Afslapning og caribisk stemning
Efter en del ventetid i går, blev det endelig tid til at tage mod lufthavnen. Vi fik fat i en taxa og spurgte om prisen. Den var tre dollars, hvorefter vi sagde to – og det var så i orden. Ikke meget forhandling her.
Den nationale lufthavn i Panama City er meget lille – og bærer også præg af, at der ikke kommer mange igennem hver dag. Hele indcheckningen havde et vist amatøragtigt islæt.
Inden vi nåede frem til indcheckningen, skulle vores bagage checkes. Normalt bliver det gjort med gennemlysning, men her blev det klaret manuelt. Alle kufferter blev åbnet – men da de så vores tætpakkede rygsække, sukkede de og nøjedes med at kigge meget overfladisk i toppen.
Da vi kom frem til skranken, blev vi spurgt om vægten på vores bagage – til trods for at der faktisk var en vægt. Normalt vejer de omkring 20 kilo stykket (lidt afhængig af hvornår vi sidst har sendt ting hjem), så det svarede vi – hvorefter damen meddelte os, at vi havde overvægt. Åbenbart måtte vi kun havde 25 pund med hver, hvilket ingen havde fortalt os.
Godt ærgerlige betalte vi otte dollars hver og fik en kvittering. Hvis vi vidste det på forhånd, havde vi nok pakket mere i håndbagagen og ”gættet” noget lavere på vores vægt. Til sidst fik vi hver et stort plastikstykke med et nummer på, der gjorde det ud for vores boardingpas.
Billetterne havde kun kostet os omkring 60 dollars stykket – plus den næsten obligatoriske overvægt (få rejsende kan komme under 12½ kilo), hvilket også kunne ses på flyet. Det var et ældre propelfly hvor sæderne sad løst og afskærmningen til cockpittet var bare en foldedør. Men sikkerheden så nu heldigvis ud til at være i orden.
I alt kunne der være 33 passagerer i flyet, som sad på hhv. et og to sæder med en midtergang imellem. Da vi kom ind som nogle af de sidste, måtte vi sidde bag hinanden på enkeltsæderne – men det var nu også fint nok, for så skulle vi ikke slås om vinduespladsen.
Efter godt en times flyvetur i en frygtelig larm (vi sad lige ved propellen), nåede vi Bocas del Toro. Under indflyvningen kunne vi se de farvestrålende koraler i det turkisblå vand – et flot syn.
Efter vi havde fået vores bagage – der endnu engang blev håndteret imponerende langsomt – begav vi os mod byen. I praksis betød det at gå 50 meter – længere væk lå lufthavnen ikke.
Vi havde på forhånd udset os et hotel, og efter en kort gåtur fandt vi det. Her havde de værelser i forskellige priskategorier, der dog alle lå i den højere ende af, hvad vi er vant til – noget der er generelt for øen. For 66 dollars per nat fik vi et godt værelse med aircondition og en hyggelig balkon.
Efter at have smidt vores bagage, gik vi ned til centrum af byen. Det var meget tydeligt, at her lever man det afslappede liv. Lokalbefolkningen sidder på gaden og snakker med hinanden, mens de opfordrer turisterne til at tage med på en bådtur næste dag.
Da vi havde kigget os lidt omkring, fandt vi en restaurant ved vandet, hvor vi fik os en lækker ret med kæmperejer. Prisen var nu også ”kæmpe” – igen i forhold til hvad vi er vant til, men sådan er det jo.
Inden vi gik hjem, sluttede vi aftenen af med en rom og cola på en anden restaurant – hvor vi var det eneste. Byen bærer præg af at det er lidt uden for sæsonen – og måske også, at der er bygget flere restauranter og hoteller end der er turister til.
I morges havde vi sat vækkeuret for at nå op til morgenmad. Klokken 9.45 sad vi i hotellets restaurant og efter lidt tid kom en kvinde hen og spurgte, hvad vi ville. Vi bad om morgenmad, hvorefter hun meddelte os, at morgenmaden kun var mellem 8 og 10. Vi prøvede at forklare hende, at klokken faktisk ikke var 10 endnu, og efter lidt parlamenteren frem og tilbage, meddelte hun, at vi så kun kunne få æg.
Men på det tidspunkt var vi efterhånden blevet godt sure, så vi sagde at det kunne være lige meget og gik i stedet ned til byen for at finde et morgenmåltid. Inden da gjorde vi dog lige ejeren opmærksom på vores skuffelse over hændelsen, og han lovede at undersøge det.
Det er meget få gange vi har oplevet, at hotellet har været perfekt. Som regel er der altid et eller andet problem, man skal forholde sig til. Egentlig kræver vi ikke så meget – bare varmt vand i bruseren, et toilet der skyller og en seng der ikke er alt for dårlig – og ikke mindst at man får, hvad man betaler for. Desværre er det sjældent at alt dette bliver opfyldt – til gengæld er glæden så måske så meget større, når det endelig lykkes.
Vi fik en milkshake og en gang frugtsalat i byen, hvorefter vi gik tilbage til hotellet. Da vi mødte ejeren, beklagede han meget og undskyldte situationen om morgenen. Det giver os jo ikke vores morgenmad, men det er nu rart at se, at det blev taget seriøst.
Resten af formiddagen og eftermiddagen har vi brugt på at planlægge vores videre rejse. Det er noget af et logistisk puslespil at få det hele til at gå op, så vi får set det vi vil uden at skulle tage for mange omveje.
I aften satser vi på endnu en hyggelig middag og i morgen planlægger vi at tage på en snorkkeling-tur. I overmorgen er det så videre mod Costa Rica, hvor der blandt andet står jungle og vulkaner på programmet.