Ost og kaffe

Vi har forladt La Fortuna – og derved også vores gode hotel – og befinder os nu i Santa Elena. Her er utroligt meget at se, så vi har haft travlt indtil nu.

I går havde vi sat vores vækkeur for at komme op i tide til vores transport fra La Fortuna. Men det var nu ikke specielt nødvendigt, for en papegøje sørgede for at vække os med en lyd, der bedst kan beskrives som barneskrig.

Den nemmeste måde at komme fra La Fortuna til Santa Elena er med den såkaldte jeep-båd-jeep kombination. Da vores transport ankom, viste det sig nu at være en minibus, hvilket vist var fint nok for komforten.

Vi var de første på ruten, hvilket betød at vi skulle hente andre – noget der for alvor bragte vores tålmodighed på prøve. Da vi kom til næste hotel, var de seks personer, som skulle med ikke klar. Og da de endelig kom ud, skulle de også lige have en kop kaffe, før vi kunne køre. En meget arrogant holdning overfor os andre – men endelig kom vi af sted.

Efter tyve minutters tid kom vi til ”Laguana de Arenal”, hvor vi skulle sejles over. Turen over søen tog heller ikke lang tid, og så var vi klar til sidste del af turen. Endnu engang viste vores transport sig ikke at være en jeep – men en minibus, hvilken sådan set var fint nok. Alligevel kan det undre, at de kalder det ”jeep-båd-jeep”, men måske lyder det bedre end ”bus-båd-bus”

Ud over at være langsomme, viste de seks (amerikanere) også, at de ikke var ”de hurtigste dyr i skoven”. Folk fra båden skulle fordeles i fem minibusser, og guiden havde udtrykkeligt sagt, at hvis nogle havde travl (f.eks. på grund af forudbestilte udflugter i Santa Elena), så skulle de sige til, så de kunne komme med den første bus.

Alligevel sagde en af amerikanerne først da vi sad klar i bus tre, at de havde en udflugt samme dag – men der var det ikke længere så relevant. På den anden side – hvis man medbringer et skateboard til et land med så mange grusveje, er man nok ikke det ”lyseste hoved”.

Efter godt halvanden time nåede vi Santa Elena – 38 dollars fattigere. Godt 35 personer havde betalt 19 dollars hver, hvilket må være en god forretning. Men omvendt så var det jo det nemmest for os.

Santa Elena er en lille, kompakt by, der samtidig er hovedbyen i området Santa Elena/Monteverde. Ingen af vejene er asfalteret, hvilket betyder utrolig meget støv – noget vi oplevede på vejen hertil.

Det er nu helt bevidst, at vejene ikke er asfalteret. Beslutningen er taget for at holde folk væk. I forvejen kommer der masser af turister, så de ønsker ikke at der skal blive for overrendt – og derved at området bliver spoleret. En prisværdig holdning – selvom støvet nu er slemt, når man vandrer rundt i området.

Vi havde på forhånd udvalgt et hotel – og de havde lige et enkelt værelse tilbage. Stedet er udmærket, selvom det også er lidt dyrt. Til gengæld ligger det centralt, hvilket er rart.

Vi har en del ting på vores liste over seværdigheder, som vi gerne vil se – så derfor startede vi med den første allerede i går. Lige udenfor byen ligger et terrarium med frøer og tudser. Her fik vi en interessant rundvisning blandt disse specielle dyr fra Costa Rica. Det går nok ikke hen og bliver en af vores største oplevelser på rejsen – men det var nu interessant nok.

Da klokken stadig ikke var så mange, besluttede vi os for, at vi også kunne nå en sommerfuglepark – godt en halv times gåtur derfra af støvede veje. Idéen var sådan set god nok – vi skulle måske bare lige have checket åbningstider i vores guidebog. I hvert fald var der lukket, da vi kom frem – så vi måtte trøste os selv med en stor is i nærheden.

Santa Elena ligger noget over havets overflade – hvilket også gør det ret køligt. Eftersigende skulle der ikke være myg – men så er det da også det eneste insekt, der ikke lever her. Når man tænder lyset, gælder det om at holde alle vinduer lukket. Ellers får man ”fornøjelsen” af en lang række mere eller mindre interessante insekter.

Hotellet kan diske op med en morgenmadsbuffet med bl.a. hjemmelavet yoghurt – noget vi benyttede os af i morges. Det smagte da også fint, men om det er 6½ dollars værd per person kan nok diskuteres.

I går aftes havde vi bestilt rundvisning på hhv. en oste- og en kaffeproduktion til i dag – med afhentning af taxa. Vi ventede, men der kom ingen taxa. Da der var gået fem minutter over tiden, fik vi hotellet til at ringe og rykke dem – og så kom der i stedet en anden.

Det kom nu ikke specielt bag på os, men problemet var, at vi var ret sent på den til vores rundvisning. Vi nåede dog frem i tide, hvor guiden tog imod os – og vi var de eneste, som skulle have rundvisningen.

Da guiden hørte, hvor vi var fra, kunne han fortælle, at hans tipoldefar var fra Danmark – og vist nok hed ”Moller”. Derfor spurgte han også interesseret til Danmarks størrelse, indbyggertal og om der er sikkert.

Ostefabrikken blev oprindeligt startet af en flok kvækere fra USA, som var imod alt vold. Af samme grund havde de været i fængsel på grund af militærnægtelse, så de søgte et bedre land. Her var Costa Rica oplagt, da militæret blev afskaffet i 1948 – få år før de drog af sted.

Efter at have søgt længe, fandt de området omkring Santa Elena, hvor de slog sig ned. For at få noget at leve af, besluttede de sig for at lave ost – noget ingen af dem havde prøvet før.

I dag godt 50 år efter, er produktionen mangedoblet og en god forretning. Ude i horisonten er der dog et problem. Mange landmænd laver deres gårde om til ”Bed and Breakfast” – der er bedre penge i turister – hvilket kan give mangel på mælk i fremtiden.

Vi fik en interessant rundvisning af endnu en god guide – efterfulgt af et lysbilledeshow og nogle smagsprøver til sidst.

Da turen på mejeriet var slut allerede klokken ti, og vores næste rundvisning på kaffeproduktionen først var klokken et, besluttede vi os for at nå det, vi ikke nåede i går – sommerfugleparken.

Her blev vi modtaget af nogle meget engagerede, frivillige biologistuderende. Først viste de en video om alle Costa Ricas sommerfugle, og derefter så vi deres samling af insekter (edderkopper, biller, vandrende pinde og så videre). Rundvisningen sluttede af med en tur rundt i husene med sommerfugle og et terrarium med myrer.

Det hele var meget interessant, og guiderne kunne sagtens snakke i timevis om det – hvilket også var problemet. Efterhånden nærmede klokken sig et, men vi nåede at blive færdige i tide til at komme videre.

Sidste seværdighed i dag, var også den dyreste – kaffeproduktionen. Prisen var 25 dollars per person, hvilket var meget sammenlignet med de andre attraktioner, der kostede omkring otte dollars. Bagefter var vi da også lidt i tvivl, om det havde været alle pengene værd.

Endnu engang så det ud til, vi var de eneste som skulle have en rundvisning, men lige før vi tog skulle af sted, kom en engelsk fyr med. Vi startede med at køre et godt stykke af de dårlige veje til en kaffeplantage. Det var et lille sted, så hvis vi havde sat næsen op efter endeløse rækker af kaffeplanter, blev vi snydt. Guiden fortalte lidt om de forskellige typer af kaffe og ikke mindst de forskellige kvaliteter. Derefter var det igen med bil til stedet, hvor kaffebønnerne bliver renset, sorteret og ristet.

En stor del af fabrikkens maskiner var skilt ad for vedligeholdelse. Kaffebønnerne bliver høstet i efteråret, så lige nu er der ikke nogen produktion af betydning – kun en smule ristning af bønner. Guiden gjorde dog et stort nummer ud af at fortælle alligevel.

I det hele taget har alle de guider, vi har oplevet her, haft en ting til fælles – de har været meget engagerede. Det har virkelig virket som om de brændte for det, de skulle formidle videre – hvilket også giver en bedre oplevelse for turisterne.

Sidste del af programmet (efter endnu en køretur) var kaffesmagning – noget jeg overlod helt til Marianne. Men eftersigende var det vist god kaffe, der blev serveret.

Efter dagens program, tog vi en taxa tilbage til byen, hvor noget af det første vi gjorde var, at bestille tur til i morgen. Her skal vi på en såkaldt ”Canopy Tour”, der kort fortalt går ud på at svæve via nogle kabelbaner højt oppe i luften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.