I Chiquita-land

Det blev ikke til rejer i går til aftensmad. I stedet fik vi en ret med hummerkød (til samme pris), men faktisk smagte retterne med rejer nu bedre.

I morges var det op klokken seks for – med båd, bil og bus – at tage til San Jose (hovedstaden i Costa Rica). Det var noget tidligere end vi havde lyst til, men i det mindste fik vi set en fantastisk solopgang.

Efter at have checket ud fra hotellet, hvor vi fik nogle sidste venlige ord med på vejen (som vi har fået under hele opholdet), gik vi de ti minutter ned til havnen, hvor vi skulle med en båd.

Første del af turen mod San Jose var med en hurtig speedbåd. Den ene halvdel var mellem Bocas del Toro øerne, hvorefter anden halvdel fortsatte gennem en kanal på fastlandet.

Efter godt 45 minutter nåede vi Changuinola, hvor næste strækning blev tilbagelagt på ladet af en pickup-bil. Hele turen – godt fem kilomter – gik gennem den ene bananplantage efter den anden.

Ved busterminalen fandt vi bussen til San Jose – en tur på godt syv timer uden toilet i bussen. Så det var begrænset hvor meget vi turde drikke.

Fra terminalen gik turen en god halv times tid til grænsen mellem Panama og Costa Rica. Grænseposten var meget primitiv. Der var kun ét spor på broen mellem landene, så køretøjerne måtte skiftes til at passere fra hhv. Costa Rica og Panama.

Efter at have fået hjælp af en lokal (til gengæld for nogle drikkepenge) med paskontrollen i Panama, måtte vi gå over broen til paskontrollen i Costa Rica.

Her blev vi bedt om at vise en billet ud af landet (foruden passet). Det havde vi naturligvis ikke, da planen jo er at fortsætte til Nicaragua – men ved at vise vores hjemrejsebillet fra Los Angeles, fik vi lov til at komme igennem.

Grænseformaliteterne tog i alt en time, hvorefter vi kunne fortsætte – men kun godt hundrede meter, før vi røg ind i en politikontrol. Efter politimanden havde set alles ID, var vi endelig på vej.

Vi slap dog ikke for en masse stop, når folk skulle af og på. Det er simpelthen utroligt. Bussen sætter en passager af, hvorefter den fortsætter hundrede meter og sætter endnu en passager af. Hundrede meter efter igen stiger der en passager på. Og det er en international bus og ikke en lokalbus. Det rimelige ville være, at passagerne kom af og på ved en busterminal – og så kunne de tage lokalbussen eller taxa dertil.

Vejen var ikke blevet meget bedre. Hvis Costa Rica skulle være et moderne land, så var det meget svært at se. Efter 2½ time var vi kun nået 66 kilometer fra grænsen. Samtidig drev sveden af os på grund af alle stoppene. Det er sådan noget, der får os til at overveje flere flyveture.

Der blev ved med at komme passagerer ind, men alligevel var der et amerikansk par, som åbenbart mente det var rimeligt at have to sæder hver. Så mens de lokale ledte efter et sted at sidde, lod de som ingenting. Det er sådan noget, der giver turisterne et dårligt ry. Det havde da også været rart for os at kunne brede sig, men det går bare ikke.

Efterhånden blev vejen bedre, men én ting ændrede sig ikke – landskabet. Vi blev ved med at være i ”Chiquita-land”. Overalt var der bananplantager, og det var først det sidste stykke ind mod San Jose at de blev afløst af jungle. Hele vejen var der dog ekstremt frodigt. Det var svært at se, at vi er i slutningen af tørketiden.

Ved busterminalen blev vi nærmest overfaldet af taxachauffører, så vi valgte at gå. Mens vi stod og kiggede på kort, kom en mand hen for at hjælpe os. Det var meget tydeligt, at han forventede nogle drikkepenge for at vise os hen til hotellet – og han var da heller ikke til at slippe af med.

Vi fandt hotellet (med mandens hjælp) og fik et fint værelse til 40 dollars, hvilket vi er meget rimeligt i San Jose. Der er hvad vi skal bruge (indtil vi tager videre i morgen) og det er centralt. Efter ti timers transport kunne vi endelig slappe lidt af.

Nu har vi bevæget os væk fra havet – og derved også den naturlige mulighed for skaldyr. I stedet valgte vi en pizza på Pizza Hut, hvilket nu også var rart til en afveksling.

I morgen tager vi videre med bus til La Fortuna, hvor der ligger en aktiv vulkan. Hvis vi er uheldige kommer vi nu ikke til at se den – ofte er den nemlig dækket af skyer. Men vi håber det bedste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.