To charter-rosiner

Efter to dage som rigtige charterturister i Cancún i Mexico, er vi nu på vej mod USA.

Inden vi kunne nyde to dage med afslapning ved poolen og ”alt betalt” på forhånd, skulle vi dog lige fra Caye Caulker i Belize til Cancún i Mexico – en tur der involverede ben, båd, fly, taxa og bus.

Vi måtte op allerede klokken 5.30 for at komme med båden klokken syv fra Caye Caulker til byen San Pedro på en nærliggende ø. Foruden os var der kun en flok skoleelever – alle i skoleuniform.

Endnu engang fik vi bevis for, at selvom man har skoleuniform på, kan man godt have sin egen stil. Blandt andet var der en fyr, der tydeligvis dyrkede hiphop-stilen med basket-støvler, ekstra store (uniforms)bukser, guldkæde, tørklæde og kasket. Alt sammen indenfor skoleuniformsreglerne.

Fra San Pedro var det med fly – det mindste vi endnu har fløjet i. Der var kun plads til ti passagerer, men da vi kun var seks i alt, som skulle på den tyve minutter lange tur, var det lille fly ikke noget problem.

Turen til Corozal gik over turkisblåt hav, koralrev og sumpområder. I det hele taget var det et meget varieret landskab med kun spredt bebyggelse.

Næste transportmiddel var taxa – der naturligvis holdt klar til at modtage flyet. Heldigvis var det en stor, lækker bil, så vi satte os tilbage og nød turen.

Efter en kort køretur nåede vi grænsen mellem Belize og Mexico. Her skulle vi pludselig betale 37,50 dollars for at komme ud af landet. Men når man først er kommet ind, har man jo heller ikke så meget valg.

Klokken var på det tidspunkt ikke mere end ti om morgenen. Taxachaufføren kunne dog fortælle, at Mexico (af en eller anden ubestemmelig grund) var en time foran, så pludselig var klokken elleve – hvilket også betød, at vi ville være en time senere end forventet på hotellet i Cancún.

Sidste transportmiddel var bus fra Chetumal i Mexico. Nu skulle vi pludselig snakke spansk igen for at få bestilt en busbillet. Efter en times ventetid (hvor klokken i mellemtiden var blevet 12.30) kom vi af sted.

Bussen så ud til at være fin. Først viste de en sikkerhedsvideo og derefter kunne vi læne os tilbage og nyde turen i den (lidt for) kølige aircondition. Desværre var der ikke meget at kigge på udenfor, for det meste af vejen var der kun høje træer på begge sider. I de enkelte byer kunne vi dog konstatere én ting – der kører mange folkevogne af den gamle model rundt. Men det er vist også kun få år siden, produktionen stoppede i Mexico – som det sidste sted i verden.

På et tidspunkt begyndte det at regne – og så startede problemerne. Loftslemmen var åbenbart ikke helt tæt, så det begyndte at dryppe – og efterhånden løb vandet langs hattehylden og ned på passagerne. Vi slap, men en ældre herre ved siden af os, sad helt upåvirket og så på, at regnen dryppede ned i hans skjortelomme – utroligt han fandt sig i det.

I det hele taget var han noget af en type. Selvom han var gangbesværet, forhindrede det ham ikke i at køre en gennemført stil med kæmpe filthat, smarte Nike-gummisko og stor cigar. Cigaren måtte han dog pænt lade være slukket, men det forhindrede ham vist ikke i at nyde at have den i munden alligevel. Det sjoveste var dog, at han opbevarede sit gebis i lommen – den lomme det dryppede ned i.

Efter næsten seks timers buskørsel – med nogle befriende korte pauser – nåede vi endelig busstationen i Cancún. Herfra var der kun en kort taxatur til vores hotel.

Vi checkede ind, hvorefter vi fik værelsesnøglen og ikke mindst det grønne armbånd (i ren festivalstil), der gav adgang til ”alt inklusiv”.

Da vi så værelset, var vi ikke imponeret. Det var ret slidt og absolut ikke noget særligt. Skuffelsen varede dog kun til vi kiggede på fællesarealerne. Poolen (der i virkeligheden bestod af flere mindre pools) var kæmpe stor og glædeligvis også ren. Og restauranterne så også meget lovende ud.

Vi havde forhørt os om dress-code til restauranterne og havde fået at vide, at sandaler ikke var tilladt. Men det var vi vist de eneste, som de havde fortalt, for folk var absolut ikke specielt pænt klædt på. Nogle så nærmest ud som om, de lige havde rejst sig fra poolen. Så vi klarede os fint i sandaler – uden at blive antastet.

Første aften spiste vi på en buffetrestaurant – et sted vi vendte tilbage til flere gange. Her var der italiensk buffet – og ikke mindst rødvin. Når vi nu lige var i gang, bestilte vi da også en par Margaritas – det var jo gratis.

Efter et par eksotiske drinks mere var vi klar til at gå i seng. Den næsten 12 timer lange rejse havde tæret godt på os.

I forgårs havde vi vores første hele dag. Efter en fin morgenbuffet lagde vi os ved poolen. Det var dog ret varmt, så der gik ikke længe før vi hoppede i. Og derefter var vi ikke meget på land. Midt i poolen var der en poolbar, så den eneste grund til at gå op igen var faktisk, når man skulle på toilettet.

Vi afbrød da også kun opholdet en enkelt gang, da vi skulle have frokost. Her spiste vi på en restaurant helt nede ved stranden. Vi har set en del flotte strande på vores rejse, men det her var nok den flotteste. Så mens vi sad og nød god mad og et par Corona-øl, kunne vi kigge ud på et hav i de mest utrolige, blå nuancer.

Efter frokosten var det igen til poolen, hvor vi blev til sidst på eftermiddagen. Til aften valgte vi igen buffeten – denne gang i en caribisk version med krabber og kæmperejer (de største vi endnu har set).

Bagefter gik vi igen på hovedet i seng. Desværre havde vi lidt problemer med at sove, da vores værelse lå lige ud til den kæmpe hall, hvor alle kommer ind og ud. Så ikke nok med der var en masse trafik – det rungede også voldsomt.

I går morges, da vi vågnede, regnede det. Men det skulle nu ikke forhindre os i at være ved poolen. Efter morgenmaden var vejret da heldigvis også klaret op.

Men det varede ikke længe. Mørke skyer trak op, hvilket fik os til at putte vores ting i tørvejr. Det var nu ikke alle, som havde været så forudseende, så da regnen pludselig væltede ned, måtte mange flygte med badehåndklæderne over sig – et syn vi kunne more os lidt over nede fra poolen.

Vejret skiftede fra regn det ene øjeblik til sol det andet. Det kunne regne voldsomt for ti minutter efter at være blå himmel. Igen valgte vi at tilbringe det meste af dagen i poolen (vi sprang endda frokosten over), så efterhånden lignede vi to kæmpe rosiner.

Sidst på eftermiddagen var der dog ikke nogen vej udenom – vi måtte op igen. Aftensmaden var igen buffet – denne gang spansk, der dog ikke levede op til gårsdagens caribiske version.

I dag var det så videre. Vi kunne nu godt have blevet der lidt længere, men der var ingen vej udenom. Bortset fra værelset, havde det været et godt ophold. Specielt var det lækkert at have ”alt inklusiv”, så man ikke skulle have penge med til poolen og vente på regningen på restauranten.

Vi var ikke udenfor hotellet, da det lå et stykke fra alt andet. Derfor kan vi jo heller ikke ligefrem påstå, at vi har oplevet Mexico – lige så lidt som man oplever Spanien, når man er på Ibiza. Men vi har leget turister med alt hvad det indebar af luksus – og det har vi nydt.

Efter en kort, men dyr taxatur, kom vi til lufthavnen. Gennem en telefonsamtale fra et rejsebureau på hotellet havde vi bestilt flybilletter. Vi havde dog ikke den store tillid til arrangementet – og ganske rigtig havde de ingen reservation i lufthavnen. Heldigvis havde de stadig ledige pladser, så vi gav dem vores kreditkort for at betale.

Og her kom problem nummer to – det virkede ikke. Vi prøvede det andet, men der var heller ingen gevinst. Hvad der var galt, ved vi ikke, for det burde have været muligt for os at hæve.

I stedet prøvede vi at hæve i en ATM – men heller ikke det så ud til at virke. Efter at have forsøgt med nogle mindre beløb, kom der endelig penge ud. Med de hævede penge samt et par rejsecheck og nogle kontanter havde vi penge nok. Så efter en stressende og nervøs halv time, stod vi endelig med billetterne i hånden.

Inden vi kunne checke ind, skulle vi dog lige igennem et omfattende bagagecheck. Tidligere har de nøjes med at kigge lidt i toppen af rygsækken, men så nemt slap vi ikke denne gang – sandsynligvis fordi vi er på vej til USA. Kun det nederste rum i rygsækken opgav de – men det havde de nok heller ikke fået lukket igen, hvis det først var blevet åbent.

Nu sidder vi så i afgangshallen og venter på vores fly. Klokken 16.35 er der afgang og 19.35 (USA-tid) lander vi i Los Angeles. Her vil vi prøve at leje en bil – hvis kreditkortet ellers ikke driller igen.

Den sidste del af rejsen vil vi bruge i Californien og Las Vegas. Umiddelbart er planen, at vi først kører nordpå mod San Francisco. Derefter bruger vi noget tid i Los Angeles og slutter så i Las Vegas. Men planen ligger ikke mere fast, end der er mulighed for ændringer. Under alle omstændigheder ser vi frem til at opholde os i USA’s mere ”hjemlige” verden.