To måneder tilbage

I dag er der præcis to måneder til vi sætter os ind i et fly i Los Angeles og flyver mod Danmark. Inden da venter der dog stadig en masse oplevelser.

Hvor de to første dage her i Panama City gik med shopping, har de to seneste budt på kulturelle oplevelser.

Det lykkedes os at finde et sted at spise aftensmad forleden, selvom det nu ikke blev noget kulinarisk højdepunkt. Stedet hed ”Pio Pio” – hvilket sandsynligvis betyder ”Pip Pip” på spansk. I hvert fald var stedet det lokale kyllinge-svar på McDonald’s.

I forgårs havde vi besluttet os for, at nu havde vi shoppet nok, så det var blevet tid til nogle seværdigheder. Inden da skulle vi dog lige forbi et posthus med syv kilo fra vores rygsæk, der skulle sendes hjem – hovedsageligt bøger.

Da vi nåede frem til det i guidenbogen angivne sted, var der ikke noget posthus – men kun en tom bygning, der var ved at blive sat i stand. Vi spurgte nogle hjælpsomme mennesker i en nærliggende butik, som kunne fortælle, at posthuset var flyttet. Så ind i endnu en taxa, og endeligt lykkedes det os at finde stedet – og få sendt pakken.

Efter frokost tog vi til den nærliggende tropiske skov ”Parque Natural Metropolitano”, der kun ligger et par kilometer fra centrum.

Der skulle være en del dyr, men vi så nu ikke andet end to firben – og masser af myrer. Myrerne var nu interessante. Der var tusindvis af dem, og de var kæmpe store. Alle sammen slæbte de på et blad, som de bar lang vej fra træerne ned til deres myretue. Det var sjovt at se dem arbejde så målrettet.

Udover myrerne bød skoven ikke på så meget spændende. Et sted var der flot udsigt ind over Panamas skyline, men ellers var der ikke meget at komme efter.

Da vi kom tilbage til indgangen, var det tid til at betale. Det kostede to dollars per person, men da vi kun havde en ti dollars seddel – og vagten ikke kunne give tilbage – måtte de nøjes med en dollar plus nogle småpenge. Men som den hjælpsomme vagt sagde, så måtte vi betale resten ”næste gang”.

Det var ikke så nemt at få en taxa tilbage mod byen, men endelig stoppede én. Der var dog en anden passager med, som først skulle sættes af – men det er ikke usædvanligt her at en taxa tager flere forskellige passagerer med.

Da klokken ikke var så meget, besluttede vi os for at tage videre til ”Panamá Viejo”. Her ligger ruinerne af det tidligere Panama City, som spanierne byggede i 1519 som den første europæiske bebyggelse ved Stillehavet. Det varede dog kun til 1671, hvor piraten Henry Morgan og hans 1199 mand erobrede og hærgede byen.

Til trods for stedets interessante historie var de nu kun ”endnu nogle ruiner” for os – der står i skarp modsætning til alt det nybyggeri, der er i gang i det ”nye” Panama City. Da det samtidig var varmt (og jeg blev stukket af et eller andet dyr), besluttede vi os hurtigt for at tage videre.

Her i Centralamerika er der jo malaria flere steder, så vi havde besluttet os for at undersøge muligheden for at købe malariapiller. Men det er ikke nemt. Vi fandt to store apoteker, men der havde de ikke Klorokin, der er det bedste middel i dette område. Til gengæld havde de noget andet, der hed Kenin – som vi fik forklaret, vi skulle tage hver 6. time (eller også var det hver 12. time – det var apotekeren ikke helt sikker på) i en uge.

Nu er vi ikke apotekere, men det er almen viden, at malariaforebyggelse skal tages i hele perioden mens man er i malariaområder (plus noget tid bagefter) – som regel hver dag eller hver uge (afhængig af stoffet). Så med den misvisende information, valgte vi at se tiden an og i stedet være ekstra opmærksomme på ikke at blive stukket af myg.

Da vi kom tilbage til hotellet, gik vi op på taget for at nyde solnedgangen. Pludselig så vi en masse grønne fugle i et træ, der sad der på samme måde som gråspurve – men her var det bare kanariefugle. Det er nu lidt eksotisk, når ”husdyr” pludselig viser sig at leve frit midt i en storby (og det ellers ikke er gøende hunde).

Aftenen brugte vi foran tv’et på værelset, hvor vi pludselig stødte på Susanne Biers engelske udgave af ”Den Eneste Ene”. Vi kunne dog hurtigt blive enige om, at vi foretrak den danske.

I går morges havde vi sat vækkeuret for at komme tidligt af sted til Panama Kanalen – et must, når man er i Panama City. Lige da vi kom til ”Miraflores Locks” (et af slusestederne), var der et kæmpe containerskib på vej igennem, og kort tid efter et tankerskib og et par småbåde. Men derefter kom der ingen skibe før om eftermiddagen, så det var godt at vi var kommet i god tid.

Ud over det at kunne se skibe sejle igennem sluserne på nært hold, havde stedet også en film og en udstilling om Panama Kanalen, hvilket gav et bedre indblik i det kæmpe arbejde, det havde været at bygge kanalen – et arbejde der kostede 22.000 menneskeliv.

Hvert år sejler 12.000 skibe igennem, hvilket svarer til et stykke over 30 om dagen (så vi havde valgt en stille dag). Skibene betaler efter vægt, hvilket i gennemsnit er omkring 30.000 dollars. De største beløb er blevet betalt af et fransk krydstogtskib på 200.000 dollars. Det mindste beløb var på 0,36 dollars, der blev betalt af Richard Halliburton, som svømmede igennem kanalen i 1928.

Steder er tydeligvis en stor turistattraktion. Blandt andet var der en større flok ældre, caribisk udseende kvinder, som ikke så ud som om de havde været sådan et sted før. De opførte sig nærmest som en flok skolebørn. Et sted var der en kopi af et styrehus på et containerskib, hvor man kunne ”styre” skibet. Her blev vi brutal skubbet væk af kvinderne, da vi åbenbart stod i vejen. De ville styre skibet. Et andet sted stod en ældre kvinde ved en rulletrappe og turde ikke hoppe på. Sådan én var hun åbenbart ikke vant til.

Taxaturen til Panama Kanalen havde kostet 3,5 dollars ud, men da vi skulle hjem kostede det seks dollars. Det var nu svært at modsige dem, da de havde ”fat i den lange ende” – alternativet var en meget lang gåtur. Et eller andet sted var det nu OK – de havde trods alt ventet der i noget tid.

På grund af manglen på restauranter i vores hotelområde, besluttede vi os for at blive sat af et andet sted. Der er et udmærket kort i vores guidebog, men det hjælper ikke meget, når der kun er få gadeskilte i byen. Så vi kom til at gå en større omvej i varmen, inden vi fandt det søgte restaurantområde – og en thairestaurant.

Efter maden tog vi tilbage til hotellets pool – der nu ikke var fyldt med insekter men med aske. Hvorfra det kom ved vi ikke, men det blev ved med at komme dryssende. Så et eller andet sted er det jo forståeligt, at de ikke kan holde poolen ren – men de kunne nu stadig godt vaske området omkring og liggestolene.

Aftensmaden blev spist på McDonald’s (i mangel af bedre) inden vi igen gik op på hotellets tag og nød udsigten over den oplyste skyline med fuldmånen hængende oppe over.

Her til morgen gik Marianne på jagt efter basser og Søndagsberlinger – men kom hjem med morgenmad fra McDonald’s, der var det eneste åbne sted. Vi har aldrig spist morgenmad fra McDonald’s før – men det var faktisk udmærket (i forhold til hvad man ellers kan få).

Senere i dag tager vi videre med fly her fra Panama City til ”Bocas del Toro” – en gruppe øer tæt på Costa Ricas grænse, hvor vi vil slappe af på stranden et par dage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.