To døgns rejse til kolde Madagaskar
Normalt når vi har lang rejsetid, så er det for at komme til ”de varme lande”. Men selvom vi brugte to døgn på at komme til Madagaskar, lagde vi ud med temperaturer, der var koldere end en forårsdag i Danmark – i hvert fald om natten. Heldigvis er det blevet varmere, efterhånden som vi har bevæget os fra højderne og ned i lavlandet.
Vores rejse startede i mandags, hvor vi fik pakket det sidste og lukket lejligheden ned, inden vi først på eftermiddagen tog en taxa mod lufthavnen. Her fik vi checket ind og kom gennem sikkerhedskontrollen. Og efter den obligatoriske smoothie fra Joe & The Juice satte vi kursen mod London – der var første stop på vores lange rejse.
To timers flyvning senere landede vi i London Heathrow med godt en halv times forsinkelse. Og efter at have stået i kø i knap en time, kom vi også igennem paskontrollen. Et besøg i London er ikke ligefrem blevet nemmere, efter at landet har forladt EU.
Herfra tog vi så metroen til en anden terminal, hvor vi havde booket to værelser på lufthavnshotellet ”Crowne Plaza London Heathrow T4” lige ved siden af. Det var blevet så sent, at vi måtte indtage vores aftensmad i hotellets bar, inden vi endelig kunne lægge os til at sove efter en lang dag.
Dagen efter gik turen så videre mod Mauritius – men først om aftenen. Så efter en fin morgenmad, checkede vi ud klokken 12 – og ventede derefter tre timer på hotellet, inden vi gik mod lufthavnsterminalen lige ved siden af.
Heldigvis var det muligt at checke ind hos Air Mauritius, selvom vi var tidligt på den. Og heldigvis kunne vi også få vores bagage hele vejen til Madagaskar – i stedet for at skulle hente den og checke den ind igen i Mauritius.
Resten af ventetiden brugte vi på at få lidt sen frokost. Og klokken 19 om aftenen kunne vi endelig gå ombord på flyet til Mauritius.
Den godt 13 timer lange flyvetur gik faktisk forbavsende hurtigt. Efter vi havde fået aftensmad, lagde vi os til at sove – så godt som man nu kan i et fly.
Klokken 5 næste morgen (engelsk tid) blev vi vækket, så morgenmaden kunne serveres i tide. Og et par timer senere landede vi med en halv times forsinkelse i Mauritius.
Her havde vi omkring fire timers ventetid, før vi kunne tage den sidste flyvetur til Madagaskar. Og da vi hurtigt var igennem paskontrollen, var der masser af tid til både at spise frokost og slappe lidt af.
Flyveturen til Madagaskar tog kun omkring to timer. Og heldigvis tog det ikke lang tid hverken at komme igennem paskontrollen eller få vores bagage. Derefter manglede der bare den sidste tur ind til hovedstaden med det komplicerede navn Antananarivo (der dog også bare kaldes Tana i daglig tale).
Denne tur var samtidig også starten på vores rundtur her på denne kæmpe ø. Så vi blev hentet af vores chauffør i lufthavnen og kørt til vores hotel.
På den korte gåtur fra lufthavnsbygningen og til vores minibus fik vi for første gang også oplevet, hvordan alle gerne vi have noget fra dig her i Madagaskar – og hvor svært det er at undgå. I hvert fald krævede det åbenbart hele fem portere at skubbe vores to bagagevogne.
Antananarivo er en hektisk og meget afrikansk by. Men efter en times kørsel i tæt trafik nåede vi frem til vores hotel ”Chalet Des Roses” – hvor vi fik to ok værelser. Og det var virkelig rart endelig at være fremme efter to døgns rejse – hvilket blev fejret med et par øl i hotellets bar.
Lidt senere var der så aftensmad. Og så var det blevet tid til at lægge sig til at sove. Aircondition var dog ikke nødvendigt. For kombinationen af vinter i Madagaskar og en by, der ligger oppe i højderne gjorde, at vi måtte sove med tykke tæpper.
Næste dag startede vores Madagaskar-tur så for alvor. Her var vi tidligt oppe for at pakke, spise morgenmad og checke ud – hvorefter vi blev hentet af vores chauffør klokken halv ni.
Efter endnu en tur igennem byen, kom vi til et udsigtspunkt, hvor vi for alvor kunne se, hvor stor byen er.
Derfra kørte vi et par timer ad dårlige veje, inden vi gjorde stop ved en aluminiumsfabrik – hvor vi fik vist, hvordan man kan støbe gammelt aluminium som f.eks. flydele om til alt fra gryder til lemur-figurer.
Fra fabrikken gik turen videre sydpå igennem et tørt landskab – domineret af den klassiske røde og støvede Afrika-jord.
På vejen gjorde vi stop ved at udsigtspunkt – hvor vi med det samme blev omringet af en gruppe børn. Så jeg gik over vejen for at købe en pose bolsjer til uddeling.
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at man ikke bare kunne stikke posen frem og så regne med, at de tog et bolsje hver. For de kastede sig grådigt over dem. Og selv da jeg begyndte at dele ud til de enkelte, prøvede de at snyde sig til flere – og skubbe de mindste væk. Det var virkelig ”den stærkste overlever”. Men til sidst lykkedes det mig at fordele dem nogenlunde ligeligt – så også de mindste fik nogen.
Efter endnu en køretur nåede vi så endelig frem til Antsirabe – og vores næste hotel ”Coleur Café”. Her fik vi to hytter i en hyggelig have – hvor der var forbavsende roligt i forhold til den store by, der omgav os.
Vi startede med god frokost i haven. Og bagefter udnyttede vi, at internettet var meget hurtigere her end i hovedstaden dagen før. Senere gik Marianne og jeg ud for at handle lidt og hæve penge – mens pigerne blev tilbage på hotellet.
Efter aftensmaden var det så tid til at sove – på et værelse der var om muligt endnu koldere end det dagen før i hovedstaden. Og da der kun var et tyndt tæppe, var vi spændt på, om vi kunne holde varmen.
Heldigvis var det ikke noget problem. Men da vi stod op tidligt næste morgen, var det rigtig koldt. Næsten som i vores sommerhus i april måned – bare uden mulighed for at tænde op i en brændeovn.
Efter morgenmaden skulle vi så af sted på tur med en lokal guide til et område, der lå en kort køretur fra hotellet.
Her startede vi med at se, hvordan man tilbereder popcorn i Madagaskar. Og det er ikke i en mikroovn. I stedet putter man en masse korn i en gryde, der efterfølgende bliver varmet op under tryk. Og når gryden så er blevet varm nok, tager man låget af – og kornene eksploderer alle sammen på samme tid med et ordentlig brag.
Næste stop var hos en lokal familie, hvor vi kunne se, hvordan de boede. Her havde de to soveværelser, hvor der sov tre personer i hver seng – der var på størrelse med en almindelig enmandsseng. Udover det var der også blevet plads til fire stole og en bænk i det meget lille rum.
Vi havde også taget slik med, som vi delte ud til børnene i familien. Og de var noget mere velopdragne – og ventede pænt på deres tur.
På vejen videre mødte vi flere børn, som meget gerne ville fotograferes – og ikke mindst se billedet bagefter. De forstod dog ikke helt det med video – men syntes det var enormt sjovt, da det gik op for dem, at de var blevet filmet, mens de prøvede at posere bedst muligt.
De næste par timer gik vi rundt i en enorm flot natur, der bestod af rismarker samt andre afgrøder. Og det hele var meget grønt – ikke mindst takket være et avanceret vandingssystem.
Frokosten blev spist ved et vandfald. Og på vejen tilbage til vores køretøj, så vi også, hvordan de lokale lavede mursten af ler fra deres marker.
Næste stop var en vulkansø – hvilket krævede en tur på 10 kilometer ad veje, der var endnu dårligere end hovedvejen.
Ved søen (som så mange andre steder) var der også masser af sælgere – som var meget insisterende i deres salgsmetoder. Her endte vi med at købe to små skildpadder af sten. Det viste sig også, at de voksne sælgere var lige så vilde med slik som børnene – og lige så vilde i deres iver for at få så meget som muligt til sig selv.
Da vi kom tilbage til hotellet, gik Marianne og jeg af sted for at handle i et lokalt supermarked – ikke mindst for at købe mere slik. Og så fik vi også hævet 800.000 af den lokale valuta – hvilket svarer til godt 1.200 kroner.
Efter den lange tur og de praktiske ting var det dejligt at nyde en øl. Og med en temperatur udenfor på omkring 12 grader, var det ikke svært at holde den kold.
I forgårs skulle vi så endnu engang tidligt op. Og morgenen blev ikke ligefrem varmere af, at der kun var koldt vand i hanerne. Efter morgenmaden checkede vi så ud for at køre videre til næste sted.
Inden vi kørte sydpå, var vi lige på en tur rundt i byen. Her stoppede vi først ved et værksted, der lavede udsmykning af krystaller og andre fine sten. Efter at have købt et par ting her, kørte vi videre til endnu et værksted, hvor de lavede ting af horn fra det lokale kvæg zebu. Også her blev der købt lidt med til kufferten.
Derefter startede en meget lang tur ad meget dårlige veje – og derfor også med en fart, der ikke på noget tidspunkt oversteg 60 kilometer i timen. Faktisk var gennemsnitshastigheden nok tættere på de 25 kilometer i timen.
Efter 2,5 timer spist vi frokost ved et rigtigt turiststed med både dans og musik. Men heldigvis var maden god.
Og det var ret vigtigt at få noget at spise. For de næste 133 kilometer tog fem timer – med bjergkørsel, masser af hullede veje og visse steder meget tæt trafik. Samtidig regnede det også det meste af tiden. Men det gjorde nu ikke så meget. For så bagte solen i det mindste ikke ind ad vinduerne i bilen.
Klokken 19 (efter det var blevet mørkt) var vi så endelig fremme i Ranomafana og kunne checke ind på vores hotel ”Ny Tanana Hotel Ranomafana” – hvor vi var de eneste gæster. Og efter aftensmaden var det på hovedet i seng efter en meget lang dag.
I går var det så op allerede klokken 6. For to timer senere skulle vi mødes med vores lokale guide, som ville tages os rundt i Ranomafana nationalparken.
Vores guide viste sig at være en meget entusiastisk 63-årig mand med stor viden om dyr og planter – og ikke mindst en stor interesse for insekter (særligt myrer).
Samtidig fik vi også tildelt en spotter, som skulle gå i forvejen for at finde lemurer. Og når han så fandt en gruppe, kontaktede han guiden – hvorefter det gik over stok og sten for at nå frem i tide, inden lemurerne smuttede et andet sted hen.
Og han gjorde sit arbejde godt. For det lykkedes os at se hele fem forskellige lemurarter – nogle af dem endda flere gange. De første par steder var det på ret lang afstand. Men i slutningen af turen kunne vi komme helt tæt på dem – ikke mindst to lemurer, som sad og sov lige over den sti, som vi gik på.
Udover de mange lemurer, viste guiden os også en masse planter og insekter. Så vi nåede at se en masse spændende ting på de fem timer, som turen varede.
Bagefter kunne vi lige nå tilbage til en hurtig frokost, inden vi skulle mødes med endnu en lokal guide, som skulle tage os til en lokal landsby i nærheden.
Udover de lokale sprog malagasy, snakker de også fransk her i Madagaskar – hvilket kan være lidt af en udfordring, selvom man får en engelsk guide.
Men med vores guide her var det intet problem. For han snakkede perfekt amerikansk-engelsk – som han havde lært sig selv. Hvis vi ikke havde vidst bedre, ville vi have troet, at han havde boet i USA i flere år.
Da vi kom til landsbyen, blev vi straks omringet af en større gruppe børn, som fulgte os hele vejen til de forskellige besøg.
Først så vi den lokale skole og den lokale kirke – som begge to var meget primitive. Vi var også inde i et lokalt hjem, hvor det også var tydeligt, at der ikke var meget at gøre godt med – men stadig stor gæstfrihed.
Sidste stop var så et besøg hos landsbyens konge i hans palads. Og her havde vi nok skruet forventningerne lidt for højt op i forhold til, hvad vi skulle opleve af kongelige rober og hvide søjler.
I hvert fald viste det sig, at kongen var en almindelig, ældre mand i helt almindeligt (og ret beskidt) tøj. Og at paladset var et helt almindeligt træhus med en enkelt træbænk, som vi som gæster fik lov til at sidde på.
Faktisk var det heller ikke kongen, som vi kom til at møde. For kongen var syg, så vi fik foretræde for hans stedfortræder i stedet. Men ritualerne var helt sikkert en konge værdig.
For det første var det meget vigtigt, at vi trådte ind i huset, med højre fod først. Og bagefter skulle vi give håndtryk til alle, mens vi holdt venstre hånd på højre underarm.
Derefter blev vi budt på rom. Og da pigerne ikke drak det, skulle de i stedet dyppe lillefingeren i koppen og derefter sætte en dråbe i panden.
Sidste servering var snacks lavet af blandt andet banan. Og hvis vi ikke kunne spise det hele, skulle vi give det videre til en af de andre mænd eller kvinder, som sad i rummet.
Efter alle velkomstritualerne var klaret, og kongen stedfortræder havde holdt en kort tale, som vores guide oversatte, kunne vi høre lidt om hinandens liv.
Så kongens stedfortræder fortalte lidt om livet i landsbyen. Og vi fik vi fortalt om både vores uddannelsessystem og valgsystem. Så de blev klogere på både gratis undervisning helt til universitetet og at vores dronning ikke havde den store magt. Vi undlod dog at fortælle, at man faktisk får penge for at studere i Danmark. Det ville de slet ikke at have forstået.
Efter dette spændende, kulturelle møde, var det blevet tid til at danse. Og her tog Marianne en for holdet – mens vi andre filmede og fotograferede.
Til sidste blev der taget endnu flere fotos med alle de lokale børn, inden vi alle sammen (inklusiv en stor del af landsbyen) gik tilbage til vores minibus.
På vejen snakkede Marianne med en af de lokale, som ville høre hvor mange gange om dagen, vi får ris. Da Marianne fortalte, at det gør vi én gang om dagen (til aftensmad), fik han muligvis lidt ondt af os. For når det ellers går godt i landsbyen, spiser de ris tre gange om dagen.
På forhånd orkede vi ikke rigtig besøget i landsbyen efter vores fem timer lange tur i nationalparken. Men efterfølgende snakkede vi om, at det godt kan gå hen at blive den mest spændende oplevelse her i Madagaskar.
Tilbage på hotellet kunne vi så slappe lidt af og få et bad, inden det var tid til aftensmad. Og bagefter lagde vi os til at sove – klokken 21.
I dag har vi så haft en kort køretur – og en kort sightseeing-dag. Efter kun lidt over tre timer, nåede vi til Ambalavao, hvor vi er nu.
Inden vi kunne checke ind på vores hotel, skulle vi dog lige have frokost – efterfulgt af et besøg på et sted, hvor de laver papir. Og vi nåede også forbi et silke-værksted, inden vi var fremme på vores hotel ”Tsieniparihy Lodge”.
Her til eftermiddag har vi så haft ”fri” – hvilket har været dejligt efter nogle lange dage med enten oplevelser eller køretur fra morgen til aften. Og i morgen skal vi endda først af sted klokken 9. Så vi kan nærmest sove længe.