Øen med de larmende golfvogne

Efter en længere rejse har vi de seneste dage nydt livet på Isla Holbox – en ø nord for Yucatan-halvøen i Mexico.

Rejsen hertil startede allerede onsdag morgen i sidste uge, hvor vi pakkede de sidste ting og lukkede lejligheden ned, inden vi tog en taxa mod lufthavnen. Her fik vi checket ind – og også lige nået en shake og en sandwich fra Joe & the Juice (efter pigernes ønske), inden vi satte os på flyet til Paris.

I Paris landede vi med godt en halv times forsinkelse. Men heldigvis havde vi god tid, inden vi skulle videre med det næste fly mod Cancun.

Det fly var så også forsinket. Air France har tilsyneladende adopteret den generelle, franske holdning med at faste klokkeslet kun er vejledende.

De 11 timer til Mexico gik med iPad, film, læsning – og en smule søvn. Det var dog til tider lidt af en udfordring, da vi var blevet placeret i børneafdelingen – med babyer hele vejen rundt om os. Så der var en del skrig og skrål fra trætte børn.

Det er dog ikke første gang, at vi har oplevet at blive placeret lige netop der. Men når Vilde fylder 12 (og derfor regnes for en voksen i fly-sammenhæng) er denne uheldige tendens forhåbentlig slut.

Udover skrigende babyer var Marianne så også udfordret af, at hendes sæde var i stykker – og derfor røg helt tilbage, hvis hun lagde vægt på det. Så for ikke at genere personen bagved alt for meget, måtte hun sidde ret op en stor del af flyveturen.

Men vi kom frem og landede i Cancun klokken 20 lokal tid – hvilket var klokken 2 om natten for os. Herefter ventede en hurtig paskontrol og en meget langsom bagageudlevering.

Til gengæld var der ingen corona-kontrol overhoved – ud over at alle passagerer blev scannet for feber, når de gik forbi. Vi har da også mødt rigtig mange danskere allerede. Så der er noget, der tyder på, at Mexico er blevet det nye Thailand (som jo ikke ligefrem har lemfældige corona-regler).

På vejen mod udgangen i lufthavnen blev vi også lige stoppet af en told-hund – som sandsynligvis snusede efter narko. Det var dog heldigvis ikke den slags ting, som vi havde i rygsækken – men en lidt mere uskyldig smuglervare i form af halvanden agurk. Men ret imponerende, at den kunne snuse sig frem til den slag. Og den fik da også en hundekiks som belønning for fangsten.

Inden vi forlod lufthavnen, gik vi på jagt efter en ATM, som kunne give os nogle penge. Og det var ikke nemt – hvilket skulle vise sig at blive en generel tendens. Der var tre ATM’er i lufthavnen – to med dollars og en med pesos. Og den med pesos virkede ”naturligvis” ikke.

Så vi måtte opgive at få penge og i stedet tage shuttlebussen til vores lufthavnshotel ”Courtyard By Marriott Cancun Airport”. Her var vi til gengæld heldige. For da vi ringede for at bede hotellet om at sende bussen, var den allerede ankommet til lufthavnen.

Vel ankommet kunne vi så endelige checke ind og gøre os klar til at sove – efter lige at have været nede i receptionen igen for at bede dem om at redde sovesofaen op. Man kan undre sig lidt over, at de ikke kan regne ud, at man får brug for en ekstra opredning, når man bestiller et værelse til fire personer.

Heldigvis gik det ret hurtigt. For vores tålmodighed var efterhånden ret tyndslidt efter en lang rejsedag – med blandt andet mundbind på stort set hele tiden i 20 timer.

Klokken 22.30 kunne vi så endelig lægge os til at sove. Men her var klokken så også blevet 4.30 for os. Og bortset fra en smule søvn i flyet, havde vi derfor været vågen i næsten et døgn.

På grund af tidsforskellen vågnede vi dog alligevel tidligt næste morgen. Så efter at have pakket vores ting og spist morgenmad, kørte vi mod det udlejningsbureau, hvor vi havde lejet en bil.

Her fik vi en Volkswagen SUV udleveret, som de pralede med var en af deres nyeste og fineste biler. Og den var da muligvis også en af de nyeste. 13.000 kilometer på kilometertælleren og en del skrammer fortalte os dog, at den ikke var helt ny. Men den kører nu fint.

Det lykkedes os også at få hævet nogle pesos i lufthavnen. Og så satte vi kursen mod Chiquila – en køretur på et par timer ad fine, mexicanske veje.

