Pizza og slumtur

Indisk mad smager generelt rigtig godt. Men alligevel kan man godt blive træt af det i længden. Derfor har det også været dejligt at være i Mumbai, hvor vi har haft fundet indtil flere gode pizza-restauranter.

Sidst på eftermiddagen i vores første hele dag i Mumbai, gik vi en tur langs havepromenaden til en pizza-restaurant, som vi havde set fra vores taxa, da vi kørte mod hotellet dagen før. Her fik vi alle fire et par gode pizzaer, der på ingen måde smagte ”indisk”.

Bagefter gik vi på jagt efter et supermarked, som vi havde fået udpeget på et kort i receptionen på vores hotel. Men det var ikke helt nemt at finde. Og efter at have spurgt os frem, fik vi til sidst at vide, at det rent faktisk ikke var et supermarked – men et stormagasin. Heldigvis lå der et andet supermarked lige i nærheden, og så fik vi købt lidt proviant – og en is til børnene.

Næste morgen spiste vi igen morgenmad på hotelrestauranten. Og det som havde set lidt sparsomt ud den første dag, viste sig at være et overdådigt morgenmåltid, da vi først fik fat i menuen – som indgik som en del af buffeten. Her fik børnene jordbærmilkshake (på rigtige jordbær), og jeg fik en thai-omelet med rejer og kylling. Det var en morgenmad, som man godt kunne vænne sig til at spise hver dag.

Efter Vilde havde sovet sin middagslur, tog vi en taxa til et shoppingcenter et stykke væk. Jeg havde haft problemer med at finde shorts i Danmark, så jeg trængte virkelig til at shoppe lidt – og heldigvis lykkedes det at finde hele fire par short. Og Frida og Vilde fik også lidt tøj.

Endnu engang spiste vi også ”anti-indisk” mad. Frokosten blev indtaget på McDonald’s – der ikke var nær så svinet som den, vi havde spist på den første aften. Og til aftensmad fik vi alle europæisk mad – Frida fik pasta og Vilde fik kartoffelmos.

Inden vi tog hjem igen, prøvede pigerne også et par forlystelser i et lille tivoliland. Det var dog ret dyrt sammenlignet med andre ting i Indien.

Da vi skulle med taxa hjem, bad vi om taxameter. Det var de ikke interesserede i, og efter lidt forhandlinger endte vi på en prix på 450 rupies (godt 40 kroner). Alligevel satte taxachaufføren taxameteret i gang – hvorefter jeg gjorde opmærksom på vores aftale.

Efter at have rejst en del kan man som regel godt forudsige problemer – og ganske rigtigt, så ville taxachaufføren have prisen på taxameteret (der var meget højere). Vi havde dog været forudseende og taget alle vores ting ud – inkl. klapvognen, der lå på taget, inden vi betalte de aftalte 450 rupies (i lige penge).

Så da han ville have mere, havde han en ret dårlig sag – ikke mindst fordi vi holdt lige udenfor vores hotel, hvor der var masser af personale til at bakke os op. Alligevel fik jeg lidt dårlig samvittighed, da jeg så hans skuffede ansigt. Vi stiger trods alt på en taxa ved et dyrt shoppingcenter og stiger af igen ved et dyrt hotel – så vi har (tilsyneladende) penge nok.

Omvendt så havde vi aftalt prisen. Og faktisk var det jo ham selv, som havde været dum, da han insisterede på en fast pris i stedet for taxameter, som vi selv foreslog.

Næste morgen udvidede vi igen morgenmadsmenuen med en stak ”Rasmus Klump pandekager” til børnene – et sikkert hit. Senere tog vi en taxa til Gateway of India, der viste sig at være en klassisk turistfælde.

Her blev vi overfaldet af sælgere og tiggere – faktisk for første gang i Indien. Derfor gad vi ikke være der så længe og ”flygtede” ind på en pizza-restaurant, efter vi lige havde taget et par fotos af det berømte Taj Mahal hotel – der udover at være en flot bygning også var stedet, hvor der blev udført terror tilbage i 2008.

