1000 kilometer med lemurer og venlige mennesker

Efter en ugelang rejse på lidt over 1000 kilometer ad tvivlsomme veje, er vi nu kommet til strandstedet Ifaty – der samtidig også er endestationen for vores rundrejse her i Madagaskar.

Tirsdag morgen forlod vi Ambalavao efter at have spist en kedelig morgenmad bestående af en tebolle og et meget tørt flute – hvilket var en klar nedgradering i forhold til de andre hoteller med god morgenmad.

Første stop var Anja Reserve lige uden for byen, hvor man kan se ring-tailed lemurer, der er blevet kendte fra tegnefilmen om pingvinerne, som strander på Madagaskar og møder det lokale dyreliv – inklusiv lemur-kongen Julian.

Endnu engang havde vi både en lokal guide og en spotter. Og der gik da heller ikke lang tid, før vi så de første lemurer i træerne omkring os. Og kort tid efter sad de også på jorden på en mark – hvor de åbenlyst ikke var bange for mennesker. I hvert fald gik de forbi os med meget kort afstand.

Ud over lemurerne så vi også et par kamæleoner. Men ellers var det landskabet, der var den store attraktion. Overalt var der kæmpe sten, og fra toppen af de største, kunne vi kigge ud den flotte natur, der omgav os.

Efter en rundtur på godt to timer, der også bød på huler og flere lemurer i slutningen af turen, sluttede vi af med at spise en god frokost, inden vi kørte videre.

Herefter fulgte 227 kilometers kørsel, der heldigvis var af nogenlunde kvalitet. Så det tog os ikke mere end fire timer at komme frem. Og vi var da også oppe på en topfart på hele 80 km/t flere steder.

Vi var fremme i den næste by Ranohira og vores hotel ”Isalo Ranch” omkring klokken 17 – så vi lige havde lidt et par timer til at slappe af med en øl, inden det var tid til aftensmad og efterfølgende søvn.

Dagen efter skulle vi så endnu engang tidligt op for at nå morgenmad (der var klasser bedre end det tørre brød dagen før) – inden vi skulle på tur i den nærliggende Isalo nationalpark.

Her mødtes vi igen med en lokal guide, som tog os ud på en otte kilometer rundtur i parken. På turen så vi flere forskellige lemurer. Og vi var også forbi et vandfald, oppe på et udsigtspunkt og forbi to vandhuller, hvor Marianne badede i det klare men kolde vand.

Efter godt tre timer var vi tilbage på et campingområde, hvor der var forberedt en tre-retters menu til os i udekøkkenet. Og mens vi spiste, kunne vi kigge på lemurerne her, der tydeligvis var meget tamme. I hvert fald hoppede de op på bordene for at spise det mad, som turisterne havde efterladt.

Det var naturligvis sjovt nok at se dem her. Men vi var nu også glade for, at vi havde set dem ude i naturen. For det blev lige lidt for meget zoologisk have, når de var så tamme.

Tilbage på hotellet havde vi lige et par timer til at slappe af i, inden vi skulle ud i naturen igen for at nyde den flotte solnedgang – der kunne ses igennem et hul i klipperne. Her var der dog så mange turister, at vi valgte at finde et mere afslappende sted lidt væk.

Så var det endnu engang tid til at spise en god aftensmad, inden vi skulle pakke – og efterfølgende sove.

I forgårs tog vi så fat på vores sidste lange rejsedag. Så efter vi havde spist morgenmad og checket ud, kørte vi af sted mod første stop, der var en række safirminer en halv times kørsel fra hotellet.

Selvom det var en kort køretur, var det alligevel en hel anden verden, som vi kom til. For hvor 80 procent af indbyggerne omkring Isalo parken lever af turister, var det her minedriften, der var indtægtskilden. Der var dog stor forskel på den andel af indtægterne, som de enkelte mennesker fik del i.

Da vi kom til minerne, blev vi endnu engang hurtigt omringet af glade men tydeligvis fattige børn, som fulgte os – hvoraf en af dem mente, at jeg lignede Ronaldo (sådan valgte jeg i hvert fald at opfatte det, som han sagde).

Normalt når man tænker på miner, opfatter man det som regel som en række gange under jorden. Men her foregik det på en lidt anden måde.

Først gravede de et smalt 10 meter dybt hul, som en person blev sænket ned i. Her gravede han så sand ud, der derefter blev vasket for at undersøge, om der var safirer i.

Hvis det så viste sig, at det var et godt sted af grave efter safirer, gik op til 100 mand i gang med at grave et kæmpe hul med håndkraft – hvorfra der så igen blev søgt efter safirer i sandet.

For deres arbejde på 6 timer om dagen, fik de 1000 ariary – hvilket svarer til halvanden krone. Ud over det fik de så en lille findeløn, hvis de rent faktisk fandt en safir. Alt sammen for at udføre et farligt arbejde, som mange dør af.

Endnu engang sluttede vi af med at dele karameller ud – hvor børnene endnu engang kastede sig over dem som vilde dyr. Og flere spurgte endda også, om de måtte få vores vandflasker.

Tilbage ved butikken med safirer så vi så dem, som skummer fløden af minearbejdernes hårde arbejde.

For efter vi havde ventet lidt, kom bossen ud af sit kontor, mens han lynede sin sweatshirt over sin fede vom – så han kunne forsøge at sælge os smykker med safirer til opskruede priser. Og udenfor gik et par børn og hyggede sig med at spille billard. Kontrasterne er store her i Madagaskar.

Til bossens åbenlyse skuffelse valgte vi ikke at købe noget – men kørte i stedet videre mod næste stop på turen. På vejen hertil så vi også vores første baobab-træer – som jo også er en unik ting for Madagaskar og noget, som vi havde glædet os til.

Undervejs stoppede vi ved en tankstation, hvor en tydeligvis rig mand stor sammen med sine to børn i kridhvide skjorter – mens der lå en fattig landsby lige overfor. Endnu et eksempel på de store kontraster. I øvrigt kostede en liter benzin 7,5 kroner – hvilket jo er mange penge her i Madagaskar.

Næste stop var Zombitse Vohibasia parken, der er kendt for sine mange fugle. Men udover nogle kæmpe baobab-træer, blev det en lidt kedelig oplevelse. For vi havde set det hele før. Og det med fugle interesserer os bare ikke så meget.

Fra parken fulgte så fire timers kørsel ad 145 kilometer dårlige veje til Toliara. Efter de første to timer, havde vi kun kørt 64 kilometer. Flere steder stod der dog entreprenante børn, som lappede hullerne i vejen – og så håbede på at få lidt penge fra bilisterne.

Men i det mindste kørte vi ikke med de højtlæssede, lokale minibusser, der var proppet med mennesker. For udover at pladsen her må være meget trang, så er det også en langsommelig og ikke helt ufarlig rejseform.

I hvert fald har vi passeret adskillige minibusser med motorstop. Og enkelt sted har vi også set en minibus, der var væltet i et sving, fordi den var læsset for højt.

Heldigvis blev vejene efterhånden lidt bedre, så vi fik kørt de sidste kilometer på de næste to timer med et par enkelte stop undervejs – hvor vi hver gang blev overrasket over, at man kan stoppe ”in the middle of nowhere”, og der så pludselig ud af ingenting dukker der flere børn op, hvor spørger efter karameller.

I Toliara fik vi hævet penge, inden vi kørte det sidste stykke til Ifaty – ad de bedste veje, som vi endnu har set her i Madagaskar. Og efter en halv times kørsel var vi så fremme ved vores hotel ”Ifaty Beach Club” – der er vores hjem de næste fire nætter.

Det blev så også slutningen på vores rundrejse, der har budt på lange rejsedage – men også masser af spændende oplevelser, smilende mennesker og søde lemurer. Det har været hårdt – men også det hele værd.

Efter vi havde sagt pænt farvel til vores chauffør, checkede vi ind på to værelser på hotellet – og kunne derefter nyde en velfortjent kold øl.

Aftensmaden blev spist på hotellet – og den var virkelig ikke særlig god. De gjorde sig rigtig umage. Men kokken har tilsyneladende ikke de helt store evner. Så det blev lidt svært at komme igennem de tre retter.

Heldigvis har madstandarden efterfølgende været højere. For vi var lidt nervøse for, at vi hang på dårlig aftensmad resten af vores tid her – da vi har halvpension og derfor er tvunget til at spise her.

I går slappede vi så af for første gang i lang tid – efter nogle lange dage med oplevelser og kørsel fra morgen til aften. Her lå vi ved poolen en del af dagen. Og så gik Marianne og jeg også en tur langs stranden og op i den lokale by – mens pigerne blev tilbage på hotellet.

I dag har vi så været på endnu en tur – nemlig til den lokale baobab-skov. Efter morgenmaden blev vi hentet i to vogne trukket at zebu’er – der er de lokale okser. Og så blev vi kørt et par kilometer gennem byen (mens alle kiggede på os) til et område i nærheden, hvor der er mange baobab-træer.

Her blev vi vist rundt i halvanden times tid, hvor vi først og fremmest så rigtig mange baobab-træer – men også en række andre planter. Og så kiggede vi også på insekter, kæmpe kakerlakker og en boaslange.

Efter turen var der som altid souvenir-sælger. Og her valgte vi at støtte hver af dem med køb af en souvenir til 30 kroner. Vi var dog ved at overse en af dem – hvilket nærmest fik tårerne frem i øjnene på hende. Heldigvis gjorde vores guide os opmærksom på det, så vi fik gjort skaden god igen.

Da vi kom tilbage på hotellet, gik vi en tur langs stranden – hvilket er noget, som man skal tage sig en smule sammen til. For så snart man forlader hotellet, bliver man overfaldet af sælgere. De er som sådan søde nok. Men det er alligevel en smule anstrengende hele tiden at skulle sige nej tak.

Et stykke nede af stranden spiste vi på en virkelig god restaurant. Og ikke nok med, at maden var klart bedre en på vores hotel – så virkede internettet også. På vores hotel har der stort set ikke været internet, siden vi kom.

I morgen planlægger vi at have endnu en afslappende dag. Og i overmorgen flyver vi videre til Reunion, hvor vi forventer, at der er noget mere moderne.