En stor del af turen var der dog vejarbejde. Og her blev der tilsyneladende brugt flere ressourcer på at have personale, som stod med store flag og guidede i den rigtige retning (hvor det ellers var åbenlyst, hvor man skulle køre) – end rent faktisk at få udført vejarbejdet.

I Chiquila parkerede vi bilen på en privat parkeringsplads, hvor ejeren (mod betaling) ville holde øje med den. Og så tog vi den halve times færgetur mod Isla Holbox.

Vi har set en del rejsevideoer fra Isla Holbox. Og her bliver det hver gang fremhævet, at der ingen biler er på Isla Holbox – kun golfvogne.

Det er dog en sandhed med modifikationer. For der er biler på øen. Det drejer sig dog hovedsageligt om arbejdsbiler til varetransport og bygningsarbejde.

Og det lyder da også dejligt, at der kun kører golfvogne rundt. Men desværre er det ikke golfvogne, som dem man kender fra golfbanen.

I stedet er det vogne med en motor, der (uden at være motorkyndig) minder om en blanding mellem en motorcykel og en ATV. Altså en motor, der larmer langt mere end en bils.

Så det, der lyder som en dejlig ting, er desværre en større belastning, end hvis der ”bare” var biler. Men tænk hvis de benzin-drevne golfvogne blev skiftet ud med elektriske. Så ville det være et paradis.

Fra havnen blev vi transporteret med to af disse golfvogn-taxaer til vores hotel ”Casa Astral” – hvilket var en noget bumpende tur, da der ikke er asfalterede veje på øen. Til gengæld er der store huller i sandvejene.

Vores hotel ligger godt 10 minutters gang fra hovedbyen – hvilket er meget rart. For så slipper vi for støjen men har samtidig kort vej til alt. Og så har vi fået en lejlighed på tredje sal med flot udsigt ud over havet og de omkringliggende omgivelser.

Noget helt særligt ved det ene soveværelse er også, at der er to dobbeltsenge – oven på hinanden som en køjeseng. Det har vi ikke set før. Men en ret smart måde at gøre plads til fire personer. Vi har dog to værelser, så Frida og Vilde kan ligge og bredde sig i hver sin seng.

Efter lige at have pakket lidt ud gik vi tilbage til byen, hvor vi gik lidt rundt og kiggede. Og vi fandt også en restaurant, hvor vi spiste aftensmad, inden vi gik tilbage for at sove.

I fredags var det Mariannes fødselsdag. Så hun blev fejret med sang og flag fra morgenstunden – og efterfølgende gaveudpakning på terrassen.

Bagefter tog vi først en dukkert i havet og efterfølgende en i hotellets pool på taget. Og så slappede vi af på vores terrasse et par timer.

Senere gik vi så ind til byen for at hæve penge – hvilket skulle vise sig at blive noget af en udfordring.

Der er en del ATM’er på øen – men kun to, som spytter pesos ud (resten er dollars). Så vi opsøgte den ATM, der lå i forbindelse med øens eneste bank.

Her var der en længere kø – for automaten var løbet tør for penge. Heldigvis gik der ikke lang tid, før den var fyldt op igen.

Det hjalp dog ikke så meget. For da vi prøvede at få penge, fik vi at vide, at transaktionen blev afvist af vores bank. Og selvom vi prøvede tre forskellige kort, så lykkedes det ikke – sandsynligvis fordi, at de alle sammen var fra Jyske Bank.

Resultatet var det samme for øens anden pesos-ATM. Og selv da vi prøvede at få dollars, kunne det ikke lade sig gøre. Så vi måtte opgive – og i stedet gå på jagt efter en restaurant, hvor vi kunne få noget at spise.

Her skulle vi så til gengæld passe på ikke at spise for dyrt, da vi kun havde begrænset med pesos tilbage. Men det lykkedes os at få noget at spise – uden at skulle ud og vaske op i køkkenet bagefter.

Vi har aldrig været ude for, at alle vores kort fra samme bank ikke virkede. Så det var et ret stort problem ikke at kunne få penge. Men heldigvis var der en sidste løsning – nemlig at bruge mit firma-Mastercard.

Så det måtte vi tilbage på hotellet for at hente. Og mens de andre blev tilbage, gik jeg så ind til byen igen.

Og endelig var vi lidt heldige. For det første var der masser af penge i automaten. Og for det andet virkede kortet. Så det lykkedes os at få nogle pesos. Men utrolig irriterende at skulle spilde så meget tid på at få penge – noget som man jo ellers bare tager for givet i Danmark.