Endnu engang fik vi en god gang pizza og pasta, og så gik vi videre ud på gaden. Her fandt vi et sted, hvor vi kunne købe en nøglering med bogstaver – så Frida og Vilde kunne få hver deres nøglering med navn på. Inden vi fik set os om, havde de dog puttet langt flere perler på end aftalt – så vi måtte meget bestemt bede dem om at tage dem af igen. Også her havde vi dog fat i den lange ende, for i værste fald kunne vi jo bare gå uden vores nøglering (selvom det ville have givet nogle skuffede piger).

I området var der også en del tiggere. Til at starte med gav vi dem lidt mønter. Men når man gav én, kom der pludselig flere – og vi havde jo ikke penge til alle. Så til sidst blev vi enige om ikke at give noget.

Vi oplevede også flere tiggere med børn på armen, som ikke ville have penge – men i stedet bad os om at købe mælk eller mælkepulver til dem. Vi kunne ikke rigtig gennemskue, hvorfor vi skulle det (udover de påstod, at de ikke selv måtte det). Og vi har jo i tidens løb været hovedpersoner i diverse ”scams”, så det var ikke noget, som vi havde lyst til.

Vi fik også kigget lidt på et par butikker (bl.a. en legetøjsbutik) og handlet i et større supermarked, inden vi tog en taxa tilbage til hotellet.

Da vi kom hjem, lå der en gave til børnene på værelset fra ”housekeeping”. Og der stod også en spand med is, så vi kunne få kolde drikke. Den slags små detaljer, har vi ikke oplevet før på nogle andre hoteller.

Dagen sluttede med en sen tur i poolen, inden vi slappede af på værelset, før pigerne skulle i seng.

Næste morgen fik vi endnu en overdådig morgenmad. Og bagefter havde jeg en aftale om en klipning på nabohotellet. Tidligere har jeg gået igennem hele rejsen uden at blive klippet. Men denne gang kunne jeg godt se på det hele, at jeg ikke kunne klare hele rejsen.

Derfor havde jeg valgt Mumbai som ”klippested” af flere grunde. For det første ville det være muligt at rette op på en eventuel håbløs klipning, når jeg kom hjem igen til min frisør efter 5-6 uger. Og for det andet kunne jeg blive klippet på et internationalt hotel – et råd som min frisør var kommet med, da de ofte er vant til at klippe mange nationaliteter (og jeg derved ikke ville få en ”indisk” klipning).

Efter at have set den gammeldags klippestue og min frisør, som var en ældre mand med meget traditionel, indisk frisure, havde jeg dog ikke de store forventninger. Men faktisk blev min klipning ok – og i hvert fald bedre end frygtet.

Senere på dagen tog vi en taxa til Mumbais strand Girgaum Chowpatty. Det var dog ikke for at bade – for vandet er ekstremt forurenet der på grund af direkte udledning af en masse grimme ting. I stedet spiste vi frokost på en nærliggende restaurant, inden vi gik imod parken Hanging Gardens.

Turen gik meget op ad bakke, så det var hårdt med klapvogn. Selve parken var heller ikke noget særligt, men heldigvis kunne man da få en is udenfor. Og på den anden side af vejen lå der en anden park, hvor der var en stor legeplads – så børnene var glade.

Da vi skulle tilbage igen, kom vi op at køre med en meget gammel taxa med ”sofasæder” – en spøjs oplevelse. Vi blev sat af på pizzastedet ved havnepromenaden, hvor vi havde spist tidligere – og fik endnu en god pizza.

Og da vi kom tilbage på værelset, lå der endnu en gave til børnene (spil og krokodille-bamser) samt et håndskrevet brev fra rengøringsdamen om, at hun havde set, at vi havde børn med – og derfor taget sig den frihed at give dem en gave.

En af de ting, som vi meget gerne ville i Mumbai, var at tage på slumtur – så det havde vi bestemt os for at gøre den sidste dag. Det var dog lige ved at mislykkes, da bureauet, som arrangerede turen, ikke havde plads i første omgang. Heldigvis skrev de tilbage lidt senere, at de havde fået et afbud – og så kunne vi komme med alligevel.

Så næste morgen var det tidligt op og tidlig morgenmad, så vi var klar til at blive hentet 8.30. Inden vi kom til slummen, stoppede vi ved verdens største ”vaskeri”. Her arbejder der 3000 mennesker med at vaske tøj (i hånden) for hospitaler, mindre hoteller osv.

De har hver deres lille bås, hvor de vasker deres tøj og efterfølgende hænger det til tørre. For det får de 200 rupies om dagen (godt 20 kroner) for 15 timers arbejde.

Og så har de endda flere forskellige udfordringer. Et problem er, at der er vandbegrænsning, så de ikke har uanede mængder af vand. Det eneste tidspunkt, hvor det ikke er et problem, er omkring monsuntiden, hvor det regner meget. Her har de så til gengæld problemer med at finde tørremuligheder til det vaskede tøj.

Hovedformålet med turen var dog slumområdet Dharavi, der blev verdenskendt for at lægge ”kulisser” til filmen ”Slumdog Millionaire”.

Interessant nok er beboerne i Dharavi ikke specielt begejstrede for filmen, da de mener, at den giver et for negativt billede at livet i slummen. Og efter at have været rundt i området, kunne vi da også konstatere, at tingene ikke er så sort/hvide i forhold til, hvor ”stakkels” beboerne er.

Godt 60 % af Mumbais befolkning lever i slumområder. Og alene i Dharavi lever der godt en million mennesker. Men faktisk er det ikke kun de fattigste, som lever i slumområderne. Mange unge, som har fået f.eks. kontorjobs, vælger at blive boende i deres barndomsområde – selvom de havde råd til at få et bolig uden for slummen. Det siger også noget om det sammenhold, som der er i området.

Dharavi er da også en form for ”by i byen” med butikker, markeder, skoler, templer osv. Alt dette så vi på vores rundtur i området med vores fantastiske guide – som udover at svare på vores spørgsmål om slummen, også kunne fortælle om mange andre ting omkring livet i Mumbai.

Vi fik også set ”fabrikkerne”, hvor plasticting bliver smeltet om og lavet til bitte små plasticstykker, der kan genbruges til nye plastprodukter. Og det er der rigtig gode penge i (for nogle). De personer, som samler plasten sammen i skraldespande osv. får 5-6 rupies pr. kg af skraldeopkøberne. De får igen godt 10 rupies af fabrikkerne i Dharavi. Og her skabes der så stor værdi, for når de små plaststykker sælges videre, så er det til 70-100 rupies pr. kg.

Desværre er det jo ikke arbejderne, som scorer kassen. De får ca. 200 rupies pr. dag for deres beskidte og sundhedsskadelige arbejde (der gør at de dør tidligere en resten af Mumbais befolkning). Den store gevinst får ejeren af fabrikken, som kan leve godt af gammelt plastik. Faktisk er der så gode penge i det, at der kommer plastik fra hele verden for at blive bearbejdet der.

Turen var utrolig interessant, og vi fik et rigtig fint billede af, at selvom man bor i slummen, så behøver man ikke have noget dårligt liv. Bureauet Reality Tours & Travel, som vi var med, giver 80 % tilbage til Dharavi af indtægterne (når udgifterne er betalt). Og for dem bliver der bl.a. undervist i engelsk, IT og ikke mindst ”soft skills” – der handler om, hvordan normal god opførelse er i f.eks. forbindelse med en jobsamtale.

