Til toppen igen og igen og igen

De seneste dage har vi kæmpet os op på adskillige toppe. Det har været hårdt – men også besværet værd.

Først gang, at vi kom til tops, var i Sigiriya. Efter at have slappet af de to første dage, besluttede vi os for, at det var tid til at ”bestige” Sigiriya Klippen. Først skulle Vilde dog lige have sin middagslur, så formiddagen brugte vi ved hotellets pool.

Mens vi lå ved poolen, snakkede vi med nogle andre danskere, og de fortalte, at man bestiger klippen på vestsiden – hvilket betød at en eftermiddagstur ville være lig med direkte sol hele vejen op.

Nu havde vi dog sat os mentalt op til turen, så vi holdt fast i planen og tog en tuktuk til indgangen – hvor vi efter at have betalt 7800 rupies (omkring 320 kroner – hvilket er meget i Sri Lanka) kunne få lov til at komme ind.

Så startede opstigningen mod toppen af den godt 200 meter høje klippe (ca. seks gang Rundetårn). Hvis vi bare havde været Marianne og jeg, havde det ikke været det store – men Vilde skulle bæres det meste af vejen op. Det tog jeg mig af, mens Marianne bar vores rygsæk med bl.a. kamera og masser af vand.

Og vandet fik vi rigeligt brug for, for det var varmt og hårdt. På et tidspunkt kom der en lang vindeltrappe, som vi gik op ad – bare for at konstatere, at der var nogle hulemalerier for enden. Og så skulle vi ellers hele vejen ned igen ad en anden vindeltrappe.

Da vi var næsten oppe, kom vi til et stort repos, hvor vi lige kunne slappe lidt af, inden den sidste og mest anstrengende del af turen.

Her skulle vi op ad en masse trapper igen, og da det ikke rigtig var muligt at stoppe op på vejen, var det bare med at kæmpe sig fremad. Til sidst var vi dog oppe.

Det havde været meget anstrengende for alle undtagen Vilde (som jo blev båret). Alligevel havde Frida ikke brokket sig én eneste gang til trods for, at hun skulle gå hele vejen selv. Hun havde godt nok sagt, at hun ”følte sig lidt doven” og ”ikke følte sig så sej” til sidst – men intet piveri. Vi var meget imponerede af hende.

Og heldigvis havde det været alle anstrengelserne værd. Fra toppen var der en fantastisk udsigt over hele området – hvor vi bl.a. kunne se vores hotel og vores pool. Så vi brugte en del tid på toppen – bl.a. sammen med en række aber, inden vi gik ned igen.

På det første stykke ned fra toppen, var der en gammel japaner, som var på vej op. Det var vi faktisk ret imponerede af. Vi blev dog ikke mindre imponerede, da han nærmest i løb overhalede os længere ned. Faktisk havde han så meget fart på, at hans guide måtte bede ham om at tage det lidt roligt.

Omvendt var der også andre, der var meget ynkelige. Flere havde guider med, som måtte hjælpe dem med at komme op. Og på et tidspunkt så vi endda en kvinde, som måtte have hjælp af to guider for at komme ned – og hun så ikke skadet ud.

Godt svedige fik vi os lidt at drikke, før vi tog en tuktuk tilbage til vores hotel – til en velfortjent dukkert i poolen. Aftensmaden blev som altid spist på hotellet, hvor Frida efter dagens hårde tur faldt i søvn i klapvognen. Selv Vilde var så træt, at hun lagde sig til at sove uden at få læst historie.

Næste morgen var vi klar til nye eventyr. Så efter at have spist morgenmad og afleveret noget vasketøj, tog vi en tuktuk til byen Dambulla i nærheden. Her havde vi læst, at der skulle være nogle tempel-huler – og det passede jo fint at kigge på en tempel som afslapning efter gårsdagens hårde strabadser.

Hvad vi ikke lige var forberedt på var, at tempel-hulerne lå højt oppe på en bakke – faktisk 160 meter oppe over os.

Så endnu engang stod den på ”bjergbestigning” med Vilde som en tung bagage. Og det blev ikke mindre hårdt på baggrund af strabadserne dagen før.

Men vi kom op, og hulerne med en masse Buddha’er var da også rigtig flotte. Samtidig gik Frida på jagt efter nogle ”gyldne penge”, som gav magiske kræfter til de ting, som man købte for pengene. Og hun var rigtig heldig at finde 150 rupies – og Vilde fandt også nogle sedler.

For nogle af pengene købte hun en gennemsigtig sten, som kunne give hende et beskyttende skjold, hvis man gned på den. Det gik hun rigtig meget op i og snakkede meget om. Derfor var det også en katastrofe, da hun glemte den på restauranten et par dage efter. Heldigvis fik personalet fundet den ude i køkkenet, inden den blev smidt ud.

Resten af dagen slappede vi af ved poolen, hvor personalet også fandt et baby-firben sammen med Frida og Vilde. Først ville Frida ikke rigtig holde det, men til sidst endte det med, at hun gik rundt og viste det til alle de andre gæster.

Efter to hårde dage besluttede vi os for at bruge den sidste dag i Sigiriya til at slappe af ved poolen. Så det eneste andet, som vi fik lavet den dag, var at bestille transport til dagen efter. Og så fik Marianne en gang massage til de ømme muskler.

Torsdag var det så tid til at forlade Sigiriya for at tage mod Ella. Vækkeuret ringede kl. 6, og efter at vi havde pakket det sidste og spist morgenmad, kørte vi af sted i en minibus kl. 8. Først delmål var en togstation, hvor vi skulle videre med toget til Ella.

Vi havde fået at vide, at der godt kunne være meget trafik på vejen – noget med ”skoledag” (så vidt vi kunne forstå). Derfor var vi også kørt i meget god tid. Men der var ikke meget trafik, og efter 2,5 timer nåede vi stationen – to timer før afgang.

På forhånd havde vi forventet en meget hektisk station med masser af mylder. Men det var absolut ikke tilfældet – Lejre Station en søndag eftermiddag minder om Hovedbanegården til sammenligning.

Vi havde booket en særlig ”luksusvogn”, der ejes af et privat firma og er koblet på det normale tog. Prisen var meget rimelig – men stadig adskillige gange dyrere end det normale tog.

Først og fremmest havde vi valgt den løsning, fordi det var muligt at bestille billetter på forhånd og få nummererede sæder (så vi ikke risikerede at skulle stå op hele turen med to børn). Men en anden væsentlig årsag var også, at vi havde set på billederne på deres hjemmeside, at der ville være en udendørs platform, hvor man kunne stå, mens toget kørte.

Men virkeligheden viste sig at være en anden. Der var ingen udendørs platform, og de gode sæder, der skulle have været lige ved døren ud til platformen, viste sig at være de værste i hele vognen.

Sæderne var hullede og det dryppede ned fra aircondition’en. Og det eneste ”luksus” var, at man fik et bolche og en vådserviet i starten af turen – og så havde personalet skjorte og slips på.

Vi var meget utilfredse med at vognen var så meget anderledes i virkeligheden – og at vi skulle sidde på sådan nogle usle sæder med vand på gulvet (så vores håndbagage ikke kunne stå der). Og der var ingen vinduer foran os – og kun nogle små i siden, som kun passageren nærmest vinduet kunne kigge ud af.

Og det blev ikke bedre, da frokosten blev serveret. På de forreste sæder var der ikke borde som i et fly. I stedet blev der slået noget op, der mest af alt mindede om et campingbord. Her blev to bakker med mad placeret – på den strækning, der skulle vise sig at være den mest bumpede på hele turen.

Det betød da også, at den ene bakke havnede på gulvet – med det resultat, at der var ris ud over det hele. Det fik os ærligt talt helt op i det røde felt, og personalet lovede at skaffe os nogle nye sæder så hurtigt som muligt.

