Blåt vand og en overraskende storby

Efter nogle rolige dage på Yucatan-halvøen er vi nu kommet til Mexico City. Som en af verdens største byer havde vi forventet en masse larm og støj. Men faktisk har byen vist sig at være en overraskende behagelig storby.

Onsdag i sidste uge var afrejsedag fra Mahahual. Her stod vi tidligt op og nød solopgangen over havet, inden vi pakkede vores ting og tog af sted.

På vejen stoppede vi inde i selve Mahahual for at få noget at spise. Vi havde på forhånd hørt om to variationer af menukortet – et pesos-kort og et dollars-kort.

Og det var ret heldigt. For vi så åbenbart turistede nok ud til at få dollarskortet. Det viste sig dog, at der lige var landet to krydstogtskibe – hvilket sandsynligvis gjorde, at de anså alle som krydstogtgæster.

Da vi så bad om pesos-kortet, fik vi et grinende svar: ”Ah, are you local” – hvilket vi bekræftede. Og så var priserne pludselig helt anderledes.

En guacamole kostede f.eks. syv dollars – svarende til omkring 47 kroner. Den samme ret kunne så også købes for 80 pesos – hvilket er 26 kroner. Ved at betale med pesos kunne vi altså få tingene til næsten halv pris.

Umiddelbart kan man jo synes, at det er snyd og bedrag. Men hvis man som krydstogtgæst insisterer på at betale i dollars, så må man jo også betale prisen for det. Og mon ikke de fleste har råd til det under alle omstændigheder.

Efter vi havde spiste, kørte vi en times tid mod Bacalar, hvor vi havde lejet en hus ved søen, der er kendt for sit utroligt flotte, blå vand.

Her pakkede vi ud og slappede lidt af, inden vi gik en tur ud i byen og fandt et sted ved vandet, hvor vi kunne nyde en øl. Og bagefter fandt vi et sted i centrum, hvor vi kunne få en burger og en milkshake.

På burgerbaren faldt vi i snak med to danske børn på to og fem år – som næsten ikke var til at stoppe igen. Men vi kunne også godt selv huske hvor stort behov Frida og Vilde havde for at snakke dansk med andre på vores rejser, da de var mindre. Så vi spurgte interesserede ind til deres rejse.

Tilbage ved vores hus blev der lavet lidt skolearbejde og set et par rejsevideoer fra området, inden det var sovetid.

Næste morgen startede Frida og Marianne med en morgendukkert i søen, inden vi kørte ind til centrum for at få lidt sen morgenmad på en restaurant – og derefter handle lidt i et supermarked. Og så blev resten af dagen brugt på at lave skolearbejde, bade og ro i stedets kajakker.

Om aftenen fandt vi en restaurant ved søen – tæt på vores hus. Det var et fint sted med lækre drinks og god mad – men også lidt dyrt i forhold til det, som man fik. Heldigvis er ”dyrt” i Mexico heldigvis stadig ret billigt i forhold til danske priser.

Fredagen startede endnu engang med en morgendukkert – hvorefter Vilde og Marianne sejlede en kajaktur. Bagefter blev der igen lavet skolearbejde, inden vi kørte til Cenote Azul lige uden for byen.

Ved cenoten spiste vi morgenmad – der endnu engang ikke var speciel god. Restauranterne ved cenoterne er åbenbart for det meste af tvivlsom kvalitet.

Tilbage igen i byen gik vi til en lækker restaurant ved søen, hvor vi var nogle timer – og fik både drinks, kage og aftensmad. Og derefter var det hjem for at slappe lidt af.

Lørdag var så vores sidste hele dag i Bacalar. Her kørte vi til Laguna Bonanza, hvor vi lejede to kajakker. Og de næste to timer sejlede vi så rundt i det mest blå vand, vi havde set, siden vores rejse til Bahamas.

På kajakturen sejlede vi forbi Los Rapidos, der (som navnet antyder) er et område med kraftig strøm. Så det krævede en del kræfter at padle mod strømmen her.

Efter vi havde afleveret vores kajakker, kørte vi tilbage til Los Rapidos, hvor vi fik lidt at drikke på stedets restaurant, inden vi hoppede i vandet – sammen med en masse lokale på lørdagsudflugt.