Da vi kom tilbage til vores hotel, fik Vilde en lur, og så sluttede vi eftermiddagen af ved poolen. Børnene ville godt prøve en tur i hestevogn, så vi tog en kort (men meget dyr) tur til vores ”stam-pizzaria”. Bagefter fik vi en is overfor, inden Marianne gik hjem med børnene og jeg fandt et supermarked. Resten af aftenen blev brugt på at pakke vores ting inden afrejsen fra Mumbai næste dag.

I forgårs skulle vi tidligt af sted fra Mumbai for at flyve til Sri Lanka. Alligevel var pigerne oppe før de behøvede – kl. 5.20. Så det var trætte børn resten af dagen.

Vi blev, efter aftale, hentet af samme chauffør, som havde kørt os til slummen dagen før. Og endnu engang var bilen der til tiden. Det kan godt være, at inderne tager let på det med tid – men når det gælder transport, har de altid været der i god tid.

På vejen til lufthavnen var der næsten ingen trafik. Så endnu engang så vi indernes lemfældige tilgang til færdselsregler. Vi kørte overfor rødt adskillige gange – mens der blev dyttet voldsomt af de fodgængere, som rent faktisk gik over for ”grøn mand”. Det betød dog også, at vi var hurtigt i lufthavnen.

Her begyndte til gengæld at gå ned ad bakke i forhold til det med tiden. Vi boardede vores fly meget sent – hvorefter vi sad 45 minutter i flyet, inden vi lettede. Det betød også, at vi kom meget for sent til Chennai, hvor vi skulle skifte fly.

Vores bagage blev sendt direkte videre til Colombo. Men vores klapvogn, som vi havde med til gaten, kunne de ikke finde ud af at sende videre. Så den skulle vi vente på ved bagagebåndet i lufthavnen. Der kom dog ingen klapvogn, så vi var lige ved at gå tilbage til gaten for at se, om den skulle være der. Heldigvis kom der en mand med den lige inden. Den var åbenbart taget udenom bagagebåndet for at skåne den.

Flyet videre gik fra den internationale terminal, der lå 10 minutters gang derfra. Og da de af en eller anden grund ikke kunne finde ud af at udstede boardingpas til anden del af turen i Mumbai (selvom det var samme flyselskab), så skulle vi checke ind igen.

Og vi var ikke de eneste, som skulle til Colombo. Efterhånden var vi ret sent på den, og køen var meget lang. Samtidig havde vi jo intet bagage (da det var sendt direkte videre). Heldigvis lykkedes det os at overbevise dem om, at vi ikke skulle stå i den lange kø – og lidt efter havde vi vores boardingpas.

Derefter skulle vi udfylde diverse papirer og igennem endnu et sikkerhedscheck, hvor vores boardingpas skulle tjekkes adskillige gange. Så resultatet var, at selvom vi ifølge vores billet skulle have 2,5 timer til at skifte fly, så havde vi pludselig ret travlt.

Faktisk var der en mand, som sagde at boardingen startede indenfor fem minutter. Vi valgte dog at være ligeglade og brugte lidt tid på at shoppe for vores sidste indiske penge. Det var nu ikke fordi, at der var meget at bruge dem på. Chennai er en af de største byer i Indien – men alligevel var der ingen restauranter i lufthavnen. Så idéen med at spise frokost måtte droppes.

Vi havde dog ikke behøvet at skynde os, for flyet var åbenbart forsinket. Faktisk begyndte boardingen først 10 minutter efter, at vi skulle have været i luften. Og som altid var der ”naturligvis” ingen informationer. Så hvad ham manden, som skyndede på os, havde gang i, er svært at vide.

Og igen sad vi lang tid i flyet, inden vi kom i luften. Så også på denne flyvning blev vi forsinkede – godt 50 minutter. Til gengæld var maden om bord en smule bedre end på den forrige flyvning. Men Air India kommer nok ikke til at vinde nogen flypriser for noget som helst.

