Vi er en kæmpe seværdighed

Efter en kedelig morgenmad (stegte ris, bønner, nudler), var det tid til at udforske byen.

Meget hurtigt opdagede vi, at vi er omvandrende seværdigheder for folk her. Alle kigger efter os – og forældrene peger, så børnene kan se de der underlige, hvide mennesker. Sjovt nok er mange også malet hvide i hovederne, men det er en primitiv form for solcreme.

Noget af det første vi ville var at købe flybilletter videre, så vi ikke kom til at hænge fast i byen. Efter noget besvær fandt vi flykontoret (intet skilt og et kæmpe rum med kun nogle enkelte skriveborde). Da vi bad om flybilletter var beskeden “come back tomorrow” – ikke den store vilje til at sælge. I stedet fandt vi et normalt rejsebureau, hvor de var mere villige til at bytte vores dollars med nogle billetter.

På vejen tilbage spillede vi den lokale udgave af jongleringsfodbold med nogle drenge. De griner formodentlig endnu. Hm, bare fordi man komme fra Michael Laudrups hjemland, er man måske ikke mester med en bold.

Derefter gik vi lidt planløst omkring og kiggede på alle de mange indtryk – og tog et hav af billeder. Da tørsten meldte sig, smuttede vi ind på et lille sted. To lokale appelsinsodavand – 1,50 kr. Men så fik de lokale også lidt at stirre på.

Senere smuttede vi ind i en tivolipark og fik en rutsjebanetur (4,50 kr. for to). Den knirkede godt nok lidt – men så længe det knirker, holder det jo.

Vi var også inde i den lokale zoo. Selve zoo’en var ikke noget særlig – meget nedslidt og med små bure – men det var sjovt at iagttage de lokale gå rundt i deres fine søndagstøj, men de fodrede elefanter (og kiggede på os).

Da vi blev sultne, spiste vi på et lokalt sted uden menukort. Vi kunne dog vælge mellem kylling og svin til vores stegte ris. Når vi tager herfra er vi helt sikkert meget trætte af stegte ris.

Senere så vi en lille pagode, hvor vi afleverede vores sko. Hvad vi ikke vidste var, at vores sko ville blive holdt som gidsler og først udleveret da vi betalte en løsesum på tre kroner.

Bagefter fik vi læst i vores hånd. Her fik vi at vide (på gebrokkent engelsk), at vi begge er ledertyper og vi bliver gamle. Marianne skal passe på blodtrykket når hun er omkring 32 år, og så kunne jeg i øvrigt blive en god, religiøs leder!

I en nærliggende park, faldt vi i snak med tre munke (som gerne ville øve deres engelsk). Meget spændende at høre om deres liv og Myanmar generelt.

Aftensmaden blev spist på et (tilsyneladende) “fin” sted. Tjenerne var i sorte bukser, hvide skjorter og butterfly – men med klip-klappere. Selve stedet var badet i neonlys (der dog måtte slukkes for at have strøm nok til blæseren) og TV’et kørte i baggrunden. Men betjeningen var fin. Øllen blev skænket som var det vin. Etiketten blev holdt frem, og vi forventede også næsten at skulle smage på den først. Store kontraster, og en anderledes smag hvad angår stil.

Efter utrolig mange oplevelser på en dag (mere vi havde oplevet på en uge i Thailand), sov vi godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.