Keralas bagvand

Bag denne lidt kryptiske overskrift gemmer sig en tur med husbåd på Keralas ”backwater” – eller frit oversat ”bagvand”. Men det er kun én af flere ting, som vi har oplevet den sidste uges tid her i Kerala i Indien.

De sidste dage i Varkala stod først og fremmest på afslapning. Onsdag aften gad vi for en gang skyld ikke tage til stranden for at spise aftensmad. Derfor spiste vi på hotellets restaurant.

Maden var ganske udmærket, men regningen kom til at lyde på det dobbelte af, hvad vi normal har betalt. Og så var det alligevel kun lidt over 300 kroner for et måltid mad med drikke (inkl. øl der er ret dyrt). Så ruineret bliver man ikke ligefrem her i Indien.

Torsdag var børnene tidligt oppe. Og da Vilde så valgte at sove en middagslur på 3,5 timer, så nåede vi ikke så meget den dag. Marianne og Frida var dog på en gåtur langs stranden, mens vi andre to var på hotellet. Og så sluttede vi dagen ved poolen, inden vi tog en tuktuk (der rent faktisk hedder en autorickshaw her i Indien) til restauranterne ved klipperne.

Dagen efter mindede meget om de forrige. Først morgenmad, så pool, Vildes lur og en tur til stranden for at spise aftensmad.

En enkelt ting var dog noget anderledes end de forrige dage. For mens vi sad på restauranten og spiste, fik Vilde pludselig øje på en elefant på stranden. Og da vi lidt senere kom nærmere, kunne vi konstatere, at der var en eller anden religiøs ceremoni i gang – med en elefant, masser af trommespil og mænd som dyppede sig i vandet (hvilket efter sigende skulle vaske deres synder væk).

Efter en is kørte vi mod hotellet. Og her fik Frida lov til at sidde foran hos tuktuk-chaufføren – hvilket vist var en stor oplevelse. Mens vi kørte forbi det lokale tempel, var de ved at gøre klar til et større optog med bl.a. en række vogne med store dukker – som vi så ved vores hotel, inden vi gik ind.

Lørdag var så sidste dag i Varkala. Vi startede dagen med at tage til Varkala Town for at hæve penge og proviantere lidt til vores sejltur, som vi skulle på næste dag. Her gik vi også en lille tur og så på den vanvittige trafik. Bl.a. var der en rundkørsel, hvor der var totalt kaos.

Efter Vildes middagslur tog vi en tuktuk til klipperne, hvorfra vi gik af en lille sti ned til vores ”egen” strand, som vi havde været på mange gange før. Her spiste vi frokost, inden vi tog en sen eftermiddag ved poolen.

Som de andre dage var både Vilde og Frida helt vilde med at bade. Vilde fik dog en ekstra oplevelse, da hun konstaterede, at det ikke var farligt at flyde selv med badevinger på – uden at vi holdt hende. Og kort tid efter kunne hun også svømme rundt i bassinet selv.

Søndag var det så tid til at tage afsked med Varkala. Efter morgenmaden blev vi hentet i en bil – og så startede en noget anstrengende tur på godt 120 kilometer.

I Indien er der tilsyneladende ikke by og land. Her er bare mere eller mindre tæt bebyggelse. Hele vejen på turen var der huse og butikker på begge sider af vejen.

Og selve vejen var ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Den var snoet, smal – og med den mest sindssyge trafik. Når vores chauffør skulle overhale (og det gjorde han tit), så var det med hornet i bund, blinkende lygter (og sikkert også krydsede fingre på rattet). Og så var det eller bare at håbe, at de modkørende trak ind til siden, så der var plads til tre biler (samt en tuktuk, en knallert og et par gående) ved siden af hinanden.

Enkelte gange måtte han dog vige og selv trække ind – og det var når de modkørende busser overhalede. De trak også bare ud – og blev ved selvom der sådan set ikke var plads.

Han snakkede også i mobiltelefon flere gange – og valgte kun at stoppe op én enkelt gang (hvor han så åbenbart skulle koncentrere sig ekstra meget om samtalen). Så alt i alt var vi glade for, at det ikke var første gang, at vi opleve den asiatiske måde at køre bil på – selvom vi nok aldrig har oplevet noget lignende.

Men i virkeligheden havde vi ikke så meget tid til at fokusere på trafikken – for både Vilde og Frida blev køresyge og kastede op flere gange. Så der blev brugt en del affaldsposer og vådservietter.

Den første gang måtte vi bede ham om at stoppe, og efterfølgende kørte han bare videre og lod som ingenting. Først da Frida kastede op for tredje gang og ramte hans plasticsæder en smule, rullede han vinduet ned. Der blev han åbenbart lidt bange for sin bil.

Et enkelt lyspunkt bød turen dog på – nemlig synet af en elefant på en lastbil. En enkelt sele over ryggen og et par klodser ved benene – og så er en elefant åbenbart egnet til at blive transporteret som så mange andre varer.

Efter knap tre timer var vi endelig fremme ved Alappuzha – og derfra blev det meget bedre. Vi købte lidt sodavand og blev derefter sejlet ud til vores husbåd.

På forhånd havde vi læst i Lonely Planet, at man burde tjekke bådene ud først, inden man sagde ja til en tur. Men vi havde valgt (efter lidt research på bl.a. Tripadvisor) at booke hjemmefra med selskabet Lakes & Lagoons – og det var heldigvis en fin idé.

Båden, som kun var beregnet til os fire, var rigtig luksuriøs med et stort soveværelse, et fint badeværelse med varmt vand i bruseren, en spisestue og ikke mindst en ”terrasse”, hvor vi kunne sidde og nyde den smukke natur, som vi sejlede forbi.

Det bedste var dog ikke båden – men personalet bestående af en kaptajn, en assistent og en kok/guide.

Det var ekstremt venlige og servicemindede – og hurtigt var de blevet gode venner med børnene. Og faktisk ”tog vi” assistenten i at sidde og lege med LEGO – uden at børnene var i nærheden. Han havde aldrig set LEGO før, og var vist meget fascineret af bygge-mulighederne.

De næste timer sejlede vi stille og roligt af sted på områdets backwater – små floder og større søer. Overalt var der rismarker, palmer og liv ved bredden – en meget smuk syn som vi nød fra bådens stævn.

Da det blev tid til aftensmad, diskede kokken op med noget at de lækreste mad, som vi nogensinde har smagt. Det eneste minus var, at vi ikke havde tænkt over at tage nogle øl med. Da vi næste dag spurgte om muligheden for at købe øl, blev der dog hurtigt arrangeret en ekspedition – og fremskaffet et par øl til os.

Efter maden var det på hovedet i seng i vores fine soveværelse – både fordi vi var trætte, men også fordi at personalet skulle sove på dækket.

Næste morgen startede med endnu et godt måltid, og så sejlede vi ellers videre. Resten af dagen sejlede vi stort set hele tiden – kun afbrudt af et kort besøg i en mindre landsby.

Her besøgte vi først et træskærerværksted, hvor vi ”naturligvis” kunne købe noget af deres arbejde. De fleste penge tjente dig dog på noget helt andet – nemlig ved at lave religiøse, kristne træfigurer som Jesus og Jomfru Maria. Dem eksporterede de til hele Indien og endda også så langt væk som USA og Canada – meget imponerende af et lille værksted med 10 ansatte ”in the middle of nowhere”.

Bagefter var vi forbi en kristen kirke, hvor der var en barnedåb i gang. Guiden mente, at vi bare skulle gå ind, men vi havde ikke lyst til at forstyrre, så vi var der kun kort tid.

Frokosten overgik de andre måltider. Her fik vi en masse små retter serveret på et bananpalmeblad – meget eksotisk (og lækkert). Kokken kunne godt nok lave mad.

Men nu var kokken jo også guide. Og selvom han var meget servicemindet, så var han nu alligevel bedre til at lave mad end at guide. Måske var det fordi, at der egentlig ikke skete så meget på bådturen, men de samme praktisk oplysninger (omkring tidspunkter, mad osv.) blev givet igen og igen. Egentlig var det nu meget fint, for vi havde ret svært ved at forstå hans engelske – så efter den samme oplysning var givet 2-3 gange, var den sivet ind hos os.

Om aftenen lagde vi til ved selskabets ankerplads. Her var vi på en kort kanotur ind ad en lille flod sammen med en fin guide. Hans engelske var ikke så godt, men han var meget entusiastisk og hjælpsom – ikke mindst i forhold til børnene.

Da maden blev serveret om aftenen, var det en rigtig ”candlelight-dinner” med levende lys – noget af en kontrast til nabobåden, som sad og spiste hyggelig middag med blinkende diskolys i alverdens farver. Her forstod vores personale vist lidt bedre, hvad folk sætter pris på.

Næste dag var det Mariannes fødselsdag. Hun havde vist selv glemt det, men jeg havde sørget for et par flag på badeværelset – meget mere kunne man ikke lige gøre ud af det på båden. Da personalet hørte, at hun havde fødselsdag, troppede de alle tre op med hver deres blomst, som de havde plukket til hende – meget betænksomt.

Efter en kort sejltur var vi tilbage, hvor vi startede. Og så var der bare tilbage at sige farvel til personalet. Vi havde ikke helt vidst, hvad vi gik ind til, da vi bestilte turen – men den havde været over alt forventning. Normalt er der på selv de bedste ture (og hoteller for den sags skyld) altid nogle småting, som ikke er helt i top. Men her var der faktisk intet at sætte en finger på. Mad, personale og båd var helt i top – og vi havde fået en god oplevelse.

Ved havnen blev vi hentet af en bil, der skulle køre os de godt 60 kilometer til Fort Cochin. Vi havde på forhånd frygtet det værste i forhold til køresyg børn – men det blev heldigvis ved skrækken. For vejene var bedre, bilen køligere, afstanden kortere og chaufføren bedre. Og derfor kom vi også frem til vores hotel uden nogle problemer. Faktisk havde særligt Vilde så meget overskud, at hun sad og sang en stor del af vejen.

Her i Fort Cochin bor vil på Hotel Abode i en lille lejlighed med to soveværelser – hvilket betyder at Frida og Vilde har deres egen seng. De andre steder har de sovet på to letvægtsluftmadrasser, som vi havde med hjemmefra.

I lejligheden er der også en stor opholdsstue – og et tomt område, hvor der er plads til et køkken. Det er dog ikke bygget – hvilket gør at det hele ser lidt tomt ud.

Vel fremme spiste vi lidt frokost, og så fik Vilde en lur. Bagefter var vi oppe ved den lille pool, der ligger øverst på toppen – på 3. sal. Her fik Vilde øvet sig i at svømme frem og tilbage helt uden hjælp. Hun var meget stolt.

Dagen sluttede med at vi gik en tur ned til havnen og stranden, hvor der er en dejlig strandpromenade. Her er der rigtig meget liv med både lokale og turister – og fugle. Det sidste konstaterede Marianne ved at hun fik en fugleklat lige i panden.

Det siges jo at bringe held, men vores valg af fødselsdagsrestaurant var ikke ligefrem det heldigste. På forhånd havde vi fundet et par steder på Tripadvisor, men alligevel valgte vi (dumt nok) bare at gå ind et tilfældigt sted, der så hyggeligt ud.

Stedet var som sådan hyggeligt nok, og betjeningen var også fin. Men maden var virkelig dårlig – og den dyreste (100 kroner ekstra), som vi endnu havde fået.

Vi bestilte en Spaghetti Bolognese til Vilde. Normalt består den af kød (her i Indien er det som regel kyllingekød) og tomatsovs – men her var det hele stykker kylling, nogle stegte grøntsager og en ubestemmelig sovs (der ikke havde set en tomat).

Alligevel var det nok den bedste ret. Frida fik fish’n’chips – med panerede fiskestykker fyldt med ben. Og vi fik to fiskeretter, der havde flere ben end kød.

Så alt i alt var det ikke ligefrem den bedste fødselsdagsmiddag – og vi fik en reminder om, at hvis man vil være sikker på kvaliteten, så kan det godt betale sig at undersøge tingene lidt på forhånd (og holde ved sine valg).

Næste morgen stod børnene tidligt op, og efter en noget kedelig morgenmad på hotellet (hovedsageligt bestående af toastbrød), gik vi til poolen. Efter Vildes middagslur var vi igen ude at kigge lidt på byen – og her valgte vi en restaurant fra Lonely Planet, der viste sig at være rigtig god med bl.a. en dejlig pastasalat.

Børnene var dog mere vilde med det efterfølgende besøg på isbar med italiensk is – til ”hele” ni kroner for en kugle. Normalt får man ellers en vaffelis til omkring to kroner.

Da isen var spist, gik vi videre til en legeplads. Her legede vi så ”vildt” med Vilde og Frida, at nogle af inderne blev helt bange for, at der skulle ske noget med dem. Måske havde det noget at gøre med, at det danske faldunderlag var erstattet med støvet jord og store sten.

Bagefter gik vi ned til færgeområdet, hvor vi kunne gætte på, om de havde plads til alle gående, knallerter, motorcykler, biler og lastbiler om bord på færgen. Og så kunne vi se, hvor dygtige chaufførerne på de firehjulede køretøjer var til at bakke om bord – noget der ikke er helt let med en stor lastbil på en lille færge.

Vi var også forbi havnepromenaden og se på dagens fangst, der kom ind, blev vejet og sendt videre med lastbil. De fleste fisk bliver i dag fanget med båd. Enkelte bruger dog stadig de såkaldte Chinese Fishing Net – der er en form for hejseværk ved et stort net, der fanger fiskene.

I dag er det dog nok lige så meget for turisternes skyld. Alligevel var det sjovt at se dem tæt på. Det startede med, at de vinkede af Frida, og efter at have spurgt om lov hos Marianne, gik hun selv derud til dem – modig pige.

Efterfølgende kom vi også derhen. Og her kunne vi se dagens fangst der bl.a. inkludere en blowfish. Så det var en sjov oplevelse, der var de godt fem kroner værd, som vi betalte dem i ”donation”.

Belært af gårsdagens dumhed, valgte vi at spise aftensmaden på en hyggelig, lille tibetansk restaurant, der havde fået fine anmeldelser på Tripadvisor. Og det var da også langt bedre mad. Samtidig var der en dreng på otte år, som hjalp med at servere – noget der vist gjorde stort indtryk på Frida.

Det bedste var dog, at de havde en papegøje, som spiste pommes fritter. Efterfølgende har Vilde da også sagt, at hun gerne vil spise der igen.

I går kom den dags så, som Vilde og Frida havde ventet på. Efter morgenmad, pool og middagslur mødtes vi med Olivia, Jolie, Zandra, Shyam samt Shyams far på legepladsen midt i byen.

Børnene var rigtig glade for at se hinanden – selvom det vist var lidt overvældende for Vilde, at de pludselig var der. Vi var lidt på legepladsen og bagefter tog vi til en kombineret bar og restaurant, hvor man kunne få øl. Det er ikke så mange steder her i Fort Cochin, som man kan det – ikke engang selvom flasken bliver pakket i avispapir og skænket i tekrus.

Vi valgte også at spise der, hvilket blev lidt ufrivilligt komisk, for tjeneren kunne åbenbart ikke overskue en bestilling fra ni mennesker. Først prøvede han at huske det i hovedet, men da det gik op for ham, at vi skulle have mere end to retter, begyndte han at skrive op på sin hånd. Til sidst hentede han et stykke papir – hvorpå han pludselig havde skrevet langt flere retter, end vi havde bestilt. Det lykkedes dog at få gennemført bestillingen til sidst – og utroligt nok fik vi rent faktisk, hvad vi havde bestilt. Og maden fejlede ikke noget.

Så var det igen tid til en is, inden vi gik en tur langs havnepromenaden. Her købte vi friskfangede fisk, blæksprutter og rejer, som vi fik tilberedt på en nærliggende restaurant – meget lækkert.

Efterhånden var det blevet ret sent, og børnene var trætte, så vi sagde farvel til de andre og gik tilbage til vores hotel.

I dag syntes vi, at der skulle ske noget lidt andet. Så efter morgenmaden tog vi til en anden del af Kochi – kaldet Jew Town. Det viste sig at være et rigtig hyggeligt område med masser af små butikker – med opskruede turistpriser.

Frokosten blev spist på en restaurant ved vandet, inden vi tog en tuktuk tilbage til vores hotel. Lige nu sover Vilde middagslur, og Frida og Marianne skriver postkort. Og senere i dag skal vi så mødes med de andre igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *