lille, low key restaurant (med god mad). Og senere i dag skal vi en tur på stranden – og snorkle lidt.

I morgen skal vi så på en heldagstur, hvor vi skal se svømmende grise og klappe hajer (og en masse andet). Og i overmorgen går turen til det kæmpe Atlantis Hotel i Nassau med badeland. Det glæder pigerne sig vist til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *