Ferie med kontraster

Indien er et land fyldt med kontraster. Og selvom vi kun oplever en lille del af landet på vores rejse, har vi alligevel oplevet en del af kontrasterne de seneste dage.

De sidste dage i Fort Cochin blev brugt på nogenlunde samme måde som de forrige. Om fredagen mødtes vi med Olivia, Jolie, Zandra og Shyam på legepladsen i byen. Bagefter var vi på restaurant (hvor man ikke kunne få øl). Og så sluttede dagen på isbaren med den lækre is.

Dagen efter skulle de andre på tur, så vi valgte en slappedag. Efter morgenmaden var vi alle fire ved poolen. Og efter Vildes middagslur tog vi igen en badetur. Dagen sluttede af med restaurant, is på isbar og lidt shopping af forsyninger til næste dag.

Søndag var det så tid til at tage afsked med Fort Cochin. Her skulle vi flyve videre nordpå til Thottada Beach, hvor vi skulle bo på det samme hotel som Zandra, Shyam, Olivia, Jolie og Shyams far.

Men da vi først skulle flyve om aftenen, havde vi en hel dag, der stadig skulle bruges i byen. Heldigvis fik vi lov til at beholde det ene af vores værelser til vores afgang kl. 15.

Vi valgte at spise frokost på en meget lokal restaurant. Faktisk var det nok nærmere et guesthouse med en restaurant. Da vi kom dertil, var det tilsyneladende ikke den normale indgang. I hvert fald blev vi gennet igennem noget, der mindede om deres dagligstue – hvor der lå en bedstemor på en seng og småsov. Da vi kom, løftede hun sig lige lidt og vinkede halvt i søvne.

Frokosten var nu heller ikke imponerende. Vi bestilte noget meget simpelt –nudler, stegte ris og lidt brød med yoghurt-dyppelse (til brødet). Dyppelsen kom forholdsvis hurtigt, men så skete der heller ikke mere.

Efter næsten en time kom vores nudler og ris – men ingen brød. Da vi så spurgte efter det, så de meget overraskede ud og spurgte os, om vi ikke allerede havde fået det. Nej, de havde vi ikke – selvom vi var de eneste gæster på det tidspunkt. Er der fyldt, må der da være totalt kaos.

Tilbage på hotellet tog Vilde og Marianne en lur, mens Frida og jeg gik til poolen. Bagefter pakkede vi det sidste og tog en taxa mod lufthavnen.

I lufthavnen blev vi sat af ved indenrigsterminalen – hvilket viste sig at være forkert. I stedet blev vi vist til udenrigsterminalen. Det undrede os noget, da vi jo skulle til et andet sted i Indien. Årsagen viste sig at være, at vores fly skulle flyve videre til Jeddah i Saudi Arabien efter en mellemlanding i Calicut, hvor vi skulle af.

Inden vi kunne checke ind, skulle vi igennem et omfattende sikkerhedscheck, der bl.a. bestod i at vores billetter skulle tjekkes. Og det blev ikke sidste gang. Faktisk nåede vores billetter/boardingpas at blive tjekket i alt 10 gange, inden vi sad i flyvemaskinen.

Kvinden ved indcheckningen var ikke meget kompetent. Vi ville gerne have vores klapvogn med til gaten – hvilket vi havde fået at vide af en mand, at vi godt kunne. Alligevel blev hun ved med at snakke om indpakning til klapvognen. Til sidst lykkedes det dog at få hende forklaret det – ved at pege på boardingpas og sige ”airplane”. Og efter at hun havde konfereret med samme mand, var alt i orden.

Selve sikkerhedsproceduren var en blanding af skrap kontrol og meget løs tilgang til tingene. Ved indcheckningen skulle vi svare på, om vi medbragte en række ting – bl.a. fremmed valuta og elektronisk udstyr. Det bekræftede vi – hvorefter der blev sat i minus ved det hele. Men det gjorde nok heller ikke så meget, for papiret blev bare lagt på en ubemandet skranke.

Derefter skulle vores tasker gennemlyses, og vi skulle selv kropsvisiteres – i separat område for hhv. mænd og kvinder. Jeg var hurtigt igennem – men Marianne og pigerne røg lige bag en større gruppe stewardesser, så det tog sin tid.

Det hele blev foretaget meget grundigt (med et par tjek mere af boardingpas). Alligevel var der ingen problemer i at have to dåsecolaer og en flaske vand med – en noget pudsig blanding at strenge procedurer og en noget løs tilgang til det hele.

Vi havde været i god tid, men på grund af forkert terminal, masser af sikkerhedscheck og ikke mindst den uduelige medarbejder ved check ind, var vi efterhånden lidt sent på den. Zandra, Shyam, Olivia, Jolie samt Shyams far, var da også allerede ved gaten.

Inden vi skulle om bord på flyet, nåede vi lige at shoppe lidt. Det var nu ikke fordi, at vi behøvede så meget proviant til flyveturen, der kun var på en halv time – og derfor så kort, at sikkerhedsbælteskiltet var tændt under hele flyvningen.

Vi fløj i et fly med 10 sæder på hver række – men alligevel var det kun godt 25 % fyldt. Efter Callicut, hvor vi skulle af, fortsatte flyet jo videre til Jeddah – så forhåbentlig var der mange passagerer der. For ellers må det være noget af en underskudsforretning.

Da vi landede i Calicut, var vi de eneste, som steg af. Og vi blev da også gennet udenom alt sikkerhedskontrol, da vi sagde, at vi kom fra Kochi (der jo er indenrigs). Man kunne dog spekulere på, om der var andre, som kunne udnytte den samme mulighed ved bare at sige det samme, når de kom fra udlandet. I hvert fald landede der et fly fra Dubai kort tid efter os – og de skulle alle igennem sikkerhedskontrollen.

Ved transportbåndet var det nemt at udvælge vores bagage – vi skulle jo bare som eneste passagerer have det hele med. Og så var det ellers ud til den ventende minibus, der skulle fragte os til vores hotel ved Thottada Beach.

Pigerne var vist meget imponeret af bussens diskolys – men ellers var der nu ikke meget fest over den tre timer lange bustur på 115 km. Slet ikke da vi var næsten fremme – og først røg ind i en trafikprop og bagefter et sæt togbomme, der var nede.

Det sidste stykke vej blev bussen guidet af ejeren af vores hotel The Malabar Beach, som ventede i bil. Det havde vi godt nok ikke prøvet før.

Kl. 23 var vi endelig fremme ved hotellet. Alle børnene var faldet i søvn, men det skulle der hurtigt blive lavet om på, for ejeren ville byde os ordentligt velkommen. Så alle de søvndrukne børn fik stukket hver deres glas Fanta i hånden. På det tidspunkt havde vi gerne set en lidt mere rolig velkomst, men det var jo i virkeligheden kun pga. venlighed.

Og de var meget venlige – både ejeren og de ansatte. Vi havde to faste ansatte, som lavede alle måltider, gjorde rent og på anden måde servicerede os. Og de var klar til at gøre nærmest hvad som helst for os.

Bl.a. blev vi budt på aftensmad kl. 23.30, efter vi var ankommet. Så børnene var først i seng kl. 00.30 den dag.

Vores værelse var stort set rigtig fint. Der var dog lidt problemer med ”huller” i strømmen. Og hver gang det skete, så slukkede og tændte air conditionen med et højt beep – noget der visse nætter skete med få minutters mellemrum. Vi skulle dog være glade for, at vores air condition startede igen efter hullerne – så heldige var Zandra, Shyam, Olivia og Jolie ikke.

Værre var madrassen, der var stenhård – som at ligge på gulvet. Inderne (og til dels Marianne) foretrækker åbenbart deres madrasser sådan. Men for en vesterlænding som mig, så betød det desværre dårlig nattesøvn og en noget øm krop.

Til trods for den sene puttetid, vågnede børnene alligevel til sædvanlig tid kl. 7. Efter morgenmaden (der som alle andre måltider blev serveret ved et stort bord på terrassen foran hotellet), gik vi alle sammen ned for at kigge på stranden.

Den var rigtig flot med gyldent sand og masser af palmer. Bølgerne var dog ret store, så man blev nemt væltet omkuld og slæbt hen af bunden med groft sand – så huden fik en naturlig peeling.

Det betød også, at vi skulle passe lidt på pigerne, når de badede. Længere ude var det dog ikke så slemt – så Frida fik badevinger på og kom med derud. Ved senere badeture var Vilde også med derude.

Efter frokost tog Shyam, hans far og jeg en tuktuk til den større by Kannur for at handle, mens de andre gik til stranden igen. Turen var på 25 km og kostede små 30 kroner – inkl. i alt en halv times ventetid for chaufføren. Først handlede vi i et forholdsvis velforsynet supermarked, der dog manglede én væsentlig ting – øl.

Det kunne vi kun få i en af de i alt tre sprutbutikker i hele byen. Her afgav man sin bestilling ved ét vindue, hvorefter ens kvittering blev stemplet med et hav af stempler ved et andet vindue – og så kunne man så få sine øl.

Interessant nok var det heller ikke ligefrem de rige indere, som ventede i køen med os. Og dem som købte, bestilte da også kun små flasker lokal sprut – sandsynligvis betalt med en stor del af den dagsløn, som de lige havde fået udbetalt.

Hjemme igen fik vi serveret aftensmad kl. 20.30 – hvilket viste sig at være nogenlunde det tidspunkt, hvor vi fik serveret aftensmad hver aften. Så det var trætte børn, der blev puttet.

Næste dag var det faktisk nødvendigt at sætte vækkeur, for her havde ejeren arrangeret en tur til ”noget dans”. Vi vidste ikke helt, hvad det var, vi skulle se – men det viste sig at være en religiøs ceremoni, der kun var der én gang om året.

Inden skulle vi dog lige dertil med i vores minibus på en tur, som vi havde forstået skulle tage 20 minutter. Den viste sig dog at tage næsten en time – og involverede køresyge hos flere af børnene.

Alligevel var det helt sikkert anstrengelserne værd, da det var en meget interessant oplevelse, som man ellers ikke får. En mand blev malet helt rød i hovedet og fik et højt ”tårn” på hovedet. Herefter dansede han rundt til trommer og ”slange”-fløjter, imens han velsignede alle tilskuerne ved bl.a. at kaste ris.

Det hele sluttede af med, at han huggede hovedet at en høne – der efterfølgende tumlede hen meget tæt på børnene. Det tog de nu meget cool. Faktisk snakkede Vilde mere om en oplevelse, som hun fik senere samme dag – nemlig en gekko, der spiste en kakerlak.

På vejen tilbage så vi et væveri, hvor de ansatte nok var mere interesserede i børnene end vi var i deres vævning. For helt ærligt så havde vi set nok for én dag.

Om eftermiddagen var vi ved stranden (hvor der igen var store bølger). Og aftensmaden blev ret meget forsinket, da der var problemer med strømmen. Så endnu engang betød til sen nattesøvn for pigerne.

Næste morgen startede Marianne med en rask gåtur langs stranden, mens jeg blev hos børnene. Desværre var jeg blevet ramt af en gang forkølelse/influenza med feber, hovedpine og generel mathed – noget der nok yderligere blev forstærket af den dårlige nattesøvn pga. den hårde madras.

Efter morgenmaden gik de andre til stranden, mens jeg blev hjemme for at sove lidt sammen med Vilde. Her var bølgerne ikke så høje, så det var lidt nemmere at bade. Efter frokost var de andre igen ved stranden. Og så sluttede dagen med aftensmad og efterfølgende hygge og vores indkøbte øl (som personalet insisterede på at servere for os). Så den dag kom vi først i seng kl. 1.30.

De fire andre havde lyst til massage, så det havde ejeren booket for dem. Dagen før havde Shyam og hans far været af sted, og næste morgen var det så Zandras og Mariannes tur. De havde holdt meget fast på opdeling af kønnene (og ”couple massage” var et ”par” af samme køn) – men alligevel blev de spurgt, om en af dem havde det ok med at blive masseret af en mand. Marianne meldte sig frivilligt (der skal mere til at skræmme hende).

Efter Vilde havde sovet til middag, var vi alle igen ved stranden – og igen var bølgerne høje. Vi havde egentlig planlagt lidt rom og cola efter putning af børnene. Men søvnen overmandede Shyam og Zandra, mens de ventede på at børnene faldt i søvn – så vi besluttede at vente.

I forgårs var så sidste hele dag ved Thottada Beach. Og dagen lignede på samme måde de andre – bortset fra at bølgerne var mindre, da vi kom til stranden om formiddagen. Mens vi andre var ved stranden, svømmede Marianne forbi nogle klipper til en anden strand, der viste sig at være endnu flottere.

Så var der frokost og derefter middagslur for Vilde. Men hun sov, gik Marianne endnu en gang på opdagelse i området. Da hun kom tilbage, var de andre ved at tage til stranden. Vilde gad ikke med, så jeg blev hjemme med hende – hvilket faktisk passede mig godt, da jeg stadig følte mig syg.

Dagen sluttede af med, at vi endelig fik drukket vores rom og cola – og snakket om alle vores oplevelser (og en masse andet).

I går var det så tid til at tage afsked med The Malabar Beach og ikke mindst det fantastiske personale. Alle vinkede da også ivrigt, da vi kørte af sted i vores minibus.

På vejen dertil havde det været mørkt. Men nu var det lyst, og vi kunne bedre se omgivelserne. Noget af det mest specielle var et lille fransk distrikt midt i Indien, som vi kørte igennem. På vejen dertil havde vi godt set, at det måtte være noget anderledes – for der var fyldt med sprutbutikker overalt. Til gengæld var der ingen skranker og stempler – alt var stillet op som i de fineste taxfree-butikker.

Og mon ikke også benzinen var billigere. I hvert fald stoppede vores chauffør ind for at tanke, så snart vi nåede ”den franske Vatikanstat i Indien”.

Ellers gik den tre timers bustur ret forudsigeligt. Frida kastede op en enkelt gang – og så blev vi endnu en gang indlagt til at høre på indisk popmusik. Måske var det også derfor, at Vilde trods flere forsøg aldrig faldt i søvn.

Ved lufthavnen var det så tid til at sige farvel til Olivia, Jolie, Zandra, Shyam og Shyams far. Det havde været super hyggeligt at være sammen med dem – først i Fort Cochin og sidenhen ved Thottada Beach. Ikke mindst pigerne havde nydt det. Faktisk var der tidspunker, hvor vi nærmest ikke så Frida i flere timer. Og Vilde havde også været meget mere medgørlig end tidligere på rejsen. Olivia og Jolie bliver helt sikkert savnet på resten af vores rejse.

Derfor blev der også givet rigtig mange krammere, inden vi gik ind i lufthavnsbygningen. Her skulle vi igen igennem et omfattende sikkerhedscheck med bl.a. gennemlysning af den bagage, som skulle checkes ind.

I min taske havde de set ”en firkantet ting med to batterier”. Jeg kunne simpelthen ikke gætte, hvad det var – men efter lidt efterforskning, kom vi frem til, at det var min barbermaskine. Og den var åbenbart ufarlig nok til at kunne få lov til at passere.

Vi havde satset på at spise frokost i lufthavnen – men vi havde åbenbart satset forkert. I hvert fald var der intet fornuftigt at spise. Så det endte med fire kedelige sandwich med blødt, sødt brød og lidt kylling. Og colaer var der intet af – noget vi ellers havde set frem til, da vi ikke havde fået så meget af den slags den seneste uge.

Selve flyveturen til Mumbai tog små to timer, og efter at vi havde fået vores bagage, gik vi på jagt efter en taxa. Planen var en lufthavnstaxa, men der var tilsyneladende flere selskaber – hvilket resulterede i et værre råberi, da vi kom til skrankerne.

Vi valgte et tilfældigt selskab, men da Marianne spurgte om størrelsen, havde de kun en lille bil – ”som vi sagtens kunne være i”. Jeg behøvede dog kun tage to skridt mod en af de andre skranker, så havde de fremtryllet en større bil – til samme pris.

Køreturen på en times tid til vores hotel i den sydlige del af Mumbai gik fint (uden køresyge). På vejen dertil kunne vi se de store kontraster – faldefærdige huse og skyskrabere i glas og stål.

Og det samme gjaldt for bilerne. På den ene side holdt en gammel, faldefærdig taxa, hvor kofangeren hang løs. På den anden side holdt en helt ny, stor Audi, der gassede op og accelererede voldsomt, så snart der blev grønt.

Vores chauffør kørte godt og kom forholdsvis hurtigt frem (i forhold til trafikken). Faktisk lidt for hurtigt i forhold til politiets smag. I hvert fald blev han stoppet kort før vores hotel af en bistert udseende politibetjent, der lyst langt væk af, at han nød sin magt.

Så til trods for adskillige ”sorry sir” fra vores chauffør, blev han bedt om at stige ud af sin bil og komme med. Kort tid efter kom han tilbage med en bøde på 100 rupies (knap 10 kroner) for at køre ligeud i en venstresvingsbås.

Vi syntes, at det var så synd for ham, at vi besluttede os for at doble vores drikkepenge til ham fra 100 til 200 rupies. For os er godt 20 kroner jo ingen penge – men for ham betød bøden tydeligvis rigtig meget.

Her i Mumbai bor vi på Oberoi – der ligger nummer 1 på Tripadvisor for hoteller i Mumbai. Generelt er det ret dyrt at overnatte i Mumbai, men vi havde besluttet os for, at vi ville have et ordentligt hotel som base, når vi skulle ud i en hektisk by som netop Mumbai. Og heldigvis havde jeg fundet et godt tilbud på netop dette hotel på en hjemmeside, der var væsentlig billigere end alle de andre hotel-hjemmesider.

Og at vi bor på et fint hotel var allerede klart ved ankomsten. Bunden af bilen blev undersøgt med spejle, og vores bagage blev gennemlyst, mens vi selv blev kropsvisiteret – alt sammen med en enorm venlighed og masser af ”sir’er” og ”madam’er”.

Derefter ”forsvandt” vores bagage, for dog at dukke op på mystisk vis på vores værelse en halv times tid senere – uden at vi på noget tidspunkt havde opgivet vores navn. Den slags kan de bare på de fine hoteller.

I mellemtiden havde vi checket ind et helt andet sted og efterfølgende fået en længere forklaring om alt fra Mumbais seværdigheder til værelsets indretning. Og vores værelse er lækkert – hvilket bl.a. skyldtes, at vi havde fået en gratis opgradering til et suite med delvis udsigt udover vandet.

Efter vi havde fundet os tilrette, gik vi på jagt efter en McDonald’s, som vi havde set på et kort. Vilde var i klapvogn, hvilket var lidt af en udfordring, da det hele tiden var op og ned pga. kantsten. Og til sidst måtte vi folde den sammen, da vi kom til et sted med så mange mennesker, at vi ikke kunne komme igennem uden at køre halvdelen over tæerne.

Det værste var dog trafikken. I Mumbai er der fodgængerovergange med rødt og grønt lys. Men det er åbenbart kun vejledende, for bilerne respektere det tilsyneladende ikke. Flere gange kom de drønende forbi os, selvom vi gik over for grønt. Det eneste, som virker, er tilsyneladende at gå så målbevist at de kan se, at man ikke har tænkt sig at stoppe – men det er naturligvis også en metode med en vis risiko.

Endelig nåede vi McDonald’s restauranten. Men kan sige meget om McDonald’s – men man ved hvad man får. En McDonald’s i Danmark ligner en McDonald’s i Mumbai – eller det troede vi i hvert fald.

For en ting var, at man kun kunne få kyllingekød (koen er jo hellig for mange i Indien). Men den rengøring (eller nærmere mangel på samme) var aldrig gået i Danmark. Gulvet flød med affald, og mens vi sad og spiste, oplevede vi da også, at en inderne kom hen og satte sin tomme milkshake midt på vores bord.

Men det var en oplevelse – og børnene fik både deres burger, pommes fritter og is, som de ikke havde fået den seneste uge ved Thottada Beach. Og selv for os voksne var det rart med noget andet end den indiske mad til en afveksling.

Efter den lange gåtur tog vi en taxa tilbage til vores hotel. Tre minutter efter vi var kommet hjem, bankede det på døren. Udenfor stod en tjener med en milkshake og en chokoladedessert – et gratis tilbud fra hotellet. Hvordan de vidste, at vi var kommet hjem, ved vi ikke – men det var imponerende timing.

I det hele taget kan man kun blive imponeret af logistikken og overblikket sådan et sted. Udover at de kunne sende bagagen det rigtige sted, selvom de ikke fulgte med os til receptionen (og derved fik vores navne), så viste de også deres evner ved at en mand, som jeg ikke havde lagt mærke til før, tiltalte mig ved mit fulde navn (dog som ”Martin” i stedet for Morten), da vi kom hjem. Naturligvis er det bare et godt service-trick. Men det imponerer alligevel – specielt på sådan et kæmpe hotel med mange værelser.

Natten blev tilbragt i en seng, der var noget blødere end det forrige sted – faktisk lidt for blød efter Mariannes smag. Men jeg nød det meget – og vågnede da også op uden hovedpine for første gang i en uge.

Efter vi havde pakket ud, spiste vi en fin morgenmad på hotellet, hvor der var et godt udvalg med masser af forskelligt morgenmad – noget vi havde savnet. Da vi kom tilbage til værelset, var de i gang med rengøringen, så vi valgte at kigge lidt på poolen.

Mens vi stod der, kunne vi høre musik. Derfor gik vi ned på gaden, for at kigge nærmere på det.

Det viste sig at være et bryllupsoptog. Forrest gik et hornorkester, og bagefter en række trommeslagere. Så kom alle gæsterne i deres fineste tøj, og bagerst red brudgommen på en hvid albino-hest. Gæsterne så ud til at være fra hele Indien samt nabolandene i bl.a. Mellemøsten – og de tilhørte helt sikkert ikke den fattigste del af befolkningen.

Da brudgommen var steget af og gået ind, tilbød en af de andre gæster, at Frida og Vilde kunne sidde på hesten, så vi kunne tage et billede. Frida havde ikke lyst, men Vilde ville gerne.

Lige nu sover Vilde middagslur og Frida leger med Playmobil og LEGO. Og senere står den så på afslapning ved poolen. De efterfølgende dage skal vi have et kig på resten af Mumbai, inden vi på fredag flyver videre til Colombo i Sri Lanka.