I Mellemamerika

Efter næsten tre måneders rejse i Sydamerika er vi nu nået til Mellemamerika – nærmere betegnet Panama.

Sidste aften i Quito spiste vi på den indiske restaurant, hvor vi tidligere har nydt et godt måltid mad til en billig penge. To personer kan spise og drikke der for under 50 kroner, hvilket må siges at være billigt – selv i Sydamerika.

Efterfølgende har vi fundet ud af, at de muligvis kunne have været interessant at være blevet i Quito et par dage mere. I går blev Ecuadors præsident afsat efter ugers demonstrationer i stil med den, vi oplevede på tætteste hold fra McDonald’s. Det kunne have været interessant at se, hvordan befolkningen fejrede den sejr – og ikke mindst om alle mente, der var noget at fejre. Eller om det kun var et lille mindretal, som med mere eller mindre voldelige demonstrationer fik afsat præsidenten – som vist nok var demokratisk valgt (eller så demokratisk det nu kan blive på de kanter).

Men i forgårs var det tidligt op for at tage mod lufthavnen. I princippet skal man checke ind tre timer før, men belært af tidligere erfaringer ”nøjedes” vi med 2½ time.

Desværre var flyet til Panama City ikke direkte. Vi skulle skifte fly i Bogota i Colombia, hvilket gav os næsten fire timers ventetid.

Selvom vi ikke fik set landet, kunne man fornemme at sikkerhedsniveauet var højt. Overalt var der militær og ud over at blive checket på normal vis med metaldetektor, blev vi også kropsvisiteret.

Flyveturen gik fint – lige indtil maden blev serveret. Af en eller anden grund er der en sammenhæng mellem servering og lufthuller. Det slår aldrig fejl (heller ikke denne gang) – så snart madbakken er stillet på bordet, starter lufthullerne.

På denne tur var det dog værre end noget vi har prøvet før. På et tidspunkt var der ”frit fald” i et sekund eller to – hvilket er lang tid, når man sidder i et fly. Der kom da også skrig fra et par passagerer, men yderligere skete der ikke. Alligevel blev vi en smule forskrækket – og man når jo ikke rigtig at tænke på, at fly aldrig styrter ned på grund af lufthuller.

Heldigvis varede det ikke mere end et par minutter – specielt fordi det er ret svært at holde en skoldhed te på plads i koppen, når man ryger op og ned som i en rutsjebane.

Efter endnu en langsommelig paskontrol, var vi klar til at tage fra lufthavnen. Vi havde på forhånd bestilt hotelværelse, hvilket inkluderede gratis afhentning i lufthavnen – og derved en besparelse på 20-25 dollars. Foruden det behagelige i ikke at skulle spekulere på taxa.

Vores hotel var oprindeligt prissat til 45 dollars, men vi havde fået det tilbudt til 33, hvilket jo var en god besparelse. Værelset er udmærket – rent og en rimelig størrelse. Der er kabel-tv, køleskab og aircondition.

Men man kan godt mærke, at det trods alt ikke er et luksushotel. Poolen – som jo i sig selv er rar at have – er sådan set fin nok, men området omkring bliver af en eller anden grund ikke gjort rent så tit, så man får meget sorte fødder (hvilket også smitter af på de to eneste liggestole). Desuden har vi haft problemer med at få vandet varmt i bruseren – men heldigvis er her jo varmt, så det gør ikke så meget.

Der er ikke mange restauranter her i området. Alligevel har vi spist på vores hotelrestaurant for første og sidste gang. Efter at have ventet meget længe på maden, fik vi et kedeligt, men dyrt måltid. Så der spiser vi ikke igen.

De sidste to dage har vi brugt på at være i shopping centre – noget de har en del af her i Panama City. Efter en masse oplevelser på Galapagos har vi trængt til nogle dage uden alt for mange indtryk.

Da centrene ligger med forholdsvis stor spredning, har vi taget taxa rundt. Og hvis vi troede, at taxachaufførerne i Sydamerika var psykopater, så var det ingenting i forhold til her. De kører ekstremt aggressivt og egoistisk. Hvis der er det mindste hul i trafikken, udnytter de det – uden at overveje om andre bilister gør det samme. Resultatet er da også en masse bulede biler på gaden – mange flere end vi har set andre steder.

I går fik vi besøgt to centre. Det første – der ifølge vores guidebog skulle være det største – var delvist nedlukket med mange tomme butikker. Derfor tog vi også hurtigt videre til et andet, der var meget bedre.

Her lykkedes det mig at blive klippet og Marianne at finde noget tøj. Så jeg kom hjem med mindre og Marianne mere, end da vi tog af sted.

Da vi kom tilbage til vores hotel, gik vi på jagt efter en restaurant – hvilket ikke var nemt. Men til sidst fandt vi et lille sted, der servede en udmærket kyllingret til billige penge (omkring ti kroner per styk).

Tilbage på hotellet satte vi os til at læse – lige indtil strømmen røg. Heldigvis gik en nødgenerator i gang – men aircondition var ikke koblet til, så det blev ret varmt. Efter et par timer kom strømmen heldigvis tilbage, så vi kunne blive kølet lidt ned igen.

Her til morgen startede vi ved poolen, hvorefter vi vaskede vores beskidte fødder og tog med endnu en psykopatisk taxachauffør (som tilmed var sur) til endnu et center. Og her lykkedes det faktisk Marianne at finde en bikini efter at have søgt lige siden starten af vores rejse.

Desuden spiste vi et grillspyd i centerets ”food-court”, hvor man kan få alt slags mad til billige penge. I betragtning af at et måltid inklusiv drikkevare koster omkring 30 kroner for hver, var det god mad.

I centeret opdagede vi også et kasino. Her er det rent faktisk muligt at sætte sig ved et roulettebord efter man har shoppet – og endda i sit almindelige tøj. Vi valgte da også at smide et par mønter i en maskine – men stoppede mens legen var god. Blandt andet fordi vi ikke rigtigt kunne gennemskue, hvad der skulle til for at vinde.

Efter centeret valgte vi at tage til byens gågade – og det var som at tage til en anden verden. Fra det kølige center med få mennesker (og dyre butikker) kom vi nu til en varm gågade fyldt med mennesker – og discountbutikker. Forskellen sås meget tydeligt i en fotobutik – i centeret var det de nyeste digitalkameraer, men her var der kun ældre filmkameraer.

Da der kun var et par kilometer til vores hotel, valgte vi at gå. Det blev nu alligevel ret hårdt, da varmen var massiv. Samtidig er gaderne fyldt med bilos – først og fremmest fra bybusserne, der er noget for sig selv. Det er gamle, amerikanske skolebusser, der åbenbart stadig kan bruges her. Den ene mere fantasifuldt malet end den anden – med tegneserietegninger og flotte skrifter. Enkelte er endda pyntet med lys, så det ligner et helt tivoli, når det kommer kørende om aftenen. Meget festligt.

Nu er det snart blevet tid til aftensmad – så må vi jo se om vi kan finde et sted at spise. Det bliver nok ikke nemt.