Super hotel
Endelig har vi fundet et hotel, hvorpå der ikke er noget at udsætte. Værelset er lyst, sengene er gode, der er to sengelamper, aircondition og vi har endda et tv med flere kanaler. Badeværelset er stort og det varme vand kommer i en kraftig og konstant strøm.
Men det bedste er alligevel hotellets fællesfaciliteter. Her er en stor, ren pool med rigeligt med liggestole. Og ikke nok med det – der er også to jacuzzier med meget varmt vand (formodentlig fra de nærliggende, varme kilder). Hvis vi skulle få lyst, så er der også en fitness-maskine, men det bliver nu nok ikke aktuelt. Og prisen – den er kun 45 dollars. Væsentlig mindre end vi har betalt for væsentlig dårligere hoteller andre steder.
I det hele taget er Costa Rica ikke så dyrt, som vi havde ventet. Nogle af de store turistattraktioner koster en del, men hotel, mad og transport er meget rimeligt i pris. Panama var væsentlig dyrere, og selv et land som Ecuador var halvdyrt i forhold til her på flere områder.
Vores hotel i San Jose var nu også fint, så vi var lidt kede af at skulle forlade byen efter kun en enkelt overnatning. På den anden side, så har vi efterhånden set en del storbyer, så udsigten til natur og afslapning trak mere – også selvom det betød endnu en lang bustur.
Vi havde faktisk satset på en direkte turistbus med aircondition og afhentning på vores hotel. Men der var ikke plads før om eftermiddagen, så i stedet blev det lokalbussen med varme og masser af stop. Til gengæld var prisforskellen også massiv. Turistbussen kostede 25 dollars pr. person, men lokalbussen kun var tre dollars.
Omvendt så var ulemperne også til at få øje på. Vi blev placeret forrest, hvilket gav os lidt mere benplads. Til gengæld betød det også, at vi ikke havde et vindue, der kunne åbnes – så efter kort tid var vi gennemblødt af sved.
Det værste på den knap fem timer lange tur var dog alle de stop, bussen gjorde. På motorvejen ud af byen stoppede bussen flere gange midt i det hele – uden der var nogen vigeplads, men da vi først kom ind på de mindre veje, tog stoppene for alvor fart.
Selv de mindste landsbyer havde op til fire stop – som regel med under 100 meters afstand. Folk stiller sig bare ud til vejen og vinker, og så stopper bussen. Der er ikke engang stoppesteder, de behøver at gå hen til. Og det samme gør sig gældende for folk, som skal af. De ringer på klokken og så stopper bussen med det samme.
I en af de større byer var der en busterminal, hvor der steg en masse folk på. Vi havde dog ikke kørt mere end 50 meter, før bussen igen gjorde holdt for at tage flere på.
Et nok ikke helt urimeligt gæt på, hvor mange gange bussen stoppede på turen, er hundrede. Muligvis er det lidt mere, muligvis lidt mindre. Under alle omstændigheder var vi ved at være desperate til sidst over det langsomme fremskridt. Heldigvis er der nogle dage til vi igen behøver at tage bussen.
Endelig nåede vi frem til La Fortuna – vores mål for busturen. Vi havde forsøgt at booke vores hotel på forhånd, men vi havde ikke hørt fra dem, så det var med lidt bange anelser, vi mødte op i receptionen – specielt efter at have set det lækre poolområde. Men heldigvis havde de fået vores reservation, og de havde lige et enkelt værelse tilbage.
Efter en hurtigt gang frokost og Internet, fandt vi os hver en liggestol og nød endelig at kunne slappe af. Vi blev dog ikke liggende længe, for både poolen og jacuzzien trak.
Det nåede at blive mørkt, før vi kunne tage os sammen til at gå tilbage på vores værelse. Inden da havde vi nydt en flot solnedgang over den aktive vulkan ”Arenal”. Kort tid efter var den dog dækket af skyer. Om det bliver det sidste vi ser til vulkanen, må tiden vise. Hvis vejret er til det, regner vi med at tage på en tur, hvor man kommer helt tæt på (kun to kilometer væk), så forhåbentlig bliver der skyfrit en af dagene.
Efter alt den afslapning var vi blevet godt sultne – og ved tilfældigheder fik vi vist bestilt det rigtige. I hvert fald var den portion kødstykker med tilbehør kæmpe stor – så stor at det faktisk ikke så ud som om vi havde spist noget, da vi var mætte.
Her til morgen er det desværre skyet og regnvejr. Men så er vi i det mindste havnet det rigtige sted. Jacuzzien er inde under et halvtag, og det har jo altid været sjovt at svømme i regnvejr. Så det går nok – bare det ikke bliver ved for længe. Vi skulle jo også gerne se lidt andet, nu vi er her.