Til sidst nåede vi dog Colombo i Sri Lanka, og efter at have udfyldt diverse papirer (til trods for at vi havde fået visa elektronisk), kunne vi forlade lufthavnen med alt vores bagage.

Udenfor ventede vores chauffør med et skilt med mit navn på. Vi havde bestilt en minibus med plads til otte personer. Den var godt nok lidt dyrere. Til gengæld kunne børnene så sove i den.

På forhånd havde vi frygtet den godt fire timer lange tur – og endda overvejet en overnatning i nærheden af lufthavnen. Men det skulle vise sig at blive den mest behagelige del af dagens rejse. Først faldt Vilde i søvn, og senere faldt Frida (som havde hele bagsædet for sig selv) også i søvn. Marianne tog også en lur, og jeg slappede af med lidt podcast – så det var dejligt afslappende.

Kl. 21.30 var vi så fremme ved Hotel Sigiriya. Her fik vi hurtigt vores værelse, og efter at have kigget os lidt om på hotellet, gik vi alle sammen i seng – godt trætte.

Efter en lang rejsedag, var dagen i går udset til slappedag. Så efter en ok morgenmad (der dog naturligvis ikke kunne måle sig med den i Mumbai), gik vi til poolen – der ligger flot med udsigt til den berømte Sigiriya-klippe, som vi planlægger at ”bestige” en af de nærmeste dage.

Her spiste vi også frokost, der var forbavsende god. Jeg fik bl.a. en okseburger – det første oksekød siden Danmark, da inderne jo er fanatiske i forhold til deres køer. Eneste minus er de dyre Coca Cola Light – til godt 17 kroner stykket (hvilket er mange penge her i Sri Lanka). Det er dyrt at være lidt sundere og drikke sodavand uden sukker. Cola med sukker koster kun det halve.

Vilde fik en middagslur sammen med Marianne, mens jeg blev ved poolen med Frida. Her fandt hun bl.a. en fransktalende pige, som hun (trods sprogproblemer) legede lidt med.

Sidst på eftermiddagen gik vi en tur i området – hvor vi bl.a. kunne se de mange aber, der holder til omkring vores hotel. I det hele taget er der mange sjove dyr. Træerne er fyldt med egern, og man skal også passe på, at man ikke træder på hotellets varan, når man går på stierne.

På vores tur i området, kom vi også forbi en træskærerbutik. Her fik Frida og Vilde hver en lille træelefant af ejeren – selvom vi ikke købte noget. Vi fandt også en butik, hvor vi kunne købe vores Coca Cola Light på flaske til en noget mere fornuftig pris.

Da vi kom tilbage, ville vi spise aftensmad – men den startede først kl. 19.30. Så i stedet satte vi os i baren og fik en (forbavsende) god pina colada. Og på slaget halv otte gik vi til buffeten – som også var ganske glimrende. Desværre var Frida meget træt, så maden blev spist ret hurtigt.

Dagen i dag har lignet dagen i går. Vi har spist morgenmad, været ved poolen og Vilde har sovet lur. Resten af dagen vil vi sandsynligvis også slappe af her på hotellet. Og så er vi ellers ved at være afslappede nok til at se lidt af området de næste dage.

2 meninger om “Pizza og slumtur

  • 3. marts 2014 kl. 09:25
    Permalink

    Hej,

    Spændende læsning!

    Da vi var på Sri Lanka ble vi på det kraftigste frarådet, at “bestige” Sigiriya-klippe med en dreng på 3 år – så spændt på, hvad de siger til jer og om i kommer derop.

    Vi kom desværre ikke derop.

    Mvh
    Kristian

    Besvar
    • 4. marts 2014 kl. 16:24
      Permalink

      Hej Kristian.

      Vi kom til toppen. Vores ældste pige på 5 år gik hele vejen selv.

      Den yngste på knap 3 år bar jeg det meste af vejen. Det var hårdt – men helt klart besværet værd, da vi først stod deroppe.

      Morten.

      Besvar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *