Sol og sumpbåd i Florida

Vi skulle bare have droppet Caribien og være taget direkte til Florida. I hvert fald hvis man kan omsætte de seneste dages vejr til en generel tendens.

For i de tre dage, som vi har opholdt i Florida, har vi haft bedre vejr end de fire foregående uger tilsammen. Og for første gang har vi virkelig oplevet at blive ”stegt igennem” – og trængt til at komme ind i aircondition-kulden (eller ned i poolens forfriskende vand).

Vi forlod Caribien i tirsdags. Og som man næsten kunne forvente, så stod vi på på afrejsedagen op til solskin og næsten ingen vind. Sådan havde det været på afrejsedagen flere af de tidligere steder – og sådan skulle det åbenbart også være på St. Thomas.

Vores fly mod USA skulle dog først flyve sidst på eftermiddagen. Så derfor havde vi god tid til at få pakket, inden vi forlod vores bolig klokken 11.

Herfra tog vi en taxa til lufthavnen. Vi frygtede, at vi først kunne checke ind to timer før – og derfor skulle vente i lang tid. Men heldigvis var det muligt at checke ind fire timer før. Og ventetiden med bagagen blev derfor kun en halv times tid.

Check ind tog ikke mange minutter. Men derefter begyndte det at gå ned ad bakke. For vi kunne ikke aflevere bagagen. Den skulle vi have med igennem sikkerhedskontrollen. Og bagageaflevering var naturligvis ikke første stop på den lange rejse igennem ”sikkerhedsland”.

Først skulle vi igennem paskontrollen – med vores bagage. Så vi stillede os op i den lange kø, som derefter rykkede sig en smule hele tiden – hvor vi hver gang måtte løfte op i vores fire store tasker og rykke dem 30-40 centimeter fremad.

Efter paskontrollen kunne vi så endelig få gennemlyst vores bagage. Her havde vi så forventet, at vi skulle vente, mens det skete. Men det behøvede vi ikke. Så hvorfor ikke bare aflevere bagagen på normalt vis ved check ind?

Sidste tjek var så vores håndbagage og os selv. Men lige inden vi nåede igennem scanneren, lukkede de det hele ned – og lukkede først op igen et kvarter senere. Vi fandt aldrig ud af hvorfor – men der var sikkert et eller andet sikkerhedsproblem.

Så alle de mange sikkerhedstjek kom til at tage 45 minutter. Godt vi var i god tid, for ellers havde vi lavet en ny ”Nairobi” (hvor vi var ved at komme for sent til vores fly på grund af håbløs langsom sikkerhedskontrol).

Efterhånden var vi godt sultne, så vi valgte lufthavnens eneste restaurant – og fik en dårlig (men dyr) burger. Og bagefter satte vi os til at vente i tre timer.

Vi kom af sted med kun et kvarters forsinkelse. Og de næste tre timer i flyet brugte vi på at læse og bruge vores iPads. Og så landede vi i Fort Lauderdale.

Det gode ved at tage via St. Thomas var, at øen er en del af USA – og vi derfor landede i indenrigsterminalen. Så vi slap for alt, hvad der hed pas- og visumkontrol i USA.

Her i USA har vi lejet en bil igennem Sixt. Men den skulle jo lige hentes – hvilket først krævede en bustur hen til et samlingssted for biludlejningsfirmaerne. Det var dog åbenbart for dyrt for Sixt, så de havde placeret sig et stykke fra lufthavnen – og vi måtte derfor med en ny bus. Heldigvis gik det ret smertefrit, så vi var forholdsvis hurtigt fremme.

På forhånd havde vi bestilt en bil i ”Audi A4”-klassen – hvilket også betød BMW og Mercedes. Da vi kom frem, kunne vi vælge imellem begge mærker (men ikke Audi). Vi var i tvivl og spurgte derfor udlejningsdamen om, hvad hun ville forslå.

Hun var helt klart til Mercedes – for BMW’en var lidt ”plasticagtig”, mente hun. Det skulle hun dog nok ikke have sagt, for et øjeblik efter fandt hun ud af, at de kun havde BMW’en tilbage. Men som Marianne sagde, ”så måtte vi jo tage plasticbilen” (og damen måtte finde en passende grimasse til denne meget rammende bemærkning).

Da vi valgte ”Audi A4”-klassen var det på baggrund af bagagerummets størrelse. Så derfor var det et problem, at BMW’ens bagagerum tydeligvis ikke var nær så stort – og derfor ikke havde plads til alle fire tasker.

Efter en del forhandlinger frem og tilbage endte det dog med, at vi opgraderede til en større bil (der ironisk nok blev en Mercedes) – mod en ekstrabetaling inklusiv en fornuftig rabat. Vi havde ikke det store valg, for ellers havde vi ikke kunne have vores bagage i bilen.

Og så var vi endelig på vej – i mørke i en bil med automatgear. Og vi var da heller ikke mere end lige kørt ud fra parkeringspladsen, før vi kom til at køre den forkerte vej mod ensretningen. Heldigvis var det dog en lille og ikke-befærdet vej.

Resten af turen gik bedre, og efter lidt søgen fandt vi det sted, hvor vores lejede AirBnb-bolig lå. Her kom problem nummer 2 så. Vi manglede at få en kode, der kunne låse vores dør op.

Til sidst lykkedes det dog at få fat i en eller anden form for manager, som kunne hjælpe os. Og vi kunne endelig afslutte vores lange dag – 12 timer efter at vi havde forladt vores bolig på St. Thomas (og 3,5 timer efter vores fly var landet i Florida).

Nu havde vi en bil – hvilket gjorde vores liv noget nemmere, end da vi hele tiden skulle med en taxa rundt. Så derfor var det heller ikke noget problem at sætte sig ind i bilen næste morgen og køre til et shopping center lige i nærheden.

Her havde vi forventet, at vi kunne spise – hvilket ikke rigtig var tilfældet. Men så satte vi os da bare ind i bilen og kørte videre. Kort efter fandt vi en restaurantkæde, som vi tidligere havde haft gode erfaringer med i Manila.

Egentlig var vi ret trætte af burgere – og trængte til noget andet. Men alligevel endte valget på endnu en burger (da det var det nemmeste). Den var dog i en helt anden klasse end den, som vi havde spist i lufthavnen dagen før. Og prisen var endda noget billigere.

Bagefter fandt vi et kæmpe supermarked, hvor vi fik handlet ind til morgenmad – igen til en noget mere rimelig pris end i Caribien. Og så kørte vi hjem igen – og gik til poolen.

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Og samtidig var der ingen vind. Så for første gang oplevede vi rigtigt, at vi trængte til at hoppe i poolen og køle ned. At vandet så samtidig føltes rigtig blødt og var dejligt varmt, gjorde bare oplevelsen endnu bedre.

Vi blev kølet, og Vilde fik både øvet at svømme uden badevinger og stikke hovedet under vand med en dykkermaske på.

Det var rigtig dejligt, og vi kunne egentlig godt have blevet der lidt længere. Men vi ville gerne se lidt – og udnytte vores bil. Så vi tog en tur nordpå og kørte op langs kystvejen, hvor vi så det ene store lejlighedskompleks efter det andet. Det er helt vildt, så mange mennesker, der bor her i det sydlige Florida.

På vejen tilbage kom vi forbi et udendørs shoppingcenter, der så fint ud. Og her fandt vi en libanesisk restaurant – hvor vi endelig kunne spise noget andet end burger og pommes frites. Det var godt nok dejligt at få lidt kød og ris.

I går efter morgenmaden valgte vi at køre langs kysten hele vejen til Miami Beach. Det var helt klart ikke den hurtigste vej. Men det var interessant at se alle de kæmpe huse (og de lige så kæmpe både) på vejen.

Trafikken var dog noget for sig selv. Og to gange måtte jeg klodse bremsen, fordi en eller anden idiotisk billist pludselig skiftede bane og kastede sin bil ind foran vores – naturligvis uden at blinke eller noget. Et uheld ville måske nok være hans skyld – men i en lejebil i et fremmed land ville det under alle omstændigheder give os en masse bøvl.

Da vi kom til Miami Beach var der rigtig meget trafik. Men det lykkedes os at finde et sted, hvor vi kunne parkere i seks timer for 30 dollars – og samme pris for kortere tid.

Byen var fyldt med unge mennesker, som havde ”spring break”. Så der var masser af piger i bikinier og mænd med bare overkroppe – alle dresset op og med kæmpe drinks i hånden. Det var ret sjovt at se. Men vi var dog enige om, at det var fint nok, at vi ikke boede i Miami.

Først gik vi ned til stranden. Og bagefter tog vi en tur langs strandvejen ”Ocean Drive”. Her spiste vi også en dyr og lidt halvkedelig frokost – lige som man kan forvente af den slags turiststeder.

Da vi havde hentet vores bil, tog vi også turen langs Ocean Drive i bil. Og derefter kørte vi først vestpå og derefter nordpå.

Det var vi dog ikke de eneste som, gjorde – også alle de mennesker, som arbejde i Miami og boede i forstæderne nordpå, skulle denne vej. Så selv da vi kom på motorvej, var der masser af trafik. Men klokken 18 var vi endelig hjemme og kunne lige nå en kort tur i poolen, inden det var sovetid for pigerne.

Sidst Marianne og jeg var i Florida, besøgt vi også sumpområdet Everglades – men uden at prøve de berømte sumpbåde. Det havde vi fortrudt siden, så derfor stod Everglades også på listen denne gang. Og vi kørte af sted i morges.

Normalt besøger man Everglades sydvest for Miami. Men området er kæmpe stort, så vi valgte i stedet den del af Everglades, der ligger 50 kilometers kørsel nordvest for os.

Vi havde udpeget turen via Google Maps. Men det var nu ikke så nemt at finde ud af alligevel – når syvsporede veje (i hver retning) pludselig deler sig i tre. Derfor kørte vi også forkert et par gange, men til sidst nåede vi frem.

Her sejlede vi rundt i en sumpbåd i en lille time – med en så larmende propel bag os, at der blev udleveret høreværn. På turen så vi nogle alligatorer og fugle – og fik sat et kryds ud for ”sumpbåd i Florida”.

Turen tilbage gik noget nemmere, da vi efterhånden havde luret systemet. I stedet for at have næsen i kortet, galt det om at lure, hvad vejnumrene var – og så følge godt med på skiltene. Så vi kom faktisk tilbage uden at køre forkert en eneste gang.

Egentlig ville vi have spist på vejen. Men Marianne havde fået ødelagt sin ene klipklapper – og hun kunne jo ikke rigtig gå på restaurant i bare tæer. Så vi måtte lige hjem og vende efter et par nye sko.

Sidst vi var i Florida, spiste vi en del på en restaurantkæde kaldet ”Denny’s”. Og af nostalgiske grunde ville vi gerne det igen. Så på vores kort fandt vi den nærmeste – små fem kilometer væk.

Det burde ikke have taget mange minutter at køre dertil – hvis det da ikke lige var for den ekstreme trafik. Så vi sneglede os af sted, inden vi endelig kom frem.

Vi kunne dog hurtigt konstatere, at det var gået noget tilbage for ”Denny’s” siden sidst – eller måske bare frem for de andre kæder. For stedet var halvsnusket, betjeningen halvdårlig – og det samme var maden. Men nu havde vi prøvet det – og efterfølgende spiser vi et andet sted.

Efter endnu en langsomlig tur tilbage, var vi endelig hjemme – godt trætte i hovederne efter en lang dag i bil. Men så var det jo godt, at vi lige kunne stege lidt ved (og i) poolen.

Bagefter satte vi os til at se aftenens X-Factor. Det blev dog en tvivlsom oplevelse på grund af en forsinket håndboldkamp og et teknisk uheld (hvor der i pausen blev vist et program om terner).

For dem, som havde lagt programmet op på DR’s hjemmeside, havde ikke taget højde for den ekstra tid, som det tog. Og slutningen af programmet var derfor ikke med. Så der blev bandet godt og grundigt over amatørerne hos DR, som tager vores licenskroner – og ikke kan tænke bare en smule selv.

I morgen går turen så nordpå til det sidste sted på rejsen – Orlando. Her skal vi opleve et par temaparker i forhåbentlig godt vejr, inden vi om en uge rejse tilbage mod Danmark.