Det er dog ikke så underligt, at stedet er populært. For man kunne tage en redningsvest på, hoppe i vandet i den ene ende – og derefter lade sig flyde hele vejen ned til den anden ende. Her kunne man så gå op, gå tilbage – og gentage turen.

Marianne og jeg hoppede også i vandet med snorkeludstyr – og svømmede mod strømmen. Det krævede alle vores kræfter, selvom vi havde svømmefødder på. Til gengæld kunne vi så nyde bare at lade os flyve hele vejen tilbage.

Tilbage i Bacalar gik vi til restauranten fra dagen før, hvor vi spiste aftensmad – og endnu engang fik et godt måltid. Og så var det hjem for at pakke og sove.

I søndags skulle vi så videre til Mexico City. Inden da ville vi dog lige have den sidste solopgang med – så vi var alle fire tidligt oppe. Desværre var det ret skyet. Men det var nu flot nok alligevel.

Efter at have pakket vores ting, kørte vi mod lufthavnen i Chetumal – en tur på en halv times tid. Her afleverede vi vores lejebil og checkede ind. Og efter en lidt lang ventetid og lidt forsinkelse kunne vi så flyve mod Mexico City.

Turen burde have taget godt to timer. Men vi nåede at cirkle rundt over byen i et godt stykke tid, inden vi kunne lande. Og med den oprindelige forsinkelse, var vi først fremme en time senere end planlagt.

Heldigvis tog det ikke så lang tid at få vores bagage. Det gjorde vores taxatur til vores hotel så til gengæld. For selvom turen kun var på 11 kilometer, tog den næsten en time på grund af trafikken.

Så det var rart endelig at være fremme og kunne checke ind på vores hotel ”XOMA Boutique Apartments” – hvor vi har to soveværelser, to toiletter og en opholdsstue med køkken. Den slagt bekvemmelighed er noget, som man sætter pris på efter en lang sightseeing-dag i en storby.

Aftensmaden blev spist på en argentinsk restaurant med noget lækkert kød. Og efter vi havde handlet lidt, tog vi hjem for at se MGP sammen med pigerne.

Næste morgen vågnede vi tidligt – og havde derfor god tid til at læse lidt om byen, inden vi gik til morgenmad på hotellet. Den var dog ikke værd at stå op efter – og det blev derfor sidste gang, at vi spiste der.

Efter endnu engang at have lavet lidt skolearbejde, gik vi en tur ud i byen. Her spiste vi lidt hurtigt mad på McDonald’s, inden vi fandt et marked med souvenir.

På markedet gik pigerne rundt og kiggede lidt, mens jeg fandt en bænk i en nærliggende park – hver sine interesser. Varerne på markedet viste sig dog at være masseproducerede – og derfor ikke særligt spændende.

På vejen tilbage mod vores hotel, gik vi lidt rundt og kiggede på byen – og fik også en lækker is. Og så sluttede vi eftermiddagen ved hotellets pool. Desværre lå det meste af tagterrassen i skygge på det tidspunkt, så vi var der ikke så længe.

Aftensmaden blev spist på et pizzeria meget tæt på hotellet – hvor vi fik nogle lækre pizzaer. I det hele taget spiser man rigtig godt i området Roma, hvor vi bor. Og efter at have gået en masse rundt de seneste dage, kan vi også konstatere, at det er et af de hyggeliste kvarterer i byen. Så vi er meget tilfredse med at have valgt at bo her.

Dagen sluttede med at vi så et par uger gammelt afsnit af X-Factor. Og så var det eller sovetid igen for pigerne – og en mulighed for os voksne til at læse lidt om byen.

I forgårs vågnede vi så lidt senere end de foregående dage – og havde derfor ikke så meget tid, inden vi igen skulle ud for at kigge på byen.

Første stop var en madmarked i nærheden af vores hotel – der desværre viste sig at være lukket. Så i stedet fandt vi en restaurant med ok mad – men virkelig lang ventetid til trods for, at vi var de eneste gæster.

Bagefter gik vi videre til Chapultepec Parken, hvor første stop var et slot med en flot udsigt ud over parken – hvorfra vi virkelig kunne se, hvor stor den er. Det er ret imponerende at have en park på 686 hektarer (det dobbelte af Central Park i New York) liggende midt i sådan en storby.

Efter besøget på slottet gik vi igennem parken og videre til Nationalmuseet i nærheden. Det var et rigtig flot museum – der dog blev en smule ensformigt, da en stor del af indholdet var de samme Maya-figurer (sådan så det i hvert fald ud for os). Men helt sikkert et besøg værd.

Turen tilbage til vores hotel gik ad en af de store færdselsårer. Og på disse veje er der rigtig meget trafik. Byen er tydeligvis delt op i nogle få, store veje, der fører bilerne igennem byen – og så en masse mindre veje, hvor der kun er lokaltrafik. Det er derfor ret nemt at finde rolige områder – selv i sådan en stor by som Mexico City.

Grunden til, at vi valgte den store vej, var dog, at vi gerne ville se El Angel de la Independencia – der er en frihedsstatue på en høj søjle midt i en rundkørsel på den store hovedgade Paseo de la Reforma.

Tilbage i vores eget kvarter fandt vi en hyggelig pasta-restaurant med borde ved en af de rolige gader. Ved at sidde ud til gaden ”udsætter” man sig så også for rigtig mange tiggere og sælgere. Og det er ret hårdt at sidde med sin lækre mad og dejlige drinks, mens en far gå rundt med sine to børn og prøver at sælge hjemmelavede armbånd.

For hvem skal man hjælpe? Og skal man købe noget, som man egentlig ikke har brug for? Det er nogle dilemmaer, som vi aldrig vænner os til – ligegyldigt hvor meget, vi har rejst rundt i verden.

Efter en dag, hvor vi havde gået rigtig meget, var det dejligt at komme tilbage på hotellet, smide os på sengen og se endnu et afsnit af X-Factor.

En af de berømteste mexicanere er uden tvivl maleren Frida Kahlo. Og hendes museum skulle vi naturligvis også se. Så efter at have set en Youtube-video om hende, tog vi i går af sted mod museet.

På vejen spiste vi morgenmad i nærheden af hotellet. Og derefter hoppede vi på metroen – hvor vi købte billetter til fem pesos hver. Det svarer til under to kroner – hvilket da også gør Mexico Citys metro til en af de billigste i verden.

Efter seks stop og en gåtur på halvanden kilometer, var vi fremme ved museet, der ligger i det hus, hvor hun boede det meste af sit liv.

Billetterne skulle man købe på forhånd – og til et bestemt tidspunkt. Og da vi havde en times ventetid, kunne vi lige smutte forbi et lokalt marked – hvor jeg igen fandt en bænk i en park i nærheden.

En time senere blev vi så lukket ind på museet, hvor vi først kunne se en række af Fridas malerier og derefter hendes hjem bestående af blandt andet soveværelse, køkken og atelier – hvor alt stod stort set som dengang, hvor hun stadig levede.

I stedet for at tage metroen tilbage, valgte vi i stedet at gå den godt otte kilometer lange tur – hvilket utroligt nok kun skabte en smule brok fra pigerne. Men det hjalp nok også lidt, at vi stoppede ved en Starbucks, hvor vi fik et par milkshakes.

Selvom metroen fungerer fint i Mexico City, er det bare en helt anden oplevelse at gå rundt i byen og opleve hvor forskellige, der mange kvarterer er – specielt når det lykkes at komme væk fra de store veje.

I det hele taget har Mexico City virkelig overrasket positivt. Vi havde på forhånd forventet en meget hektisk og larmende by. Men så snart man kommer ned af de mindre veje, er der lige så roligt som en søndag på Frederiksberg.

Aftensmaden blev endnu engang spist på en restaurant i nærheden af hotellet. Og derefter tog vi hjem for at se det første X-Factor liveshow.

I dag har vi så sidste dag i Mexico City, inden vi i morgen aften flyver mod Europa – hvor vi lander i København lørdag sidst på eftermiddagen dansk tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.