Verdens bedste strand?

De sidste par dage har været en god blanding af lidt solskin, lidt gråvejr og nogle byger, hvilket desværre også har dikteret vores aktiviteter. Når vejret er så omskifteligt, kan man ikke planlægge ret meget.

Dagene er gået nogenlunde på samme måde. Vi er stået op lige i tide til at nå morgenmaden. Derefter har vi siddet lidt på vores altan og læst, gået lidt rundt i byen, spillet kort og ellers ikke lavet det helt store. Så rastløsheden har efterhånden indtruffet sig (så mange forskellige souvenirbutikker er der heller ikke at kigge på).

Desværre har vi også kunne konstatere en meget negativ ting ved vores hotel – hunde (noget de må have skjult godt, da vi ankom hertil). Her på øen er der rent faktisk (til forskel for Rio) store hunde – og de gør konstant – specielt om natten, hvilket er ved at drive os til vanvid. Hvis vi ikke vidste bedre, ville vi tro, at vi boede lige ved siden af en hundekennel, men det er bare to hunde, der gør af alt, hvad der kommer forbi – og sjovt nok bliver der slet ikke tysset på dem. Heldigvis for dem er et haglgevær ikke en del af en normalt backpacker-oppakning.

Hvis vi bliver rigtig trætte af vores værelse, kan vi nu bare gå en tur forbi de forskellige campingpladser, hvor beboerne kæmper for at holde vandet ude af deres telte. I det hele taget minder stedet lidt om Roskilde Festivalen. Det regner – og når det gør det, bliver grusstierne fyldt med pytter. Så der er ikke andet at gøre end at iklæde sig regnjakke, sandaler og højt humør (en såkaldt ”festivalspakke”), når man skal ud. En væsentlig ting er dog, at temperaturen er noget højere her end på en mark ved Roskilde i slutningen af juni.

Men så endelig i morges var der forandring. Vi havde allerede observeret den på nettet i går. Bedre vejr – så vi var klar. Nu skulle det være. Vi skulle til Lopes Mendes, som tidligere nævnt, én af verdens (måske) bedste strande.

Klokken halv elleve hoppede vi på en båd og kunne for en gang skyld konstatere, at vi havde valgt rigtigt – vores båd sejlede først. I det hele taget er det dejligt for sådan et par danskere som os at opleve, at tingene faktisk afgår til tiden. I Sydøst Asien betød halv elleve nærmere ”sådan lidt i elleve, hvis båden da ellers er blevet fyldt”.

På sejlturen kunne vi konstatere, at Ilha Grande er en utrolig flot ø. Stejle skrænter med frodig vegetation lige fra kaktus til bananpalmer, klipper med krabber og turkisblåt vand.

Efter tre kvarters sejlads nåede vi frem, og vi var nu ikke så imponeret over synet. I guidebogen stod der, at der ingen bebyggelse var, men her var der en del huse og vandet var noget grumset. Noget af en skuffelse. Den fortog sig dog hurtigt, da vi fandt ud af, at det faktisk ikke var den rigtige strand. For at komme dertil, skulle vi ”lige” over et bjerg. En gåtur på cirka en kvarter opad og et kvarter nedad. Men da vi endelig nåede frem, var det det hele værd.

Lopes Mendes er vel omkring 50 meter bred og par kilometer lang. Hele vejen er der træer, buske og palmer og ingen bebyggelse. Lige i starten er der nogle enkelte sælgere, men ellers er der bare strand, strand og mere strand. Og vandet – det er krystalklart med gode bølger. Om det er verdens bedste strand kan diskuteres, men der var i hvert fald tiltrængt for os.

Da stranden ligger på den modsatte side af hovedbyen, ville det tage meget længere tid at sejle end at gå. En sidegevinst er da også, at vandet derved ikke bliver fyldt med dieselolie fra bådene. Forhåbentlig bliver der også holdt fast i, at der ikke skal bygges, så det ikke går som så mange andre steder i verden, hvor store ressorts blomster op.

Sjovt nok blev alle de andre fra bådene lige i starten af stranden, så da vi havde gået 500 meter, havde vi den stort set for os selv. 200 meter længere henne lå der nogle andre og en gang imellem gik der nogle stykker forbi, men ellers kunne vi ligge i fred. Det var ikke vores egen, private strand (som man jo ellers drømmer om), men det var tæt på.

Efter 2½ times stegning og badning var det tid til at bevæge os tilbage til båden – og det var ved at være i sidste øjeblik. Rent faktisk var det nok allerede for sent, for til trods for en faktor 15 solcreme, var vi godt røde. Og da man af en eller anden grund ikke kan få after sun her, er de gøende hunde i nat måske vores mindste problem.

Skyerne begyndte igen at trække sammen mens vi sejlede hjem, og vi var da også kun lige nået tilbage, før det igen småregnede. Men endnu engang varede det ikke så længe, før det var tørt nok til at smide os i hotellets hængekøjer.

Nu vælter regnen så ned igen – frem med festivalspakken.