Så efter 2,5 timers togtur, hvor vi kunne sidde og glo ind i en væg under en dryppende aircondition, blev der nogle andre sæder ledige. Her var der meget bedre at sidde – bortset fra en iskold aircondition.

Stadig var det dog meget skuffende i forhold til hjemmesidens lovprisning af turen. Vi havde glædet os til at sidde på platformen udenfor og tage fotos. I stedet var vi spæret inde i en vogn, der var iskold, og hvor vinduerne ikke kunne åbnes.

Det gjorde det heller ikke bedre, at toget blev en time forsinket, inden det nåede Ella – til trods for at de kun havde været 10 minutter forsinket fra starten. Derfor var det også helt mørkt på den sidste strækning, der ellers var udråbt til den flotteste del.

Så i stedet for en god oplevelse, havde vi tilbragt syv timer indespærret i en togvogn, hvor vi bare prøvede at få tiden til at gå. Havde vi vist det, havde vi nok i stedet taget en bil hele vejen – og sparet en masse tid.

For at gnide lidt ekstra salt i såret, så begyndte det også at regne på den sidste del. Og de første dage her kom der faktisk flere byger. De seneste dage har dog udelukkende stået på sol igen. Temperaturen er også noget køligere, da vi befinder os et stykke over havets overflade. Og sidst på aftenen er det rart med en trøje. Men det er nu meget fint at have det lidt køligere – som en god, dansk sommerdag.

Endelig var vi fremme omkring kl. 19.30 i Ella – hvor det i mellemtiden var blevet tørvejr. Her blev vi hentet af ejeren af Zion View, hvor vi skulle bo. Udsigten skulle være rigtig flot fra vores terrasse. Men da det var mørkt, måtte vi vente til næste dag med at konstatere, at den absolut var imponerende – uden dog at ligge i top 5 af det, som vi har oplevet.

Aftensmaden blev serveret kort tid efter, at vi var landet – og den var heldigvis rigtig god. Børnene var dog meget trætte, og Frida faldt i søvn i en hængekøje.

Næste dag stod vi op til en rigtig fin morgenmad. Og i det hele taget er der styr på, hvad de rejsende ønsker, her på hotellet. Bl.a. er der gratis tøjvask, og der bliver hængt olielamper op om aftenen. Det er så lidt, der skal til, før man føler, at der bliver gjort lidt ekstra.

Resten af formiddagen slappede vi af på terrassen, inden vi efter Vildes lur gik ned ad en lang bakke for at kigge på ”Ella Downtown”. Her kunne vi konstatere, at byen er en rigtig backpacker-by med masser af restauranter og små butikker.

Efter vi havde spist og handlet lidt, skubbede vi os selv og klapvognen op ad den stejle bakke igen – vil man have udsigt, må man åbenbart lide for det.

Efter en dag med afslapning skulle der ske noget dagen efter. Derfor valgte vi en tur til Little Adams Peak. Vi vidste ikke rigtig, hvad det var – men for en sikkerheds skyld lod vi klapvognen blive hjemme.

Da vi blev sat af, kunne vi dog konstatere, at vi sagtens kunne have haft klapvogn med, for vi skulle op ad en bred grusvej, der løb langs de flotte teplantager. Så også her måtte Vilde skiftevis gå selv og bæres.

Den sidste del af turen gik dog op ad nogle stejle trapper – så for tredje gang på fem dage måtte vi kæmpe os til toppen med Vilde på armen. Heldigvis var udsigten dog også her rigtig flot.

På vejen op ad vejen indtil trapperne var Vilde gået selv. Men da vi skulle ned igen, ville hun bæres hele vejen (mens Frida igen gik hele vejen uden brok). Så vi var godt trætte, da turen var slut.

Heldigvis lå der en hyggelig restaurant, hvor vi kunne spise frokost. Og så var der både marsvin, fugle og kaniner, som børnene var ret vilde med – ikke mindst da de fik lov til at holde to af marsvinene. Så gjorde det ikke så meget, at maden ikke var specielt god.

Resten af dagen slappede vi af på terrassen, inden vi gik ned til byen for at spise aftensmad. Og så var børnene ellers igen klar til at sove.

Dagen efter var det søndag. Og her havde vi læst, at der skulle være et lokalt marked i den nærliggende, større by Bandarawela.

Og det viste sig at være et meget lokalt marked. Faktisk var vi de eneste turister, og når vi så oveni købet havde børn med, så gav det meget opmærksomhed. Men alle var flinke og smilende – modsat det som vi har oplevet i andre land, hvor stemningen mere har været noget i stil med at ”det her er vores lokale marked, hvor vi ikke gider at have turister”.

Derfor var det også en sjov oplevelse at kigge på de mange frugter og grøntsager – og ikke mindst den hektiske stemning. Efter markedet gik vi lidt rundt i selve byen, inden vi tog vores tuktuk tilbage til Ella igen.

På vejen tilbage faldt Vilde i søvn, og da hun sov videre i klapvognen, besluttede vi os for at spise frokost, inden vi skulle tilbage til hotellet. Bagefter ville vi også handle lidt, men da snakken faldt på is, vågnede Vilde pludselig op.

Sidst på eftermiddagen gik vi en lille tur, hvor vi bl.a. igen så aber. Og bagefter gik vi ned til byen, hvor vi valgte den samme restaurant som dagen før.

Her havde vi fået fin betjening og udmærket mad. Men denne aften skulle alt, hvad der kunne gå galt, åbenbart gå galt.

Det startede med, at vi blev betjent af en helt ny tjener, der ikke kunne et ord engelsk. Så vi måtte pege på det hele i menukortet. Desværre stod der hverken Coca Cola Light eller øl der. Så der måtte vi have fat i en anden tjener, for at få afgivet vores bestilling. Denne tjener glemte så til gengæld den lime soda, som Marianne havde bestilt.

Marianne bestilte en gang ”rice and curry”. Og hun fik da også det meste af maden – men ikke risen. Da vi, efter at have ventet en del tid, gjorde den nye tjener opmærksom på det, fattede han igen ingenting.

Så i stedet for ris kom han med en tallerken og skeer til tilbehøret (hvilket der dog også manglede). Men det med risen fattede han ikke – til trods for at det burde give sig selv, at der hører ris til en gang ”rice and curry”.

Endnu engang måtte vi have fat i en anden tjener, og efter 15 minutter (hvor maden var blevet halvkold), fik Marianne endelig sine ris.

Men en tjener, der ikke engang forstår ord som ”rice” og ”beer”, får det godt nok svært. Derfor havde vi også mest ondt af den stakkels mand, som virkelig kæmpede for at hjælpe. Det kan dog undre, at han er blevet ansat i første omgang – og slet ikke fik hjælp af de andre tjenere.

Da vi var færdige med maden, bad vi om regningen. Efter aftenens oplevelser, tjekkede vi den ekstra godt. Og det var en god idé, for der var lige to ekstra hovedretter til alt 1300 rupies (godt 60 kroner) på.

Det fik vi gjort tjeneren opmærksom på, hvorefter han kom med en rettet regning. Her passede rettelserne så ikke med beløbet – og til sidst gik jeg med tjeneren op til kassen.

Her forklarede kasseren lidt småarrogant, at han havde trukket det forkerte beløb fra – hvorefter jeg måtte gøre ham opmærksom på, at der var to hovedretter (og ikke kun én) for meget.

Efter sådan en oplevelse, ved man ikke rigtig, om man skal grine eller græde. Men heldigvis var vi i godt humør i forvejen, så vi valgte det første. Og den øl, som de havde glemt at skrive på regningen, valgte vi at betragte som kompensation for ”svie og smerte”.

Vores første togtur i Sri Lanka havde vi jo ikke haft meget held med. Derfor havde vi besluttet at give det et nyt forsøg for at se, om det ikke kunne være sjovt at køre med tog her.

Så i går tog vi en tuktuk til togstationen, hvor vi købte billetter til 2. klasse. Og det viste sig at være rigtig fint – faktisk bedre end på det såkaldte ”luksustog”. Her kunne vinduerne åbnes, og vi kunne stå i døråbningen til toget og kigge ud. Og så virkede klapbordene.

Vi havde valgt at køre til Haputale en times tid væk. På vejen kunne vi så kigge ud på det flotte landskab, der havde ligget i mørke, sidste gang vi kørte strækningen. Her var grønt i grønt – med teplantager, dale og bjergtoppe. Så det var en rigtig fin oplevelse at få ovenpå den skuffende togtur nogle dage før.

I Haputale skete der ikke meget. Til gengæld har vi ikke set så mange tuktuk’er samlet på et sted – og de ville alle sammen gerne have os med til en tefabrik. Vi valgte dog at gå lidt rundt i byen først, hvor vi bl.a. fik købt nogle armbånd til børnene til en latterlig lav pris – ingen turistpriser her.

Bagefter spiste vi på det, der vist var byens eneste restaurant, inden vi prajede den første tuktuk, som vi så. Og utroligt nok ramte vi den tuktuk, som havde været mest ihærdig (og irriterende) efter at få os med.

Chaufføren viste sig dog at være fin nok – selvom han spurgte os tre gang, hvor vi var fra. Og vi kørte den godt 10 kilometer lange tur til tefabrikken, der lå for enden af en lang og bumpet vej.

På tefabrikken fik vi en hurtig rundvisning i produktionen, hvor vi kunne se hele processen fra bladene kommer ind til tepulveret kommer ud.

Derefter gik turen tilbage til stationen igen, hvor toget skulle køre tilbage mod Ella en times tid efter, at vi var ankommet. Vi kom dog til at vente noget længere, da toget var 40 minutter forsinket. Tilsyneladende kan det ikke lade sig gøre at køre denne strækning uden at blive forsinket.

På vejen tilbage var der ikke plads på 2. klasse, som vi havde billetter til. Derfor valgte vi 3. klasse i stedet. Det var dog også helt fint, og bortset fra at sæderne var lidt smallere, var der ingen problemer med at sidde der.

Vilde faldt i søvn på vejen hjem, så vi lagde hende i klapvognen og gik ned til byen. Her fik vi is og handlet lidt – bl.a. Coca Cola Light, der kun kan købes nogle dage. Så når de er der, så gælder det om at købe rigeligt.

Vi var ret sent hjemme, så vi valgte at spise på hotellet. Børnene fik deres aftensmad lidt tidligere end os andre, så de kunne ligge og spille iPad i en hængekøje, mens vi spiste klokken halv otte, hvor der var buffet – og endda fik snakket lidt sammen.

I dag har vi så sidste dag i Ella. Efterhånden har vi oplevet de ting, som vi skulle. Der var dog et vandfald, som også skulle være interessant.

Så det tog vi til i morges. Men det var nu ikke besværet værd, for det havde vi set flottere mange andre steder.

Alligevel gik vi lidt rundt på stenene nedenfor vandfaldet – hvilket resulterede i en høj fløjten fra to betjente på en bro i nærheden. Tilsyneladende ville de ikke have, at Frida gik rundt på ”de farlige sten” uden at holde i hånden.

Det er ikke første gang, at vi har oplevet, at der bliver fløjtet højlydt, når der sker noget ”farligt”. Det samme så vi flere gange i Varkala i Indien, når folk kom lidt for langt ud i bølgerne – eller bare badede for sent på dagen.

Efter turen ved vandfaldet kørte vi tilbage til Ella for at spise frokost og handle lidt. Og resten af dagen vil vi bruge på terrassen, inden vi skal pakke og køre videre i morgen formiddag til strandene sydpå.