To stjerner i Hollywood

Efter at have rejst igennem 16 lande, er vi nu nået til det 17. og sidste – USA.

Uden yderligere problemer kom vi med flyet. Bortset fra at vi fik plads på rækken foran nødudgangen – hvilket betød at vi ikke kunne læne sæderne tilbage – gik turen fint. Det var tydeligt, at mange af passagerne var på en form for charterferie – sprutten flød i store mængder fra stewardessernes vogne. Min sidemand nåede f.eks. at tømme to øl og en rom og cola på få minutter.

Ellers var servicen på flyet nu ikke imponerende. Selvom flyvetiden var knap fem timer, blev der ikke vist film – udstyret var der nu ellers til det. Personalets timing var heller ikke den bedste. Lige inden vi skulle lande, begyndte de på en sidste servering af drikkevarer – efter ikke at have lavet noget i flere timer.

Vi landede i Los Angeles’ lufthavn, hvor vi skulle gennem den omfattende paskontrol. Dumt nok havde vi ikke skrevet noget hotelnavn på immigrationspapirerne. Men efter at have fundet et tilfældigt hotel i vores guidebog – samt ikke mindst afgivet fingeraftryk og fået taget billede – blev vi sluppet ind.

Los Angeles lufthavn er meget hektisk, hvilket gjorde det ret svært at finde rundt. Vi havde planer om at leje bil, men da vi kiggede os om efter skranken, var den der ikke. Det viste sig, at man skulle med en shuttle-bus til udlejningsbureauet ti minutters kørsel derfra. Dette afgjorde jo så også samtidig, hvem man valgte. Der var ikke noget med at sammenligne priser her.

Vi valgte ud fra devisen ”den første, den bedste” – hvilket blev AVIS, da deres bus var den første, der dukkede op. Efter ti minutters kørsel nåede vi kontoret.

Her fik de vores personlige oplysninger, så kørekort og så videre. Derefter manglede kun kreditkortbetalingen – og som frygtet gik den ikke igennem.

De var nu meget hjælpsomme og pegede os over til et motel på den anden side af gaden. Her fik vi os et fint værelse til omkring 75 dollars – en meget rimelig pris i USA. Senere så vi godt nok en film i tv, hvor et værelse meget lig vores, blev beskrevet som et ”usselt motelværelse” – men vi var nu godt tilfredse. Det var noget af det reneste, vi har boet på – og der var et kæmpe tv, toilettet kunne skylle og sengen var bred.

Da vi havde lagt vores bagage, gik vi på jagt efter et sted med Internet, så vi kunne kontakte banken. Efter lidt søgen i området faldt valget på Hilton – noget vi ikke ligefrem var klædt på til med shorts, sandaler og T-shirt. Men meget målrettet gik vi hen til skranken og spurgte mændene i uniform om, hvor business-centeret lå. Og de kiggede ikke engang underligt på os, så man kan åbenbart slippe af sted med lidt af hvert her, hvis man bare gør det overbevisende nok.

Internettet fulgte vist de almindelige Hilton-priser. I hvert fald kostede det 25 cent (halvanden krone) pr. minut, så vi klarede kun det mest nødvendige – at skrive til banken og bede dem om at ophæve hæve-begrænsningen.

På vejen tilbage til motellet lagde vi for alvor mærke til, at vi ikke er i troperne mere. Her i Los Angeles er der faktisk småkoldt om aftenen – og selv om dagen er der kun temperaturer som på en god sommerdag i Danmark.

Nattesøvnen blev delvist forstyrret af, motellet var en af de sidste bygninger inden landingsbanen i lufthavnen. Så flyene fløj meget lavt henover, hvilket larmede ret voldsomt. Heldigvis tyndede det ud i trafikken i løbet af natten, for om dagen var der kun få minutters mellemrum i mellem hvert fly.

Her til morgen gik vi igen over på den anden side af vejen til biludlejningsbureauet – og denne gang lykkedes det at få kreditkorttransaktionen igennem, så banken må have ophævet spærringen.

Fem minutter efter var vi på vej i en Chevrolet i ”compact”-størrelse (den mindste model) – hvilket i USA betyder en større familiebil. Inden da måtte vi lige have hjælp til at få styr på automatgearet – hvad vi ikke vidste var, at man skulle træde bremsen ned for at kunne sætte bilen i gear.

Efter en kort øvetur rundt om blokken, hentede vi vores ting for at checke ud. Vi havde på forhånd udset os et andet motel nord for Hollywood, hvor der blandt andet var Internet. Med Hilton-priserne ville vi hurtigt blive ruineret.

Det første stykke føltes det nærmest som første gang, man var ude at køre efter at have fået kørekort. Efter fire måneder uden at have siddet bag rattet i en bil, var jeg lidt rusten – og det blev ikke bedre af, at jeg skulle vænne mig til automatgear (og den manglende kobling).

Samtidig er Los Angeles ikke den nemmest by at finde rundt i, men det lykkedes os at køre hele turen tværs igennem byen og komme frem til vores destination uden at køre forkert en eneste gang – noget vi var ret stolte af, specielt i betragtning af, at vi kun havde et meget mangelfuldt kort. På vejen fik vi de første glimt af de steder, man kender fra film og tv – Hollywood Boulevard, Beverly Hills og så videre.

Resten af eftermiddagen brugte vi på Internettet, hvor vi havde en del hængepartier efter at have været flere steder med manglende eller meget dyrt Internet.

Her til aften kørte vi til et ”nærliggende” center – hvilket i Los Angeles betød en tur på vel godt 20 kilometer. Der er intet, der ligger i gåafstand, så det er næsten livsnødvendigt at have en bil. Samtidig giver det også mulighed for den billigste indkvartering, som er den motellerne tilbyder.

Heldigvis er bilisterne meget hensynsfulde – hvilket man også ser, når man bevæger sig bevæger sig de få meter fra bilen til ens endelig destination. Hvis man kommer gående mod en fodgængerovergang, holder bilerne tilbage – også selvom de faktisk ikke ved, om man skal over. I de andre lande, vi har været i, måtte man nærmest løbe for livet.

I det hele taget er det rart at have en bil. Det giver én en helt anden frihed. Vi behøver ikke planlægge, hvornår og hvordan vi skal tage af sted – vi sætter os bare ind i bilen og kører. I morgen er planen, at vi kører nordpå mod San Francisco – hvor langt ved vi ikke. Men når vi ikke gider mere, finder vi bare et hotel, hvor vi kan overnatte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.