3000 solskinstimer – ikke her
Efter sigende skulle der være 3000 solskinstimer i Miami – men i så fald har de vist brugt dem tidligere på året. For her står den nærmere på skyer og regn.
Det startede ellers fint med næsten blå himmel i går. Vi fik da også ligget lidt ved poolen (efter en sund og nærende frokost på Burger King). Efterhånden trak skyerne dog sammen, så sidst på eftermiddagen valgte vi at gå op på vores værelse.
I går aftes skulle vi så til amerikansk fodbold – Miami Dolphins mod New York Jets. Efter at have kigget lidt på transporten kunne vi konstatere, at den eneste reelle mulighed var taxa. Her i USA har man tydeligvis egen bil.
På vejen i taxaen startede regnen – og den holdt ikke op igen de næste fem timer. I Miami skulle det ellers kun regne 50 mm. i hele december – men det var nærmest hvad der faldt bare i løbet af i går aftes. Og det var ikke bare støvregn. Det var rigtig tropisk regn med kæmpe regndråber.
På vejen til stadion fra det sted, hvor taxaen satte os af, blev regnen rigtig slem. Der var dog initiativrige mennesker som solgte regnslag til fem dollars stykket – så var de også betalt. Vi fik dog rig brug for dem inde på stadion, for på grund af det tørre vejr, er ”Miami Dolphins Stadium” ikke overdækket.
Det var ret sjovt at opleve en amerikansk fodboldkamp – og ikke mindst alt det som foregår i pauserne. Her er underholdning som kun amerikanerne kan lave det. Toppen af glæden forsvandt dog i regnen. Vi valgte at gå lidt før kampen sluttede for at få en taxa – og det lykkedes heldigvis med det samme.
Da vi kom hjem igen, kunne jeg konstatere, at mit regnslag havde smittet af på mit tøj og min taske. Så det var bare i gang med at skylle det hele op i håb om at få farven ud igen.
Efterhånden føler vi, at vi godt kunne bruge lidt held. Tingene er ikke ligefrem med os i øjeblikket. Men forhåbentlig vender det på et eller andet tidspunkt – om ikke andet så må vejret da snart blive bedre.
Om kort tid kører vi mod ”Key Largo” længere sydpå. Her har vi fundet et dyrt to-stjernet hotel – der dog er billigere end de fleste andre. Priserne på værelser mellem jul og nytår er skruet så meget op, at selv hotelejerne i Rio (som ellers godt ved hvad et hotel under karnevalet skal koste) ville skamme sig. Priser på 3-4 gange den normale pris er ikke usædvanligt.