Bahamas’ mange ansigter
De seneste 10 dage har vi oplevet Bahamas’ mange forskellige ansigter. Vi har set det mærkeligt Bahamas, det kunstige Bahamas – og ikke mindst det ”rigtige” Bahamas.
Mandag i sidste uge stod den på det mærkelige Bahamas. For her skulle vi på sejltur for blandt andet at se svømmende grise – noget som pigerne havde glædet sig til.
Så vi var tidligt oppe og blev hentet af en minibus. Starten gik dog ikke så godt. For efter at vi var blevet hentet, skulle vi vente 25 minutter på nogle andre gæster, som kom med et fly fra Nassau.
Og da vi kom frem til båden, blev vi proppet sammen med 22 andre – selvom vi var blevet stillet i udsigt, at der maksimalt ville være 16 passagerer i alt. Men efter lang tid kom vi af sted – på en tur med mange oplevelser og stop.
På den første del af turen sejlede vi forbi en række private øer med kæmpe huse – og endda palmer importeret fra Jamaica. Nogle mennesker har bare rigtig mange penge.
Bagefter stoppede vi op for at et par af guiderne kunne dykke efter konkylier – som vi senere fik serveret i en salat (der faktisk smagte forbavsende godt). Vi så også en smuglergrotte og et kokain-fly, der var styrtet i havet.
Så var det blevet tid til at snorkle i en grotte. Det var en rigtig flot oplevelse, men desværre havde vi ikke så lang tid – for det havde taget lang tid at give 26 mennesker det rette snorkel-udstyr.
Og så blev det for alvor mærkeligt. For næste stop var stranden med de svømmende grise. Og vi nåede da heller ikke mere at lægge til og hoppe i vandet med et stykke brød, før vi blev overfaldet af nogle kæmpe grise, som kom svømmende imod os.
Det var en noget voldsom oplevelse for Vilde – specielt fordi hun også blev jagtet af en stor gris på land. Så hun ville gerne op på båden igen. Og det tog ret lang tid, før vi igen fik lokket hende i vandet.
Den sjoveste oplevelse skulle dog vise sig at blive den næste, hvor vi fik mulighed for at svømme med hajer – nærmere betegnet ”nurse sharks”.
Her var vi også i vandet, hvor der blev kastet mad ud til dem. Og heldigvis havde de mere lyst til fiskerester end til os. Så det var muligt at komme helt tæt på og røre dem.
Til gengæld skulle man så passe på ikke at træde på dem – eller blive væltet af dem, som Frida var ved på et tidspunkt.
Efter endnu et stop på havet, hvor der blev fundet søstjerner (og efterfølgende taget fotos med dem), lagde vi til ved nogle kæmpe sandbanker. Her spiste vi konkyliesalat og tog billeder af det hvide sand og det turkisblå hav.
Derfra gik det i fuld fart henover bølgerne – så vi blev kastet rundt og fik masser af havvand på os. Men det var nu en sjov oplevelse alligevel.
Efter en hurtig frokost på en restaurant på land, sejlede vi til det sidste sted, hvor det var planen, at vi kunne fodre leguaner. Men fordi vi var så forsinkede, var det kun guiden som kom i land. Her kastede han noget mad til leguanerne, inden vi ræsede videre – så flypassagerne kunne nå deres fly.
Fodring af leguaner var noget af det, som vi havde set frem til. Så det var ret skuffende (og meget lidt tilfredsstillende), at den del af turen blev droppet – bare fordi der var fire passagerer, som skulle nå et fly.
Og det blev da heller ikke bedre af, at vi kunne se en masse andre mennesker (endda fra samme turselskab) på land, som tydeligvis morede sig med at fordre og lege med leguanerne.
Tilbage i land kunne vi konstatere, at vi vist havde fået for meget sol. Så det var rart at komme ind i minibussens skygge – og tilbage til vores hus, hvor vi slappede af. Kort efter lagde os til at sove efter en lang dag på havet.
I tirsdags skulle vi så forlade Exuma og rejse tilbage til Nassau – og derved også det ”kunstige” Bahamas. For her skulle vi bo på det kæmpe Hotel Atlantis.
Inden vi kom så langt, havde vi dog en del ventetid foran os. Så vi tog det stille og roligt med pakningen og tog først af sted klokken 13. Her var vi forbi et supermarked for at finde noget til turen – uden dog at købe noget.
I stedet afleverede vi vores lejebil – der var godt slidt og bulet. Så vi var klar, hvis de begyndte at påstå, at vi var skyld i nogle af dem. De var dog ikke interesseret i andet end, om der var tanket op.
Bagefter spiste vi frokost på en restaurant ved lufthavnen, inden vi checkede ind. På forhånd vidste vi, at flyet ville være ti minutter forsinket. Vores erfaring siger os dog, at ti minutter som regel bliver til mere.
Så vi var lidt bekymrede. Men det viste sig (for en gang skyld) at blive ved de ti minutters forsinkelse. Og efter en kort flyvetur var vi tilbage i Nassau.
Her fik vi hurtigt vores bagage og prajede en taxa til at køre os til Hotel Atlantis – som vi havde booket, fordi de har et kæmpe vandland (noget som pigerne havde glædet sig til).
Vi fik hurtigt vores værelse. Og bagefter gik vi rundt og kiggede lidt på det kæmpe hotelområde – hvor der blandt andet var masser af områder med rokker, hajer og skildpadder.
Aftensmaden blev spist på et pizzeria. Og bagefter var det sovetid for pigerne – og efter lidt læsning også for os.
For at få noget ud af de to dage på Atlantis, havde vi sat vækkeur. Og første stop var morgenmaden – der bestod af en kæmpe buffet med alt, hvad man overhoved kunne forestille sig (og en del som man ikke kunne forestille sig).
Så var det blevet tid til at få solcreme på og bevæge sig mod det kæmpe badeland. Her ville pigerne gerne prøve vandrutsjebanerne.
Udfordringen var, at man skulle være 48 inches (godt 122 cm) for at prøve dem – hvad enten det var de vildeste eller dem, der var lidt mere børnevenlige. Og Vilde var lige omkring den højde.
Så vi havde forsøgt at gøre hende lidt højere med sko og ”højt hår”. Det hjalp dog ikke så meget. For hver gang hun skulle prøve noget nyt, insisterede personalet på at måle hende. Og visse steder var hun høj nok – mens hun underligt nok var for lille andre steder.
Det var ret irriterende. Men det lykkedes hende blandt andet at prøve en vandrutsjebane, hvor man kørte hurtigt ned på en badering – for derefter stille og roligt at flyde igennem et hajbassin (dog med en tyk glasrude imellem).
Heldigvis var der ingen højdebegrænsning på den flod, som man kunne flyde nedad i en badering. Og det var faktisk den sjoveste oplevelse af dem alle. For det gik ikke lige stille for sig alle steder. Nogle gange kom der nemlig voldsom strøm og bølger, så man blev kastet rundt.
Den sidste del af dagen var vi ved et vand-legeområde. Og mens Vilde var der, prøvede jeg nogle af de mere vilde rutsjebaner med Frida. Og senere fik hun også lokket Marianne med.
Efter en lang dag med masser af vand var det tid til at komme op på værelset igen for at klæde om, inden vi skulle have aftensmad – der blev spist på pizzeriaet fra dagen før.
Dag 2 på Atlantis startede igen med vækkeur og kæmpe morgenmad. For at undgå at Vilde skulle måles hele tiden, havde vi besluttet at få hende målt en gang for alle af en person, som faktisk havde bemyndigelse til at tage en endelig beslutning.
Men til trods for diverse ”højde-fremmende” tiltage blev konklusionen, at Vilde var omkring en centimeter for lille til at prøve vandrutsjebanerne – hvilket hun naturligvis blev meget skuffet over. Og det var også lidt svært at forstå, at denne specifikke højde skulle gælde for dem alle sammen (ligegyldigt hvor vilde de var).
I stedet fik vi prøvet floden fra dagen før flere gange. Og så var jeg oppe i nogle endnu mere vilde rutsjebaner med Frida.
Om eftermiddagen prøvede vi endnu engang floden, inden vi gik til den vildeste rutsjebane af dem alle. Den var Frida dog noget skeptisk omkring, hvorvidt hun turde. Og da hun stod der og kiggede ned, blev konklusionen, at den alligevel var for vild – selvom hun havde kastet sig frygtløs ud i alle de andre. Så selv for hende var der en grænse.
Efter et bad gik vi lidt rundt på hotellet og kiggede på endnu flere fisk og hajer, inden vi spise aftensmad på en restaurant. Og så var det igen blevet sovetid.
I fredags var det så tid til at forlade Hotel Atlantis – hvilket i hvert fald pigerne var kede af. De kunne sagtens have brugt et par dage mere i vandlandet.
Vi havde dog et sent fly, så der var masser af tid til at pakke om formiddagen, checke ud og spise en sen morgenmad. Bagefter var jeg til frisør, mens Marianne og pigerne gik rundt og kiggede lidt på hotellet.
Da vi mødtes igen, gik vi til akvariet ”Lost Atlantis” – der sagtens kunne måle sig med mange af de andre akvarier, som vi har set rundt om i verden. Her var mange fisk, hajer og ikke mindst kæmpe rokker.
Bagefter fik vi lidt at drikke på pizzeriaet, inden vi hentede bagagen og tog med en taxa mod lufthavnen. På vejen fik vi en masse at vide om Bahamas af en meget højtsnakkende chauffør.
I lufthavnen checkede vi ind, og bagefter spiste vi på den samme Wendy’s, som vi havde spist på, inden vi fløj til Exuma en uge tidligere. Bagefter var det igennem sikkerhedskontrollen, inden vi satte os til at vente ved den anviste gate.
Heldigvis var vi opmærksomme på højtaler-beskederne. For mens vi ventede, viste det sig, at vi åbenbart skulle af sted fra en helt anden gate (hvilket ikke var annonceret nogen som helst steder).
Men vi kom af sted med endnu et lille propelfly – endda lidt før tid. Og en halv time senere landede vi på øen Abaco, hvor en taxa ventede på os, efter vi havde fået vores bagage.
Turen til vores lejede hus tog nærmest lige så langt tid, som flyveturen. Og landskabet var ikke specielt spændende. Men endelig var vi fremme ved Treasure Cay, hvor vi efter lidt søgen fandt det lejede hus.
Huset mindede meget om et dansk sommerhus – inklusiv sandklitter i stil med Vesterhavet lige udenfor. Og i første række til havet. Eneste væsentlige forskel var palmerne.
For en gang skyld nåede vi frem, inden det blev mørkt. Det varede dog ikke lang tid, før solen gik ned – og pigerne blev derfor lagt til at sove kort tid efter. Og efter lidt læsning, sov Marianne og jeg også.
Næste morgen spiste vi en sen morgenmad (der nærmere blev frokost) på en restaurant næsten lige ved siden af huset. Her lavede vi også lidt skolearbejde, inden vi gik rundt og kiggede på området – der var rigtig hyggeligt med marina og masser af ældre i golfvogne. Det var et rigtig pensioniststed (sandsynligvis udelukkende for den velhavende del af USA).
Inden vi gik tilbage til huset, fik vi også handlet lidt – og kunne konstatere, at priserne var billigere end på Exuma (uden man dog ligefrem fik tingene gratis).
Tilbage i huset fik pigerne igen lavet nogle skolearbejde, og jeg fik lavet lidt praktisk computer-arbejde. Senere var Marianne og pigerne på stranden for at bade, mens jeg blev færdig med mine ting.
Om aftenen spiste vi på samme restaurant – hvor maden var rigtig fin. Og så var det igen blevet sovetid.
Næste dag lavede vi morgenmad selv. Bagefter gik Marianne og jeg af sted for at handle – og købe en snorkeltur til næste dag. Senere gik vi alle fire en tur langs stranden – som flere steder er kåret blandt de flotteste i verden.
Langs stranden lå der en række kæmpe villaer, som helt sikkert er feriebolig for rige amerikanere – som kommer til Abaco for solen og et spil tennis eller golf med vennerne.
For enden af stranden var der en lavvandet tange, så vi kunne gå hele vejen ud til en ø – i hvert fald os voksne. For noget af tiden måtte pigerne svømme, da de ikke kunne bunde.
Da vi kom tilbage fra vores strandtur, slappede vi af på terrassen med lidt vin og øl – og et spil Ego. Og så blev aftensmaden endnu engang spist på samme restaurant som de andre dage.
I mandags havde vi så vores sidste dag på Abaco. Og da det ikke var blevet til meget snorkling tidligere på rejsen, havde vi bestilt en snorkeltur – selvom det var med bus og ikke med båd.
Så vi tog en minibus sammen med fire andre og en guide til hovedbyen Marsh Harbour, hvor revet Mermaid Reef ligger.
Vi havde ikke de helt store forventninger. Men det viste sig, at der faktisk var ret mange fisk – specielt når vi dryssede havregryn i vandet. Til gengæld er det ikke rigtig blevet til rokker og skildpadder på denne rejse.
Efter snorkelturen i det lidt kolde vand, kørte vi til en hyggelig restaurant ved marinaen (med kæmpe både). Da vi havde spist frokost, gik vi lidt rundt i byen – og kunne konstatere, at vi ikke var gået glip af noget ved at bo et andet sted på øen.
Tilbage i huset igen fik vi vasket lidt tøj. Og så kunne vi slappe af på terrassen, inden vi lavede aftensmad (toastbrød med ost). Bagefter pakkede vi vores ting og lagde os til at sove.
I forgårs skulle vi så flyve fra Bahamas til USA – denne gang ret tidligt. Så vi satte vækkeuret og fik pakket det sidste, inden vi tog en taxa til lufthavnen. Her fik vi checket ind – hvilket var ret omstændigt, fordi vi skulle til USA.
