Plasticfigurer og royalt besøg
Så er vi tilbage i Bangkok efter nogle dejlige, afslappede dage på Ko Samet.
Vores sidste dag på øen i går brugte vi på at tage på en sejl-ø-rundtur. Først skulle vi fange fisk til vores middag. Jeg fangede to styks (nogle af de største) – Marianne ikke helt så mange. Bagefter var det tid til at snorkle. Sidste stop var en skildpadde- og fiskefarm. Det kunne vi nu godt ha’ undværet.
I forbindelse med turen tilbage til Bangkok lærte vi to vigtige lektioner:
- Køb aldrig en returbillet. Mens alle de andre både sejlede ind til fastlandet, måtte vi pænt sidde og vente på vores, der først dukkede op med en halv times forsinkelse.
- Tag altid meget tøj på, når man skal med en airconbus. Når man har betalt for det, skal man med vold og magt også have det. Og det kunne ikke slukkes. Heldigvis fik vi udleveret nogle tæpper. Hm, mon ikke de burde tænke over, at der er noget galt, når alle har vintertøj på og ber’ om tæpper.
Så har vi også haft to meget specielle oplevelser. Den første var, da vi skule ha’ en taxa fra busstationen. Vores taxa var fyldt (og jeg mener fyldt) med plasticfigurer, legetøjsbiler, planter og endda en levende fisk i en bowle. Ord kan ikke beskrive det – men heldigvis har vi massere af billeder.
Den anden oplevelse var, at se Bangkoks gader ligge øde og myldretidstrafikken gå helt i stå. Da vi stoppede op for at kigge, fik vi at vide, at det var pga. den svenske kongefamilie var på besøg. Et øjeblik efter kom de forbi (vi kunne genkende kongen). Så har man set det med – og så i Thailand.
Her til eftermiddag har vi så hentet vores visum og flybilletter til Burma. I morgen er det så afgang. Der er lidt forskellige beskeder om, hvordan internetsituationen er der. Forhåbentlig er det muligt at gå på – eller går der jo lidt tid inden i hører fra os igen.