Uh, hvor er her koldt

Så er vi hjemme igen i Danmark, hvor vejret for årstiden måske nok er varmt, men for os virker det nu ret koldt.

Efter endnu en aften/nat med larm på gangen (som vi dog sov fra), vågnede vi i går morges for sidste gang i USA i denne omgang. Vi havde pakket det meste, og efter en times tid var vi klar til at tage mod lufthavnen.

Vi var godt forberedte og fandt den stort set uden problem, men der var lige den detalje, at lejebiler skal afleveres med fyldt tank – og der var ikke nogen tankstation ved i nærheden. Så vi måtte køre en ekstra tur rundt i området, men til sidst lykkedes det.

Da vi har haft foretaget en del indkøb i USA og samtidig medbragt de fleste julegaver, havde vi hele fire tasker med bagage. Det er der ikke noget problem i, så længe de ikke vejer over 23 kilo stykket. Heldigvis var der en vægt ved indcheckningen, og efter nogle omflytninger var vi under den magiske grænse.

Bortset fra nogle logiske problemer i lufthavnen, hvor der i praksis ikke rigtig var plads til køerne, gik både indcheckning og sikkerhedscheck uden problemer. Denne gang var der ingen ”am/pm”-overraskelser som sidst vi skulle hjem fra USA.

Vi gik ombord på flyet med den ”obligatoriske” forsinkelse – denne gang på 30 minutter. Det skulle dog vises sig at blive endnu mere, for der gik endnu længere tid inden flyet fik lov til at lette – sandsynligvis pga. den allerede opståede forsinkelse. Så vi nåede at sidde i flyet en time, inden vi forlod landjorden.

I flyet var vi blevet placeret i ”børneafdelingen” – i hvert fald var der børn overalt omkring os. De fleste opførte sig pænt nok, men lige foran os sad de mest forkælede og umulige møgunger, vi længe har set. Inden vi kom i luften, skabte de sig helt vildt. Det hjalp lidt, da der kom børnefilmen ”Herbie” på deres transportable dvd-afspiller. At vi så blev ufrivilligt indlagt til at høre lyden (hovedtelefoner var åbenbart ikke en mulighed), måtte vi leve med – det var i det mindste bedre end deres hysteriske anfald.

At forældrene havde mistet grebet om opdragelsen for længe siden, blev vi vidne til, da vi landede. Her blev drengen helt hysterisk, fordi han ikke kunne få lov til at komme ud – til trods for at han kunne se, at midtergangen var fyldt med folk. Morens løsning var at hive den allerede nedpakkede dvd-afspiller frem igen, mens faren bare grinede lidt forlegent.

Inden vi landede, havde vi dog lige cirklet to gange rundt over lufthavnen (sandsynligvis igen en kombination af travlhed og den allerede opståede forsinkelse), så endnu en forsinket ankomst til en lufthavn med ”Continetal”. Men i det mindste havde været så heldige at se New York (inkl. kendemærker som bl.a. Frihedsguiden).

Heldigvis havde vi indlagt en sikkerhedsbuffer mellem de to flyafgange på to timer og tyve minutter, hvilket vi glædede os over ovenpå problemerne på udrejsen.

Der havde dog ikke været nogen grund til at bekymre sig, for vores næste fly var ”naturligvis” også forsinket. I lang tid stod forsinkelsen dog kun til at være syv minutter – præcis den samme forsinkelse som det fly, vi oprindeligt skulle have været med på udrejsen.

Man kan godt få den tanke, at det er en ”standardforsinkelse”, de sætter på, når de ikke kender den reelle forsinkelse. Det får igen én til at tænke på, om vores fly for to uger siden faktisk var yderligere forsinket ud over de kun syv minutter, som de fortalte os ved serviceskranken – og det derfor havde været muligt at nå.

Med en times forsinkelse kom vi ombord, men her stoppede problemerne ikke. To passagerer var ikke mødt op, så ni stykker bagage skulle hives ud af flyet (hvordan de to tal så end passer sammen, når man kun må have to styks bagage med hver). På grund af sikkerhedsreglerne må man ikke flyve uden sin bagage (og omvendt) – men sjovt nok var der ikke de samme restrektioner, da vores bagage ankom til Miami før os på udrejsen.

Så vi blev yderligere en time forsinket – en time der skulle tilbringes siddende i flyet. Den sidste forsinkelse kan man ikke bebrejde ”Continental Airlines” – og dårligt vejr og travlhed i lufthavnen er også svært at gøre noget ved. Men det er alligevel tankevækkende, at alle fem flyveture, vi har foretaget med selskabet, minimum har været en halv time forsinket. Så måske presser de tiderne så meget, at det ikke kan hænge sammen, hvis der sker den mindste, uforudsete ting. Det er vel heller ikke uden grund, at selskabet statistisk er det mest forsinkede fra Københavns Lufthavn.

Vi vil ikke gå så langt som til at sige ”Aldrig mere Continental” (som vi gjorde med ”Air France”), men hvis vi skal flyve med dem igen, vil vi forberede os på forsinkelser og lægge ekstra meget tid ind ved flyskifte. Og hvis et andet selskab koster det samme til den samme destination, vælger vi nok det.

Den første del af flyveturen blev utrolig flot langs New Yorks oplyste skyline, og også denne gang var vi heldige at sidde i den rigtige side. Læg i øvrigt mærke til, at jeg nu to gange inden for kort tid har brugt ordet heldig – et ord vi ellers ikke har slidt så meget på denne rejse.

På denne flyvning var vi også omgivet af børn, men de forstod til forskel fra dem på det andet fly faktisk at opføre sig ordentligt. To små, svenske piger foran os klynkede kun en smule et par gange til trods for den sene afgang, men den sejeste dreng sad jeg ved siden af.

Han var ni år gammel og rejste alene mellem USA og Danmark. Hans forældre var begge argentinere, men faren boede i USA og moren i Danmark. Han selv boede to år det ene sted og to år det andet – men rejste meget på ferie hos den anden forælder.

Det var kun da vi efterhånden var blevet to timer forsinkede, at han blev lidt ked af det og urolig for, om hans mor ville få besked om den senere ankomst. Men efter at vi havde beroliget ham og foreslået ham at ringe, var der ingen problemer.

Det næste vi hørte til ham – efter han havde sovet uafbrudt i fire timer (en stor del af tiden op ad mig) – var, om det ikke var meningen, at der skulle serveres aftensmad. Jeg kunne fortælle ham, at det var sket – og de endda han vækket ham for at høre, om han skulle have noget. Det kunne han slet ikke huske, så han blev ret overrasket, da han hørte, at vi kun manglede små tre timers flyvning. Men det var en glædelig overraskelse, for han glædede sig naturligvis til at se sin mor (og sikkert også de ventende julegaver).

Hvad han ikke havde sagt på den første del af rejsen, gjorde han til gengæld på den sidste. Her fortalte og spurgte han vidt og bredt, som kun børn kan gøre det (på engelsk, hvilket var lidt hårdt for vores efterhånden trætte hoveder).

Men det var hyggeligt at rejse med ham, for han var både sjov, klog og meget høflig – stik modsat børnene i det andet fly (der dog også var noget yngre). Så det ansvar, vi jo unægtelig kom til at føle for ham på turen, var absolut ikke en belastning.

Drengen blev mødt af sin mor ved bagageudleveringen, og alt vores bagage kom efter kort tid – så heldigvis ingen problemer der. Efter en kort taxatur kunne vi åbne døren til vores lejlighed ingen – hvor der faktisk lå forbavsende få breve og reklamer.

Nu er vi så hjemme igen efter to uger under anderledes og varmere himmelstrøg. Vi føler lidt, at vi har været forfulgt af uheld, der bl.a. har givet os en del spildtid. Værst var naturligvis det ekstra døgn i New York, men også vores GPS, der holdt op med at fungere, hvor vi havde allermest brug for den, har gjort, at vi er kørt forkert nogle gange – og derved spildt en masse unødig tid. Men vi er kommet sikkert hjem med alle vores ting og uden at have ødelagt lejebilen, så helt skidt er det da heller ikke.

Vejret har været ok – men heller ikke mere. Den brune kulør er nok lidt svær at få øje på, og specielt de dage, hvor vi har haft mulighed for at ligge ved poolen, har vejret ikke været for godt. Største minus var dog troperegnen under den amerikanske fodboldkamp – hvor der i øvrigt på samme tid lidt længere nordpå i Florida var faldet den største mængde juleregn siden 1896. Men omvendt kunne vejret jo også have været meget værre.

Men endnu engang har vi haft en god rejse, hvor vi har haft travlt – men hvor vi også har oplevet en masse. Største skuffelse var nok ”Kennedy Space Center”, der hver var ”fugl eller fisk” samt ”Key Largo”, der ikke levede op til vores eksotiske forventninger. Omvendt var ”Seaworld” helt klart var den bedste oplevelse. Den forlystelsespark havde det hele.

I morgen starter hverdagen så igen, men forhåbentlig får vi mulighed for at rejse ud igen i en ikke så fjern fremtid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.