Og vi skulle også lige flytte godt et halv kilo bagage fra en taske til en anden, inden alle fire tasker var under vægtgrænsen. Endnu engang måtte vi undre os over, at de gik så detaljeret op i vægten af de enkelte tasker, når vi samlet på ingen måde havde for meget med.
Bagefter var der lidt ventetid i lufthavnsterminalen, inden vi fløj af sted med endnu et lille propelfly mod Orlando. Faktisk virkede det endnu mindre end nogle af de andre. I hvert fald var der så lavt til loftet på toilettet, at man ikke kunne stå oprejst.
Flyveturen tog knap to timer. Og heldigvis var vi også hurtigt igennem paskontrollen denne gang. Sikkert fordi der til forskel for Fort Lauderdale hovedsageligt kommer indenrigsfly til Orlando. Til gengæld kom vi så til at vente længere tid på bagagen.
Her i USA har vi lejet en lejebil. Så efter en kort køretur med shuttlebus fra terminalen til udlejningsstedet fik vi vores lejebil – en lækker Mercedes E-klasse (som ville koste en formue at leje i Danmark).
Helt tilbage i Haiti gik min iPhone i stykker – og ville ikke tænde. Så det første, vi gjorde her i USA, var at køre til en Apple-store for at få kigget på den.
Og heldigvis kunne jeg godt få hjælp selv uden tidsbestilling – dog først efter noget ventetid. Så mens vi ventede, var vi en kæmpe M & M butik – hvor vi blandt andet købte ”bland selv” M & M.
Her kunne vi i øvrigt konstatere, at vi nu har været i alle de tre butikker, der er i USA – nemlig i Las Vegas (for 13 år siden), New York (også for en del år siden) og nu i Orlando.
Mens vi ventede, fik Marianne i øvrigt en tornado-advarsel på sin telefon. Og vi kunne da også konstatere, at det pludselig var blæst op, og det regnede voldsomt.
Efterfølgende har vi også hørt, at en del fly blev nødt til at cirkle rundt over Orlando, inden de kunne lande. Så vi var glade for, at vi var landet i godt vejr.
Hos Apple kunne de hurtigt konstatere, at min telefon ikke virkede. Og de ville egentlig også gerne give mig en ny. Men det var et problem at få systemet til at acceptere det, fordi den var købt i Danmark – og nu skulle byttes i USA.
Men efter lang tid lykkedes det supporteren at klare opgaven (sandsynligvis på en ikke helt reglementeret måde). Og jeg kunne endelig få udleveret en ny telefon – hvilket var glædeligt efter at have været ude iPhone i næsten fire uger. Så jeg var meget glad (og lettet).
Med en ny telefon i hånden kunne vi køre til vores hotel Disney Coronado Spring Resort – som er vores overnatningssted de næste dage. Og samtidig også det sted, hvor jeg skal til konference, mens Marianne og pigerne skal slappe af (og få lavet noget skolearbejde).
På hotellet fik vi vores værelse, og bagefter fik jeg også checket ind til min konference. Da det var klaret, gik vi lidt rundt på det kæmpe hotelområde. Og vi fik også aftensmad på hotellet, inden det var sovetid.
I går sov vi så lidt længe. Og bagefter spiste vi en sen morgenmad/tidlig frokost, inden det var blevet tid til, at jeg skulle starte på konferencen. Imens jeg sad og blev klogere, fik Marianne og pigerne lavet noget skolearbejde på værelset. Og pigerne var også en tur i poolen.
Om aftenen mødtes vi alle fire og kørte af sted i vores bil for at spise på restauranten Chili’s – som vi med stor fornøjelse har spist på i forbindelse med tidligere rejser til USA. Og heldigvis levede maden også denne gang op til forventningerne – i hvert fald i forhold til den billigere pris end på hotellet.
Da vi havde spist, fandt vi et supermarked, hvor vi kunne købe lidt slik og drikke. Og så var det hjem og sove for pigerne – for klokken var efterhånden blevet mange.
I dag har jeg så været til konference helt fra morgenstunden. Imens har Marianne og pigerne taget det lidt mere roligt. Og ved middagstid mødtes vi alle fire på værelset (hvor pigerne lavede skolearbejde), inden jeg igen skulle af sted til anden del af konferencen.
Mens jeg var af sted, var Marianne og pigerne ved poolen – hvor de også fik lidt sent frokost. Og lige om lidt står den så på X-Factor og slik.
I morgen og i overmorgen står der så igen konference på programmet, inden vi søndag tager videre rundt i Florida for at opleve en række forskellige ting. Og om præcis en uge flyver vi så tilbage til Danmark.