Da vi nu havde penge igen, kunne vi også starte fejringen af Marianne. Det gjorde vi ved at sætte os på en beach bar i nærheden af vores hotel og bestille øl og drinks. Og det kan altså noget at ligge i en hængekøje med en øl i hånden og udsigt ud over havet.

Dagens solnedgang blev set fra terrassen. Og efter at vi havde gjort os klar, gik vi tilbage mod byen for at finde en restaurant. Det blev dog også lidt af en udfordring, for mange af dem (i hvert fald de bedste) var fyldte – og krævede reservation.

Så vi valgte at udskyde fødselsdagsmiddagen til næste dag og fandt i stedet en restaurant ved vandet, hvor vi fik et lidt mere simpelt måltid – der dog stadig var udmærket (og med fin betjening). Og da Frida samtidig næsten ikke kunne holde sig vågen, var det vist en fin beslutning.

I forgårs vågnede vi endnu engang ret tidligt – så vi kunne nyde en flot solopgang. Bagefter gik vi ned til beach baren fra dagen før, hvor vi spiste morgenmad.

Resten af formiddagen brugte vi på at gå en lang tur langs stranden til øens vestligste del, hvor der ligger en flot lagune. Og så gik vi ad vejen hjem – så vi kunne se, hvad der ligger i den del af vores lokalområde.

Den første del af eftermiddagen blev brugt ved hotellets pool – mens vi ventede på at rengøringen af vores værelse skulle blive færdig. Og bagefter spiste vi lidt sen frokost på den lokale beach bar.

Imens var det så begyndt at regne lidt. Og da vi gik mod den restaurant, hvor vi havde bestilt bord, begyndte det at regne ret meget. Samtidig lå restauranten så endda i den modsatte ende af byen. Så vi nåede at blive ret våde, inden vi var fremme.

Den forsinkede fødselsdagsmiddag skulle spises på en restaurant, der ifølge Tripadvisor skulle være en af øens bedste. Og det var da også fin mad, som de serverede – selvom det dog ikke var noget særligt i forhold til danske restaurant-standarder (men her er vi som danskere nok også bare ret forvente).

Desværre oplevede vi ikke rigtig den visuelle del af den ellers flot anrettede mad. For der var så mørkt på restauranten, at vi måtte bruge lyset fra vores telefoner for at kunne se, hvad vi spiste.

Og det er de færreste retter, der gør sig rigtig godt i LED-lysets skær. Så det var ret ærgerligt. Men de var nu alligevel en udmærket middag.

Dagen i går startede med gråvejr fra morgenstunden. Men heldigvis klarede det hurtigt op, så vi kunne gennemføre vores plan – at leje cykler.

Vi fandt et sted, hvor vi kunne leje fire cykler. Og efter en par tilretninger (fra os krævende, cykelvante danskere), kunne vi trille af sted ad sandvejene østpå langs stranden.

På vejen stoppede vi ved en restaurant, der absolut ikke så ud af noget særligt. Men det skulle vise sig at være det sted, hvor vi indtil nu har fået bedst mad. Nogle gange handler det bare om hvilken mexicansk ”mama”, der står i køkkenet.

Isla Holbox er en forholdsvis stor ø. Men meget af den er dækket af mangrove. Så det var kun en tur på godt tre kilometer østpå, før vejen endte. Helt ligger der en populær kitesurfing-strand, som vi kiggede lidt på, inden vi trillede den modsatte regning igen.

Tilbage i byen kørte vi rundt på kryds og tværs – hvilket var lidt af en udfordring på grund af gårsdagens regn. For der var mudret overalt og flere steder var der også kæmpe vandpytter. Både Vilde og Frida fik da også sat foden ned i en gang mudder flere gange.

Efter at have nydt en drink var stranden afleverede vi så vores cykler igen og gik tilbage til vores hotel, hvor vi hoppede en tur i poolen og brugte resten af eftermiddagen på terrassen.

I går aftes spiste vi aftensmad på et pizzeria lige ved hotellet – hvor de lavede virkelig gode pizzaer. Og bagefter gik vi til stranden ved den vestlige del af øen.

Her skulle man kunne se et fænomen kaldet bioluminescens – der er selvlysende plankton. Desværre var vi endnu engang uheldige med vejret – dog med modsat fortegn.

For vejret var simpelthen for godt. For at kunne se bioluminescens kræver det mørke. Og med næsten fuldmåne og en nærmest skyfri himmel var det alt for lyst.

Så det eneste, som vi fik ud af den strandtur, var en masse myggestik (eller måske var det sandfluer).

I dag har vi så vores sidste dag her på Isla Holbox, inden vi tager færgen tilbage til fastlandet i morgen og kører mod Valladolid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *