Regn (ikke) med Caribien

Er man af sted på en uges ferie, kan man godt være rigtig uheldig og have dårligt vejr det meste af tiden. Er man til gengæld af sted i over fire uger (som vi har været det indtil nu), burde tilfældigt uheld blive udlignet hen over tid.

Vi er dog lidt i tvivl om, om vi har været småuheldige i alle fire uger. Eller om Caribien bare har dårligere vejr i ”højsæsonen”, end vi havde forventet. Faktum er i hvert fald, at vejret i længere perioder har været ret skidt.

Det startede ellers ok i Grenada. Der kom godt nok enkelte byger, og det blæste en del på stranden. Men vejret var grundlæggende fint med en del sol.

I St. Vincent var der meget blæst – og regn en hel formiddag den sidste dag (samt byger på andre tidspunkter).

Dominica bød også på en del byger – men det er, hvad man kan forvente af sådan en frodig ø med høje bjerge. Og det betød ikke det helt store.

Da vi landede på Sint Maarten var det også midt i en kæmpe byge. Og det regnede også en del, mens vi var der. Men blæst var der ikke så meget af. Og der var stadig også masser af sol.

Helt galt gik det dog, da vi kom til De Britiske Jomfruøer og efterfølgende til De Dansk Vestindiske Øer (mere om det senere).

Men konklusionen må være, at vi enten har været meget uheldige – eller også kan man bare ikke forvente godt vejr i Caribien (selv i højsæsonen).

For 5,5 år siden var vi i Caribien sidst – men om sommeren. Og her kom der da enkelte byger i løbet af de fire uger, vi var af sted. Men generelt var vejret helt fint. Og det skulle være i ”regnsæsonen”.

Derfor er vi også blevet noget overraskede over, at der har været så stor mangel på solskin og godt vejr. Baseret på vores oplevelse er der i hvert fald ingen grund til at tage til Caribien i den dyre højsæson – bortset fra at flygte fra vinteren i Danmark. For vejret er lige så godt om sommeren her.

Og efter denne vejr-gennemgang er det nu tilbage til vores oplevelser – der dog også kommer til at handle en del om vejret (og konsekvenserne af det).

Sidste mandag skulle vi videre fra Saint Martin og til De Britiske Jomfruøer. Så vi pakkede vores ting, spiste morgenmad og checkede ud.

Derefter var det meningen, at vi skulle med en taxa klokken 9.30. Men taxaen kom ikke – og vi rykkede flere gange (og fik at vide, at den var der ”om tre minutter”). Til sidst endte det med, at en ven af en fra hotellet kørte os til lufthavnen. Men man kan ikke lade være med at tænke på sammenhængen imellem den manglende taxa og den fransk kultur.

Turen tog heldigvis ikke så lang tid, så vi var stadig i lufthavnen i fin tid. Og da der næsten ingen var (fordi næsten alle de store fly først flyver om eftermiddagen), tog det heller ikke lang tid at checke ind. Takket være vores nye, større taske og en gennemgribende ompakning havde vi for første gang heller ikke for meget vægt i nogen af vores tasker.

Paskontrollen var også hurtigt klaret, og så kunne vi vente i den fine lufthavn – der havde noget mere at byde på end de tidligere steder.

Vi skulle flyve med LIAT. Så det kom heller ikke bag på os, at vi kom af sted med 40 minutters forsinkelse. Og fra flyet kunne vi så kigge på alle dem på stranden, som kiggede på os lette.

Problemet med forsinkelsen var, at vi skulle videre med en færge fra Tortola til Virgin Gorda – begge dele Britiske Jomfruøer. Og der var ikke meget tid at gøre godt med.

Paskontrollen tog (næsten som sædvanlig) meget lang tid – med endnu flere udfyldte papirer end tidligere. Så vi havde faktisk opgivet at nå vores færge – hvilket så ville give ekstra ventetid samt problemer med at få kontaktet hende, som skulle vente på os på Virgin Gorda.

Men da vi kom ud af terminalen, fik vi at vide, at vi stadig kunne nå det – for færgen ventede. Vi skulle bare lige med en bus, der ville køre os til færgen.

Det var dog på et hængende hår, at vi nåede det. Faktisk måtte jeg løbe efter bussen og banke på den. For den var allerede begyndt at trille væk fra lufthavnen.

Turen til færgen tog kun fem minutter – og klokken 13.20 (tyve minutter efter færgen burde have sejlet) kunne vi slappe lidt af og stresse ned. Vi havde nået det. Men havde vi stået en smule længere tilbage i køen, var det ikke gået. Så vi følte os ret heldige.

Sejlturen tog en halv times tid, og da vi kom til Virgin Gorda, blev vi mødt af manageren af det hus, som vi havde lejet. Hun havde skaffet en taxa – og første stop var et supermarked, så vi kunne købe forsyninger til fire dage. For der var ikke noget i nærheden af vores hus.

Mens vi var inde at handle, havde det tilsyneladende regnet voldsomt – for der var store vandpytter udenfor. Og det var de åbenbart glade for, for det havde ikke regnet længe på øen.

Det var dog bare den første af mange byger, som skulle komme de næste dage. Efterhånden begyndte det at ligne en tendens, at vi tog det dårlige vejr med – og at det klarede op, når vi forlod et sted.

Taxaturen til Moonlit Villa, som vi havde lejet, tog et kvarters tid. Og da vi kom frem, kunne vi se, at det var et rigtig fint hus med en flot udsigt ud over havet. Eller det havde det sikkert været, hvis solen havde skinnet.

Pigerne trængte til at slappe lidt af, så de fandt en tegnefilm-kanal blandt de vel over hundrede kanaler, som vi havde på tv’et.

Lidt senere gik vi over til et lille hotel i nærheden, hvor der var en restaurant – den eneste bare nogenlunde tæt på. Maden var rigtig god – men også ret dyr. Så vi var glade for, at vi havde handlet godt ind i supermarkedet.

Efter maden gik vi ned til stranden, der var helt øde. Og resten af eftermiddagen og aftenen slappede vi af i huset.

På mange caribiske øer er der to forskellige dage – dem med og dem uden krydstogtskibe. Den næste dag var en af dem uden. Og derfor valgte vi at tage til øens største (og vel også eneste) seværdighed: The Bath.

Egentlig ville vi hellere have haft en stille og rolig dag i huset og måske på stranden. Men vi ville gerne undgå de mange krydstogtgæster. Og de to efterfølgende dage ville der lægge to skibe til. Så der var ingen vej udenom.

The Bath er et helt særligt sted med kæmpe sten, der ser ud som om, at de er smidt af en kæmpe. Og samtidig er det også et godt sted at snorkle. Så vi havde naturligvis taget vores snorkeludstyr med.

Desværre var der rødt flag oppe, da vi kom – og vi måtte derfor ikke gå i vandet. Det blæste rigtig meget, og der var alt for store bølger. Det var rigtig surt – og desværre ikke sidste gang at blæsten skulle komme til at genere os.

Så i stedet for at bade og snorkle, måtte vi holde os på stranden, hvor der blev gravet og fundet muslingeskaller. Og Frida fik da også soppet nok til, at hun fik våde underbukser.

Desværre var det overskyet, så den eller så flotte strand med turkisblåt hav kom slet ikke til sin ret. Og da det så også begyndte at regne, havde vi fået nok – og gik op igen til en restaurant for at spise frokost.

Her kunne vi så kigge på det tørre landskab med masser af kaktusser – der på ingen måde tydede på meget regn på øen. Og det havde vi god tid til, for det tog rigtig lang tid, før vores mad kom – der ”til gengæld” var dyr og ikke specielt god.

I det hele taget er der ret dyrt i Caribien – og specielt på de sidste par øer, hvor vi har været. Restaurantbesøg er dyre, varerne i supermarkedet er dyre – og det er dyrt at køre i taxa. Faktisk er meget mindst lige så dyrt, som i Danmark – der jo ellers regnes for et meget dyrt land.

På vejen tilbage til vores hus fik vi handlet nogle enkelte ting, som vi manglede. Og resten af dagen blev der hygget i ”efterårsvejret” med læsning, tv og popcorn.

Onsdag stod vi op til endnu en kedelig vejr-dag. Derfor blev det meste af dagen også brugt indenfor med perler og læsning. Om eftermiddagen var Marianne og Frida ved stranden. Men her blæste det for meget til at bade. Og det blæste også for meget til at sidde på vores ellers så flotte terrasse.

Dagen efter var vejret blev lidt bedre – og det blæste ikke helt så meget. Så vi gik alle fire på stranden, hvor Marianne og jeg kunne snorkle lidt – trods en del bølger. Snorkel-mæssigt var vi dog ikke gået glip af det helt store. For sigtbarheden var dårlig, og der var ikke mange fisk.

Men det var dejligt at kunne ligge på stranden og få lidt sol. Og Frida nød helt sikkert også at bade – mens Vilde fortrak at blive på land og bygge sandslotte. Efterfølgende kunne vi faktisk også opholde os på terrassen og nyde lidt af den flotte udsigt, som vi vidste var der (når bare solen skinnede).

Fredag skulle vi så videre igen. Så klokken 11.45 blev vi hentet og kørt til havnen, hvor vi skulle med en færge. Vi var i god tid. Og da solen samtidig skinnede (vi var jo på vej væk), kunne vi kigge på det fantastiske turkisblå hav – der bare gør sig bedst i solskin.

Den første del af turen videre mod De Dansk Vestindiske Øer (også kaldet De Amerikanske Jomfruøer) gik via Road Town på Tortola. Her skulle vi tjekkes godt og grundigt, da næste del af turen gik til det amerikansk-ejede Saint Thomas.

Turen hertil tog en times tid. Og selvom paskontrollen var grundig (med tjek af USA-visum) var vi for en gang skyld heldige ved at være ”fremmede”. For amerikanere og canadiere skulle stå i én kø – og alle andre i en anden. Og da vi kun var en håndfuld ikke-amerikanere/canadiere, var vores kø klart kortest. Den største overraskelse var dog, at paskontrolløren faktisk var enormt venlig. Det har vi ikke oplevet før, når vi er kommet til USA.

Med USA-stemplet i Vildes pas nåede hun op på 30 lande. Og derfor er hun nu også berettiget til optagelse i De Berejstes Klub – som fire-årig.

At Saint Thomas ikke helt er det rigtige USA alligevel oplevede vi, da vi skulle have en taxa efterfølgende. Her var der et enormt kaos, hvor en masse chauffører prøvede at fordele alle færgepassagererne efter, hvor de skulle hen på øen. Og det foregik ikke ligefrem på den mest organiserede måde. Men med betaling her pr. passager (og ikke pr. bil) gav det jo ret god mening for dem.

Til sidst kom vi dog af sted (sammen med fire amerikanere) og kørte til den anden side af øen, hvor vi havde lejet en bolig i ”Point Plesant Resort” igennem AirBnB. Og det viste sig heldigvis at være et helt ok sted.

Aftensmaden blev spist på en hyggelig restaurant, der lå helt nede ved vandet. Desværre blæste det en del. Det var dog ingenting i forhold til blæsten omkring vores hus, der lå ret højt oppe – og helt uden læ. Faktisk larmede blæsten så meget, at det var svært at falde i søvn om aftenen.

Morgenmaden næste morgen blev lidt utraditionel. For til forskel fra de andre steder havde vi ikke fået handlet denne gang. Så i stedet for æg og brød spiste vi noget pasta med ketchup, som vi havde haft med fra det sidste sted. Når man rejser, må man en gang imellem improvisere lidt.

Vi havde dog ikke de store mængder mad med – og pasta til morgenmad var heller ikke det bedste. Så vi valgte at tage en taxa til den nærliggende by Red Hook for at købe lidt ind.

Her valgte vi at spise burger på en restaurant – der faktisk var noget billigere end de andre steder. Pigerne fik også en is. Og til sidst fik vi handlet i det meget velforsynede (men endnu en gang dyre) supermarked.

Da vi kom tilbage igen, var vi en tur ved hotellets pool. Og bagefter satte vi os til at se X-Factor – noget der for første gang kunne lade sig gøre, da vi havde hurtigere internet end de andre steder.

Efter aftensmaden (som vi lavede selv) blev pigerne lagt til at sove. Og så stod den på afslapning med DR-serien Bedrag via computeren til tv’et. Aftenen sluttede, som så mange gange før, med kraftig regn – noget der fortsatte det meste af natten.

Næste morgen startede også med regn. Men efter nogle timer klarede det lidt op, så det gav mening at gå til den nærliggende strand Coki Beach.

Vi var kun lige ankommet, da der kom en pige hen og spurgte Frida (på engelsk), om hun ville lege – meget frisk af pigen. Først var Frida lidt genert, men da vi havde fået forklaret pigen, at Frida ikke rigtig kunne forstå hende, gik det meget bedre. Og så legede de sammen i flere timer. Vilde holdt sig heller ikke tilbage – og snart var hun også med i legen.

I det hele taget var hun noget mere modig, end hun plejer. Først var hun helt selv henne hos pigen (som holdt en spisepause) og hendes forældre for at spørge (på dansk), om pigen ville være med til at bygge sandslotte. Og senere gik hun i vandet – selvom hun tidligere slet ikke har været til at drive til andet end maksimum at soppe.

Marianne og jeg fik snorklet på den strand, der ifølge de lokale guidebøger skulle være den bedste på Saint Thomas. Måske er vi bare efterhånden meget forvænte – men vi var ikke imponerede. Sigtbarheden var rigtig flot. Men der var ikke meget at kigge på.

I starten var vejret også med os. Stranden lå tilsyneladende i læ, for det blæste ikke nær så meget her, som ved vores hus. Efter nogle timer kom der dog en byge, så vi måtte søge i læ.

Der gik dog ikke så lang tid, før det igen var opholdsvejr – så vi besluttede at spise frokost på stranden. Vi var dog ikke mere end lige færdige, før det igen begyndte at regne. Og da der ikke umiddelbart var udsigt til andet en grå skyer, besluttede vi at gå hjemad igen – til Fridas store fortrydelse. For hun ville gerne have leget mere med pigen.

Regnen blev ved det meste af eftermiddagen. Så vi fik set endnu et afsnit af X-Factor. Om aftenen var det igen opholdsvejr, så vi spiste på strandrestauranten. Desværre blev fornøjelsen ødelagt lidt af den kraftige vind.

Saint Thomas er (sammen med Saint Croix og Saint John) en tidligere dansk koloni. Øerne blev solgt til USA i 1917 for 25 millioner dollars. Men selvom det næste år er 100 år siden, så er der stadig en del spor af den danske oprindelse.

Dette ses tydeligst i hovedbyen Charlotte Amalie – som vi valgte at tage til i dag. Turen dertil foregik (ikke så overraskende) i regnvejr. Vores chauffør kunne dog ”berolige” os med, at det ville klare op i morgen – der jo naturligvis er den dag, hvor vi skal videre. Heldigvis klarede det dog op allerede, da vi kom frem – og resten af dagen slap vi med ”kun” en del byger.

Mange af vejnavnene er stadig danske i byen. Og der står bl.a. også en statue af Christian d. 9. midt i byen. De fleste af de gamle pakhuse har dog ikke meget dansk over sig. På mange måder minder de mere om butikkerne i en amerikansk forlystelsespark.

Området er toldfrit. Så hovedgaden er fyldt med smykke-, parfume og ur-butikker – der er klar til at servicere de mange krydstogtturister. Heldigvis lå der kun et krydstogtskib i dag, så der var nogenlunde roligt i byen.

Efter at have kigget lidt rundt og spist frokost samt en is, besluttede vi os for at tage tilbage igen. Vi fandt en taxa, som kørte os mod vores hus. Pludselig holdt chaufføren ind til siden og meddelte os, at han havde forregnet sig på tiden – og derfor skulle hente nogle andre passagerer et andet sted.

Først troede jeg, at han ville sætte os af midt i det hele. Men det viste sig, at hans kæreste var klar til at køre os det sidste stykke – i hendes private bil. Den var vist heller ikke gået i USA. Vi var dog ligeglade – så længe vi kom fra A til B uden at skulle betale ekstra.

Eftermiddagen i dag er endnu en gang gået med regn udenfor – og X-Factor på tv’et. Men nu er vi også igennem alle de manglende afsnit.

I morgen forlader vi så Caribien – og tager til USA og vores sidste del af rejsen. Det glæder vi også rigtig meget til.

For det første bliver det rart at komme til et nyt vejrsystem. Det er ikke sikkert, at det bliver bedre. Men i det mindste er det ikke det samme, dårlige vejr, der forfølger os.

Vi glæder os også til at komme til at opleve noget andet. Og ikke mindst få vores lejebil, der gør os mere uafhængige, når vi vil nogen steder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.