Afslapning i de sydlige Indien

Så er vi kommet af sted på vores to måneder lange rejse. Og til forskel fra flere at de tidligere rejser, så er vi denne gang startet ved stranden i stedet for storbyen. Og det har været en god idé, da vi så har kunne slappe af og komme os over rejsen – i stedet for at skulle se en hel masse.

Lørdag morgen pakkede vi de sidste ting og tog en taxa til lufthavnen. Da vi allerede havde printet boardingpas og endda kom igennem en hurtigere security (pga. børn), var vi hurtigt inde i transitområdet.

Her mødtes vi med Zandra, Shyam, Olivia og Jolie fra vores ejendom, som vi skulle følges med til Doha – og som vi også skal mødes med om en uge her i Indien.

Turen til Doha skulle foregå med Qatar Airways i en af deres nye Dreamliner fly. Og det var da også et lækkert fly med mere underholdning og større vinduer (der endda elektronisk kunne blændes til ”nattelys” midt på dagen). Men til trods for alt den moderne teknik, var det lige så svært som altid at forstå, hvad der blev sagt i højtalerne. Utroligt at det ikke kan lade sig gøre at forbedre.

Bortset fra et ”mindre” uheld med ananasjuice i en af vores tasker (takket være en kombination af Vilde og et ustabilt bord), så gik turen fint. Frida og Vilde spillede iPad og hyggede med Jolie og Olivia. Eneste detalje var, at Vilde ikke ville sove middagslur.

Vi ankom til Doha til planlagt tid, og der havde vi 2,5 timers ventetid. En pæn del af tiden blev dog brugt på at køre i bus fra flyet til terminalen. Vi har vist aldrig kørt så lang tid i lufthavnsbus – det tog vel godt 20 minutter.
Da vi endelig kom frem til terminalen, sagde vi farvel til Zandra, Shyam, Olivia og Jolie og gik på jagt efter noget aftensmad.

Og det kan godt være, at Doha ligger ved siden af Dubai – og gerne vil sammenlignes med dem. Men indtrykket af lufthavnen var kun ”Dubai-light”. Der var ikke mange faciliteter. Og da man så deres snackbar, så savnede man ærligt talt McDonalds.

Men vi fik da nogle halvdårlige burgere – som Vilde var meget lang tid om at spise. Derfor kom vi også først til gaten lige præcis, da de sagde ”final call”. Men vi nåede det – og så var det ellers tilbage den samme vej på endnu en lang bustur.

I flyet skulle Vilde, Frida og Marianne sidde på den ene side af midtergangen – og jeg skulle sidde på den anden side. Da jeg så, hvem jeg skulle sidde ved siden af, blev jeg lidt træt. Det var nemlig en mor med hendes lille datter. Og det blev ikke bedre, da der kom endnu en mor med sin datter, som skulle sidde ved vinduet.

Heldigvis for alle – ikke mindst de to mødre, der skulle klemme sig sammen på to sæder med deres børn, var der plads lidt længere fremme i flyet til dem. Så pludselig havde vi seks sæder til os fire. Og så kunne både Frida og Vilde ligge ned.

Alligevel havde de ikke specielt nemt ved at falde i søvn. Men lidt fik de da sovet – utroligt nok for bagved os sad to svenske sladdertanter, hvor munden ikke stod stille et øjeblik. Og til trods for at klokken var omkring midnat Doha-tid (og midt om natten Indien-tid), så snakkede og grinte de højlydt.

Efter 4,5 timer flyvning landede vi 3.45 indisk tid (23.15 dansk tid) i lufthavnen med det ikke så mundrette navn: Thiruvananthapuram.

Allerede da vi stadig sad i flyet, stiftede vi bekendtskab med den noget fremmede, indiske mentalitet. Mens flyet stadig kørte på landingsbanen, begyndte folk at rejse sig op. Og da vi gik ud af flyet, kunne vi se, at oprydning ikke står højt på listen over gøremål hos de indiske passagerer på en flyvetur. Gulvet lignede en svinesti med affald overalt, som de bare havde smidt. Og der var da også lige en dreng, som det naturligste i verden mokkede foran alle andre i toilet-køen.

Både paskontrol og bagagehentning gik forholdsvis hurtigt, og udenfor stod vores chauffør klar med et skilt med vores navn på. Imens han hentede bilen, kunne vi så kigge lidt på alle de mange mennesker, der trods det sene (eller måske nærmere tidlige) tidspunkt var overalt. Og så var der jo den lidt fugtige varme, som er en del af Asien. Ja, vi var endnu engang kommet til et eksotisk sted.

Køreturen til Varkala, hvor vi er nu, tog en times tid ad snoede veje. Så vi var en smule nervøse for, at børnene blev køresyge – men det gik heldigvis.

Klokken 5.45 ankom vi til vores hotel The Gateway Hotel Varkala. Her tog de pænt imod os – men da checkin-tiden var klokken 14 (otte timer senere), havde de (naturligvis) ikke et værelse klar til os.

I stedet satte de et par sofaer sammen, så Vilde og Frida (og til dels også os to andre) kunne sove lidt. Og så lovede de ellers at gøre, hvad de kunne, for at have et værelse klar så hurtigt som muligt.

Frida sov ret godt, men Vilde sov kun en times tid – og så blev det lyst. Heldigvis gik der ikke så lang tid, før vi fik vores værelse – kl. 8.30 lokal tid. Men der var klokken også omkring fire om natten dansk tid. Og med begrænset søvn i 20 timer, var vi ved at være godt møre.

Først fik vi dog lidt morgenmad, og bagefter var vi en tur i poolen for første gang. Vi forsøgte at komme ind i den nye tidsrymte med det samme og sov derfor først middagslur henover middag. Her sov vi alle fire så til gengæld også i tre timer.

Da vi vågnede igen hen på eftermiddagen, gik vi en tur ned til stranden. Her var de lokale helt tydeligt på søndagstur, og der blev kigget rigtig meget efter børnene – og grinet da de spiste is. Og de mest dristige ville da også tage fotos.

Så selvom vi ikke troede, at vi skulle opleve noget så vildt som Burma, var det faktisk tæt på her. Heldigvis har det dog også været det mest ekstreme. Resten af tiden har børnene bare fået almindelig opmærksomhed, som lyshårede børn jo får på disse breddegrader – en opmærksomhed som de dog nok gerne ville være foruden.

Aftensmaden blev spist på en hyggelig restaurant med udsigt ud over havet – og den flotte solnedgang. Her fik vi et godt måltid indisk mad, spaghetti til børnene, juice til alle, øl, vand mm. Den samlede pris for det hele var omkring 130 kroner. Man spiser godt nok billigt her i Indien.

I forgårs havde vi så vores første hele dag. Børnene sov heldigvis helt til klokken 8, så det blev lidt sen morgenmad, inden vi kom i gang. Bagefter var vi ved poolen, og så var det tid til Vildes middagslur.

Om eftermiddagen gik vi til stranden og spiste på den samme restaurant (med samme solnedgang). Her fik igen et lækkert og billigt måltid mad, inden vi tog en tuktuk tilbage til vores hotel.

Her havde Vilde problemer med at falde i søvn. Det skyldes måske tidsforskellen – men der er også ret meget larm på vores værelse. Vi bor lige ved receptionen, så der er hele tiden telefoner, der ringer. Og udover det, så spillede de også musik i baren en stor del af aftenen – den samme cd med Eric Clapton Unplugged på repeat.

Dagen i går var en variation over i forgårs. Børnene sov igen længe, så vi gik direkte til frokosten. Den spiste vi i en anden del af Varkala, der ligger lige ud til en klippe med flot udsigt. Her er der et rigtigt backpacker-område med masser af butikker og restauranter – meget hyggeligt.

De steder, hvor vi tidligere havde spist, var mad og drikke ikke ligefrem kommet hurtigt. Men her overgik de i stor stil de andre. Først kom to juice, så kom de med en mere – og så den sidste. Så blev der stillet en vand på bordet og derefter to colaer.

Da drikkevarerne så efter meget lang tid var på plads, kunne vi sætte os til at vente på maden. Den kom lige så spredt – så det tog rigtig lang tid, før vi var klar til at tage tilbage til hotellet.

Vi besluttede os at springe Vildes lur over og gik direkte til poolen – hvilket endnu engang var en succes for alle parter. Pigerne kan efterhånden lege sammen selv, og det betyder, at vi faktisk kan sidde og læse lidt uden hele tiden at blive forstyrret. Og det er jo ikke så tosset, når solen skinner og temperaturen ligger i underkanten af de 30 grader.

Aftensmaden blev spist ved stranden på naborestauranten til stedet, hvor vi havde spist aftenerne før. Her fik vi friskfanget ”butterfish”, som endnu engang smagte rigtig godt. Og betjeningen var endda noget ”skarpere” end de andre steder.

Eneste minus var, at alle vores kontanter lå i de bukser, som jeg havde skiftet på hotellet. Og her i Varkala kan man åbenbart ikke bruge kreditkort. Heldigvis var de flinke og lod os betale næste dag. Aftenen sluttede med læsning på værelset – til den samme Eric Clapton Unplugged musik som dagen før.

I dag var børnene noget tidligere oppe end de forrige dage – så vi var også hurtigt ved morgenmaden. Til gengæld var Vilde rigtig træt, så hun fik sig en tidlig middagslur sammen med Marianne. Imens var Frida og jeg ved poolen, hvor Frida øvede sig i at bruge sin snorkel – og det blev hun efterhånden rigtig god til. Her kunne hun svømme lang tid under vandet.

Bagefter tog vi endnu engang ned til stranden – for at betale vores gæld og spise frokost. Efter maden kørte vi med en tuktuk til Varkala Town for at hæve penge og komme i supermarked.

Supermarkedet var forholdsvis velforsynet – men deres ”teknik” var ikke helt så moderne som i Danmark. Da vi skulle betale, stod der en kvinde og læste alle stregkodenumre og varebetegnelser op, som derefter blev tastet ind på en computer.

Og da vi bagefter sad udenfor og spiste en is, kunne vi se nye varer blive leveret og registreret. Det skete ved at hver enkelt vare blev pakket ud af transportemballagen (hvilket tager noget tid med en kæmpe kasse med små poser chips) og derefter manuelt registreret på et papir.

Efter at have handlet, tog vi en tuktuk tilbage til vores hotel – for den nette sum af godt fem kroner for 3-4 kilometer. Man bliver ikke ruineret af transporten her i Indien.

Resten af eftermiddagen har vi brugt på værelset med iPad og afslapning. Og mon ikke de næste dage kommer til at foregå på nogenlunde samme måde som de foregående, inden vi på søndag tager videre til næste destination.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.