Cenotes og Maya-ruiner

Yucatan-halvøen er særligt kendt for to ting – cenotes og Maya-ruiner. Og efter vores ophold på Isla Holbox var det netop disse to ting, som var i fokus efterfølgende.

Mandag i sidste uge var vi dog stadig på Isla Holbox, hvor vi havde vores sidste hele dag. Her startede vi med at få klaret nogle praktiske computer-ting. Og bagefter gik vi af sted for at få noget at spise.

Der var dog ret blæsende. Så i stedet for at spise på stranden, fandt vi en restaurant i centrum. Og bagefter fik vi kigget lidt på souvenir, spiste en is og taget en enkelt drink på en tagterrasse-bar.

Efter et enkelt stop på en strandbar, brugte vi resten af eftermiddagen på vores terrasse, hvor pigerne fik klaret lidt skolearbejde, og hvor vi så en flot solnedgang.

Aftensmaden valgte vi at spise i centrum. Her fandt vi en restaurant, hvor vi kunne få bord et kvarter senere. Så vi gik lidt rundt i byen – og kom så tilbage igen til den aftalte tid. Beskeden var, at bordet ville være klar i løbet af et par minutter.

Disse ”par minutter” blev derefter til en halv time – hvorefter det så viste sig, at de alligevel ikke havde bord. Nu var vi efterhånden blevet godt sultne (og trætte og sure). Så vi valgte i stedet at gå til det pizzeria, hvor vi også havde spist dagen før. Og heldigvis var der et bord ledigt med det samme der.

Næste dag skulle vi så videre. Så efter at have spist pizza-rester til morgenmad og pakket vores ting, tog vi en golfvogn-taxa tilbage til havnen – og derfra en færge til fastlandet igen.

Her hentede vi så vores lejebil på den parkeringsplads, hvor den havde holdt parkeret i fem dage – og satte kursen mod Valladolid. På vejen stoppede vi ved den første af de mange cenotes, som vi skulle komme til at se de næste par dage.

En cenote er et sted, hvor jorden er skredet og har efterladt et hul – ofte med vand i. Dette hul kan så enten være åbent i toppen eller en del af en hule. Og disse cenotes er der hundredevis af på Yucantan-halvøen.

Første cenote var en af de lukkede, der lå et godt stykke nede ad en grusvej. Og her betalte vi så 65 kroner for en fem minutters rundtur under jorden med et par af de lokale børn. Helt klar en overpris. Men det var åbenlyst ikke en cenote, der blev besøgt ofte. Så pengene faldt helt sikker på et tørt sted.

Efterfølgende kørte vi så videre til endnu en cenote – hvor der ikke stod børne-guider klar. I stedet gik vi selv ned cenoten – i lyset fra vores mobiltelefoner. Her var der tale om et større hulesystem. Så vi turde ikke gå alt for langt ind – af frygt for at fare vild.

Derefter var det slut med sightseeing for denne omgang – og vi kørte mod Valladolid, hvor vi ankom til vores hotel ”Hotel Posada San Juan” først på eftermiddagen. Det var et hyggeligt, lille hotel – hvor vi helt klart fik de to bedste værelser.

Resten af eftermiddagen blev brugt på at slappe af og læse lidt om området. Og om aftenen gik vi ud for at kigge lidt på byen og finde en restaurant. Her var vi blandt andet forbi byens torv, hvor alle de lokale mødtes og gik aftentur.

På vejen rundt i byen gik det pludselig op for os, at vores mobiltelefon-ure havde skiftet tid – hvilket umiddelbart ikke gav mening. Men Valladolid ligger åbenbart i en anden tidszone end Isla Holbox – selvom man kun kører en halv times tid vestpå.

Det gav os så en ekstra time til at spise aftensmad på den restaurant med en hyggelig gårdhave, som Frida så på vejen til torvet. Heldigvis var både betjening og mad også rigtig god. Og så var den endda klart billigere end på Isla Holbox.

Næste morgen havde vi så sat vækkeuret til klokken 7. For hvis man gerne vil undgå alle charterturisterne fra Cancun, Playa del Carmen og Tulum, skal man stå tidligt op.

Så efter morgenmaden kørte vi mod Ek Balam, der er en af de mindre turistede Maya-ruiner. Og samtidig også den eneste i området, som man stadig må klatre op på.

Så vi kravlede de 30 meter opad af nogle ret stejle trappetrin – hvilket var ret grænseoverskridende. Men til gengæld havde vi en utrolig flot udsigt deroppefra. Bagefter gik vi lidt rundt i området, inden vi kørte videre til Cenote Xcanche, der lå ret tæt på.

Her bestilte Frida og jeg en pakke, der udover entre til cenoten, også inkluderede rappelling og to svævebaner – hvor den ene afsluttedes med et hop i vandet.

Heldigvis var denne cenote ikke så overrendt af turister. Så vi hyggede os i flere timer med at bade. Eneste minus var, at Vildes dykkermaske (efter en misforståelse) forsvandt ned i dybet. Og da der var meget dybt, var det umuligt at finde den igen – selvom vi prøvede at dykke ned efter den.

Efter badeturen kørte vi tilbage til Valladolid, hvor vi spiste en sen frokost på en restaurant ved en cenote, der lå midt i byen. Det var så også det eneste positive, som man kunne sig om den restaurant. For maden var virkelig dårlig. Men i det mindste var den billig.

Da vi havde parkeret bilen ved vores hotel, gik vi med det samme tilbage mod torvet i centrum. Her smagte vi en af de lokale specialiteter – en vaffel rullet som en pandekage. Tilsyneladende skulle der ost i. Men vi valgte at nøjes med Nutella, bananer og jordbær.

På vejen tilbage til hotellet fik vi handlet lidt. Og så var det ellers sovetid for pigerne efter en lang dag med oplevelser. Og der gik da heller ikke lang tid, før Marianne og jeg også sov.

Dagen efter var vækkeuret igen sat. Og her var det endnu vigtigere at komme af sted i god tid. For nu blev kursen sat mod Yucatans mest berømte Maya-ruin Chichen Itzá. Og når Cancun-charterturisterne skal være kulturelle på deres ferie, er det åbenbart lige præcis der, som de tager til.

Så selvom vi ankom i nogenlunde god tid, så var hovedparkeringspladsen allerede fyldt op – og vi måtte i stedet holde et stykke derfra.

Der var da også rigtig mange mennesker ved indgangen. Man da vi først kom ind, var det faktisk ikke så slemt – godt hjulpet på vej af, at hoved-pyramiden El Castillo ligger på en meget åben plads.

Så det kunne lade sig gøre at nyde den – og endda tage fotos uden at have andre på billedet. Men når kineserne vender tilbage igen, er det måske en anden snak.

Bagefter gik vi lidt rundt i området – hvor der var endnu færre turister end ved hovedattraktionen. Til gengæld var der usandsynlig mange boder – flere end vi har oplevet nogen andre steder (selv ved Angkor Wat i Cambodia).

Og de solgte alle ting til en dollar. Standardsætning var i hvert fald ”one dollar, one dollar”. Når man spurgte lidt ind til de enkelte souvenirs, var prisen sjovt nok en anden.

Så selvom vi havde været lidt skeptiske omkring hvorvidt, at Chichen Itzá ville være en overfyldt turistfælde, så blev det faktisk en fin oplevelse.

Bagefter kørte vi videre til Cenote Ik Kil, der lå tæt på Chichen Itzá. Her var der også rigtig mange turister, så vi valgte at nøjes med at kigge på cenoten – og ikke bade der.

Samtidig fik vi også klaret frokosten, hvor vi fik en udmærket buffet. Vi blev dog en smule forargede over visse personers lidt for afslappede holdning til påklædning, da en person kun iført håndklæde og cowboyhat pludselig stod ved siden af os midt i den indendørs restaurant.

Da vi havde spist, kørte vi videre til de to cenotes Samula og Xkeken, der lå lige ved siden af hinanden – og derfor nemt kunne kombineres.

Begge cenotes var af den lukkede slags i to store huler. Og samtidig var der stort set ingen mennesker. Så vi havde en flot badeoplevelse i det utroligt klare vand.

Derefter gik turen så hjem til vores hotel – hvor vi droppede aftensmaden og bare slappede af, inden det var sovetid.

Fredag var så sidste dag med kombien Maya-ruiner og cenotes. Her kørte vi først til Coba, hvor der ligger en samling ruiner midt i junglen.

Måske var det ruin-træthed. Men i hvert fald var det ikke den helt store oplevelse i forhold til de to andre steder. Til gengæld krævede det en lang gåtur fra den ene ruin til den anden. Så vi brugte alligevel et par timer der, inden vi kørte tilbage mod Valladolid.

På vejen stoppede vi ved Cenote Oxman tæt på byen. Her startede vi med at spise endnu en gang kedelig frokost, inden vi klædte om og bevægede os ned at de mange trapper til den vandfyldte cenote.

Visuelt var cenoten ikke noget særligt. Men til gengæld var der et langt reb, så man kunne svinge sig ud over vandet og hoppe i – hvilket var noget Frida og jeg fik gjort en del gange, inden vi kørte hjemad igen.

Tilbage på hotellet kunne vi slappe lidt af, inden vi bevægede os ud i byen for at hæve penge – hvilket heldigvis ikke var lige så svært som på Isla Holbox. Og bagefter spiste vi aftensmad på den samme restaurant som den første aften.

I lørdags var det så blevet tid til at køre videre til Mahahual – en by i den sydlige del af Yucatan-halvøen.

Køreturen tog 3,5 timer. Og på vejen stoppede vi op ved et stort supermarked for at proviantere. For i Mahahual havde vi lejet et hus lidt uden for byen – hvilket betød, at vi selv skulle klare madlavningen. Og vi kunne på forhånd se, at Mahahual kun havde nogle små supermarkeder med få varer.

Til gengæld var der så masser af dykkerbutikker, så vi kunne købe en ny maske til Vilde til erstatning for den, der nu ligger på bunden af en cenote.

Da vi nåede Mahahual, ventede der stadig en tur på godt otte kilometer. Det lyder umiddelbart ikke af meget. Men når det foregår med 25 kilometer i timen ad en hullet og bumpet grusvej, så kan det faktisk godt tage noget tid.

Derfor var vi da også først fremme klokken 17 – hvilket rent faktisk var klokken 16 for os. For nu havde vi igen bevæget os så langt østpå, at vi havde skiftet tidszone.

Ved huset blev vi mødt af stedets opsynsmand, som viste os lidt rundt. Og vi kunne da også hurtigt konstatere, at det var et ret primitivt sted, som vi var kommet til.

Efter rundvisning fik vi tømt bilen for alle vores indkøb. Og derefter stod den på madlavning. Maden blev spist udenfor – hvilket ikke var den helt store fornøjelse. For vi blev ædt op af myg. Så det varede da heller ikke lang tid, før vi lagde os til at sove efter en lang dag.

Næste morgen startede vi med en let morgenmad, inden vi bumpede indad mod selve Mahahual igen.

Her var det så bare at vælge en af de mange restauranter. For selvom Mahahual er en forholdsvis lille by, er der mange turistfaciliteter. Det skyldes, at der er en krydstogthavn lige uden for byen – hvilket er et ret smart træk for området. For det giver masser af arbejde til tjenere, massører og taxachauffører.

Heldigvis nåede vi at spise før det første krydstogtskib lagde til. Og vi havde det derfor nogenlunde fredeligt – bortset fra de mange tjenere og massører, som prøvede at få os til at vælge lige netop deres sted.

Efter at have handlet lidt kølevarer (som vi ikke kunne handle i den store by på grund af afstanden), kørte vi tilbage mod vores hus – og derefter videre til et hotel, der lå endnu længere væk fra byen.

Foran vores hus var der nemlig rigtig meget tang. Og vi ville derfor lige tjekke tang-situationen foran hotellet – for at se, om det var bedre at bade der. Men det var det nu ikke. Så i stedet fik vi os bare lidt at drikke, inden vi kørte hjemad igen.

Tilbage ved huset fik pigerne lavet en smule skolearbejde. Og efter aftensmaden gik vi alle fire op på tagterrassen for at kigge på stjerner – inden det var sovetid.

I går tog vi os en rolig morgen, hvor vi startede med at sætte os på en bænk og kiggede ud over havet. Desværre kunne vi så samtidig heller ikke undgå at kigge på alt det skrald, der lå på nabogrundene.

Muligvis er det ikke engang mexicanerne selv, der er nogle miljøsvin. For skraldet kan jo komme flydende langvejs fra – hvilket bare viser med alt tydelighed hvilket globalt problem, som det er.

Pigerne forsøgte også at lave lidt mere skolearbejde om formiddagen. Men på grund af dårligt internet var det helt umuligt.

Senere tog Marianne og jeg på snorkeltur – der krævede en lang svømmetur ud over en masse søgræs, inden vi endelig kom ud til et rev med nogle fisk. Det var fint – uden dog at være det helt store. Til gengæld var jeg så heldig at se en kæmpe rokke på vej ind igen mod land.

Om eftermiddagen gik vi alle fire en gåtur langs stranden – hvor vi også kunne vise pigerne hvor meget skrald, der lå hele vejen. Den slags oplevelser giver bare et helt andet billede af problemet, end når man læser om det eller ser det på tv.

Tilbage igen fik vi spillet en masse kort – hvor vi lærte spillet med det charmerende navn ”Røvhul” (et spil som både Marianne og jeg havde stiftet bekendtskab med i vores skoletid). Og efter aftensmaden kiggede vi endnu engang på stjernehimlen, inden det var sovetid.

I dag har også stået på afslapning. Først sejlede Marianne, Frida og Vilde lidt rundt i stedets kajak. Og bagefter tog Marianne og jeg Vilde en tur med ud at snorkle.

Her i eftermiddag har vi så fået spillet lidt mere ”Røvhul”. Og mon ikke aftenen endnu engang slutter med stjernekiggeri, inden det er sovetid.

I morgen går turen så videre til Bacalar, der er en stor sø godt halvanden times kørsel fra Mahahual – hvor vi har lejet endnu et hus for fire nætter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.